Af Jakob Wandam
Decline of the West er det fjerde album fra den danske bluesrockgruppe Freddy and the Phantoms, der har eksisteret siden 2010, hvor de også udgav deres første lp, Leaving the landscape.
”Freddy” er Frederik Schnoor, der står for vokal, guitar og mundharpe. De øvrige fantomer er Rune René Hansen på trommer og percussion, Mads Wilken på bas, Anders Haahr på tangenter og Morten Rahm på pedal steel.
Frederik Schnoor har desuden skrevet alle numrene på pladen, og det er en samling stærke sange, han har begået. Vi taler classic rock, men med tydelige blues-elementer både i komposition og i arrangementer – hvor sidstnævnte er skabt af bandet i fællesskab. Der er bluesy guitarriffs, Chicago-inspireret mundharpe og barrelhouse-klaver nok til, at den bluesglade lytter ikke kommer til at gå skuffet fra gennemlytningen.
Lyt for eksempel til det fængende titelnummer, der åbner albummet. Frederik Schnoors guitarlinjer væver sig elegant rundt om et tungt, slæbende beat, mens korets ”ooh-ooh” skaber en fed 60’er-retro-æstetik. Det er rigtig godt lavet, og Rune René Hansen skal have ros for produktionen.
”Kentucky killer” er bygget om omkring et enkelt guitarriff og er den type sang, der bare bliver siddende i baghovedet. ”City of crime” lægger ud med Anders Haahrs tørre Ray Charles-klaverriff og bliver snart suppleret af nogle lækre bluesguitar-linjer fra Frederik Schnoor. Snart skiftes de to til at tage soloer, og det lyder bare godt uden at være prangende.
Næste skæring er ”Call me the creature”, og her går der lidt vel meget puddelrock i den – 1980’er-heavy-lyden gør det til pladens svageste sang. Så er der mere gods i ”Behind the curtain”, et tungt, drævende bluesrock-nummer, hvor Frederik Schnoors klagende bluesmundharpe og beskidte leadguitar bider i nerveenderne, mens Anders Haahr klimprer effektivt på klaveret i baggrunden.
Frederik Schnoor har en vokal, der kan minde om Mick Hucknalls (Simply Red) med et touch af Bjørn Fjæstads teatralske fremførelse. Den får lov at stå i centrum på ”The last café”, særligt i de første 2 ½ minut, hvor instrumenteringen er skruet ned på lavt blus. Herefter dundrer Rune René Hansen og Mads Wilken derudad på trommer og bas, mens Frederik Schnoor lægger noget fuldfed guitarlyd oveni.
”Transition blues” er en klassisk bluesrock-sang, som kunne have hvilet solidt i hænderne på Joe Bonamassa eller Gary Moore. Rune René Hansens trommer driver den fremad sammen med Schnoors tunge bluesriff og pågående Hammondorgel fra Anders Haahr. Og sangen ville selvfølgelig ikke være komplet uden en svulstig, langvarig guitarsolo, der munder ud i et Zeppelin’sk crescendo.
På ”NYC 1965” er der gæsteoptræden af Billy Cross på leadguitar, og det gør han intenst, elegant og indimellem næsten Clapton’sk. En rigtig fin præstation.
”Brownstone badlands” har en versmelodi, der giver mindelser om The Bands klassiker ”The weight”, og lige som dette formidable orkester blander sangen rock og rhythm & blues med umiskendelige country-elementer, der særligt kommer til udtryk i Anders Haahrs honky-tonk-klaver og selvfølgelig Morten Rahms pedal steel.
Der er også masser af pedal steel i balladen ”The wild ones (revisited)”, der starter som et flot stykke Springsteen’sk atmosfære-rock, men efterhånden udvikler sig i næsten progressiv retning, ikke mindst takket være en lang instrumental passage med ”kirkeorgel” af Anders Haahr. Meget opfindsomt!
Afslutningsnummeret ”Mr. Pig” er en løs komposition af den type, som Ginger Baker skrev for Cream og Blind Faith. Det giver god plads til, at Rune René Hansen kan boltre sig på trommerne, og man forestiller sig, at det må være hans glansnummer, når bandet spiller live. Hammondorglet tilfører ekstra atmosfære, og Frederik Schnoors ringlende guitarakkorder hjælper nummeret frem mod afslutningen.
Decline of the West er en flot produceret bluesrock-plade, der i sit lydudtryk trækker på den tidstypiske, Jack White-influerede garage-æstetik, men uden at det virker påtaget. Man kan rent faktisk høre instrumenterne, som i øvrigt bliver aldeles kapabelt spillet, og Frederik Schnoor har skrevet en række rigtig gode sange, som fænger og har blivende værdi.
Det er naturligvis ikke en plade for blues-puristen, men er man åben for en lidt bredere palet, og kan man lide at høre bluesens virkemidler vævet ind i et større tæppe, er der rigtig gode oplevelser at hente på Freddy and the Phantoms’ Decline of the West.