Bandet var stjernen

Lisa Lystam

Lisa Lystam

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)

Lisa Lystam Family Band anses som en skinnende stjerne på den svenske blueshimmel, og torsdag den 3. august lyste de over Farvergården i Odense på andendagen af jazz-, blues- og folkfestivalen Jam Days.

Farvergården er en af festivalens mindre scener. Den er beliggende som en del af Brandts Klædefabrik-komplekset, men sekundær i forhold til Amfipladsen, der er byens centrale udendørsscene. Lisa Lystams koncert i Farvergården var delt i to sæt, ét før og ét efter amerikanske The Rad Trads’ koncert på Amfipladsen, og det skulle vise sig at være ganske heldigt. Det lykkedes nemlig svenskerne at undgå de regnbyger, der ellers var spredt ud over torsdagen.

“Blues and roots and rock”

20170803_180237”Familiebandet” bestod denne dag af Patrik Thelin på trommer, Bruno Lindström på bas (i stedet for den faste mand Johan Sund), guitaristerne Fredrik Karlsson og Matte Gustafsson samt naturligvis Lisa Lystam på vokal og mundharpe. Hun lovede publikum en koncert med blues and roots and rock, og det var, hvad de fik.

Der blev lagt ud med ”Changes”, en boogie-blues i Stevie Ray Vaughan-stil, hvor Fredrik Karlsson leverede en flænsende guitarsolo – den første af mange fornemme solopræstationer fra hans Gibson SG. Men også Lisa Lystam selv fik lejlighed til at demonstrere sine færdigheder på blues-mundharpe.

Guitarduel

På den langsomme, funky bluesrocker ”Society ain’t fair” blev det Matte Gustafssons tur til at brillere med en fin, bluesy solo på sin Gibson Les Paul, inden det udviklede sig til en ren guitarduel mellem Gustafsson og Karlsson.

20170803_180207Det var i det hele taget guitaristerne, der stjal en stor del af billedet ved aftenens koncert. Lisa Lystam charmerede publikum med sine smil, sit lange, lyse hår og sin blottede navle, men sandheden er, at hun led under miksningen og Farvergårdens lydforhold. Hendes stemme havde simpelthen svært ved at trænge igennem, det var svært at dechifrere teksternes ord, og indimellem kom hun næsten til at lyde skinger. Det skal ikke ligge sangerinden til last, men hun ville have været bedre tjent med en indendørs koncert, hvor lyden kunne have været tilpasset bedre, end det var muligt på Farvergårdens lille scene.

Tog kegler

Foto: Jakob Wandam

Foto: Jakob Wandam

Lisa Lystam gjorde ellers, hvad hun kunne for at blive hørt. Hun besidder en Joss Stone-lignende stemme og havde et ganske godt tag på fraseringerne, og hun havde da også godt fat i et publikum, som måske ikke var så talstærkt, men som altså nok også var decimeret af dagens mange regnbyger. Og det tog kegler, da hun under ”I get by” sprang ned fra scenen og sang i øjenhøjde med tilhørerne.

Det var dog først med det sidste nummer i første sæt, en version af Big Joe Williams’ ”Baby please don’t go”, at det for alvor rykkede. Den startede sumpet-atmosfærisk, men transformeredes så til en heftig delta boogie med et fedt groove. Fredrik Karlsson spillede solo med en tone, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, mens Lisa Lystam vampede og arbejdede glimrende på mundharpen.

Fredrik Karlsson Foto: Jakob Wandam

Fredrik Karlsson
Foto: Jakob Wandam

Fortsatte, hvor de slap

Efter pausen lykkedes det heldigvis ganske godt for Lisa Lystam Family Band at fortsætte, hvor de havde sluppet inden The Rad Trads’ koncert. Regnen havde atter sluppet sit tag, og publikum var varmet op og klar til noget mere blues.

Lisa Lystam og co. kvitterede med den medrivende ”Worship” og skruede så endnu en tak op for stemningen med en uhyre vellykket udgave af ”Love her with a feeling” (af Freddie King, baseret på en Tampa Red-original). Den gav Fredrik Karlsson lejlighed til en lang og meget imponerende solo fra scenekanten, og Lisa Lystam til endnu en gang at springe ned på fliserne og indsmigre sig hos publikum.

Rytmesektionens tur

20170803_180330

Patrik Thelin og Bruno Lindström

På den rock’n’roll-influerede ”Lazy Lizzie” blev det rytmesektionens tur til stå i centrum. Lystam og Karlsson forlod simpelthen scenen, og Matte Gustafsson tog et hvil, mens Patrik Thelin og Bruno Lindström på hhv. trommer og bas førte publikum gennem en længere instrumental passage.

Det ordinære sæt blev afsluttet med ”Give you everything”, en Allman Brothers-lignende komposition med opfindsomt slide guitar-spil af Gustafsson – han gav i løbet af koncerten adskillige gode prøver på sine bottleneck-færdigheder – der gav nummeret en hill country-agtig stemning, som blev underbygget af Lystams fine mundharpespil.

Bedre efter pausen

Alt i alt må det siges, at andet sæt var væsentlig mere livligt end det første, og bandet havde også bedre tag i publikum. Lyden på især Lisa Lystams vokal var dog stadig ingenlunde optimal, men enten havde det hjulpet lidt, eller også havde hun simpelthen sunget sig varm. I hvert fald trængte hun mærkbart bedre igennem efter pausen.

Matte Gustafsson og Lisa Lystam

Matte Gustafsson og Lisa Lystam

Ekstranummeret blev ”I thought I could do it all”, hvor Fredrik Karlsson endnu en gang stjal billedet med en maskingeværsalve-solo, der blev fyret af fra scenekanten, inden Matte Gustafsson tog over med en fornem bluessolo på Les Paul’en.

Lisa Lystam blev et charmerende bekendtskab, som man gerne genopfrisker i lydmæssigt bedre rammer, men det var hendes Family Band, og især de to guitarister, der blev den helt store oplevelse.