Google fjerner al dansk musik fra YouTube

Tekst: Jakob Wandam

I disse dage forhandles der om en ny fællesnordisk aftale om brug af musik på YouTube. Det er selskabet Polaris, der forhandler med Google på vegne af de norske, finske og danske komponist- og sangskriverselskaber, herunder det danske Koda.

Den nye aftale skal erstatte de forskellige nationale aftaler. Kodas aftale med Google udløb i april, hvorefter den blev midlertidigt forlænget, mens forhandlingerne står på.

”Google har dog nu, som betingelse for en ny midlertidig aftaleforlængelse, krævet, at de penge, som komponister og sangskrivere får for YouTubes brug af musik, reduceres med knap 70 procent,” skriver Koda her til aften, torsdag den 30. juli.

Aggressivt træk

Da Koda ikke vil acceptere denne reduktion, har Google besluttet, at Kodas medlemmer ikke kan få deres indhold vist på YouTube, førend en ny aftale er på plads. Google vil derfor inden for kort tid fjerne al dansk musik fra medieplatformen.

Det aggressive træk undrer Kodas mediedirektør Kaare Struve, der udtaler:

”Google har altid haft en ”our way or the highway” strategi, men selv for Google udgør det her et lavpunkt. Google ved selvfølgelig godt, at de kan skabe enorm frustration både hos vores medlemmer ved at nægte dem adgang til YouTube, og hos de mange danskere, der dagligt bruger YouTube. YouTube håber vel ad den vej at kunne presse en aftale igennem, hvor de alene dikterer alle aftalevilkår.”

Utilfredse

Koda har igennem længere tid været utilfredse med niveauet for YouTubes betaling for musik, som ligger markant under, hvad de abonnementsbaserede tjenester har forpligtet sig på.

”At Google nu kræver betalingen reduceret med knap 70 procent i en midlertidig aftaleforlængelse forekommer nærmest bizart,” siger Kodas administrerende direktør, Gorm Arildsen på Kodas hjemmeside her.