Koncertanmeldelse: Big Joe Louis & his Blues Kings, Mødecenter Odense/Skibhus 17:48, Odense

Big Joe Louis

Tekst: Peter Widmer
Foto: Jakob Wandam

Lørdag den 2. oktober 2021 stod den på ”gammel bluesmusik” eller blues af ældre dato i regi af Kulturforeningen Grønkul i Odenses Skibhuskvarter på den lokalitet i Buchwaldsgade 48, der af mange er kendt som 17:48. Stedet indeholder som gennem flere år Musikskolen 17:48, men Mødecenter Odense er dog ”storebror.”

De to institutioner deles om lokalerne på ovennævnte adresse, og når Kulturforeningen Grønkul arrangerer koncerter, foregår disse i Mødecenter Odenses caféområde. Samme er ikke specielt stort, og således er den øvre grænse for publikumsantallet til foreningen smusikarrangementer 80.

Big Joe Louis & his Blues Kings

Koncerten med Big Joe Louis og hans medspillere blev så godt som udsolgt, så dén del af aftenens koncertarrangement var, som den skulle være. Helt det samme kunne man ikke sige om musikerantallet, man kom til at opleve på den relativt beskedne scene denne aften.

Big Joe Louis & his Blues Kings var nemlig noget reducerede i forhold til det, man kunne læse på Kulturforeningen Grønkuls hjemmeside. Her fremgik det nemlig, at den engelske bluesguitarist, sanger og sangskriver Big Joe Louis ville ankomme med et noget større orkester, end man oplevede den 2. oktober.

Coronavrøvl

Mikko Peltola

Imidlertid skyldtes det reducerede antal musikere, at det store hold havde sagt fra på grund af de meget strenge coronaregler, der hersker i Storbritannien. Musikerne havde – ifølge sædvanligvis pålidelig kilde – ikke specielt megen lyst til at skulle sidde i selvbetalt karantæne i flere dage ved indrejsen til deres hjemland efter jobs i udlandet.

Løsningen blev så at hyre to finske musikere, som Big Joe Louis har spillet sammen med mange gange. Det drejede sig om den i Danmark bosiddende solide trommeslager Mikko Peltola og bassisten og guitaristen Jaska Prepula, der blev fløjet ind fra Finland.

Jaska Prepula

Således havde man en fin og velfungerende bluestrio, og det skal pointeres, at man ikke manglede noget i form af et større musikerhold. Slet ikke. Tværtimod leverede de to finner og briten en intens gang velkomment skramlet blues af bedste beskaffenhed, hvilket også blev reflekteret i det veloplagte publikums positive reaktioner.

Big Joe Louis er måske ikke det største navn i bluesmusikkens historie, men siden han som ung flyttede fra fødeøen Jamaica til England, har han ernæret sig som bluesmusiker. Han har længe haft egne bands og fik sin første skive ud sidst i 1980’erne. Siden er det blevet til endnu et par anmelderroste, populære fuldlængdeudgivelser.

Live

Big Joe Louis

Big Joe Louis er tilknyttet det danske musikforetagende Straight Shooter (se mere her). For eksempel kan han høres på The Cornbread Projects debutalbum Catawampus (læs anmeldelse her). Live har Big Joe Louis optrådt på et utal af spillesteder, både store og små, for eksempel på The Blues Kitchen, der ligger i centrum af London i bydelen SoHo. Herfra ligger der i øvrigt flere udmærkede optagelser på YouTube.

Big Joe Louis har blandt andet også spillet adskillige koncerter i Finland. Desuden har han givet koncert i flere forskellige sammenhænge i Danmark. Big Joe Louis har en stemme, der er glimrende til formidling af bluesmusikkens historier via sangtekster, og så er hans guitar-spillestil ret speciel.

Mikko Peltola

Begge dele fik han vist ved koncerten på Mødecenter Odense lørdag den 2. september 2021, der var annonceret til at starte klokken 20. Det gjorde den også med en kort velkomsttale ved Dennis ”Kongo” Kongstad, der er formand for Kulturforeningen Grønkul. Herefter kunne koncertens første sæt begynde, og det gjorde det klokken 20.06.

Der blev lagt hård ud med det gospel-agtige nummer ”Your enemies cannot harm you” af ”guitar-evangelisten” Reverend Edward W. Clayborn. Nummeret havde tilmed et let reggae-anstrøg, og der var prominent, staccato-agtigt trommespil ved en veloplagt Mikko Peltola og solidt bas-arbejde ved Jaska Prepula.

Guitarer

Big Joe Louis (med solidbody-guitar)

Big Joe Louis viste fra første færd sit værd som vokalist, og angående hans glimrende guitarspil og guitar-setup i det hele taget var der flere ting at bemærke. Big Joe Louis benyttede sig af to forskellige guitarer koncerten igennem. Dels af en solidbody-guitar, og dels af en hollowbody-guitar.

Sidstnævnte har en varmere klang end en solidbody-guitar og blev derfor primært anvendt gennem flere solonumre, mens solidbody-guitaren blev først og fremmest brugt i trio-sammenhæng. Desuden var det bemærkelsesværdigt, at der ikke var én eneste effektpedal at se overhovedet. Altså var det, man hørte, ren lyd, der kun blev drejet af Big Joe Louis.

Jaska Prepula

Effektfuldt bøjede guitarstrenge og ditto toner var der mange af. Tilmed brugte Big Joe Louis ikke på noget tidspunkt et plekter, så han excellerede udelukkende i fingerspil, og dét var virkningsfuldt og en integreret del af hans spillestil. Herved viste Big Joe Louis også, hvad hans primære blues-inspirationskilder er.

Der er nemlig primært tale om ”gammel” eller tidlig (Delta) blues, som de gamle bluesmestre spillede deres musik. Angående Jaska Prepula spillede han hollowbody-guitar og benyttede også fingerspil og rørte som Big Joe Louis heller ikke skyggen af et plekter. I øvrigt heller ikke, når han spillede bas.

Sande historier

Big Joe Louis

Allerede i første sæt blev publikum trakteret med en af flere ”true stories” eller ”sande historier” eller historier fra det virkelige liv. ”Nogle sande historier, som jeg har fundet på,” sagde Big Joe Louis med glimt i øjet, og så røg trioen ud i en gang langsom boogie-blues og en historie om en overtatoveret dame.

Hende kendte Big Joe Louis engang, og: ”Hun havde tatoveringer over hele kroppen, og jeg fandt dem alle,” bedyrede Big Joe Louis med et lunt smil.

Fire numre inde i første sæt skiftede Jaska Prepula fra bas til guitar. Sammen med Big Joe Louis fik Jaska Prepula skabt en overfed, skramlet, beskidt lyd, med god støtte fra Mikko Peltola.

Big Joe Louis & his Blues Kings

De to guitarer samt trommer var underlag for endnu en Big Joe Louis-sang, en ”true story.” Det var ”The night owls” med den rørende linje ”Those little birds will be crying too.” Derefter fik man en slæbende, langsom blues i form af Jimmy Rogers-nummeret ”That’s all right” fra 1950. Jaska Prepula var atter på guitar, og der var godt gang i spillet på de dybe strenge med fin effekt.

Desuden viste Jaska Prepula gode evner som fingerspilsmand på de andre guitarstrenge. Første sæt indeholdt desuden to numre af R.L. Burnside – ”Poor boy a long way from home” og ”See my jumper on the line” – og så var der hypnotiserende og repetitiv Mississippi hill country blues for alle pengene.

Primitivt

Big Joe Louis

Ydermere hørte man endnu en ”sand historie” af Big Joe Louis med sammes gode vokal i centrum, ”Feels like the sun is going down”. Dertil kom et råt, primitivt blues-nummer – Delta blues med strøm på – hvor Jaska Prepula atter tilføjede et skramlet udtryk med fingerspil på de dybe guitarstrenge.

Her var det den sorte bluesmand, sangeren og guitaristen Charlie Booker, der spøgte. Samme blev født i 1925 og blev foreviget på optagelser lavet i Greenville, Mississippi i 1952. Her blev han akkompagneret af mundharpemanden Houston Boines og af selveste Ike Turner, der spillede piano.

Big Joe Louis (med hollowbody-guitar)

Et meget fint første sæt var slut klokken 20.47, og de tre musikere tog sig en velfortjent pause. Andet sæt startede allerede klokken 21.11, da Big Joe Louis tonede frem på scenen alene med sin halvakustiske hollowbody-guitar. Han lagde ud med en ”true story,” og atter noterede man sig et fornemt guitarspil ved Big Joe Louis, der supplerede hans solide vokalarbejde.

Faktisk hører og eller ser man ikke ret mange guitarister i dag, der spiller på den måde, som Big Joe Louis gør det. Hans fingerspil er fremragende og i dén grad mangefacetteret. Dette viste sig også i de tre følgende numre, blandt andet i den følgende langsomme blues, der tekstmæssigt drejede sig om Jamaica.

Sonny Boy Williamson I

Jaska Prepula

Så fulgte atter et solonummer, nemlig ”I cried last night” fra kunstnerens første album fra sen-1980’erne. Nummeret var ret monotont, men med en forrygende afslutning med krudt i og fornemt fingerspil. Eet nummer mere, og så var solo-afdelingen – og dermed starten på andet sæt – ovre på en god måde.

Big Joe Louis fik nu selskab af Mikko Peltola og Jaska Prepula. Sidstnævnte spillede nu atter guitar og supplerede Big Joe Louis godt. Det skal lige nævnes, at både Big Joe Louis og Jaska Prepula ofte benyttede capodastro til at forhøje tonerne med god effekt, for eksempel fra 2. til 7. bånd på guitarhalsen.

Big Joe Louis

Imidlertid brugte Big Joe Louis ingen capodastro i numeret ”My little machine” af mundharpevirtuosen Sonny Boy Williamson I – ”the original,” som Big Joe Louis sagde det. Begge guitarfolk demonstrerede i øvrigt begge en fin fornemmelse for fingerspillets kunst. ”My little machine” findes i øvrigt på førnævnte album Catawampus, dog i en noget anden udgave.

Andet sæt rummede blandt andet også endnu et par ”true stories” af Big Joe Louis, hvor man for eksempel kunne opleve Jaska Prepula spille en fed guitarsolo med rumklang på. Man fik også Reverend Charlie Jacksons uptempo-nummer ”Morning train”, hvor Jaska Prepula hørtes på bas, og Big Joe Louis leverede en gang fedt guitar-arbejde.

Ekstranumre

Mikko Peltola

”Morning train” gik over i et hæsblæsende soul blues-agtigt medley, der i intensitet voksede til det bastante – på den gode måde. Her hørtes den altid stabile, garvede blues-trommeslager Mikko Peltola blandt andet på maracas, såvel som han havde gang i sine whiskers i løbet af koncerten. Begge dele med glimrende virkning.

Dermed var en meget fin koncert afleveret af tre gensidigt respektfulde og kongeniale musikere fra to forskellige generationer faktisk forbi, og musikerne takkede af og forlod scenen. Big Joe Louis tøvede dog en kende, og fluks kom Mikko Peltola og Jaske Prepula tilbage.

Big Joe Louis & his Blues Kings

Sammen gav de tre musikere en fremragende udgave af Big Joe Williams-nummeret “Baby, please don’t go” fra 1935. Her var fornemt, intenst guitarspil solidt bas- og trommeakkompagnement og glimt i øjnene og smil på læben, som der havde været koncerten igennem hos de tre sympatiske bluesfolk.

Herefter takkede Mikko Peltola og Jaska Prepula definitivt af med aftenens sidste ”true story,” mens Big Joe Louis rundede koncerten af med endnu en fin solo-præstation i form af et smukt, langsomt bluesnummer om en kvindelig bekendt, han ikke kan – eller kunne – lade være med at tænke på konstant.

Det dér med ikke at kunne få noget ud af hovedet gjaldt sikkert også aftenens publikum, der nok vil få svært ved at få mindet om denne glimrende koncert slettet på den indre harddisk.