Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer
Margrete Grarup er en travl dame. Udover at have fyldt kalenderen med koncerter med blues-supergruppen Grarup Allstars har hun netop færdiggjort en koncertrække og en ep med den klassiske guitarist Kaare Norge (læs mere her). Og så finder hun altså også tid til at spille duo-koncerter med jazzpianisten Michael Sunding.
Alsidigheden var også kendetegnende for den koncert, Margrete Grarup gav sammen med netop Michael Sunding på Dexter i Odense søndag den 8. april. Der var blues på programmet, men sandelig også jazz, rhythm & blues, gospel, soul, funk, pop og sågar refrænsang.
Michael Sunding begår sig også hjemmevant i alle disse genrer og flere. Han har indgået i mange live-konstellationer og spillet på alskens plader med alt fra salsa og musettemusik til country og julesange. Bluesfans kender Michael Sunding fra Kenn Lendings band, hvor han blandt har kunnet høres på sidste års Kenn Lending in concert (læs anmeldelse her).
Kraftværk
Koncerten i Odense lagde ud med Leiber & Stollers ”Hound dog”, der indledtes med en subtil intro fra Michael Sunding på flyglet, inden Margrete Grarups kraftværk af en stemme satte bluesfesten i gang.
Vi har skrevet det før på Bluesnews.dk, og det står stadig til troende: Margrete Grarup er en af landets bedste vokalister og må være den stærkeste bluessangerinde, Danmark har at byde på. Men også Michael Sunding gjorde en god figur med en varm og fyldig blue-eyed soul-stemme.
Han sang duet med Grarup på gospel-nummeret ”I’m on my way to Canaan” (nok bedst kendt med Mahalia Jackson), og hvis Margrete Grarup er god til blues, er hun aldeles sublim til gospel. Endnu en gospel-duet fulgte, ”Just a closer walk with thee”, der er en standard i repertoiret hos traditionelle jazzbands og også her blev serveret i et dansende New Orleans-arrangement.
Fællessang
Næste punkt på programmet var fællessang. Det blev et lille kor, der sang, for kun omkring ti mennesker havde bevæget sig ud af den første forårssol og ind i Dexters mørke. De sang til gengæld med entusiasme, og de resterende, solhungrende odenseanere gik glip af, hvordan Grarup og Sunding, inspireret af Ray Charles, transformerede ”My Bonnie” fra skotsk folkemelodi til simrende New Orleans-R&B.
Herefter blev tempoet skruet gevaldigt ned, idet Margrete Grarup gav en bevægende introduktion til jazzstandarden ”Strange fruit”, som relaterede dens brutale raceadskillelses-lyrik til nutiden. Margrete Grarup indledte sangen kun akkompagneret af vindharper, hvilket gav den et utrolig smukt, nøgent og rørende udtryk.
Som på Grarups soloplade Walk with me gled nummeret direkte over i Gershwins ”Summertime” og bekræftede et usynligt slægtskab mellem disse to udødelige sange. Michael Sundings jazzede klaversolo blev leveret i en klar, nordisk tone, der fungerede effektivt som kontrast til sangenes sydstatstematik. Margrete Grarup sang dem smukt og gribende med blot en lille snert af Billie Holiday-frasering. Det var en fin, fin performance, som efterlod alle – optrædende såvel som publikum – synligt bevæget.
Anden boldgade
Herfra bevægede vi os over i en helt anden boldgade – og dog med en ligeledes tragisk baggrund. Poul Henningsens besættelsesvise ”Man binder os på mund og hånd” var en forsmag på et album med PH-viser, som Michael Sunding og Margrete Grarup arbejder på. De havde givet sangen et nøgent arrangement, som dog udviklede sig til noget væsentligt mere komplekst, efterhånden som Michael Sunding legede sig igennem diverse tempi og rytmikker på flygelet og endte med at synge bossanova-kor bag Grarups leadvokal.
Andet sæt blev indledt med en jazzet ”Everyday I have the blues”, som endnu en gang demonstrerede den fantastiske kraft, der er i Margrete Grarups stemme. Herefter var det atter tid til at inddrage publikum til at synge med på den kendte negro spiritual ”Swing low, sweet chariot”, mens Margrete Grarup anslog rytmen på tamburin.
Improviseret
Eftermiddagens sætliste var temmelig improviseret, og næste sang, Sly Stones ”If you want me to stay” havde duoen aldrig optrådt med før. Det var et funky soul-nummer, der lå godt til Michael Sundings stemme og orgelspil og blev fremført som duet.
På det bluesy gospel-nummer ”Lord, I know I’ve been changed” spillede Margrete Grarup cajon og viste atter sin eminente gospel-fornemmelse. Det blev fulgt op af en noget mere ugudelig Michael Sunding-komposition – han præsenterede selv sangen som ”lummer” – med titlen ”Heatwave”. Komponisten stod selv for leadvokal og funky elorgel på denne sovekammer-soulsang.
Sunding overtog cajon’en, mens Margrete Grarup satte sig ved hans side med bjælder bundet om anklen. Yderligere bevæbnet med diverse percussion-instrumenter kastede de sig ud i ”Walk with me”, titelnummeret fra Grarups album. Hendes gospel-vokal strålede atter, og det tangentløse arrangement skar sangen ind til dens spiritual-kerne på meget vellykket vis.
Ivrig korsang
Duoen rundede af med Carole Kings smukke, men desværre lidt fortærskede ”You’ve got a friend”, sunget som duet med ivrig korsang fra publikum. Men selv om Michael Sunding og Margrete Grarup herefter forlod scenen, gik de nu ikke langt væk, for den stående applaus kaldte naturligvis på et ekstranummer. Det blev blues/jazz-balladen ”Stormy weather”, oprindeligt sunget af Ethel Waters og her smukt leveret af Margrete Grarup med en elegant klaversolo af Michael Sunding.
Det var som nævnt et fåtalligt publikum, der havde valgt at møde op på Dexter denne søndag eftermiddag. De, der gjorde, blev til gengæld vidner til – og deltagere i – en på én gang gribende og uhøjtidelig performance af to kunstnere, der ikke er bange for at bevæge sig på tværs af genrerne.
Margrete Grarup og Michael Sunding udstråler med både sangvalg og arrangementer en musikalsk eventyrlyst, der kommer til udtryk med en selvfølgelighed, der kun er mulig, når udøverne er dybt kompetente og intuitivt musikalske.
Publikum i Odense blev taget med på disse eventyr, og det blev en skøn eftermiddag på Dexter