Copenhagen Jazz Festival 2018, del 3

Michelle Birkballe og Jakob Baumgartner

Tekst og foto: Jakob Wandam

Fem dage inde i årets Copenhagen Jazz Festival havde den ikke mistet momentum, og Bluesnews.dk var naturligvis fortsat til stede på mange af hovedstadens spillesteder, hvor de blå toner lød. I det følgende ser vi på koncerterne fra festivalens femte, sjette og syvende dag. Du kan læse om første og anden dag her og om tredje og fjerde dag her.

Troels Jensen & Miriam Mandipira

Bluesnews.dk’s første stop tirsdag den 10. juli var Bartof Station. Kælder-spillestedet på Frederiksberg havde denne gang Troels Jensen og Miriam Mandipira på plakaten, og dermed var der lagt op til vaudeville-blues som i de varietéer og medicine shows, der rejste sydstaterne rundt med musik, underholdning og hjemmebrygget mirakelmedicin omkring forrige århundredskifte.

Miriam Mandipira og Troels Jensen

Her kunne man dengang opleve de store bluessangerinder som Bessie Smith og Bertha ”Chippie” Hill, og dem nærer Miriam Mandipira og Troels Jensen en fælles kærlighed til.

Efter et enkelt solonummer af Troels Jensen var duoen således klar med Hills store klassiker ”Trouble in mind”, som de leverede i en jumpy, uptempo version. Fra Bessie Smiths repertoire fik vi blandt andet ”You’ve got to give me some”, ”Nobody knows you when you’re down and out” og “Mean old bed bug blues”.

Miriam Mandipira imponerede kontinuerligt med sin smukke stemme, som bevægede sig tilsyneladende ubesværet op og ned i registeret. Det var bemærkelsesværdigt, at hvor jazz- og bluesfans gerne er flinke til at klappe efter de instrumentale soloer, var der denne eftermiddag også jævnlige klapsalver efter Mandipiras vokalpartier.

Om det var jazz, blues, soul eller gospel, havde Mandipira et ufravristeligt tag om materialet. Som Troels Jensen sagde: ”Blues og gospel er lige som kirke og værtshus: De ligger lige over for hinanden.”

Miriam Mandipira og Troels Jensen

Det blev introduktionen til hans egen, gospelinfluerede ”Take me home”, sunget som duet og med ophavsmanden på guitar. Troels Jensens guitarspil er lige så udtryksfuldt som hans klaver-ditto, hvilket han allerede havde demonstreret på Robert Johnsons ”Come on in my kitchen”, som høstede store bifald.

Efter pausen startede Troels Jensen atter solo, denne gang på guitar, med Big Joe Williams’ ”Crawlin’ king snake”. Troels Jensens vokal bliver mere og mere sløret gennem årene, men det er et personligt præg snarere end en svaghed, og det klædte ikke mindst delta blues-materialet. Han kunne også stadig synge igennem med lige så stor autenticitet, som når han messede som Blind Willie Johnson.

Troels Jensen

Både Jensen og Mandipira var gode formidlere, som på hver deres facon introducerede sangene med stor charme og humor. Troels Jensens store glansnummer i dén henseende var en fortællende hill country blues, ”She’s got a hold on me”, som han indspillede med Kenny Brown på albummet Cheap, fast and dirty i 2004.

I det hele taget var koncerten på Bartof Station en vældig charmerende affære, der med musikere i Miriam Mandipiras og Troels Jensens klasse kun kunne foregå på et højt musikalsk niveau.

Fessor og Venner

Fra Frederiksberg gik turen nu til Axeltorv, hvor der lige blev tid til et ganske kort sæt med Fessor og Venner på Axelborg Bodega.

Fessor og Venner

Starten blev udsat, da bassisten Ida Hvid var forsinket, men hun kunne nu slutte sig til de øvrige ”Venner”, som var Niels ”Flipper” Stuart på saxofon og vokal, Bjørn Otto på trommer og Hans Knudsen på klaver og vokal. Ole ”Fessor” Lindgreen selv spillede naturligvis trombone og sang.

Det virkede ærligt talt, som om det var et band, der var sammensat i sidste øjeblik – hvilket det muligvis også var, da koncerten ikke fremgik af festivalprogrammet. Der var lange ophold mellem de blot fire numre, som første sæt indeholdt, fremførelsen virkede rodet, og man spekulerede på, om Fessor simpelthen var ved at blive gammel. Det skulle heldigvis vise sig næste dag bestemt ikke at være tilfældet!

Ida Hvid og Hans Knudsen

På Axelborg lagde Fessor og Venner ud med Cole Porters ”C’est magnifique” med vokal af Niels ”Flipper” Stuart. ”Last night on the back porch” (af Carl Schraubstader og Lew Brown) og Irving Berlins ”I’m putting all my eggs in one basket” fulgte, inden Hans Knudsen førte an på Percy Mayfields bluesklassiker ”Please send me someone to love”.

Måske var det bodega-omgivelserne, der gjorde udslaget, men i kombination med de tre modne herrers ”dangelske” diktion, den rodede optræden og Fessors periodiske ”JA, ja!”-råb gav det indtrykket af en halvslidt gang fadølsjazz, som ikke levede op til musikernes veldokumenterede kunnen.

Christian Bundgaard

Bluesnews.dk sluttede femtedagen på Røde Roses Kaffebar på Balders Plads. På dette lille Nørrebro-udskænkningssted kunne man klokken ca. 22 finde den allestedsnærværende Christian Bundgaard – han havde imponerende 13 koncerter og en artist talk på sit festivalskema! – og hans elklaver klemt ind på en scene, der næppe kan have været større end 1 x 1½ meter.

Christian Bundgaard

Her overværede Bluesnews.dk og en håndfuld andre tilskuere første sæt af Christian Bundgaards solotur gennem den store New Orleans-sangbog. Bob Shads ”Junco partner” var den første, og andre blues- og rhythm & blues-klassikere fulgte i en lind strøm: ”Cow Cow blues” af Cow Cow Davenport blev spillet i et medley med Earl Kings ”Big chief”, og Professor Longhairs ”Tipitina” blev afløst af ”St. James Infirmary”.

Christian Bundgaard gav sig god tid til at ”brodere” over sangenes temaer, og det kom så naturligt fra ham, at man havde fornemmelsen af, at han kunne blive ved i timevis.

Den blot 23-årige pianist er et så åbenlyst talent, at man kun kan ønske sig flere indspilninger fra hans side. Men han er nok allerbedst i en live-setting som denne, hvor man virkelig kunne mærke hans kærlighed til musikken, om end man da også sporede en vis forståelig træthed – koncerten på Rosas Kaffebar var hans niende på festivalen og hans tredje optræden denne dag.

Christian Bundgaard

Leroy Carrs ”Don’t cry when I’m gone” havde noget saloon-stemning over sig, mens det mere melodiske blev dyrket med Allen Toussaints ”With you in mind”/”Southern nights”. Samme stod bag ”Let’s get low down”, som Christian Bundgaard selv beskrev som ”old-school New Orleans piano.”

Han rundede sættet af med boogie-woogie-klassikeren ”Roll ’em Pete” af Big Joe Turner og Pete Johnson og demonstrerede dermed atter, at han ikke blot mestrer sin elskede New Orleans-rhythm & blues, men er en formidabel fortolker af alle klaverbluesens udtryksformer.

Emil de Waal, Dan Hemmer, Gustaf Ljunggren, Paul Banks

Dan Hemmer, Paul Banks, Gustaf Ljunggren, Emil de Waal

Onsdag den 11. juli begyndte for Bluesnews.dk’s vedkommende på Mojo Blues Bar klokken 19. Her optrådte for tredje år i træk konstellationen Emil de Waal (trommer), Dan Hemmer (orgel), Gustaf Ljunggren (guitar) og Paul Banks (vokal og guitar).

Det var lidt af en supergruppe, og koncerten skulle da også blive et af festivalens højdepunkter. Paul Banks i front var velsyngende med en ru, Tom Waits-agtig vokal og glimrende, jazzet bluesguitarspil og lejlighedsvis country picking.

Oftest overlod Banks dog det mere ekvilibristiske guitarspil til Gustaf Ljunggren, og han gjorde det aldeles fremragende i alskens stilarter.

Dan Hemmer

Åbningsnummeret var f.eks. ragtime-klassikeren ”Make me a pallet on your floor”, der begyndte stille og Piedmont blues’et, men langsomt blev mere og mere elektrisk. Ljunggren brillerede her på semiakustisk guitar, mens der kom skønne Hammond-toner fra Dan Hemmer.

På Hank Williams’ ”Hey, good lookin’” spillede Gustaf Ljunggren glimrende country-guitar, og på Banks’ “Blackberry wine” kom effektpedalerne i brug. Sidstnævnte sang var lige som ved Paul Banks’ koncert fredagen før (læs her) et højdepunkt, og Dan Hemmers orgelspil klædte den virkelig. Det samme gjorde det afrikansk-lignende groove (tænk Vincent Nguinis guitar på Paul Simons Graceland-album) og Emil de Waals lækre trommespil.

Gustaf Ljunggren

Det var en koncert med mange store øjeblikke, og et andet var bluesnummeret ”Long long gone”(?). Her spillede Gustaf Ljunggren melodisk slide-guitar, indimellem med en næsten George Harrison’sk lyd. Emil de Waals hamrende trommer indvarslede en stadig stigning i intensitet, Ljunggren leverede en sublim slide-solo, og Dan Hemmers orgel blandede sig med fantastisk trommespil i et tordnende crescendo, inden Banks rundede af med en blændende bluessolo.

Varmen var nærmest ulidelig på Mojo, men ikke desto mindre fik kvartetten den lille bluesklub til at koge endnu mere. Det blev en opvisning i virtuositet og en musikalsk oplevelse af de helt store.

James Martin Band m. Christian Bundgaard

I Pumpehuset fortsatte den New Orleans-tematiserede Fringe Jazz Fest, og klokken 21 kunne man høre den amerikanske saxofonist og sanger James Martin med et band, der havde Christian Bundgaard (ja, ham igen!) som pianist.

James Martin

James Martin er en ung tenorsaxofonist, der efterånden betragtes som en af de bedste på sit instrument i New Orleans. Han trådte sine musikalske barnesko hos Trombone Shorty, inden han påbegyndte en solokarriere i 2008. James Martin har desuden spillet med blandt andre Ivan Neville og Amanda Shaw.

I Pumpehuset blev James Martin bakket op af Flemming Danielsen (Sahra da Silva m.fl.) på guitar, Björn Jönsson (Zididada, Søs Fenger m.fl.) på trommer, Henrik Silver (Fried Okra Band, Hans Knudsen & Christian Bundgaard m.fl.) på sousafon og altså Christian Bundgaard på klaver og orgel.

Koncerten var slået op som en ”Fats Domino Tribute”, og sætlisten var da også præget af New Orleans’ store rock & roll-, rhythm & blues- og blues-ikon, som døde sidste år. Vi fik mange af Dominos store hits, så som ”Ain’t that a shame”, ”I’m walkin’”, ”Blue Monday”, “All by myself”, ”My girl Josephine”, “When my dreamboat comes home” og “Walking to New Orleans”.

Flemming Danielsen, Björn Jönsson, Henrik Silver, James Martin

Hertil kom en række af James Martins originalnumre, for eksempel ”End of the line”, ”Same old same old” og titelnummeret fra hans seneste albumudspil, Something’s gotta give (2017). Trods en solid dosis svedig funk kunne Martins kompositioner dog ikke undlade at virke noget blodfattige ved siden af Fats Dominos sange.

James Martin præsterede en veltrænet, Curtis Stigers-lignende vokal, der matchede hans velplejede amerikansk-tv-stjerne-udseende. Hans saxofonspil stemte overens hermed: Party-sax som en Clarence Clemons med David Sanborns disciplin.

Henrik Silver og Christian Bundgaard

Med andre ord var James Martins optræden kompetent og veludført – og en lille smule kedelig. Det var simpelthen lidt for meget Sportslørdag over hans glatte, renskurede fremførelse, som fik Bluesnews.dk til at længes efter en smule rå kvaliteter i både stemme og spil.

Publikum var imidlertid begejstrede. Det kunne da også være svært at stå stille til de funky rytmer, og alt andet lige må man tage hatten af for et band, der er i stand til at spille funk, når bas-tonerne leveres af en sousafon.

I det hele taget var det svært at sætte en finger på bandets præstation. Flemming Danielsen kunne spille både rock & roll (som på ”I’m walkin’”) og bluesy guitarsoloer (som på ”Walking to New Orleans”), Björn Jönsson og Henrik Silver lagde en solid bund som rytmesektion med masser af funk-fornemmelse, og Christian Bundgaard var som altid fremragende på New Orleans-piano og også i de mere funky keyboard-partier.

Flemming Danielsen, James Martin, Björn Jönsson

Der var altså intet i vejen med kompetencerne hos hverken solist eller band, men James Martin virkede simpelthen for kontrolleret, og det trak altså noget liv ud af især hans egne kompositioner. Når det var allermest grelt, lød det som noget, man kunne blive udsat for i telefonkøen.

Helt så slemt blev det heldigvis sjældent. Fats Dominos sange er svære at spolere, og de storswingede da også i hænderne på James Martin og bandet. Det er desuden svært at argumentere mod succes, og Martin havde godt fat i sit publikum. Men set med Bluesnews.dk’s øjne blev det altså lidt for glatpoleret.

Esben Just & Fessor Bandet

Som nævnt ovenfor havde Bluesnews.dk en revanche til gode fra Ole ”Fessor” Lindgreen efter den lidt kaotiske optræden på Axelborg Bodega om tirsdagen. Den revanche kom onsdag klokken 22.15 på Mojo, hvor Fessor spillede med Esben Just og en førsteklasses backinggruppe.

Esben Just & Fessor Bandet

Bag trommerne sad Morten Ærø, veteran fra især Fessors ensembler. Bassisten var Søren Bøjgård, kendt især fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado, og på guitar fandt man Alain Apaloo, solist, kendt navn på Mojo og vinder af Danish Blues Challenge 2009.

Esben Just var naturligvis på klaver og vokal, og Fessor på trombone. Og det var en forvandlet Fessor, som nu kunne ses siddende midt på Mojos scene, veloplagt og skarp i sine bluesy basunsoloer. Trombonen gav desuden bandets New Orleans-blues en fyldig orkester-lyd, som fyldte Mojo med stemning.

Ole “Fessor” Lindgreen

Også Esben Just var i hopla i et sæt, der primært bestod af New Orleans-klassikere som ”Junco partner”, ”Bony Moronie”, ”Li’l Liza Jane”, ”Jambalaya”, ”Iko Iko” og ”You never can tell”. Hele tiden kunne Just ryste medrivende soloer ud af ærmet, ikke mindst på en forrygende ”Whole lotta shakin’ goin’ on”.

Ingen var dog i så høj stemning som Mojos dansende publikum. Denne skribent har oprigtigt talt aldrig set nogen danse så meget og så energisk som de mennesker, der fyldte gulvet i den lille bluesklub. Særligt ”Li’l Liza Jane” holdt gang i dansegulvet med et tempo, der steg som i et af The Yardbirds’ berømte rave-ups, og med et band, der bare blev ved og ved.

Alain Apaloo

Alain Apaloo tiltrak sig megen positiv opmærksomhed for sit uortodokse guitarspil, der ofte stilmæssigt befandt sig et sted mellem jazz, blues og fusionsrock. Blandt andet ”My bucket’s got a hole in it” nød godt af en solo fra en Alain Apaloo i storform, og undervejs i koncerten fik han tillige demonstreret både rock & roll-guitar og bottleneck-slide.

Desuden var der leadvokal af Apaloo på en sumpet blues, der gav mindelser om det stemningsfulde soundtrack til Dennis Hoppers film The hot spot med musik spillet af John Lee Hooker, Miles Davis, Roy Rogers og Taj Mahal.

Mojo Blues Bar lagde således for anden gang denne dag scene til en af Copenhagen Jazz Festival 2018’s bedste blueskoncerter.

Michelle Birkballe Trio

Næste dag, torsdag den 12. juli klokken 19, var Bluesnews.dk taget i Nyhavn for at se Michelle Birkballe Trio spille ved Mindeankeret.

Michelle Birkballe Trio

Michelle Birkballe er tidligere vinder af Danish Blues Challenge og har, siden hun albumdebuterede med Michelle Birkballe i 2003, jævnligt kunnet opleves på især de jyske koncertscener. Denne torsdag var imidlertid første gang, Michelle Birkballe spillede i København, og hun kunne ikke have ønsket sig en bedre kulisse.

Mindeankeret står ved Kongens Nytorv for enden af Nyhavns indskæring. Fra den opstillede scene kunne man skue ud over Nyhavn – og over festivalgæsterne, som nød solskinnet, mens en let vind forhindrede, at det blev ulideligt varmt.

Michelle Birkballe

Michelle Birkballe Trio er, ud over naturligvis Birkballe selv på sang og guitar, brødrene Jakob og Josef Baumgartner på henholdsvis guitar og keyboard. Det var en trimmet udgave af Birkballes faste band, der også normalt omfatter trommeslager Eddi Jarl og bassist Jakob Skytte.

De lagde ud med bluesrundgange og en lækker tone fra Jakob Baumgartners Gretsch-guitar på Birkballes egen ”Down down down”. Koncerten blev en blanding af Michelle Birkballe-kompositioner og covers, lige som det genremæssige miks indeholdt både blues, rock & roll, americana og country.

Efter endnu en Michelle Birkballe-sang, americana-balladen ”Please give me a call”, spillede trioen ”én for de gamle,” som Birkballe sagde, en adstadigt rockende version af Solomon Burke-hittet ”Cry to me”.

Josef Baumgartner

Michelle Birkballe optrådte med masser af selvironisk humor, flirtende charme og ikke mindst en god bluesrock-stemme. Hun var dog ikke den eneste, der kunne synge, og Josef Baumgartner var featured vokalist på Fats Dominos ”My girl Josephine”. Jakob Baumgartner ledsagede med én af mange elegante guitarsoloer, mens Josef selv spillede fint New Orleans-klaver.

Josef og Jakob Baumgartner udgav sidste år albummet Mer’ endnu under navnet Baumgartner Brødrene, og før da var de kernen i bandet Popfilter. De er måske ikke de oplagte solisttyper, men er gode akkompagnatører, som forstår at støtte op uden at være anmassende.

Michelle Birkballe

Michelle Birkballe havde et nyt album lige på trapperne (det er netop udkommet, red.), og herfra gav hun flere smagsprøver. Den første var single-forløberen ”Pretty for me”, og siden blev det blandt andet til ”Leave me”, Chuck Berry-pastichen ”Rock this party” og countrysangeren Monte Wardens ”Just to hear you voice again”. Både denne og Melanies folk-rock’ede ”Look what they’ve done to my song” fik i Michelle Birkballes hænder fik et Sheryl Crow-lignende country-pop-præg.

”I could never sing the blues” var Birkballes sang om at prøve at trænge ind i et lukket aarhusiansk bluesmiljø. Det var, hvad Michelle Birkballe selv kaldte en ”fadølsblues,” en old-school boogie/Chicago blues med gode bluessoloer af begge Baumgartnere.

Jakob Baumgartner

I det bluesy hjørne var også Sam Cookes ”Bring it on home to me” med en flot, ”desperat” vokal af Jakob Baumgartner og endnu en gang glimrende soloer af begge brødre. K.C. Douglas’ ”Mercury boogie” (også kendt som ”Mercury blues” – og af mange danskere som Shu-Bi-Duas ”Folkevognen”) var ligeledes på programmet, sunget af Jakob Baumgartner.

Den planlagte koncert sluttede med en bluesy udgave af ”Skibe uden sejl”, Anne-Grete & Peter Thorups fordanskning af ”Islands in the stream”, som Bee Gees oprindeligt skrev til Kenny Rogers og Dolly Parton.

Det københavnske publikum tog imidlertid så godt imod Michelle Birkballe Trio, at arrangør Christian Rohde overtalte bandet til at spille et ekstra mini-sæt. Nu skulle der graves dybt i bagkataloget, og det resulterede først i Popfilters radiohit ”Vinde mit hjerte” fra deres selvbetitlede debutalbum (2002) og derefter Michelle Birkballes ”Månen lyser” fra hendes ditto.

Michelle Birkballe og Jakob Baumgartner

Herefter gik trioen over til covernumre, startende med Bonnie Raitts ”Something to talk about” i en version, der var meget tro mod forlægget. ”Write me in care of the blues” stammede fra Patsy Clines repertoire, men var reelt snarere en classic female blues end country.

En gammel Michelle Birkballe-favorit, Brenda Lees rhythm & blues-klassiker ”Sweet nothin’s”, blev leveret med barrelhouse-klaver af Josef Baumgartner, inden trioen sluttede af med Delbert McClintons ”Everytime I roll the dice”.

Det var sådan set også en passende afslutning, efter som McClinton lige som Michelle Birkballe er kendt for at brede sig selvsikkert over rock, blues, rhythm & blues og country. Michelle Birkballes blandede gryderet gik rent ind hos det københavnske festivalpublikum, og hendes hovedstadsdebut må siges at have været en ubetinget succes.

Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 1 her.
Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 2 her.