DMA Blues-nomineringer klar

Af Jakob Wandam

På lørdag den 12. august uddeles Danish Music Awards Blues. Det er ROSA – Dansk Rock Samråd – og JazzDanmark, der i fællesskab uddeler DMA Blues, som i år omfatter to priser: Årets Danske Bluesudgivelse og Årets Blues Livepris.

Vinderne af de to priser udpeges af to fagjuryer bestående af folk med kendskab til det danske bluesmiljø. JazzDanmark har i dag offentliggjort de nominerede til prisen for Årets Danske Bluesudgivelse:

 

good-mill-bluesBig Creek Slim: Good mill blues

Bluesnews.dk skrev blandt andet: “Som altid fletter Slims sange sig sømløst ind mellem de traditionelle numre. Han mestrer simpelthen formen til perfektion … Slim akkompagnerer sig selv med stor sikkerhed, intensitet og kraft … Good mill blues er en magtdemonstration af ægte, ufortyndet delta blues fra en dansk bluesman af høj, høj international klasse.”

Grarup-AllstarsGrarup Allstars: That’s what love can do – live

Bluesnews.dk skrev blandt andet: ”Margrethe Grarup synger virkelig, virkelig godt! Det er simpelthen en fornøjelse at høre en vokalist, der så tydeligt er skoletSammen frembringer Grarup Allstars en jazzet soul blues af en anden verden. Hvis disse seks musikere ikke nyder at spille sammen, ja, så har de i hvert fald narret denne anmelder!”

Knudsen-BundgaardHans Knudsen & Christian Bundgaard: Two generations

Bluesnews.dk skrev blandt andet: ”Kan sådan en flok blege nordboer da skabe New Orleans-stemning, kunne man måske spørge, og svaret er et rungende ja! Ganske vist synges der ind imellem med tommetyk dansk accent, men det bidrager i virkeligheden til pladens autenticitet. Det er ikke Allen Toussaint, vi lytter til; det er Knudsen & Bundgaard med deres bud på New Orleans – Louisiana transponeret til København.”

pocketThe Pocket Players: Throw your dog a bone

Bluesnews.dk skrev blandt andet: ”Vi har … at gøre med et album, der baserer sig på 1960’ernes delvis psykedeliske bluesrock, men hvor man konstant overraskes af nye elementer, som alle sammen fungerer ualmindelig godt. De fire musikere spiller forrygende, sangene er varierede, og teksterne er interessante og ind imellem endog ganske morsomme.”

utisetablusTerji: Útisetablús

Bluesnews.dk skrev blandt andet: ” … den færøske sprogtone passer fortræffeligt til blues. Terji har en god, udtryksfuld og genkendelig lystonet vokal og spiller halvakustisk eklektisk blues med påvirkninger fra ”folk blues” med mere, alt sammen kogt ned til en egen form … en fin, særegen og langtidsholdbar skive med en varm, krystalklar lyd.”

 

Prisoverrækkelsen foregår som nævnt lørdag den 12. august fra klokken 20 og finder sted i Turbinen i Randers. Aftenens musikalske underholdning er lagt i hænderne på kapelmester Gustaf Ljunggren og trommeslager Casper Simonsen, der lover publikum en rundrejse i bluesens univers.

Undervejs får de selskab af rock- og jazzsangerinden Kira Skov og den amerikanske roots-rocker Howe Gelb.

Billetter til arrangementet koster kr. 150 og forhandles via Turbinens hjemmeside her.