Copenhagen Jazz Festival 2018, del 2

Tekst: Jakob Wandam

Bluesnews.dk var med i alle ti dage på årets Copenhagen Jazz Festival, som vanen tro havde masser af blues på programmet. Her kaster vi et blik på festivalens tredje og fjerde dag. Du kan læse om koncerterne på første og anden dag her.

Trainman Blues

Trainman Blues
Foto: Peter Widmer

Søndagens musikalske overflødighedshorn mundede indledningsvis ud på Tango y Vinos, hvor det DMA Blues-nominerede band Trainman Blues var ”på” klokken 13. Trainman Blues, der både spiller koncerter som kvartet og som duo, stillede denne gang op i trio-format med Richard Farrell på vokal og guitar, Laust ”Krudtmejer” Nielsen på bas og Thomas Crawfurd på trommer.

De spillede to sæt med en blanding af coverversioner og egne sange fra debutalbummet Trainman Blues (læs anmeldelse her). Bandet er blevet kendt for et helt egenartet bluesudtryk, der blandt andet stammer fra Richard Farrells enestående, let melankolske og vibrato-rige stemme.

Richard Farrell
Foto: Peter Widmer

Den unikke vokal var med til at transformere 12-takters standard-bluesnumre som Taj Mahals ”Going up the country, paint my mailbox blue” til et Trainman Blues-nummer. Dette nød også godt af et instrumentalt break med en fin, minimalistisk guitarsolo fra Farrell og melodisk basspil af Laust Nielsen.

Den helt store nydelse var imidlertid Thomas Crawfurds opfindsomme, varierede og elegante trommespil, og det var en stor fornøjelse at betragte, hvordan han opmærksomt fulgte Richard Farrell og hele tiden skabte det helt rigtige embellishment.

Blandt de øvrige covernumre, som alle fik et personligt, umiskendeligt Trainman Blues-præg, var en fremragende version af Rev. Gary Davis’ ragtime-gospel ”I heard the angels singing”. Tom Waits var repræsenteret ved ”Way down in the hole” og “Chocolate Jesus”.

Muddy Waters’ “Blow wind, blow” var nærmest uundgåelig, eftersom Trainman Blues parafraserede den både i ”The wind will blow me home” og den rigtig fine albumåbner ”Out of dust”.

Andre af bandets egne numre fra Trainman Blues var den jazzede ”Tree of life” og den funky, men også lidt McCartney’ske ”Sit and practice”.

Thomas Crawfurd
Foto: Peter Widmer

”Walking blues” var ikke Robert Johnsons delta blues-klassiker, men et country-agtigt honky-tonk-nummer af Farrell og Nielsen. ”With open hands” var jazzet swing-blues, og det jazzede groove – blandt andet skabt af Crawfurds fine whiskers-spil – gik igen på ”Skulls, crosses and bones”.

Den atmosfæriske ”Wholesome treat” rundede koncerten af med groovy boogie-kvaliteter a la John Lee Hooker og mere af Thomas Crawfords herligt varieret trommespil, der kulminerede i et crescendo med hi-hat og bækken.

Omkring 20 mennesker havde fundet vej til Tango y Vinos og Trainman Blues’ koncert. Det var klart færre, end dette nyskabende og enestående bluesband fortjener.

Hans Knudsen & Christian Bundgaard

Bluesnews.dk’s næste stop var Charlie Scott’s, hvor vi ankom klokken 15.30, en halv time inde i koncerten med de to pianister Hans Knudsen og Christian Bundgaard.

Christian Bundgaard og Hans Knudsen
Foto: Peter Widmer

Den erfarne Hans Knudsen blev udråbt til ”Årets Danske Blues Navn 2014”, mens Christian Bundgaard vandt Danish Blues Challenge 2015. Året efter udgav de to i fællesskab albummet Two generations (læs anmeldelse her), hvis titel netop hentyder til, at deres makkerskab er et musikalsk møde på tværs af aldersskel.

Two generations er netop indspillet på Charlie Scott’s i Skindergade, hvor Knudsen og Bundgaard altså igen havde sat hinanden stævne. Baren er et særdeles hyggeligt og meget intimt spillested, hvor man næsten sidder på skødet af de optrædende. Det kræver en vis grad af nærvær fra musikerne, men det er heldigvis aldrig et problem for d’herrer Knudsen & Bundgaard.

Koncerten foregik som én lang hyldest til de pianister, der har været med til at forme parrets respektive karrierer. Nogle af numrene blev spillet som duetter, mens andre blev leveret solo.

Hans Knudsen
Foto: Peter Widmer

Hans Knudsen tog teten på det første nummer, som Bluesnews.dk overværede, nemlig ”Blueberry Hill”. Sangen er bedst kendt med Fats Domino, og det var da også netop dette rhythm & blues-ikon – der døde i oktober sidste år – som Hans Knudsen hyldede.

En koncert med Hans Knudsen er ikke bare en musikalsk performance, men i høj grad også en videregivelse af den entusiasme, han selv føler for såvel selve sangene som deres og musikernes historie. Hans Knudsen brænder simpelthen for at dele denne glæde med sit publikum, og dét gør hans optrædener til en helt særlig fornøjelse.

Den 23-årige Christian Bundgaard er af samme gode indstilling, og hans store kendskab til især New Orleans-pianisterne kom også tilhørerne til gode gennem både musik og fortælling.

Christian Bundgaard
Foto: Peter Widmer

Bundgaard diverterede med Professor Longhairs ”Longhair boogie”, inden han og Hans Knudsen i fællesskab hyldede netop afdøde Henry Butler med en version af ”Basin Street blues” og Longhairs ”Tipitina”.

Det skal retfærdigvis siges, at hverken Hans Knudsen eller Christian Bundgaard er de kæmpestore sangtalenter. Til gengæld spiller de begge forrygende på tangenterne, og vokalen er med til at skabe det helt personlige udtryk, de begge har.

Duoen forstår nemlig kunsten ikke blot at duplikere de elskede forbilleder, men skabe egne arrangementer og fortolkninger. Det er alt sammen en del af den rolle som formidlere, som ligger dem begge så meget på sinde. Der ligger en vigtig opgave i at pege på de gamle kompositioner og indspilninger, men ved at sætte sit eget præg på dem holder man musikken i live som mere end museumsgenstande, og det er de to pianister meget bevidste om.

Christian Bundgaard og Hans Knudsen
Foto: Peter Widmer

Efter en pause (hvor Hans Knudsen i vanlig stil ikke kunne lade helt være med at spille med på baggrundsmusikken) var Bundgaard og Knudsen klar med en fremragende ”Johnnie’s boogie”, en hyldest til Chuck Berrys pianist og sparringspartner Johnnie Johnson.

Herefter greb de tilbage til den tidligste New Orleans-jazz med ”Buddy Bolden’s blues”, inden Hans Knudsen solo gav sin version af ”I get the blues when it rains” som en hyldest til Snooks Eaglin.

Christian Bundgaard tog over på New Orleans-standarden ”St. James infirmary”, inspireret af Dr. John og med nogle interessante temposkift og nærmest latin-rytme.

Hans Knudsen
Foto: Peter Widmer

En Hans Knudsen-favorit, Casey Bill Weldons ”We gonna move to the outskirts of town”, fulgte, og så var der boogie-woogie-opvisning med et medley af Cow Cow Davenports ”Cow Cow blues” og dens ”efterkommer,” Ray Charles’ ”Mess around”.

”Do you know what it means to miss New Orleans” – oprindeligt indspillet af Billie Holiday & Louis Armstrong, såmænd – var næste punkt på programmet, her spillet solo af Hans Knudsen.

Christian Bundgaard var til gengæld ene mand på Allen Toussaints ”With you in mind”, inden de to sluttede af med Christian Bundgaards egen ”Charlie Scott’s boogie” – skrevet til stedet, hvor Bundgaard så ofte slår sine folder – og som ekstranummer Professor Longhairs ”Mardi Gras in New Orleans”.

Emil Otto & his Nola Four

Emil Otto & his Nola Four
Foto: Peter Widmer

Efter denne smittende feel-good-oplevelse drog Bluesnews.dk til ”de små haver” på Frederiksberg, nærmere betegnet M.G. Petersens Familiehave. Her var der ikke blot mulighed for stegt flæsk ad libitum, men også for at høre Emil Otto & his Nola Four klokken 18.30.

Bandet er udsprunget af New Orleans-R&B-gruppen Gumbo Ya-Ya! og ledes af Emil Otto Daugaard på klaver og vokal. Med sig har han Aske Bendixen på trommer, Philip Akrofi på bas og Jonathan Bruun Meyer på trombone (hvorfor ensemblet vel rettelig burde hedde Emil Otto & his Nola Three, men det får være).

Emil Otto Daugaard
Foto: Peter Widmer

Bluesnews.dk mødte op med store forventninger til såvel flæsk som til de fire unge fyres funky New Orleans-rytmer. Desværre måtte begge dele siges at være en skuffelse. Flæsket var tørt, kartoflerne delvis rå, og persillesovsen uden smag. Og Emil Otto & co., der spillede under drivhus-agtige forhold på Familiehavens lille overdækkede scene, kom helt skævt ind på koncerten.

De åbnede med en noget fodslæbende udgave af Hank Williams’ ”Jambalaya”, hvor Emil Otto tilmed lagde ud med at synge falsk. Han havde desuden med sin lidt spage stemme svært ved at trænge igennem især trommernes høje volumen.

Standarden ”Please don’t talk about me when I’m gone” fulgte, og også her måtte man konstatere, at det simpelthen kneb med timingen hos kvartetten.

Jonathan Bruun Meyer
Foto: Peter Widmer

Efter et par numre mere – heriblandt dagens 2. version af ”Do you know what it means to miss New Orleans”, hvor der atter blev sunget ude af pitch – gav Bluesnews.dk fortabt og forlod M.G. Petersens Familiehave.

Med risiko for at blive stemplet som aldersfascister måtte Bluesnews.dk konkludere, at Emil Otto & his Nola Four efterlod et indtryk af et gymnasieband, som i den grad manglede erfaring og sammenspil. Om det var varmen, der spillede ind, skal være usagt, men det fungerede ganske enkelt ikke for kvartetten denne søndag.

Bluesnews.dk besluttede dog at give Emil Otto & co. en chance til i løbet af festivalen – heldigvis, skulle det vise sig.

Troels Jensen, Mik Schack & Big Creek Slim

Fra de små haver rykkede Bluesnews.dk til Bartof Café, ligeledes på Frederiksberg. Her optrådte tre kendte navne klokken 21 i en i for Bluesnews.dk ny konstellation: Mik Schack på vaskebræt og assorteret percussion, Big Creek Slim på guitar og vokal samt Troels Jensen på klaver og vokal.

Mik Schack, Big Creek Slim, Troels Jensen
Foto: Peter Widmer

Big Creek Slim var placeret i midten og tog sig af det meste af publikumskontakten. Det gjorde han godt med vanligt lune og humor, og selvfølgelig på formfuldendt midtjysk.

Trioen spillede old-school delta og Chicago blues og boogie, og fra begyndelsen var niveauet tårnhøjt. De lagde ud med Jimmy Reeds ”The sun is shining”. Troels Jensen tryllede med den største selvfølgelighed på klaveret, og det var som altid en fornøjelse at iagttage Big Creek Slims muskuløse guitarstil, med og uden bottleneck.

Mik Schack
Foto: Peter Widmer

Troels Jensens bluespiano var på én gang kraftfuldt og elegant; der er en stilfuldhed og lethed over hans spil, samtidig med at det bevarer bluesens iboende, påtrængende energi. Mik Schack tilføjede musikken noget backporch-stemning og jug band-lignende munterhed, ud over det åbenlyse perkussive bidrag.

Om trioen arbejdede ud fra en sætliste, eller om de blot spillede, hvad der faldt dem ind, er uvist. Sikkert er det dog, at Big Creek Slim øjensynlig har et uudtømmeligt lager af sange, og der er aldrig to af hans koncerter, der forløber ens.

Ud over Jimmy Reed fik vi blandt andet numre af Sonny Boy Williamson I (”Shake the boogie”), Willie Dixon (”I ain’t superstitious”), Bukka White (”Shake ’em on down”), John Lee Hooker (“Little wheel”), Slim Harpo (“King bee”), Robert Johnson (“From four until late”) og Leroy Carr (“How long, how long blues”).

Big Creek Slim
Foto: Peter Widmer

Big Creek Slim var leadvokalist på de fleste numre, men Troels Jensen sang også for på ganske mange. Kontrasten mellem de to tydeliggjorde begges kvaliteter. Hvor Big Creek Slims stemme var stor, mørk og nærmest intimiderende, fandtes styrken i Troels Jensens vokal i, hvordan den nærmest trodsigt insisterende lod sig presse ud gennem hæshed og mange års slitage. Samtidig sang Jensen med en tilbagelænet frasering, der signalerede en selvfølgelig musikalitet og dyb fortrolighed med genren.

Ud over det fælles arvegods, som coverversionerne udgjorde, blev der også plads til et par af musikernes egne numre. Fra Big Creek Slims sangkatalog kom ”Landlord blues” om en meget forhadt og aldeles navngiven udlejer, og Troels Jensen bød ind med sin signatursang, ”I’m your boogie woogie man”.

Troels Jensen, Big Creek Slim & Mik Schack leverede en af den slags koncerter, hvor man bare føler sig i godt og kompetent selskab. Der blev spillet stensikkert, det lød bare godt, og man kunne have ladet sig underholde af dem hele natten.

Hans Knudsen & Björn Ingelstam Band

Björn Ingelstam og Hans Knudsen
Foto: Jakob Wandam

Mandag, festivalens fjerde dag, vendte Bluesnews.dk tilbage til Charlie Scott’s og Hans Knudsen. Denne gang havde Hans Knudsen allieret sig med den unge trompetist Björn Ingelstam og hans lige så unge rytmesektion, som klokken 16 stod klar under trappen på det lille spillested.

Festivalens gæster – og Bluesnews.dk – havde allerede stiftet bekendtskab med trommeslageren Andreas Svendsen, som fredag havde holdt rytmen hos Sahra da Silva (læs her). På kontrabassen var Anton Langebæk trådt til som afløser for Ingelstams sædvanlige bassist, Matthias Petri, og Hans Knudsen selv var atter at finde bag klaver og mikrofon.

Svenske Björn Ingelstam har i dag base i New York, men er en hyppig gæst på de danske jazzscener. Han har desuden to danske pladeudgivelser bag sig: den selvbetitlede debut-ep fra 2014 og Live in Denmark, udsendt af Gladsaxe Jazzklub i 2017.

Denne mandag stod (læs: sad) Ingelstam efter eget udsagn på scenen efter to dages feber, og han så da ærligt talt heller ikke for frisk ud. Trompetspillet var der imidlertid ikke spor i vejen med i de to af koncertens tre sæt, som Bluesnews.dk bevidnede. Repertoiret var taget fra den bluesy ende af jazzen med gavmilde doser af rhythm & blues, swing, gospel og sågar country.

Hans Knudsen
Foto: Jakob Wandam

Præcis her befinder Hans Knudsen sig allerbedst, og lige som dagen før både spillede og introducerede han numrene med smittende engagement.

En del af Hans Knudsens musikalske mission er at videregive musikken til de næste generationer, og han nød tydeligvis at spille med de unge, fremadstormende musikere i Björn Ingelstam Band.

Hans Knudsen håndterede de fleste leadvokaler, men indimellem trådte Björn Ingelstam til og afslørede en behagelig, smooth crooner-stemme med en tilbagelænet frasering, f.eks. på standarden ”Old fashioned love”, ”I’m confessin’ (that I love you)” (bedst kendt med Louis Armstrong) og ”When my dreamboat comes home” (indspillet af bl.a. Fats Domino).

Bandet spillede aldeles upåklageligt, og det var en stor fornøjelse at høre både det veltimede, swingende sammenspil og musikernes respektive soloer. Björn Ingelstams trompet havde den smukkeste tone, og man nød såvel hans perfekt doserede akkompagnement på f.eks. Percy Mayfields ”Please send someone to love” som hans fine bluesspil på Fats Dominos ”Blue Monday”.

Anton Langebæk
Foto: Jakob Wandam

Anton Langebæk spillede glimrende bassoloer, det ene øjeblik blødt og lækkert som på ”I’m confessin’”, det næste jumpy som på ”Jump the blues away”. Andreas Svendsen nød tydeligvis sit øjeblik i spotlyset på sidstnævnte, men var generelt fremragende, ikke mindst på ”Just a closer walk with thee” – en rørende hyldest til Lillian Boutté – og ”When my dreamboat comes home”.

Eftermiddagens koncert på Charlie Scott’s var endnu et vidnesbyrd om New Orleans-musikkens levedygtighed, alsidighed og relevans for musikere i alle aldre, og uanset herkomst. Og så var det ganske enkelt en storswingende, medrivende og humørfyldt koncert.

Esben Just, Nikolaj Hess & Boogie Lasse

Bluesnews.dk sluttede mandagen på Bartof Station klokken 21. Her afholdt Esben Just en af sine traditionelle ”Piano Nights”, denne aften i selskab med Nikolaj Hess og Lasse E. Jensen, også kendt som Boogie Lasse.

Esben Just
Foto: Jakob Wandam

Esben Just er rundet af New Orleans-traditionen og lagde passende nok ud med ”Do you know what it means to miss New Orleans”. Just var i højt humør og kom rigtig godt fra start, og det blev bestemt ikke ringere, da han satte tempoet op og gav en aldeles hæsblæsende version af Earl Kings ”Big chief”.

Publikums respons var vild, da Esben Just satte trumf på med ”Whola lotta shakin’ goin’ on”, først indspillet af bluessangerinden Big Maybelle og siden et ikonisk rock & roll-hit for Jerry Lee Lewis.

Det lagde et vist niveau for Nikolaj Hess at leve op til. ”Jeg er den langsomme 2. sats,” erklærede Hess, og tempoet blev da også skruet gevaldigt ned. Til gengæld var det umådelig smukt at høre ham improvisere over Egil Harders melodi til Kaj Munks ”Den blå anemone”.

Nikolaj Hess
Jakob Wandam

Nikolaj Hess er en teknisk brilliant pianist, og vi var mange, der tabte underkæben, da han efterfølgende med en hamren i tangenterne indledte en jazzet og aldeles enestående udgave af ”Byen vågner” fra The Savage Roses Dødens triumf. Tempoet tog pusten fra tilhørerne, og hans improvisationer var virtuose og ulig noget, Bluesnews.dk hidtil havde hørt.

Kunstlet blev det dog aldrig, for Nikolaj Hess havde læst sit publikum godt. Og han lagde da også op til fællessang, da han rundede sit sæt af med ”What a wonderful world” – en opfordring, som det overvejende gråhårede publikum gladelig tog imod.

Så blev det Lasse E. Jensens tur, og han lagde ud med sit eget arrangement af ”In a little Spanish town”, oprindeligt et hit for Paul Whiteman i 1926. Boogie Lasse lod den ikke overraskende starte i latin-stemning, men lod den så pludselig skifte tempo og gå over i den boogie-woogie-stil, der er hans varemærke.

Lasse E. Jensen alias Boogie Lasse
Foto: Jakob Wandam

Stemningen blandt publikum var høj, og Boogie Lasse spillede forrygende. Han fortsatte med sin egen ”Low dirty down blues”, en traditionel blues, bortset fra at den altså havde tretten i stedet for de sædvanlige tolv takter! Det havde den effekt, at man hele tiden blev ”fanget på det forkerte ben” – en højst besynderlig fornemmelse.

Lasse E. Jensen sluttede af med en instrumental boogie-woogie komponeret til lejligheden, og det blev selvsagt en opvisning i, hvordan dén genre skal spilles.

Esben Just åbnede andet sæt med ”Way down yonder in New Orleans” og fortsatte med Chuck Berrys ”Sweet little sixteen”, om end hans vokal lød mere af Ray Charles. Jo, han var i fin form denne aften!

Boogie Lasse, Nikolaj Hess, Esben Just
Foto: Jakob Wandam

Nikolaj Hess tog over med sin næsten freejazz’ede ”cocktail” af folkevisen ”Jeg gik mig ud en sommerdag” og hans egen ”African trees”, som udløste smil og vantro hovedrysten hos Lasse E. Jensen. Denne satte sig så ved klaveret og ydede en flot vokalpræstation på den klassiske Bessie Smith-blues ”Nobody knows you when you’re down and out”.

De sidste tre numre blev trio-optrædender: Først ”The sheik of Araby” med vokal af Esben Just og alle tre pianister i ”rotationsordning” ved flyglet, herefter ”Just a closer walk with thee” og sidst ”Mardi Gras in New Orleans”.

Bluesnews.dk har tidligere været til Piano Night med Esben Just og været stærkt begejstret (læs her), men denne aften syntes niveauet at være særlig højt. Det var, som Just selv efterfølgende bedyrede over for Bluesnews.dk, ”skidegodt!”

Læs Copenhagen Jazz Festival, del 1 her.
Læs Copenhagen Jazz Festival, del 3 her.