Harpin’ Wolf i studiet

Claus “Harpin’ Wolf” Trohl
Foto: Carsten Høgh

Af Jakob Wandam

Det fynske orkester Harpin’ Wolf & the Black Sheep er ved at lægge sidste hånd på deres første studiealbum. Cd’en får titlen Workin’ man og bliver udgivet i april 2018.

Harpin’ Wolf & the Black Sheep fik deres begyndelse i Odense i 2003, og ensemblet har eksisteret med den nuværende besætning siden 2006. Bandet består af Claus ”Harpin’ Wolf” Trohl (vokal, mundharpe), Niels ”NP” Pedersen (guitar, percussion), Michael ”LeftFoot” Larsen (trommer, percussion) og Claus ”SloMo” Mortensen (bas, percussion).

Inspirationskilderne er amerikanske ikoner som Muddy Waters, Little Walter og Albert King, British blues revival-navne som John Mayall og Peter Green samt mundharpebaserede orkestre som The Fabulous Thunderbirds. Repertoiret er altså old-school blues og rhythm & blues.

Harpin’ Wolf & the Black Sheep deltog i Danish Blues Challenge i 2012, og i 2016 udgav de “visitkort-cd’en” Live @ Andy’s 2015. Men med Workin’ man bliver det altså første gang, at bandet udsender en studieplade.

Der arbejdes i skrivende stund på programmet for det release-party, som kommer til at finde sted i Odense den 15. april.

Indtil da kan man høre et par smagsprøver på Workin’ man her. Man kan desuden høre Harpin’ Wolf & the Black Sheep ved arrangementet “Øl Universet” i Bygningen i Vejle den 10. marts 2018.