Dét skal du høre i Viborg i foråret

H.P. Lange Big Gumbo

Tekst: Jakob Wandam

I Viborg står Viborg Blues & Musikforening blandt andet for at arrangere den årlige minifestival 1000 Meter Blues. Den kommer vi til at vende tilbage til her på Bluesnew.dk, men det er naturligvis ikke det eneste, Viborg Blues & Musikforening har at byde på.

I forårssæsonen 2024 har foreningen fem blueskoncerter på programmet, som alle finder sted på Vesterbrogade 10. Her havde spillestedet Paletten til huse indtil 2021, og derfor kaldes Vesterbrogade 10 også ”det gamle Paletten”. Billetter til koncerterne kan findes via Viborg Blues & Musikforenings hjemmeside her.

Den texanske blueslegende

Sæsonen skydes i gang med Stevie Ray Vaughan Tribute fredag den 26. januar klokken 20. Som navnet antyder, er der tale om et band, som hylder den texanske blueslegende, der døde i 1990. Stevie Ray Vaughans indflydelse på moderne elektrisk blues kan nærmest ikke overvurderes. Han var bannerfører for 1980’ernes bluesboom, og hans ekvilibrisme har påvirket og inspireret generationer af bluesguitarister.

Henning Kaae
Foto: Frank Nielsen

Herhjemme gælder det blandt andet Henning Kaae, som nu i omkring 20 år har været guitarist og sanger i Stevie Ray Vaughan Tribute. Henning Kaae har også spillet med blandt andre Nalle and his Crazy Ivans, The Blues Brothers Souvenir Show og Toulouse Blues Band.

Lige som forbillederne Stevie Ray Vaughan & Double Trouble er Stevie Ray Vaughan Tribute en powertrio, der ud over Henning Kaae består af Henrik Bjørn på bas og vokal samt Morten Lyngsøe på trommer. Henrik Bjørn har for eksempel spillet med det fynske bluesrock-band Merzy, mens Morten Lyngsøe blandt andet kendes fra rhythm & blues-bandet L Wood Joy.

Veteranerne

Kenn Lending
Foto: Jakob Wandam

I februar er der koncert med veteranerne i Kenn Lending Blues Band, nærmere betegnet fredag den 23. februar klokken 20. Guitaristen, sangeren og sangskriveren Kenn Lending er nok det bedste bud på en levende dansk blueslegende. I mere end 40 år har han stået i front for sit Kenn Lending Blues Band, og før det spillede han Santana-inspireret latin-rock med Himmelexpressen.

Kenn Lending Blues Band
Foto: Louis Carter

Kenn Lending Blues Band er da også kendt for at blande den traditionelle blues med elementer af netop latin samt soul, funk, reggae, og hvad der ellers måtte falde den erfarne kapelmester ind. Men Kenn Lending har bluesfundamentet mere end i orden efter halvandet årti som sparringspartner for amerikanske Champion Jack Dupree. Han har også spillet med andre koryfæer som Memphis Slim, Louisiana Red, Luther Allison og Bobby Rush.

Mange store danske bluesfolk har været igennem Kenn Lending Blues Band, blandt andre Kjeld Lauritsen, Dan Hemmer, Michael Sunding, Esben Bach og Esben Duus. Også i de seneste år har der været udskiftning i besætningen, men vi forventer, at Kenn Lending nok stiller med Svenni Svafnisson (bas) – som første gang spillede med Kenn Lending Blues Band tilbage i 1984 – samt Jacob Vikkelsø (trommer) og Mads Søndergaard (tangenter).

Massevis af koncerter

H.P. Lange Big Gumbo

H.P. Lange Big Gumbo arbejder p.t. på et nyt album, det første siden 2019’s Danish Music Award-vindende I feel fine (læs anmeldelse her). Der er dog også som altid tid til massevis af koncerter, og en af dem bliver på Vesterbrogade 10 lørdag den 16. marts klokken 20.

Bandet består af H.P. Lange (guitar, banjo og vokal), Niels Bonefaas (violin og banjo), Jens Kristian Dam (trommer og percussion) og Dave Stevens (kontrabas). Stilmæssigt kombinerer de country blues med hillbilly-folk, cajun, bluegrass og gospel med mere, og der bliver både spillet egne sange og covers af kendte og obskure numre.

H.P. Lange har været en markant skikkelse på den danske bluesscene siden 1995, hvor han debuterede med albummet Stop breakin’ down. Der var tale om et duo-album med Thomas Holm, og H.P. Lange har også udsendt plader sammen med Troels Jensen, Hugo Rasmussen og Blues Jamboree med flere. Han seneste udspil er dog soloalbummet fra 2021, der blot hedder Solo (læs anmeldelse her).

I front

Niels Nello Mogensen
Foto: Jakob Wandam

Nello & the Helping Hand Blues Band blev dannet for at fungere som backingband for Hook Herrera, da han turnerede i Danmark i forrige årti. Men i dag er det altså Niels Nello Mogensen selv, der står i front, hvor han agerer både forsanger og bassist. Nello kendes også som en del af kollektivet Grarup Allstars, og så har han spillet blues i mange andre sammenhænge, for eksempel Thomsen-Nello-Hansen, Silver & Blue og Blues Explosion.

Lige så erfarne er hans gruppe af spillemænd. Trommeslager Mads D. Andersen har spillet med Mike Andersen Band og internationale stjerner som Otis Grand, Alan Haynes, Vega Strauss Band og Lurrie Bell. Rasmus Stenholm bag orglet spiller lige som Nello i Grarup Allstars, men han har også spillet med Nalle, Birgitte Laugesen, Lightnin’ Moe og mange flere.

Ronni Boysen
Foto: Jakob Wandam

Og Ronni Boysen er måske landets internationalt mest anerkendte bluesguitarist og kan skrive spillejobs med Mud Morganfield, Lazy Lester, Bob Corritore og mange andre amerikanske navne på cv’et, foruden medlemskab af King Biscuit and the Crackers, The Kokomo Kings, Trainman Blues og Las Palmeras.

Nellos super-kvartet kaster sig med dødsforagt ud i at omarrangere og lege med bluesstandarder af for eksempel Albert King, Screamin’ Jay Hawkins, Willie Dixon, Bo Diddley, Elmore James og St. Louis Jimmy. Det kan man få at se og høre på Vesterbrogade 10 fredag den 19. april klokken 20.

Elegantier

Uffe Steen
Foto: Frank Nielsen

Forårets sidste arrangement finder sted søndag den 5. maj klokken 14, og det er en bluesjam med Uffe Steen som vært. Uffe Steen spiller i det allerede flere gange nævnte Grarup Allstars, men det er blot en af de mange sammenhænge, som denne bluesens elegantier indgår i. Først og fremmest er der hans egen jazzede Uffe Steen Trio – som også indimellem spiller sammen med Vestbo Trio – og så er Uffe Steen stiftende medlem af Shades of Blue.

Desuden var Uffe Steen med i Blue Junction sammen med blandt andre Ole Frimer, og så har han lige udsendt duo-albummet Born to be blue med Martin Schack (læs anmeldelse her). I det hele taget spiller han med Gud og hver mand, og nu har du altså også chancen for at spille med ham, hvis du altså er med på at deltage i Viborg Blues & Musikforenings bluesjam. Men du kan selvfølgelig også vælge bare at være publikum.