Af Jakob Wandam
Siden Copenhagen Blues Band albumdebuterede med Come a little bit closer i 2022 (læs anmeldelse her), har de sagt farvel til guitarist, mundharpespiller og sanger Finn Poulsen, og ind er i stedet trådt Bjarne Madsen på guitar og kor. Finn Poulsen var en af bandets hovedsangskrivere med ansvar for halvdelen af debutens sange, men Copenhagen Blues Band er et orkester fuldt af sangskrivere, og næsten alle medlemmerne har bidraget med numre til ep’en I’m not in a hurry.
Udgivelsen består af seks numre, som genremæssigt kommer vidt omkring i bluesens omegn, uden af nogen af dem kan siges at være egentlig blues. Titelnummeret ligger i grænselandet mellem orgelblues og jazz. Det er trommeslager Niels Frederik ”Frede” Christensen, der ophavsmanden, og hans whiskers-trommespil giver nummeret en jazzet lethed. Peter Østbirk på orglet er dog stjernen på denne skæring; han får god plads, og hans spil virker muntert, let og lækkert. En fin, jazzet guitarsolo bliver der også plads til.
Forsanger Charlotte Ottenheims personlige ”Long times fight” sætter hendes egen lidt Hanne Boel-agtige vokal i scene i, hvad der vel bedst kan karakteriseres som soft rock, indtil et break sætter gang i en bluesy guitarsolo over legesyg bas, trommer og percussion, og en Santana-påvirkning begynder at åbenbare sig.
Felix Falchs ”Highwayman” er en decideret country-sang, sunget af komponisten selv. Den er fængende, og den obligatoriske slide-guitar er herlig og får masser af luft til at udfolde sig. Peter Østbirks orgelspil er igen en fornøjelse.
Østbirk, Ottenheim og bassist Nils Bonne står bag den funky ”Get a hobby”. Bonnes basspil bobler og swinger og spiller op mod fine orgel- og guitarsoloer, inden han selv er mand for en solo. Det er i det hele taget et rigtigt band-præsentationsnummer, hvor percussionist Søren Schou får lov til at runde af.
De sidste to numre er igen Frede Christensen-kompositioner, og ”Well well well” lyder da også en smule som ”I’m not in a hurry”, men i en knap så jazzet – og knap så spændende – indpakning, trods flere udmærkede guitar-soloforløb.
Den afsluttende ”The way I am” er næsten en soul blues-ballade, som man godt kunne have forestillet sig B.B. King synge i 1970’erne. Nils Bonne spiller fuldfed bas på dette nummer, og en fornem bluesguitarsolo er et af ep’ens højdepunkter. Charlotte Ottenheim krænger sjælen ud i vokalen, og I’m not in a hurry slutter i det hele taget rigtig flot.
De erfarne folk i Copenhagen Blues Band snyder måske nok lidt med varedeklarationen, men er man til en god, traditionel blanding af polereret rock, jazz, soul og funk, hvor bluesen mere er en farvning, er man i gode hænder her.
I’m not in a hurry udkom på streamingtjenesterne i april 2024.