Esben Just, Ayi Solomon, Rasmus Hedeboe
Tekst og foto: Jakob Wandam
Mojo Blues Bars matinékoncerter har bragt mange forskellige musikere sammen. Nogle af konstellationerne har været velkendte, andre blot oplagte, og andre igen har været overraskende.
En af de kombinationer, der i hvert fald ikke lige var ventet, blev skabt lørdag den 28. november, hvor Esben Just, Rasmus Hedeboe og Ayi Solomon mødtes på scenen i den københavnske bluesklub.
Bannerfører
Esben Just
Pianisten og sangeren Esben Just har naturligvis spillet masser af gange på Mojo, og i mange forskellige bandsammensætninger. Som en af landets fremmeste bannerførere for New Orleans-musikken har Esben Just for eksempel kunnet opleves med trioen SP Just Frost (læs her), med Tuesday Night Brass Band (læs her), med Fessor (læs her) og med Hans Knudsen, Dom Pipkin & Johan Bylling Lang (læs her).
Percussionisten og etno-jazzmusikeren Ayi Solomon har spillet ved mangen en ”African Night” på Mojo sammen med folk som Alain Apaloo, Basiro Suso, Moussa Diallo og Dawda Jobarteh.
Rasmus Hedeboe
Sangeren, guitaristen og sangskriveren Rasmus Hedeboe er ikke et kendt ansigt i bluessammenhæng, om end han da var forbi genren, da han sidste år lavede en artist talk med Curtis Salgado i forbindelse med Blues Paradise-festivalen i Næstved. Til gengæld kendes han som frontfigur i bandet Hedeboe og som sideman for folk som Johnny Logan og Lars H.U.G.
Eksperiment
Det var med andre ord lidt af en sammenbragt familie, der trådte op på Mojo lørdag eftermiddag, og det kunne betragtes som et eksperiment, hvorvidt de kunne finde en fællesmængde og et fælles udtryk, som kunne berettige sammensætningen.
Esben Just, Ayi Solomon, Rasmus Hedeboe
Trioen spillede uden en egentlig sætliste, men med udgangspunkt i en løst formuleret liste over numre, som de kunne tage fat på. Esben Just og Rasmus Hedeboe skiftedes til at vælge et nummer fra deres respektive repertoirer, som de så også agerede forsanger på.
I Rasmus Hedeboes tilfælde var det rock/pop-sange, indimellem med et reggae-beat som på den Tøsedrengene-agtige ”Her hos dig” eller på ”What does a woman want”, skrevet sammen med Iain Matthews fra Fairport Convention.
Hedeboes singer/songwriter-tilgang var en anden, end man oftest oplever på Mojo, og det er ikke så tit, man høre hits fra dansktoppen her. Det fik vi imidlertid i form af Hedeboes popsang ”Tiden forsvinder”.
Arsenal
Rasmus Hedeboe
Instrumentalt ville Rasmus Hedeboe nogle gange mere, end der lykkedes. Han havde et større arsenal af effektpedaler med, og på for eksempel SP Just Frost-nummeret ”When love is here to stay” spillede Hedeboe en fin, æterisk guitarsolo. Ligeledes præsenterede han guitar med et vist bluesy bid på deres ”Økomand”, men hans primære bidrag til foreteelserne var som sangskriver.
Esben Justs boldgade er New Orleans-R&B med et personligt twist, og det var også, hvad han bragte til torvs denne eftermiddag. Ud over Larry Williams’ ”Bony Moronie” og de allerede nævnte SP Just Frost-numre fik vi for eksempel ”Dannevang” fra Skipper Just Frost-albummet Så siger man tak (2008).
Ayi Solomon
Med dens cubanske groove var ”Dannevang” et af koncertens højdepunkter, og det var også et af de numre, der fik mest ud af Ayi Solomons percussion-bidrag.
Det var Ayi Solomon, der fortjent høstede de største bifald for sine energiske soloer på djembe og bongotrommer på for eksempel ”Dannevang” og, især, et medley af Professor Longhairs ”Tipitina” og Fats Dominos ”The fat man” – i øvrigt vel nok det eneste egentlige bluesnummer, der blev spillet.
Krydre
Solomon stod i det hele taget for koncertens mest interessante indslag. Modsat Hedeboe og Just optrådte Ayi Solomon udelukkende som akkompagnatør, men hvor de to generelt hold lav profil og spillede en tilbagetrukken rolle på hinandens numre, kunne Solomon fortløbende krydre musikken med afrikanske eller caribiske smage.
Skal man svare på, om det lykkedes at finde den efterlyste fællesmængde, må svaret derfor være ”mja, ikke rigtigt.”
Esben Just, Ayi Solomon, Rasmus Hedeboe
Der skal ikke herske tvivl om, at musikerne var dygtige inden for hver deres metier. Deres respektive bidrag var der intet i vejen med. Men musikalsk syntes Esben Just og Rasmus Hedeboe at ligge for langt fra hinanden til, at man kunne mærke, hvorfor netop denne sammensætning gav mening.
Kunne de sammen skabe noget nyt og unikt ud af, hvad de hver især bibragte? Måske. Men ved lørdag eftermiddags jamsession-lignende koncert skete det ikke. Publikum tilbragte en hyggelig eftermiddag i selskab med tre dygtige musikere – og et par gode sangskrivere – men man fik ikke for alvor fornemmelsen af et være til koncert med et band.