Koncertanmeldelse: Blues i Bakkerne, Sulelængen, Magtenbølle

H.P. Lange
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam

Lørdag den 5. september 2020 klokken 11-17 blev der spillet fire koncerter af fire forskellige navne på endagsfestivalen Blues i Bakkerne. Bakkerne refererer til det Højfynske landskab. Blues i Bakkerne var et vellykket koncertarrangement, sat i værk af foreningen Sulelængens Venner. Sulelængens Venner har til huse i den lille landsby Magtenbølle på Fyn. Magtenbølle ligger omkring 15 kilometers kørsel fra centrum af Odense og nås bedst med bil, men der er også offentlig transport til landsbyen, som man således også kan komme til med bus.

Foto: Jakob Wandam

Sulelængens Venner stabler forskellige kulturarrangementer på benene, så som musik & brunch-arrangementer, foredrag, søndagsmatinéer med musik og en endagsfestival som Blues i Bakkerne – alt sammen til en rimelig penge (læs mere her). Blues i Bakkerne var tilmed gratis og var en opfølger til Blues i Bakkerne sidste år (læs mere her).

Kapaciteten på 150 gæster var udnyttet, og trods flere regnbyger var humøret højt både på scenen og blandt publikum.

Publikum bestod for cirka 98 % vedkommende af repræsentanter for ”det grå guld,” inklusive betjeningen, og dét var fornøjeligt. Stemningen var yderst venlig hele dagen igennem, og folkene i mad-og-drikke-boden i det relativt store telt, der var opstillet over for scenen, var utrolig imødekommende.

Fungerede

Foto: Jakob Wandam

Udvalget af mad og drikke var relativt spartansk, men godt, og priserne var særdeles konkurrencedygtige. Der var opstillet borde og stole, så man kunne indtage sin tilkøbte mad og drikke på ordentlig vis, og der var også plads til at krybe i ly for regnen, når der var behov for dét. Alt det praktiske fungerede.

Lydmanden styrede kompetent scenelyden fra udkanten af det store telt i en position midt for scenen, så de publikummer, der havde plantet sig på de opstillede stole foran scenen, blev lydmæssigt godt betjent.

Foto: Peter Widmer

Værre var det for dem, der befolkede det store telt, hvor der generelt set var megen snakken, men dét var jo ikke lydmandens, men ”teltfolkets” skyld. Blev det for højlydt med snakkeriet, stod det jo folk frit for at bevæge sig uden for teltet.

Dette afholdt man sig dog fra, hvis man var krøbet i ly for regnen i det store telt, i hvert fald indtil den ophørte. Vejret var dog, trods flere regnbyger, præget af sol, så der var tale om et rigtigt september-vejr.

Musikken

Musikprogrammet indeholdt fire musiknavne, der alle på én eller anden måde havde med bluesmusik at gøre, og den geografiske spredning var betragtelig.

Working Mojo
Foto: Peter Widmer

Navnene optrådte i den her nævnte rækkefølge og var: Odenseanske Working Mojo, københavnske Rune Højmark & co., sydfynske Maja & Klaus og til sidst jyske H.P. Lange Big Gumbo med gæstemusikeren Jarno Varsted, der bor i Berlin, på mundharpe. Jarno Varsted har i øvrigt også samarbejdet med H.P. Lange i flere andre sammenhænge.

De lokale helte i Working Mojo var et godt valg til at sætte festivalen i gang. Sangeren Allan Hviid, Martin Kleiner på guitar, Thomas Ditlevsen på trommer, Anders Vraa på bas og Lars Sørensen på klaver og orgel udgør et rigtigt party-bluesband, og de fik hurtigt pisket en god stemning op med deres energiske boogie, Chicago blues og rhythm & blues.

Bastant

Lars Sørensen
Foto: Peter Widmer

Der blev således lagt hårdt ud fra klokken 11 med en bastant version af Duke Robillards ”Jumpin’ rockin’ rhythm”. Lars Sørensen stak kursen ud med fornemt boogie-klaverspil, og Martin Kleiner rundede nummeret af med en rocket guitarsolo.

Det var i det hele taget en særdeles veloplagt og velspillende Lars Sørensen, man oplevede denne formiddag. Det gjaldt på elklaveret, som i åbningsnummeret, og på orglet, som han trakterede på den efterfølgende ”I got wasted”. Dette nummer var af Working Mojos egen tilvirkning, og i hele det elleve numre lange sæt vekslede bandet mellem covernumre og egne sange.

Martin Kleiner
Foto: Peter Widmer

En meget energisk, men faktisk også ret tight spillet version af ”Walking the dog” fulgte. Man mærkede ikke meget til, at Working Mojo ikke havde spillet koncerter sammen i månedsvis. De fik flettet et citat fra ”Purple haze” ind i Rufus Thomas’ signatursang, og der var igen gode soloer af både Lars Sørensen på orglet og Martin Kleiner på guitaren, hvis fuldfede Fender-lyd klædte Working Mojos bombastiske arrangementer.

Tordnende basspil af Anders Vraa, som samtidig indtog alle de rigtige rockstjerne-positurer, dannede rygraden på en udgave af Willie Dixons ”(I’m your) hoochie coochie man” med masser af spark i. Forsanger Allan Hviid var der nu ikke mere rock & roll over, end at han kunne gå ned efter en kop kaffe, mens Martin Kleiner spillede solo.

Intet at udsætte

Allan Hviid
Foto: Peter Widmer

Der var dog intet at udsætte på Hviids ganske stærke bluesstemme, og han fik også demonstreret den dybe ende af registret på Gary Moores ”Enough of the blues”. Her fik Anders Vraa publikum til at klappe i takt, og Moores ZZ Top-agtige boogie efterlod da heller ingen tvivl om takten.

Undervejs røg Lars Sørensens forstærker, men dén fik han meget behændigt skiftet ud, uden at musikken derfor måtte stoppe. Så var han klar til at spille rock & roll-klaver på Working Mojos egen ”Honey lover”, og igen leverede han smukt orgel-arbejde på ”Fool for your stockings”, ligeledes begået af bandet selv.

Nu kom regnen imidlertid, og Eddy Clearwaters lidt trivielle og gumpetunge ”I wouldn’t lay my guitar down” var ikke nok til for alvor at få publikum engageret i en syng-med-seance.

Working Mojo
Foto: Jakob Wandam

Så gik det bedre med Chuck Berrys ”You never can tell”, som fulgte efter slow bluesen ”Smooth sailing”. Lars Sørensen gengav på glimrende vis Johnnie Johnsons klaverparti, og nummeret blev en hæsblæsende afslutning på Working Mojos solide og publikumsvenlige sæt.

Der måtte da også et ekstranummer til, og det blev gospelnummeret ”Looking for a miracle”. En adstadig orgel-intro afløstes af et tungt rockende beat, inden Anders Vraas galopperende bas førte nummeret og Working Mojos sæt til en uptempo-afslutning.

Rune Højmark & co.

Rune Højmark
Foto: Jakob Wandam

Efter sættet med Mojo Working var det Rune Højmark og hans medmusikeres tur til at komme på scenen. Guitaristen Rune Højmark, der denne dag spillede på halvakustisk samt på lapsteel-guitar, havde medbragt den herboende irske sanger, sangskriver og guitarist Richard Farrell fra det Danish Music Award-vindende foretagende Trainman Blues (læs anmeldelse af Trainman Blues’ debutalbum her; albummet blev Årets Danske Bluesudgivelse 2018) og kontrabassisten Spencer Gross fra det ligeledes DMA-nominerede band Twang.

Rune Højmark, Richard Farrell, Spencer Gross
Foto: Jakob Wandam

Musikerne gik på scenen, og Rune Højmark indledte klokken 12.45 med at fortælle publikum, at ”Dette er mit hood.” Med andre ord stammer Rune Højmark fra det højfynske område, og hans musikglade forældre var også til stede. ”Det er faktisk min mor, der har booket mig til dette job,” sagde Rune Højmark med et smil og et empatisk blink til sine forældre, der stod sammen foran scenen.

”Det er faktisk første gang, at vi spiller sammen,” havde Rune Højmark fortalt Bluesnews.dk før koncerten og sagde endvidere: ”Vi har ikke noget bandnavn, så vi kalder os bare vore respektive navne – Højmark, Farrell og Gross. Måske spiller vi sammen som trio igen, men dét har vi faktisk slet ikke snakket om.”

Richard Farrell
Foto: Jakob Wandam

Trioen, der består af garvede, velspillende musikere, havde Richard Farrell og sammes vokal i front. Musikerne spillede sig igennem et tretten numre langt, til lejligheden sammensat, glimrende repertoire.

Samme havde nu bredt set ikke meget med reel blues at gøre, men havde flere steder anstrøg af blå toner.

Vidtspændende

Sangudvalget var fint og vidtspændende. Fra J.J. Cales ”Call me the breeze” over den irske digter, forfatter, dramatiker og sangskriver Brendan Behans ”Auld triangle” til Reverend Gary Davis’ ”I heard the angels singing”. J.J. Cale-nummeret blev leveret i en fornem, vuggende version med flere fine små guitarsoli ved Rune Højmark og god vokal ved Richard Farrell.

Rune Højmark
Foto: Jakob Wandam

”Min mest skattede yndlingssang af alle,” sagde Richard Farrell om sin landsmands sang, der blandt andet indeholdt fornemt lapsteel-guitararbejde ved Rune Højmark og et flot vokalforedrag. Richard Farrell startede ”I heard the angels singing” a cappella, og nummeret blev spillet og sunget med en samlet intensitet, så man næsten følte sig hensat til en baptistgudstjeneste.

Foruden disse tre perler, hvoraf ”I heard the angels singing” var koncertens sidste nummer, fik man en fornem stribe kompositioner, hvoraf flere ikke høres så ofte, og det tjener til trioens store ros og ære at tage flere mindre kendte numre op, der blev spillet med et eget twist.

Man fik eksempelvis en swingende, lettere uptempo-udgave af George Gershwins klassiker ”Summertime” med aldeles fornemt lapsteel-guitarspil. Denne udgave tog virkelig kegler blandt publikum.

Ny komposition

Endvidere spillede trioen en ny Richard Farrell-komposition ”Bathing in cold water” – et nummer fra en kommende live-udgivelse med blandt andre Richard Farrell og Spencer Gross (læs mere her).

Spencer Gross
Foto: Jakob Wandam

Trioen spillede ydermere et i dag mindre kendt nummer, nemlig amerikanske John Sebastians fine ”Coconut Grove”. Nummeret blev flot forløst med elegant vokal ved Richard Farrell og med behageligt kontrabasspil ved Spencer Gross samt spændende glissando-akkordspil med mere ved Rune Højmark.

Så var der blandt andet endnu et par rariteter, nemlig Stephen Stills-nummeret ”Johnny’s garden” og John Martyns ”May you never”. Begge blev fornemt fortolket af den sympatiske, yderst kapable trio, der var i hopla.

Trioen demonstrerede både fornemt musikerskab, god indbyrdes kommunikation og fin kontakt til det lydhøre publikum. Sidstnævnte måtte dog slippe Rune Højmark & co. klokken 14, for på dette tidspunkt sluttede koncerten, der var en sand fornøjelse at overvære.

Mere oldschool

Maja Kvist
Foto: Peter Widmer

Hvis Rune Højmark og medspillernes sæt bevægede sig på grænsen af den egentlige bluesmusik, var bidraget fra Maja & Klaus væsentligt mere oldschool. Nok bekendtgjorde sangerinden Maja Kvist, at hendes udgangspunkt egentlig mere havde været jazz, og det kunne man da også indimellem høre på hendes fraseringer og fremførelse, der var en smule mere teatralsk, end man oftest oplever hos bluesfolk i dag. Men på den måde lagde hun sig faktisk fint i forlængelse af den første indspillede vokalblues, der havde udspring i vaudeville-traditionen.

Maja Kvists introduktion til bluesen kom via Klaus ”Baba” Jensen, som hun privat og professionelt danner par med. Og Klaus Baba har til gengæld oftest dyrket den traditionelle country blues. Den lagde han ud med at give en fin smagsprøve på i form af ”Fishing blues”, der normalt tilskrives Chris Smith. Her viste Klaus Baba, at han ikke blot mestrer den luftige Piedmont-spillestil, men også besidder en udtryksfyld, raspende bluesstemme.

Klaus “Baba” Jensen
Foto: Peter Widmer

Maja Kvist sang til gengæld Bessie Smith-hittet ”Nobody knows you when you’re down and out”, inden parret leverede Willie Dixons ”Spoonful” som duet. Klaus Babas ragtime-påvirkede spil og Kvists kabaret-fraseringer gav nummeret en ret original karakter, som lå milevidt fra Howlin’ Wolfs tordnende originalindspilning.

På samme måde trak Maja & Klaus Dianne Reeves’ gospel soul-nummer ”Today will be a good day” i retning af ragtime-blues. Den lette hæshed i Maja Kvists stemme kom godt til sin ret her, mens Klaus Babas korsang ligeledes fungerede godt, og han leverede en fin Piedmont-guitarsolo.

Piedmont-arrangement

Klaus “Baba” Jensen og Maja Kvist
Foto: Peter Widmer

Også standarden ”St. Louis blues” fik et interessant Piedmont-arrangement, der til gengæld i dette tilfælde blev modarbejdet af Maja Kvists jazzede vokal. Så var det bedre at høre hendes sanselige fremførelse af ”Ms. Celie’s blues”, Quincy Jones’ nyklassiker fra filmen The color purple.

Sættet indeholdt også flere af Maja & Klaus’ egne kompositioner. ”Rocking chair blues” var noget så usædvanligt som en opløftende delta blues, mens ”Cooking soul food” gav Klaus Baba lejlighed til vise sine færdigheder med bottleneck. Det var også en god demonstration af, hvorledes han stemme finder en god balance mellem styrke og skrøbelighed.

Klaus “Baba” Jensen og Maja Kvist
Foto: Jakob Wandam

”Blood red moon” var en fin og elegant, jazzet bluesballade af Klaus ”Baba” Jensen. Og Maja & Klaus havde i fællesskab stået for det afsluttende nummer, ”Big shot daddy”. Dét skulle spilles på Klaus Babas klenodie af en National steel-guitar fra 1936, og da det ikke lykkedes at slutte instrumentet til forstærkeren uden en meget kraftig summen, tog Maja & Klaus prompte konsekvensen og rykkede ud på græsset foran sceneteltet for at aflevere nummeret uden hverken strøm eller høje hæle. Dét fungerede endog rigtig godt, og ja, resonator-guitaren lød fedt!

Maja & Klaus leverede hyggeblues, godt håndværk og nogle ret opfindsomme sangvalg og arrangementer og må siges at have været et rigtig godt match til en lille og uformel festival som Blues i Bakkerne.

Årets DMA-vindere

H.P. Lange Big Gumbo
Foto: Jakob Wandam

Årets Danske Bluesudgivelse 2020 ved Danish Music Awards Blues blev intet ringere end H.P. Lange Big Gumbo-albummet I feel fine (læs anmeldelse her). Klokken cirka 16.06 gik så en lille håndfuld DMA-vindere – H.P. Lange Big Gumbo – på scenen. Orkesteret, der også spillede på Blues i Bakkerne sidste år, er: H.P. Lange på vokal, banjo, akustisk guitar og National steel-guitar, Niels Bonefaas på banjo og violin, Jens Kristian Dam på trommer og Dave Stevens på kontrabas.

Jarno Varsted og Jens Kristian Dam
Foto: Jakob Wandam

I dagens anledning var orkesteret, som anført ovenfor, udvidet med den fremragende mundharpemand Jarno Varsted, der krydrede musikken med mangen en fin mundharpetone koncerten igennem. Bandets medlemmer er – bortset fra H.P. Lange – primært instrumentalister, men fra tid til anden synger de dog også kor, så det nogle gange nærmer sig fællessang som i afslutningsnummeret ”Jesus on the mainline”.

Gennem 11 numre, der indeholdt elementer af delta blues, ragtime, folk, country og cajun-musik fra det dybe Louisiana med mere, var der faktisk konstant tryk på, selv i de mere afdæmpede numre. Musikerne lagde ud med det hæsblæsende uptempo-nummer ”When the moon comes up” af H.P. Lange fra albummet Travelling man blues (læs anmeldelse her). Og Jarno Varsted var på med det samme.

Jarno Varsteds mundharpespil tilføjede lige en ekstra dimension til bandets musik, der fik et godt løft denne eftermiddag. Med det traditionelle nummer ”The cuckoo” fra I feel fine-albummet blev man næsten transporteret til Appalacherne og deres urmusik, hvor violin og banjo er prominente instrumenter.

Kølle

H.P. Lange
Foto: Jakob Wandam

Det var de også her med H.P. Lange på banjo og en eminent Niels Bonefaas på violin. Mundharpen kom til orde, og Jens Kristian Dam slog med kølle på sin tamtam med god effekt. Publikum blev også trakteret med Fred McDowells ”Shake ’em on down”. Her hørte man H.P. Lange på National steel-guitar, hvor han præsterede en gang fornemt slide-guitarspil, suppleret af Jarno Varsted på mundharpe og vokal samt Niels Bonefaas på banjo.

Orkesteret kom også omkring Missisippi hill country blues i form af R.L. Burnsides ”Poor black Mattie”. H.P. Lange hørtes atter på National steel-guitar med slide, og Niels Bonefaas trakterede sin banjo.

Dave Stevens
Foto: Jakob Wandam

Desuden fik man en aldeles medrivende kontrabas-solo ved den fremragende Dave Stevens. Der var slap bass for alle pengene og præcision, så det forslår.

Bandet fyrede også en fremragende version af Snooks Eaglins ”Country boy down in New Orleans” af. Fra start til slut styrede her Jens Kristian Dam nummeret med et insisterende trommespil, og faktisk hørtes samtlige musikere på vokal.

H.P. Lange fremturede atter med flot slide-guitarspil, mens Niels Bonefaas gav den på ”Louisiana fiddle,” så det var svært at sidde stille.

Trippede

Niels Bonefaas
Foto: Jakob Wandam

Den blide ”Travelling man blues” fra H.P. Langes album af samme navn fulgte. Her var H.P. Lange på akustisk guitar og Niels Bonefaas på banjo. De to strengemænd præsterede her en gang interessant sam-, med- og modspil.

Den bastante ”Hey girl” fra samme album hørte man også, og her præsterede Dave Stevens atter en fornem solo på sin kontrabas. ”Jesus on the mainline” blev som nævnt ovenfor sidste nummer, og publikum var let at få til at synge med på omkvædet.

Jens Kristian Dam
Foto: Jakob Wandam

Nu var det næsten, som om H.P. Lange Big Gumbo stod og trippede, for de skulle spille i Vejle med mødetid klokken 18.00, og klokken var nu faretruende tæt på afgangstid, hvis de skulle nå at være i Jylland til tiden.

Alligevel måtte de bøje sig for et massivt publikumspres og gav således et ekstranummer i form af en veloplagt version af Leadbellys ”Poor Howard”. Men så var det også slut, og H.P. Lange Big Gumbo forlod scenen til stor applaus fra et velunderholdt publikum, der kunne tage hjem efter en glimrende dag på den succesrige endagsfestival Blues i Bakkerne.