En belgisk bluesmand

Tekst: Peter Widmer

Når Chicago blues-bandet Mississippi Heat trykker den af på Rampelys i Silkeborg i regi af B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association den 14. april 2018, bliver der masser af ”Chicago blues med en unik lyd.”

Mississippi Heat har eksisteret siden de tidlige 1990’ere og har 12 fuldlængdeudgivelser bag sig. Orkesteret har gennemgået flere besætningsskift og har blandt andet talt den legendariske bassist Robert Stroger, guitaristerne James Wheeler og Billy Flynn samt sangerinden Deitra Farr.

Orkesterlederen og mundharpespilleren Pierre Lacoque, der er den eneste tilbageværende af det oprindelige band, er født i Belgien og har, foruden sin musikerrolle, en ph.d. i psykologi fra det canadiske McGill University.

Nærværende interview blev til i Chicago den 24. maj 1996 på foranledning af det svenske blues-tidsskrift Jefferson. Interviewet har tidligere været publiceret i samme tidsskrift, nr. 112, 1996.

I løbet vores snak kom Pierre Lacoque blandt andet omkring sin indføring i bluesmusikken, om at være hvid i et sort musikmiljø, sine musikalske påvirkninger og sit mål som musiker.

Mødet med bluesmusikken

Hvordan opdagede du bluesmusikken?

– Jeg opdagede bluesmusikken, da jeg flyttede fra Belgien til Chicago i 1969. Min far havde fået en undervisningsstilling her i Chicago, så hele familien rykkede teltpælene op og flyttede fra Europa her til byen, fortæller Pierre Lacoque og fortsætter:

– Dengang anede jeg ikke, at Chicago blues eksisterede i den form, vi kender i dag, men selve musikken har jeg altid haft i mig.

– Da jeg hørte the blues, følte jeg mig meget tryg ved musikken, og jeg var selvsagt også begejstret over at få lejlighed til at høre bluesmusik i konkret form.

– På en måde var det en mærkelig oplevelse, for jeg vidste præcis, hvad bluesmusikken var, da jeg hørte den, men jeg anede ikke at den eksisterede.

– Så bluesmusikken genspejlede på mange måder, hvad jeg følte i min sjæls indre. Så det var sådan, det begyndte.

En hvid knægt i et sort miljø

Da du først blev konfronteret med bluesmusikken i 1969, var du jo kun en hvid knægt i et sort musikalsk miljø – f.eks. omkring spillestedet Theresa’s, der lukkede og slukkede i 1983. Hvordan reagerede folk på din tilstedeværelse? Også dengang var USA jo stærkt præget af raceproblemer.

– Der er to måder at betragte dette på: Dels hvordan de – sorte musikere m.fl. – reagerede, og dels hvordan jeg reagerede, for det er to forskellige områder, vi har med at gøre.

– Men jeg må sige, at jeg altid har følt mig velkommen blandt sorte amerikanere, og om noget har jeg altid fornemmet, at der blev gjort en ekstra indsats for, at jeg skulle føle mig tryg.

– Så for mig har del altid været en rørende oplevelse at få lov til at være en del af det sorte musikmiljø. På den anden side følte jeg selv, at jeg ikke burde komme for ofte på Theresa’s, simpelthen på grund af respekt for mine sorte medmennesker og deres kultur. Så jeg kom der ikke så tit som jeg gerne ville have gjort.

– Jeg havde måske en fornemmelse af, at jeg trængte mig på, at jeg forstyrrede et eller andet, og det var under alle omstændigheder noget, jeg ikke ønskede at gøre.

Rørt

– Jeg ville absolut ikke udnytte situationen. Men inderst inde jeg var dybt rørt over den positive holdning, man havde til mig på Theresa’s, og følte mig altid velkommen og i gode hænder der.

– Jeg kan f.eks. huske, at Junior Wells fulgte mig ud på gaden og prajede en taxa til mig. Han ville være sikker på, at der ikke skete mig noget, og at jeg kom godt hjem.

– Jeg var også stærkt knyttet til guitaristen Sammy Lawhorn og til Buddy Guys lillebror Phil.

– Så der har altid været gensidig respekt og forståelse, og så har hudfarve været ret underordnet.

Junior Wells

Jeg har læst, at du blev oplært i mundharpespillets kunst af selveste Junior Wells.

– Ja, Junior Wells var en musiker, jeg fulgte meget nøje. Min bror Michel, der i øvrigt er Mississippi Heats manager, og jeg plejede at tage hen på den legendariske bluesbar Theresa’s Tavern, der lå på 4801 South lndiana Avenue i Chicagos South Side-bydel.

– Der lærte jeg Junior Wells at kende. Jeg kom der ikke så tit, men han påvirkede mig meget, lod mig spille sammen med ham og lod mig jamme med ham.

– Jeg har altid fornemmet, at han påskønnede mit spil, og han har altid støttet mig meget, såvel som jeg klart fornemmede, at han virkelig troede på det, jeg forsøgte at spille, sådan rent sjæleligt, eller “soul-mæssigt.”

– Det var ikke så meget teknikken, det drejede sig om, det var mere det, at jeg kunne mærke, at han kunne lide det, der kom fra hjertet. Jeg vil altid være taknemmelig for det, han gav mig i form af støtte og opmuntrende blikke, gennem hvilke han viste, at han syntes, jeg havde noget at give.

– Rent konkret gav ham mig også forskellige mundharmonikaer. Bl.a. gav han mig en 16-huls kromatisk mundharpe som et tegn på, at han påskønnede mit spil. Så Junior Wells har virkelig gjort meget for mig, og det har været meget opmuntrende samt dybt bevægende for mig.

Mundharmonikaen

Hvorfor valgte du at spille mundharpe og ikke f.eks. guitar?

– Lige siden jeg var helt lille, har mundharpen altid været det eneste instrument, der virkelig tiltrak mig. Senere trak klaveret dog en smule, men i bund og grund var det mundharmonikaen jeg kastede min kærlighed på. Min far købte forskellige mundharper til mig gennem årene, og jeg kan huske den første, jeg fik af ham.

– Det var en grøn legetøjsmundharpe af plastic. Jeg har vel været fire år gammel på det tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg græd, da jeg forsøgte at spille på den, fordi mundharpens toner reflekterede så mange af de følelser, jeg allerede havde på det tidspunkt.

– Så jeg var meget tiltrukket af mundharmonikaen, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle spille på den.

– Jeg lyttede jo til The Beatles og The Rolling Stones etc. Jeg var skam fascineret af deres musik, men overhovedet ikke på samme måde, som da jeg hørte mundharpevirtuosen Big Walter Horton her i Chicago.

Big Walter Horton

– Da jeg hørte ham, var det første gang, jeg i det hele taget hørte blues, og det var en lørdag aften på University of Chicago. Jeg var taget derhen uden rigtig at vide, hvad jeg gik ind til, fordi jeg ikke vidste, hvad blues var for noget. Big Walter Horton stod på scenen, og jeg blev totalt blæst omkuld af hans spil.

– Jeg blev så bevæget og så dybt påvirket af de toner, han kunne få lokket ud af sin mundharpe. Jeg går meget op i tonen, i lyden som sådan, og hvad Big Walter Horton frembragte den aften, lød næsten saxofonagtigt i mine ører, blot meget smukkere.

– Jeg holder skam meget af saxofonspil, men hvad Big Walter Horton producerede, udgjorde de mest perfekte lyde, jeg overhovedet kunne forestille mig. Det var helt utroligt!

– Da det var søndag næste dag, var butikkerne lukkede, men om mandagen skyndte jeg mig hen til den nærmeste instrumentforhandler her i Hyde Park, købte mig en mundharpe, og siden da har jeg altid spillet.

Little Walter

Er der andre mundharpespillere end de allerede nævnte, som har påvirket dig?

– De fleste mundharpespillere vil sikkert nævne Little Walter, og han har da også altid været en af mine helte. Det jeg bedst kan lide ved ham, bortset fra hans store talent, hans teknik og den måde han krænger sin sjæl ud på gennem sit spil, er det, at han hele tiden tog chancer og virkelig udforskede nye fraseringsmuligheder.

– Hver gang han spillede, var det, som om han begav sig ud på et stort musikalsk vovestykke. Det der med at tage chancer har jeg nok fra Little Walter til en vis grad. Selv forsøger jeg at være så dristig og grænseafprøvende i mit spil som muligt og at gribe enhver sang an, som var den aldrig blevet spillet på mundharpe.

– Jeg forsøger altså at bidrage med fraseringer, som jeg håber, er enestående og meget personlige. Det er det, jeg kan lide ved Little Walter: hans personlige præg, hans toners styrke og dybde.

– Jeg synes, han er den ultimative mester på sit instrument. Der er mange andre mundharpespillere, der har påvirket mig, men for mig vil Little Walter altid stå som mundharpespillets største geni overhovedet.

Spillestil

Hvordan vil du beskrive din egen spillestil?

– Jeg vil bestemt sige, at min stil, som antydet, befinder sig inden for 1950’erne. Det ønsker jeg ikke at afvige ret meget fra, og de sange, der tiltrækker mig mest, er dem, som f.eks. Elmore James, Jimmy Rogers og Jimmy Reed skrev.

– Så ja, jeg vil sige, at 1950’erne er der, hvor mine rødder ligger, og hvor jeg har mit udgangspunkt.

Du har bl.a. fået ros for dit spil specielt i det høje register. Synes du, at du nu har nået det punkt, hvor du kan sige, at du har udviklet din helt personlige spillestil?

– Tja, det er først i den senere tid, at jeg har kunnet sige, at jeg er begyndt at udvikle en personlig stil. Jeg har brugt en masse energi og tid på at frembringe mine helt egne fraseringer. I starten prøvede jeg selvsagt at efterligne alt, hvad jeg hørte, sådan tone for tone.

– Det var jeg nu ikke så god til, og en ting, der virkelig ville genere mig ved at gentage, hvad andre spiller eller har spillet er, at det ville kede mig gudsjammerligt.

– Med andre ord har jeg virkelig et stærkt behov for at skabe min egen spillestil.

– Naturligvis respekterer og beundrer jeg de mundharpespillere, der f.eks. kan spille Little Walters “(The) rollercoaster,” bl.a. Kim Wilson (Fabulous Thunderbirds & solo).

– Men af en eller anden grund kan det at efterligne andres spil ikke få mig så meget op på mærkerne som det at finde på mine egne fraseringer.

– Naturligvis holder jeg mig inden for 1950’er-Chicago blues-idiomet, men personlig spillemæssig kreativitet og innovation er meget vigtige elementer for mig.

Den europæiske baggrund

Tror du, din europæiske baggrund hjalp dig til at blive accepteret på Theresa’s? Det var jo nok de færreste hvide, der i det hele taget turde vove sig ind på f.eks. det musiksted?

– Hvem ved? Een ting, der virkelig hjalp mig, var dog, at min bror Michel er langt mindre forsigtig og mere eventyrlysten, end jeg er.

– Michel har altid troet på mig, og selvom jeg selv var meget opsat på at tage hen på Theresa’s, var jeg tit for genert til selv at tage det første skridt. Men min broder slæbte mig ofte derhen, så hans åbne holdning over for andre mennesker og situationer hjalp i høj grad. Om det i starten hjalp at være europæer, ved jeg ikke.

– Personligt har jeg altid følt mig som en del af det sorte musikalske lokalsamfund, på trods af min hudfarve, og har aldrig følt, at der var en dårlig stemning på grund af min tilstedeværelse.

– Måske har det noget med ens personlighed at gøre? Charlie Musselwhite og Paul Butterfield bevægede sig i lignende cirkler som jeg, og følte sig også velkomne.

– Jeg tror på, at hvis du er dig selv, og hvis du er et ærligt menneske, vil de fleste reagere positivt, uanset hudfarve, slutter Pierre Lacocque.

Læs mere om koncerten i Silkeborg og B’Sharps øvrige forårsprogram her.