Af Jakob Wandam
Sidste gang, vi hørte nyt fra Kenn Lending, var tilbage i 2012, hvor han udgav Flying high med sit Kenn Lending Blues Band. Nu er han tilbage med Kenn Lending in concert, der, som navnet antyder, er et live-album.
Pladen var egentlig tænkt som et soundtrack til den dokumentar, som filmskaberen Gert Fribo var i færd med at lave om Kenn Lending, da Fribo pludselig gik bort i 2016. Albummet er indspillet ved en koncert på Badeanstalten i Slagelse i februar 2015, og ud over Kenn Lending på vokal og guitar medvirker Michael Sunding på orgel, Kim Yarbrough på bas og Esben Duus på trommer.
Der er blot syv skæringer på cd’en, og så kunne man forledes til at tro, at der var tale om en ep. Men nej – med spilletider mellem 6 og 13 minutter fylder numrene pladen godt ud – og giver Lending og co. gode muligheder for at vise deres instrumentale færdigheder.
Der lægges ud med ”Chess”, den første af to egenkompositioner på albummet og en sang, som sidst optrådte på Game of life fra 1995. Det er en funky soul blues, hvor Michael Sundings orgel skiftevis kreerer underliggende atmosfære og solo-breaks. Kenn Lending får også selv spillet noget jazzet sologuitar med god brug af effektpedalerne.
Memphis Slims ”Wish me well” starter i bedste jumpy B.B. King-stil, men udvikler sig overraskende til endnu en funk-workout. Efter en fin Hammond B3-solo fra Sunding tager Kenn Lending over med wah-wah-pedalen, inden Kim Yarbrough giver den et ekstra skud funk med sin bas-solo.
Herpå følger ”Today I sing the blues”, skrevet af Curtis Lewis og oprindelig indspillet af Aretha Franklin. Det er en slow blues med en god, passioneret vokal af Lending, og med sine godt 12 minutters spilletid er der desuden rigelig plads til hans indfølte, B.B. og Freddy King-influerede solo. Den bliver pakket smukt ind af rytmesektionen, mens Michael Sunding væver lydtæpper på orglet, inden han selv leverer en lang, bluesy solo.
Kenn Lendings egen ”It’s been a long time” tjener først og fremmest som baggrund for bandmedlemmernes soloekskursioner. Først stjæler Kim Yarbrough spotlyset med en svedende funky opvisning i slap bass, inden trommeslager Esben Duus tager over med sin obligatoriske solo. Der er sagt og skrevet meget i tidens løb om trommesoloer, men det er nok en kendsgerning, at de fungerer bedst i en koncertsituation. Kenn Lending in concert er en live-plade, og derfor er det helt rimeligt, at the drummer gets his due, men upåagtet Esben Duus’ store talent er det svært at få en trommesolo ned på plade, uden at den kommer til at virke lige lovlig lang.
Kenn Lending har haft Jimi Hendrix’ ”Voodoo child (slight return)” på repertoiret i mange år, og således også her. Det bliver en bastant version med wah-wah-pedal, Thomas Koppel-lignende orgel, funk-bas og masser af ringlende bækkener. Men det fungerer, ikke mindst som en demonstration af sen-60’ernes og 70’ernes funky-psykedeliske tag på bluesidiomet.
Så skiftes der spor til Ray Charles’ rhythm & blues-klassiker ”What’d I say” med Michael Sunding på leadvokal og centreret omkring hans orgel. Lending krydrer med smagfuld bluesguitar, mens Duus lader trommestikkerne danse.
Kenn Lending runder af med rendyrket blues, nemlig Willie Dixons ”Hoochie coochie man” (oprindeligt indspillet af Muddy Waters). Det er en sand fornøjelse at høre Lending slå sig løs på denne Chicago-klassiker, som naturligvis heller ikke kan undslå sig et vist psykedelisk præg i kraft af Sundings orgel og Lendings effektpedaler. Alligevel er der en fornemmelse af, at Kenn Lending med netop denne sang bringer os tilbage til udgangspunktet, og det er et velvalgt afslutningsnummer.
Kenn Lending in concert kommer således raden rundt, og det er vel netop også formålet med en udgivelse som denne. Selvfølgelig er cd’en et øjebliksbillede af et velspillende band, der har fundet sit groove, men først og fremmest er den effektiv demonstration af alsidigheden, eventyrlysten og den intuitive bluesfornemmelse i Kenn Lendings spil.