Anmeldelse: H.P. Lange: Travelling man blues (Big Gumbo CD001)

HP-Lange-·-Front-·-2400x2400pxAf Jakob Wandam

Det er nok de færreste danske bluesfans, der ikke kan nikke genkendende til H.P. Langes navn. Med små tredive år bag sig som turnerende musiker har guitaristen et indgående kendskab til livet på landevejen, og netop livet som omrejsende spillemand – og de afsavn, der følger med – er et gennemgående tema på Travelling man blues, Langes tiende og nyeste albumudspil. Her får han følgeskab af sin faste rytmesektion, Paul Junior (bas) og Jens Kristian Dam (trommer), samt den nye mand Niels Bonefaas og som gæst den tilbagevendende mundharpespiller Jarno Varsted.

H.P. Langes metier er den akustiske country blues, og det er da også den subgenre, vi befinder os i på Travelling man blues. Men allerede fra første skæring mærker man, at billedet ikke er helt så enkelt. På dette fremragende titelnummer er H.P. Langes lydarsenal blevet tilføjet violin og banjo, spillet af Niels Bonefaas, og resultatet er en næsten-bluegrass-sang, som Chris Thile ville have været stolt af.

De ekstra strengeinstrumenter sætter i det hele taget deres præg på Travelling man blues, og på uhyre vellykket vis skaber de en old time-lyd, der giver mindelser om string bands som The Mississippi Sheiks på sange som ”Hey girl” (der i sig selv er et nik til Junior Parkers ”Mystery train”) og ”When the moon comes up”. På sidstnævnte får Jarno Varsted desuden skabt en akkordeon-lignende lyd på mundharpen, som giver sangen et særligt cajun-touch.

H.P. Lange dykker dybt ned i deltaet med en fornem version af uopslidelige Robert Johnsons ”Stones in my passway”. Det er vel nok den mest ufortyndede delta blues på albummet, og der skal ikke herske tvivl om, at Lange mestrer denne form. Men han forstår også at udbygge den og inddrage andre elementer. ”Last night”, for eksempel, lægger ud med rå, rustik National steel-guitar, men snart indfinder trommer og siden barrelhouse-klaver sig, begge øjensynligt spillet af Jens Kristian Dam, og pludselig får sangen et langt mere urbant præg.

Et andet element, der er med til at gøre, at Travelling man blues ikke blot bliver en stiløvelse i delta blues, er Langes guitarspil, som ofte er let, elegant og dansende. Der en optimisme og luftighed i hans lyd, som giver musikken et østkyst-præg, ikke mindst på et nummer som ”In time”, der med sit fine fingerspil er mere Piedmont end Mississippi.

H.P. Lange har selv begået otte af cd’ens 11 sange. En af de få cover-versioner er Mississippi Fred McDowells ”Shake’m on down”, og her får Lange bevist, at heller ikke hill country blues’en er fremmed for ham, idet hans bidende slide-guitar drives frem af Jens Kristian Dams march-trommer. Læg hertil et par gospel blues-numre, og efterhånden vil det fremgå, at nok er Travelling man blues et country blues-album, men det er også en plade, der udforsker og udfordrer genren.

Med Travelling man blues har H.P. Lange begået, hvad der utvivlsomt vil stå som en af årets bedste danske bluesudgivelser. Han viser sig ikke blot som en af landets absolut bedste fortolkere af country blues’en, men også – endnu en gang – som en kunstner af stort internationalt format.