Koncertanmeldelse: Jumpin’ Jacks, Underværket, Randers

Tekst og foto: Jakob Wandam

Bluesdanmark havde ventet længe på muligheden for at gå til koncert igen, og nu var den endelig kommet. Hos foreningen Bluesnight Randers var den første post-nedlukningskoncert sat til fredag den 7. maj klokken 20 på Underværket. Og Bluesnight havde klogelig valgt at starte med et rigtigt fest-band, jump blues-trioen Jumpin’ Jacks.

Jumpin’ Jacks, der har underholdning som sin raison d’être, var nemlig de helt rigtige til at kickstarte et corona-træt randrusiansk publikum, som tørstede efter glade timer og god musik.

”Lidt bedre smag”

Trioen er opstået under coronakrisen, hvor frontmanden Thomas Valters pilotkarriere gik i stå sammen med alle de ubevægelige passagerfly på startbanerne. I stedet genoptog han musiker-metieren og skabte konceptet Jumpin’ Jacks, der med udgangspunkt i Chicagos Chess-studier spiller 1950’er-blues, rockabilly og rhythm & blues.

Samtidig har de påtaget sig at føre den samtidige danske underholdningsmusik fra navne som Four Jacks, John Mogensen og Otto Brandenburg tilbage til dens rødder i jump, jive og swing. Jumpin’ Jacks tager bluesmusikken ind i dansktoppen og giver sidstnævnte lidt bedre smag, som Thomas Valter siger med et glimt i øjet.

Det er ikke bare et sympatisk projekt, men resulterer også i noget forrygende musik, for Jumpin’ Jacks er vildt dygtige til det, de gør. Bandet optræder som trio, men har reelt en roterende cast på syv medlemmer med Thomas Valter som den eneste konstant. Det muliggør en koncertvirksomhed, som ville efterlade de fleste mennesker stakåndede, og som selv i det voldsomt corona-stækkede år, der er gået siden Jumpin’ Jacks’ undfangelse, har resulteret i hundredvis af optrædener.

Store smil

På Underværket i Randers bestod Jumpin’ Jacks af Thomas Valter på kontrabas og leadvokal, Perry Stenbäck på guitar og kor samt Andreas Svendsen på trommer og kor. Og selv om trioen har haft travlt med at spille på gader og stræder i hele landet – denne dag kom de direkte fra et job i Slagelse – sporede man også hos musikerne en næsten håndgribelig glæde ved at kunne indtage et rigtigt spillested.

Det var således de helt store smil, der var fremme hos d’herrer Svendsen og Stenbäck, og især sidstnævnte deltog også begejstret i den løbende kommunikation med publikum, som i øvrigt blev forestået af en ivrigt fortællende og konstant storsmilende Thomas Valter.

Også musikalsk var koncerten en fest. Det var umuligt at sidde stille, mens Jumpin’ Jacks piskede igennem en perlerække af ene ørehængere. De spillede uden sætliste, men med et indøvet repertoire, som Thomas Valter kunne plukke fra efter forgodtbefindende. Han kaldte en toneart ud, og så gik det ellers over stepperne.

Vintage

Vi fik blandt andet ”Good lookin’” (indspillet af Etta James, før hun skrev kontrakt med Chess Records), Fats Dominos ”My girl Josephine” og et par af Thomas Valters forbillede Willie Dixons Chess-hits: ”My babe” (Little Walters største hit) og ”(I’m you) hoochie coochie man” (Muddy Waters’ signatursang).

Alle blev serveret i vintage 1950’er-stil, men i Jumpin’ Jacks’ egne arrangementer og af og til med et anakronistisk pift. Således blev Robert Johnsons ”Sweet home Chicago” til en finurlig twist, og Howlin’ Wolf-klassikeren ”Smoke stack lightning” leveredes i en sumpet, New Orleans-påvirket version med en snigende, caribisk-lignende rytme, wah-wah-solo af Perry Stenbäck og herligt stemningfuldt trommespil af Andreas Svendsen.

Det var i det hele taget en fornøjelse at se og høre Andreas Svendsen bag trommerne. Svendsen er en alsidig herre, som blandt meget andet slår sine folder i New Orleans R&B- og jazz-orkestrene Nola Love og Jack Street, lige som Bluesnews.dk tidligere har oplevet ham sammen med Sahra da Silva (læs her) og med Hans Knudsen & Björn Ingelstam (læs her). Hans friske og varierede spil understregede spændstigheden i trioens energiske jump blues.

Legende

Perry Stenbäcks guitarspil var legende og smagfuldt. Jumpin’ Jacks periodetro 50’er-stil er impulsiv, men inviterer sjældent til alenlange improvisatoriske passager. Stenbäck bød på forfriskende ensemble-spil og indtog af og til spotlyset på fornem vis, som med bottleneck-soloen på ”Hoochie coochie man” eller den fede, cremede tone på hans solo til den bevægende slow blues ”Tager af sted nu”.

Sidstnævnte var en af Thomas Valters egne kompositioner, som trods otte år på bagen fik live-debut denne aften. Fra Thomas Valters pen stammede også den fine, swingende ballade ”Moonshine” og den uforskammet catchy syng med-single ”Det bli’r godt igen”, som findes med engelsk tekst som titelnummer på Jumpin’ Jacks-albummet Summertime blues (læs anmeldelse her).

Thomas Valter havde også skrevet nummeret ”Lykkelig” samt en dansk tekst til Floyd Dixons ”Hey bartender”. På publikums opfordring blev sidstnævnte sunget både på dansk og engelsk!

Familiesammenføring

Repertoiret var sandsynligvis tilpasset det bluesglade publikum hos Bluesnight Randers, hvorfor der var mange numre fra Chess-æraen, mens dansktop-delen nok fyldte mindre end ved en af Jumpin’ Jacks’ gågade-optrædener. Men familiesammenføringen af de to musikformer er som nævnt en stor del af pointen med Jumpin’ Jacks’-konceptet, og publikum tog også godt imod de dansksprogede numre.

Overgangen var da også ganske sømløs, når Jumpin’ Jacks kastede sig ud i en blødt swingende ”Når lygterne tændes”, en særdeles jumpy ”Susanne, Birgitte og Hanne” – med surfguitar-solo af Perry Stenbäck – og ”Snakker med mig selv”, hvor Andreas Svendsen diverterede med en veloplagt trommesolo, mens Thomas Valter sprang op på sin kontrabas og klappede takten.

Thomas Valter gav den aftenen igennem som den store showman, aldrig forstillet, men konstant energisk og i højt humør. Man havde aldrig fornemmelsen af at være til en forestilling. Jumpin’ Jacks har et koncept og en mission, jovist, men musikken var ægte, spontan og nærværende. Thomas Valters musikalske meritter bør heller ikke forklejnes; hans basspil var forbilledligt, og hans vokalarbejde virkelig stærkt.

Konceptet fungerede

At konceptet fungerede, illustreredes fornemt med aftenens tre ekstranumre. Først var der Chicago blues med ”Got my  mojo working”, hvor publikum blev inddraget i en gang call-and-response. Så fulgte en højenergisk, tempofyldt version af Ray Charles’ boogie-klassiker ”Mess around”, inden Perry Stenbäck med en jazzet solo krydrede den sagte swingende ”To lys på et bord”.

Publikum på Underværket var kommet for at blive underholdt efter en lang periode uden live-musik, og dét blev de. Men Jumpin’ Jacks’ koncert kunne ikke affejes som ”blot” underholdning. Det var en vildt hyggelig aften, men også en lækker musikalsk oplevelse. Tak for den!