En fremtidens mand

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Doyle Bramhall II er måske ikke et navn, som vinder genklang i alle hjem, men blandt musikere og musikelskere står der stor respekt om den texanske guitarist, sanger og sangskriver. Søndag den 30. april kunne et odenseansk publikum – og tilrejsende, som der da også var nogle stykker af – opleve på egen krop, what the fuss was about, da Doyle Bramhall II optrådte på Posten.

Musik i blodet

Doyle Bramhall II er født med musik i blodet. Hans far var, ikke overraskende, trommeslageren Doyle Bramhall, som var en del af bluesmiljøet i Austin, Texas og blandt andre spillede sammen med Jimmie Vaughan, Stevie Ray Vaughan og Marcia Ball. Den yngre Doyle spillede guitar på faderens album Bird nest on the ground, men havde allerede inden da albumdebuteret med sin gruppe Arc Angels.

Et par soloplader i 90’erne vandt ham opmærksomhed hos bl.a. Roger Waters, der hyrede ham til sin In the flesh-turné, og ikke mindst Eric Clapton. Clapton og Bramhall indledte et samarbejde, der førte til opvarmnings-, sangskriver- og producerjobs og ikke mindst et mangeårigt medlemskab af Claptons band.

Sideløbende har Doyle Bramhall II indspillet med store navne som Sheryl Crow, Tedeschi Trucks Band og Elton John, og sidste år udgav han sit nyeste solo-album, Rich man. Det er i hælene på dette, at han nu har indledt sin første Europaturné i eget navn.

Opvarmning

Inden Doyle Bramhall II gik på scenen i Odense, var der opvarmning ved de lokale ”drenge” Klaus Baba & Poul Ewald. Drenge i citationstegn, for det er et par yderst erfarne herrer med mange år bag sig på den danske bluesscene.

Guitaristen Klaus Baba – ”John Lee Hookers overlevende rester,” som Ewald introducerede ham – har indspillet som Baba & the Electric Swing, Klaus B. Jensen, KB Jay og Mad Dog Baba and the Tonebones. Og mundharpemanden Poul Ewald er mest kendt som medlem af Evil Sons of the Blues, men også har spillet med lokale navne som Hancats, Fielfraz og Ole Friis.

Sammen spiller de to sympatisk, traditionel semi-akustisk blues centreret omkring Klaus Babas originalkompositioner og ikke mindst Poul Ewalds flamboyante mundharpespil, der væver sig ud og ind mellem Babas vokal, rytme og subtile licks. Ewald er showmanden af de to, men de står godt til hinanden og til deres no-nonsense delta blues.

Et par velkendte bluesstandarder blev det også til: ”Hound dog” fik gæstevokal af Maja Kvist (“som jeg også kysser lidt med,” indskød Klaus Baba), og ”Little red rooster” blev serveret med forvrænget guitar. Klaus Baba & Poul Ewald spillede en halv time – for en halvt fyldt sal – inden de lod sig klappe af scenen, stadig spillende på vejen ud.

Eklektisk rock

Efter en halv times ventetid – og lidt mere publikumstilstrømning – var det så hovednavnets tur. Og hvis tilhørerne havde forventet mere af samme skuffe, blev de svært overrasket! Doyle Bramhall II gik på scenen til sydasiatiske toner og satte så i med en gang tung bluesrock i form af sangen ”My people” fra Rich man-albummet.

Og bluesrock er måske endda så meget sagt, for selv om man måske nok fornemmer bluesfundamentet et sted under Bramhalls sangskrivning, er det et eklektisk rock-udtryk, han lægger for dagen.

Sang nummer to, for eksempel, var båret af et funky, Curtis Mayfield-inspireret soul-groove. Og titelnummeret fra Rich man ledte tankerne hen på Marvin Gayes mere eksperimenterende sange. I det hele taget var der masser af soul og funk iblandet Doyle Bramhalls guitarrock, og på denne måde kunne han minde om Lenny Kravitz, men uden dennes skarpt skårne stadion-omkvæd.

Stemmemæssigt befinder Bramhall sig også et sted mellem Kravitz og en moden Jonny Lang, og det var en udmærket vokal, han præsterede. I de første numre havde han lidt svært ved at trænge igennem, men det blev der hurtigt rettet op på.

Kompetent og hårdtarbejdende

Det var et ualmindelig kompetent og hårdtarbejdende band, der bakkede Doyle Bramhall op. Ted Pecchio på bas, Anthony Cole på trommer og Adam Minkoff på rytmeguitar og ind imellem på keyboard var i konstant bevægelse i Bramhalls tætpakkede lydbillede og finurlige kompositioner, hvor der ikke var plads til at læne sig tilbage og slå autopiloten til.

På ”Saharan crossing” blev det til regulær free jazz, og det blev ikke mindre kompliceret af, at trommeslager Cole nu spillede saxofon, hvorfor Minkoff indtog trommesættet. Det gjorde de begge to meget overbevisende.

Guitaren i centrum

Men centralt stod selvfølgelig hele tiden Doyle Bramhalls guitar – eller guitarer, for det blev til mange skift undervejs i det knapt to timer lange sæt. Bramhall er venstrehåndet og spiller med højrehåndsguitarer vendt på hovedet – dvs. strengene sidder modsat af, hvad man normalt ser. Han er åbenlyst inspireret af en anden venstrehåndet guitarist, Jimi Hendrix, men det høres nok mest i hans hyppige brug af effekter som forvrængning, fuzz og feedback og mange, lange soloekskursioner.

Lytter man derimod til selve tonesproget i hans soloer, er der en stramt melodisk, let bluesy tilgang, som synes at bære præg af hans mange år med Eric Clapton; noget, der sågar også afspejler sig i Bramhalls mimik, når han bøjer strengene.

Men det er nu mange år siden, at Clapton spillede så eksperimenterende, som Doyle Bramhall II gjorde det på Posten. Og efterhånden som aftenen skred frem, blev kompositionerne mere og mere løse, arrangementerne mere komplicerede, og det blev til sidst umuligt at vurdere, hvornår det ene nummer endte, og det næste begyndte.

Kaskader af lyd

Bramhall & co. sendte simpelthen kaskader af lyd ud over scenekanten, og det faldt ikke i alles smag. Støj, dissonans og syrede temposkift indgik som vigtige ingredienser – som en Lou Reed med teknik, måske – og det var tydeligvis ikke alle blandt publikum, der havde vidst, hvad de gik ind til. Det kunne man imidlertid ikke klandre musikerne, som i dén grad leverede varen, og for den åbensindede bød aftenen på mange store musikalske oplevelser.

Ikke mindst var det en fornøjelse at se Doyle Bramhall selv eje scenen på en måde, som bare ikke er mulig, når man står ved siden af Eric Clapton (og Derek Trucks, som det var tilfældet på Augustenborg i 2006).

Doyle Bramhall II udtrykte cool nonchalance i sit velkendte outfit med jakke og halsklud, og efter en let nervøs begyndelse havde han også helt godt greb om publikumskontakten. Nogen snakkesalig herre er han ikke, men der kom da både sangintroduktioner og et par tørre jokes, og ikke mindst kommunikerede han nærvær og spilleglæde, når musikken gik i gang.

På egne ben

Doyle Bramhall II er en musicians’ musician – en spillemand, hvis talent er højt værdsat i musikerkredse, og som er en efterspurgt sessionmusiker. Søndag aften på Posten fik han bevist, at han også i allerhøjeste grad kan stå på egne ben som frontfigur og som en musiker og komponist, der ikke lader sig begrænse af snævre genredefinitioner eller omverdenens forventninger.

Hvad enten det så hedder bluesrock, støjrock, jazzrock eller noget helt fjerde, bør der ikke herske tvivl om, at Doyle Bramhall II er en fremtidens mand, som fortjener større udbredelse.