Koncertanmeldelse: Sahra da Silva & Chris Copen, Big Creek Slim, privat havekoncert, Silkeborg

Big Creek Slim

Tekst og foto: Jakob Wandam

Pinsedag, søndag den 23. maj var der inviteret til koncert i Kai Krogh Christiansens have i Silkeborg. Og på grund af coronarestriktionerne var det netop invitation only, da der naturligvis var et endnu mere begrænset antal pladser, end det normalt er tilfældet ved disse koncerter, som normalt bliver afholdt 2-3 gange om året.

Det er Maria Watt Hermansen, der står for at arrangere koncerterne sammen med Kai Krogh Christiansen selv, som er tidligere formand for den lokale bluesforening B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association.

På denne temmelig kølige, men dog lykkeligvis regnfri maj-eftermiddag var der to musikalske indslag på programmet, som gav det indbudte publikum mulighed for at høre to af landets fremmeste bluesvokalister.

Fra hovedstadsområdet

Sahra da Silva og Chris Copen

Den første af disse var den københavnske sangerinde Sahra da Silva, som blev akkompagneret af pianisten Chris Copen, ligeledes fra hovedstadsområdet.

Chris Copens musikalske udgangspunkt er blues- og rhythm & blues-musikken fra New Orleans. Og selv om det ikke var et repertoire fra The Big Easy, der blev lagt for dagen, var der et umiskendeligt New Orleans-præg over duoens fremførelse.

Det skyldtes naturligvis til dels, at Chris Copen er opflasket på navne som Dr. John, James Booker og Allen Toussaint, men også, at Sahra da Silvas arrangementer af egne og andres bluessange trækker på forskellige stilarter som rhythm & blues, Chicago blues og funk.

Overskud

Samtidig sætter Sahra da Silva sit personlige præg på sangene gennem sine fraseringer, improvisationer og tekst-tilføjelser, som emmer af overskud.

Sahra da Silva

Således blev der pustet nyt liv i gamle jump blues-travere som ”Ain’t nobody’s business” (bedst kendt med Jimmy Witherspoon), B.B. Kings ”The blues has got me” (også kendt som ”Dark is the night”) og T-Bone Walkers ellers så fortærskede ”Call it stormy Monday”.

Tilsvarende blev Chicago bluesen taget under kærlig behandling i form af Willie Dixons ”Spoonful” og ”My babe”. Som på hendes seneste album #blueswoman (læs anmeldelse her) blev Little Walter-hittet ”My babe” leveret i et latin-præget arrangement, mens der var New Orleans-swing og boogie over ”Spoonful”, hvilket gjorde den væsensforskellig fra Howlin’ Wolfs originalversion.

Flirter

Chris Copen

Christian Bundgaard lod til at trives godt i akkompagnatørrollen og spillede op til Sahra da Silva både i bogstavelig forstand og i form af udvekslingen af bemærkninger og blikke under og mellem numrene.

”Nu flirter du, Christian,” grinede Sahra da Silva, og hvis ikke han gjorde det med ord, gjorde Chris Copen det i hvert fald med sit dekadent-lækre orgelspil til Ike Turners ”I idolize you”. Den smækre funk-lyd gik igen på da Silvas egen ”Blues man”, en af blot tre Sahra da Silva-kompositioner, der blev spillet (de andre var “I can’t be your lover” og “Honey, please!”).

Det var alt sammen med til at skabe en hyggelig og intim stemning, som sammen med Sahra da Silvas store stemme og Chris Copens eminente blues-feeling gav publikum en rigtig god oplevelse. Copen og da Silva er to musikere i rivende udvikling, og det var skønt at se dem sammen.

Ene mand

Big Creek Slim

Big Creek Slim skulle egentlig også have optrådt som del af en duo, idet den amerikanske sanger og mundharpespiller James Harman i flere omgange var engageret til at spille med ham i Kai Krogh Christiansens have. Coronapandemien kombineret med Harmans svigtende helbred umuliggjorde dog turen til Europa i 2020, og også foråret 2021 måtte droppes fra James Harmans tour-kalender.

Skæbnen ville så ulykkeligvis, at James Harman bukkede under for et hjertestop og døde, kort inden denne koncert fandt sted. Det vidste dog hverken musikere eller publikum endnu.

Big Creek Slim optrådte således ene mand på vokal og godt slidt akustisk Hodson-guitar. Han har netop udgivet hele to album (læs anmeldelser her og her), og så kunne man måske forvente, at koncerten ville blive en præsentation af disse.

Pladeaktuel

”Når man er pladeaktuel, så skal man også huske at spille noget pladeaktuelt,” sagde Big Creek Slim da også – vist mest til sig selv – men det blev nu kun til to numre fra de nye plader, nemlig ”Limeburg blues” fra Migration blues-albummet og ”Going back to Dimbo” fra Twenty-twenty blues.

Big Creek Slim

For resten af sættets vedkommende gjorde Big Creek Slim, som han plejer, og spillede, hvad der nu faldt ham ind fra hans store reservoir af memorerede bluesstandarder og obskuriteter. Han har god smag, og det betød hovedsageligt dyb delta blues som åbningsnummeret ”Someday baby”, tilskrevet Big Joe Williams, men der var også afstikkere til mere ragtime- og folk-prægede sange.

Big Creek Slim var i forrygende form både vokalt og instrumentalt og spillede med stor autoritet både med og uden bottleneck-slide. Blandt højdepunkterne var en langsomt klagende ”Bo-weavil blues” af Ma Rainey, Willie Dixons ”Back door man” og ”Automobile blues” af Lightnin’ Hopkins.

Favoritter

Reelt var det dog svært at udpege favoritter i Big Creek Slims stærke, 14 numre lange optræden, som også inkluderede nogle fine introduktioner til numrene, der afslørede, at Big Creek Slim ved, hvad han taler – og synger – om.

Big Creek Slim

De truende regnskyer blev spillet væk med ”The dirty dozens” (også kendt som ”The dozens” m.m.), hvis tekst grundlæggende er én lang opremsning af fornærmelser. ”Man skal bare synge noget svineri, så kommer solen frem,” grinede Big Creek Slim.

I det hele taget blev der grinet en hel del, inden Big Creek Slim rundede af med Bo Carters hokum-blues ”Mashing that thing”.

Publikum i haven i Silkeborg holdt coronasmitten på afstand med negative tests og afstand, men blev til gengæld eksponeret for tre bluesnavne, som alle rider på en stadig stigende formkurve.