CD: Kenn Lending Blues Band – Flying High (Olufsen Records)

Hvis man kikker tilbage på de sidste 40 år i dansk blues er navnet Kenn Lending ikke til at komme udenom. Han er en institution i dansk blues og i år fejrer han og hans band 30 års jubilæum som udgivende artister. Kun overgået af Delta Blues Band som blev gendannet i 2008, må dette siges at være noget af en præstation i det tiltider brogede bluesmiljø. Kenn er en mand der har prøvet det meste bla. som guitarist og kapelmester for flere store amerikanske bluesnavne. Blandt disse er Aron Burton, Luther Allison, Lillian Boutté, Janice Harrington og ikke mindst Champion Jack Dupree, og de erfaringer skinner tydeligt igennem.

Kenn Lending og hans bands varemærke er funky og intens storbyblues. En signatur der stadig er intakt og den virker stadig! Tankerne ledes med det samme hen på måske Kenns bedste plade, den legendariske “Rip Off Blues” indspillet med den fornyligt afdøde Louisiana Red tilbage i 1984.

Ud af pladens 11 skæringer står “Hard Headed Woman” og titelnummeret “Flying High” – en funky mol blues frem som højdepunkterne.

Det er herligt at høre at Kenn & co ikke har mistet et step og “Flying High” er et glimrende nyt kapitel i historien om Kenn Lending Blues Band. Vi napper gerne 30 år mere med dette band!

Pladen kan købes her

Læs mere om Kenn Lending Blues Band her.