H.P. Lange
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Som man kunne læse her på siden, lukkede Vollsmose Kulturhus i Odense som selvstændig institution med udgangen af 2017. Stedet havde i en årrække været ramme for bl.a. en del blueskoncerter, og der blev da også netop sluttet af med en koncert med Trainman Blues den 23. november (læs her).
Dave Stevens, H.P. Lange, Jens Christian Dam, Niels Bonefaas
Nu er kulturhuset lagt ind under Vollsmose Bibliotek, men heldigvis har man fra den side valgt at fortsætte koncertvirksomheden, blandt andet med bluesmusik. I alt ti koncerter regner man med i løbet af 2018, og den første var netop i blueskategorien, da H.P. Lange spillede onsdag den 28. februar.
H.P. Lange stillede med sit band bestående af Dave Stevens på kontrabas, Jens Kristian Dam Pedersen på trommer, Niels Bonefaas Poulsen på banjo og violin samt H.P. Lange selv på vokal, akustisk guitar, National steel-guitar og banjo.
Udvidet repertoire
Niels Bonefaas
Tilføjelsen af Bonefaas til bandet vidner om den retning, H.P. Lange er gået med sin musik i løbet af de seneste år. Hans metier har altid været den akustiske førkrigs-blues, men han har udvidet repertoiret fra primært at være delta-orienteret til nu også at flirte med old time-folkemusik, cajun, hill country blues, New Orleans-jazz og gospel.
Sættet i Vollsmose var således også en herlig sammensat affære. Han lagde ud med ”Pony blues”, som Lange tilskriver Son House, men som blev indspillet første gang af Charley Patton i 1929. H.P. Lange spillede dette nummer på resonator-guitaren, og hans glimrende slide-spil og efterhånden let slidte stemme passede rigtig godt til denne type rå delta blues.
Jens Christian Dam
Niels Bonefaas på banjoen gav sangen et nyt, folk’et udtryk, og i det hele taget blev H.P. Lange ualmindelig fornemt sekunderet af sit band. Jens Kristian Dam er en fremragende trommeslager – livlig og dynamisk, men samtidig underspillet. Han tiltrak sig ikke unødig opmærksomhed med sit spil, men var en forfriskende tilstedeværelse på scenen, og han spillede lydhørt, varieret og elegant.
Spændstighed
Dave Stevens
Dave Stevens på bassen tilførte musikken spændstighed og passede perfekt til den jug band-lignende jovialitet, som kendetegner H.P. Langes musikalske udtryk og personlighed. Stevens lagde en fed, elastisk lyd på Tampa Reds ”Things ’bout coming my way”, som fik ekstra hillbilly-stemning af Niels Bonefaas’ violin.
Dam og Stevens var også i fokus med et bas/tromme-break på H.P. Langes egen togblues ”Leaving Aberdeen” fra albummet Motorblues (2013). Dette album var i det hele taget stærkt repræsenteret, blandt andet med sangen om den amerikanske folkehelt John Henry og endnu en togsang, den traditionelle ”Rubens train”. Sidstnævnte, et old time-nummer, som Lange havde stiftet bekendtskab med via Doc Watson, indeholdt en violinsolo af Niels Bonefaas, der blev ledsaget af taktfaste klapsalver.
Jubilæum
H.P. Lange
H.P. Lange kan fejre 30-års jubilæum i år og har i den forbindelse netop sluppet opsamlingsalbummet Trackin’ my blues (læs anmeldelse her). Også i Vollsmose blev der skuet tilbage over karrieren, om end hovedsageligt til den senere del af den. Fra det seneste regulære album, Travelling man blues (2016), fik vi det smukke titelnummer, afdæmpet fremført med Lange på akustisk guitar og Jens Christian Dam uden stikker bag trommerne.
Fra samme album hørtes flere af H.P. Langes egne numre: den zydeco-inspirerede ”When the moon comes up”, delta bluesen ”Last night”, den fine og rørende ”In time” og uptempo-nummeret ”Hey girl”. Ligeledes fra Travelling man blues stammede aftenens obligatoriske Robert Johnson-sang, ”Stones in my passway”.
H.P. Lange
Undervejs fik H.P. Lange demonstreret sin alsidighed, såvel med hensyn til tempi og stilarter som med sin beherskelse af instrumenter.
National steel-guitaren er hans trofaste følgesvend og virker nærmest som en naturlig forlængelse af ham; han spiller ikke prangende, men sikkert, flydende og behageligt på en måde, der perfekt matcher hans vokal og lune scene-persona.
På den akustiske guitar nød man hans luftige, Piedmont-agtige fingerspil som f.eks. på Joe Calicotts ”You don’t know my mind” (også fra Travelling man blues), og også når H.P. Lange greb banjoen, var man i helt trygge hænder.
Afstikker
R.L. Burnsides ”Poor black Mattie”, som Lange indspillede i 2005 på H.P. Lange & the Delta Connection, var en afstikker til hill country bluesen. Snooks Eaglins ”Country boy down in New Orleans” blev spillet med rigtig NOLA-stemning af jazz og cajun-musik, og “Jesus is on the mainline” var naturligvis en gospel, hvor de fire musikere tog soloer efter tur.
H.P. Lange og Niels Bonefaas
Til sammen dannedes et billede af ægte americana, fra længe før dén term blev udbredt. Blandingen af forskellige, men åndsbeslægtede stilarter gør H.P. Langes musik vital og inspirerende, og når den samtidig spilles med den glæde og ubestridelige tæft, som Lange og hans band lægger for dagen, kan man som tilhører simpelthen ikke undgå at blive revet med.
Således også ved denne fremragende koncert i Vollsmose Kulturhus, som man forlod varm om hjertet og glad i låget. Det klæder virkelig H.P. Lange at skue ud over den rendyrkede blues’ rammer og vise, at man også efter tredive år på banen både kan lade sig inspirere og selv inspirere sit publikum.
Dave Stevens, Jens Christian Dam, H.P. Lange, Niels Bonefaas