Tekst: Jakob Wandam
Den anden weekend i november løb Danmarks største bluesfestival, Blues Heaven i Frederikshavn, af stablen. Vanen tro var der lagt et stort og ambitiøst program med udelukkende internationale topnavne inden for bluesmusikken.
Et par sidste øjebliks-ændringer var dog blevet nødvendige. Den amerikanske sanger og mundharpespiller R.J. Mischo var blevet syg i midt i ugen op til festivalen, men arrangørerne handlede hurtigt og fik indhentet hans landsmand, guitaristen og sangeren Johnny Burgin som erstatning. Og også den franske pianist Philippe LeJeune måtte melde afbud på grund af et uheldigt fald, hvilket betød en ekstra café-koncert til Bruce Katz Band.
Hertil kom enkelte udskiftninger i diverse bands, der for eksempel betød, at Trickbag optrådte uden det engelske mundharpe-es Steve ”West” Weston, som var erstattet af Stefan Dafgård. Og danske Ronni Boysen overtog guitaristen Thomas Grim Thorvaldsens plads i The Jelly Roll Men, da denne var forhindret i at spille om lørdagen.
I det hele taget var det en særdeles velafviklet Blues Heaven-festival, hvor stort set alt forløb uden synlige og, mindst lige så vigtigt, hørbare problemer for publikum. For lyden var virkelig i top på alle tre scener i Arena Nord. Det tjener til lydteknikernes kæmpestore ros, at man kunne stå eller sidde i sådanne store, højloftede haller og faktisk høre og dechifrere hvert eneste ord, der blev sagt og sunget fra scenerne.
Kædet sammen
Det hele blev kædet sammen af den amerikanske festivalarrangør og -promotor Paul Benjamin. Det var tredje gang i træk, at Paul Benjamin agerede konferencier for Blues Heaven, og ud over at præsentere de mange kunstnere sørgede han også på kompetent vis for, at musikerne overholdt deres anviste spilletider m.m.
Musikken var fordelt på tre forskellige scener. De største navne optrådte på Arena Stage i den største af to haller, hvor publikum havde mulighed for at sidde ved langborde bagest i salen eller stå på den brede plads foran scenen, hvor der var godt udsyn fra alle vinkler. Desuden var der en lang bar i salens ene side.
Stage 2 var konstrueret efter samme princip i en lidt mindre hal, og endelig var der den lille Café Stage, der var opstillet i Arena Nords lobbyområde foran rækker af langborde. Her optrådte mindre bands og akustisk-orienterede solister foran et ofte spisende publikum uden den dæmpede belysning, der var i hallerne.
Endvidere var der i Arena Nords gangområder diverse boder med merchandise – herunder cd-salg – samt mad og drikke, og der var en bemandet garderobe, et udendørs rygeområde og naturligvis gode toiletforhold.
Lappede over
Programmet var konstrueret således, at koncerterne foregik på skift mellem Arena Stage og Stage 2 med cirka et kvarters mellemrum, så publikum havde tid til at bevæge sig i god ro og orden mellem de to haller.
Til gengæld lappede koncerterne på Café Stage ind over salenes optrædener, så det var reelt umuligt for en festivaldeltager at høre al den udbudte musik. Og for musikerne på Café Stage var det naturligvis en del af pakken, at der var en del kommen og gåen – og snakken! – der kunne forstyrre de intime forhold.
Festivalen strakte sig over fredag den 12. og lørdag den 13. november. Men traditionen tro blev der tyvstartet allerede torsdag den 11. november på den nærliggende Freddy’s Bar – ”Blues Heaven’s official juke joint,” som der stod på plakaterne. Her er det blevet sædvane, at flere af Blues Heavens optrædende også spiller i dagene omkring festivalen. Koncerterne på Freddy’s Bar tager ofte karakter af uformelle jams, hvor musikerne gæster hos hinanden, og de er ikke mindst derfor blevet store tilløbsstykker.
De tre koncertdage på Freddy’s Bar var derfor også fuldstændig udsolgt, og de heldige, der havde fået billet, fik så sandelig også valuta for pengene.
Intimkoncert
Efter en kort introduktion ved Paul Benjamin og festivalens arrangør Peter Astrup lagde den amerikanske sangerinde, guitarist og sangskriver Gaye Adegbalola torsdag aften ud med et sæt, der varede en lille time fra klokken 20.
Gaye Adegbalola optrådte uden backingband og spillede en afslappet intimkoncert, der var præget af humor, men bestemt også af fornemt musikerskab og et ønske om formidling af nogle hjørner af blueshistorien.
Adegbalola spillede fra sættets begyndelse på semiakustisk resonator-guitar med bottleneck-slide og fingerplektre. Åbningsnummeret var hendes egen ”Hungry woman’s blues”, en delta blues, der handlede om en sult af en anden slags end dén efter mad!
I det hele taget var Gaye Adegbalola både i sine tekster og sine sangpræsentationer ganske åbenmundet om emner som lyst, køn og seksualitet. Det gik for eksempel igen i ”Big ovaries, baby” samt i ”Silver beaver”, der var det største hit for hendes hedengangne trio Saffire – the Uppity Blues Women.
Gademusikant
Alt blev dog serveret med en stor portion humor og gode grin. Gaye Adegbalolas uformelle tilgang til formatet gav koncerten karakter af en gademusikant-fremførelse, og som enhver god busker har Gaye Adegbalola et stort katalog af både egne og andres sange, som hun plukker nærmest spontant af.
Disse omfatter både blues og andre stilarter, og der er intet genresnobberi hos Gaye Adegbalola. Således fik vi for eksempel ganske korte versioner af Louis Jordans ”Is you is or is you ain’t my baby”, Keb’ Mo’s ”She just wants to dance” og Kris Kristoffersons ”For the good times”.
Gaye Adegbalolas hjerte banker højt for både feminisme og bevaring af blueshistorien, og derfor var det oplagt at spille sange af nogle af de store, men ofte oversete bluessangerinder fra tidligere tider. Det gjorde Adegbalola blandt andet gennem et medley af Ida Cox’ ”Wild women don’t have the blues”, Bessie Smith-hittet ”Nobody knows you when you’re down and out” og Sippie Wallace-klassikeren “Women be wise”.
Gaye Adegbalola var et både engageret og engagerende bekendtskab, og med sin stærke, karakterfulde stemme, sin versatilitet og sin afvæbnende, intelligente humor charmerede hun i dén grad publikum på Freddy’s Bar – og senere, i Arena Nord, hvor hun var på manges læber hen over weekenden.
Slog gnister
Hvor Gaye Adegbalolas sæt var akustisk, enkelt og afdæmpet, slog det anderledes gnister, da hendes landsmand (som dog i dag bor i Schweiz) Kirk Fletcher og hans band indtog Freddy’s Bar.
Den lille scene var tæt pakket; Fletchers uhyre velspillende band bestod af kapelmesteren på guitar og vokal, Alberto Marsico på keyboard, Fabrice Bessouat på trommer og Kris Jefferson på bas.
Hertil kom blæsersektionen The Bender Brass – Mark Earley på barytonsaxofon, Doug Woolverton på trompet og Jimmy Carpenter på tenorsaxofon – og ikke mindst superguitaristen Monster Mike Welch.
The Bender Brass var i lighed med tidligere år hentet til Blues Heaven og stillet til rådighed for alle musikere, der måtte ønske det. Og de var et rigtig godt match for Kirk Fletchers energiske, elektriske West Coast blues og bluesrock, som fik en pragtfuld fylde og soul-punch af blæserakkompagnementet.
”Et rigtig godt match” ville også være en underdrivelse, hvis man skulle beskrive sammenstillingen af Fletcher og Monster Mike Welch. Her er tale om to bluesguitarister i verdensklasse, og man kunne dels mærke, hvor meget de nød at spille sammen, og ikke mindst hvordan de holdt hinanden til ilden. Den enes tilstedeværelse fik den anden til at presse sig selv til det yderste.
Ud af komfortzonen
Konstant blev der udvekslet gnistrende guitarsoloer, og det skal siges til begges ros, at der aldrig var tale om lir og tomme kalorier. Welchs tommetykke, drivende tone og utrolig aggressive, muskuløse stil fik den ofte mere stiligt melodiske Fletcher ud af komfortzonen, og der blev udvekslet mangt et vantro grin mellem de to.
Kirk Fletcher og Monster Mike Welch spillede numre fra begges repertoirer samt standarder som ”Big town playboy” (Eddie Taylor) og ”Let me love you baby” (Willie Dixon) og skiftedes til at agere leadvokalist. Det gjorde de i øvrigt også glimrende begge to, og skal der lyde en enkelt anke, må det være, at Welchs vokal var mikset vel lavt.
Heldigvis kunne man sagtens høre Gaye Adegbalola, da hun i slutningen af bandets først sæt blev inviteret på scenen og sang en råswingende udgave af Jeannie Cheathams ”Meet me with your black drawers on” sammen med hele ensemblet.
Men så meget som Fletcher, Welch og Adegbalola ellers strålede, var denne formidable koncert en holdpræstation. Kris Jeffersons umanerligt funky bas lagde nogle fede grooves sammen med Fabrice Bessouats fremragende, energiske trommespil. The Bender Brass og Alberto Marsicos orgel gav ikke blot den fuldfede, soul-fulde lyd, men tryllede også adskillige eventyrligt bluesy soloer frem.
Lokal kvartet
Torsdagens hæsblæsende bluesfest lagde et vist pres på fredagens program, der også startede på Freddys’ Bar. Klokken 13 stod R.J. Mischo på programmet, men som nævnt ovenfor var det i stedet den hasteindkaldte Johnny Burgin, som skulle underholde.
Dørene blev åbnet for publikum klokken 12, og som en lille bonus kunne de allerede her få fornøjelsen af en times musik med den lokale kvartet Humble Men.
Medlemmerne af denne kvartet er alle involveret i afviklingen af koncerterne i Frederikshavn som lydmænd og grej-slæbere med mere, og det var et ganske sympatisk træk, at de hermed også fik lov til at nyde Blues Heaven-spotlyset for en kort bemærkning.
Humble Men spillede god, gedigen Chicago blues, hvor man især bemærkede Max Hvarregårds sprudlende energi bag trommerne og en stærk indsats på både vokal og mundharpe af frontmanden Claus ”Wolle” Olesen.
Industrielt
Et par minutter over 13 var det så tid til the main event, den amerikanske guitarist og sanger Johnny Burgin, der blev bakket kyndigt op af den finske Tomi Leino Trio. Johnny Burgin går også under navnet Rockin’ Johnny, og selv om hans udgangspunkt er den Chicago blues, som han er skolet i gennem mange år i bluesens hovedstad, har han en rock- og surf-påvirket tilgang til genren.
Burgins signatur-guitarlyd er rå og metallisk, ofte med flittig brug af ekko og tremolo. Det gav musikken et indimellem næsten industrielt præg, som var godt matchet af Tomi Leino Trios prunkløse og benhårde Chicago blues, der er kendt og elsket af mange danske publikummer.
Trioen består af Tomi Leino på guitar og mundharpe, Jaska Prepula på bas og den herboende Mikko Peltola på trommer. Leino selv kendes nok bedst som guitarist, men Johnny Burgin gjorde god brug af finnens talenter som mundharpemand, der blev udnyttet på i alt fire numre.
Ondsindet
Det gjaldt blandt andet “California blues” og Muddy Waters’ ”Honey bee”, hvor Leinos intense Chicago-mundharpe blev udfordret af en nærmest ondsindet slide-guitarsolo af Johnny Burgin.
Herefter skiftede Tomi Leino tilbage til guitar, og så blev der ellers udvekslet soloer mellem ham og Johnny Burgin, blandt andet på Robert Lockwood, Jr.’s ”I got to find me a woman”. Her fandt Johnny Burgin en B.B. King-agtig tone frem, og der var også inspiration fra blueskongen at spore på Burgins egen ”When the bluesman comes to town”.
”Den var et stort hit på Spotify,” betroede Johnny Burgin og fortsatte bittersødt: ”Jeg tjente så mange penge, at jeg kunne købe mig en kop kaffe!”
Souldronningen
Fredagens andet hovednavn på Freddy’s Bar var det italienske orkester Groove City, som turnerer med deres hyldest til souldronningen Aretha Franklin.
”I undrer jer måske over, hvad sådan et band laver på en bluesfestival,” sagde frontfiguren, sangerinden Daria Biancardi indledningsvis. ”Tja – vi blev inviteret, og vi elsker at spille!”
Og Groove City feat. Daria Biancardi var altså heller ikke helt malplaceret i en bluessammenhæng. Soul og blues er søstergenrer, og udover den rendyrkede soul var der masser af blues, rhythm & blues og gospel i Aretha Franklins repertoire og fremførelse.
Dét havde Groove City naturligvis også med i bagagen, og det var et velspillende og tight band, der piskede igennem nogle af Aretha Franklins store og mindre hits. Giancarlo Ferrari på bas, Gianluca Schiavon på trommer, Pier Martinetti på guitar og Fabio Ziveri på keyboard var nærmest uforskammet funky især på ”Rock steady” og ”The house that Jack built”. Blæsersektionen var blevet suppleret af The Bender Brass’ barytonsaxofonist Mark Earley og gjorde det også glimrende.
Tung arv
Aretha Franklin ligger jævnligt øverst på diverse lister over populærmusikkens bedste sangere nogensinde, så det var en tung arv, der skulle løftes af Daria Biancardi. Der var masser af power i italienerindens stemme, men også en tendens til skingerhed og nasalitet. Aretha Franklin selv gjorde sig bestemt også skyldig i dette, men hvor forbilledet havde et stort register og mange strenge at spille på, lå Daria Biancardi næsten konstant i det øvre register. Det var imponerende – og rent – men også en smule ensformigt.
Til gengæld blev der føjet rigtig fine nuancer til af de to korsangerinder Livia Paolazzi og Giulia Tarantino. De imponerede ikke blot med deres timing og pitch på for eksempel ”Do right woman – do right man” og ”Think”, men også med en smuk og skrøbelig klang, der især kom til udtryk på ”(You make me feel like a) natural woman”. Dette nummer havde man arrangeret som næsten-a cappella, kun med et let klaverakkompagnement.
Mest blues var der i ”Dr. Feelgood”, hvor koret trådte til side og til gengæld gav plads til en guitarsolo af Pier Martinetti, mens der blev rundet af i gospelstil med ”Spirit in the dark”. Nummeret begyndte med en stille klaverledsagelse til Daria Biancardis vokal, inden tempoet skiftede, bandet satte ind, og Biancardi kunne springe ned blandt publikum og vokalisere sig frem et crescendo.
Ikke skuffet
Musikken på Freddy’s Bar sluttede ved 15.30-tiden, hvilket gav god tid for de heldige indehavere af festival-billetter til at drage til Arena Nord, hvor første band spillede klokken 18. Det var Monster Mike Welch og hans orkester, der stillede op på Arena Stage. Ud over orkesterlederen samt trommeslager Fabrice Bessouat, som vi allerede havde set dagen forinden på Freddy’s Bar, bestod det af Brooks Milgate på keyboard og Scot Sutherland på bas.
Hos dem, der havde været til stede på Freddy’s Bar om torsdagen, var forventningerne til Monster Mike Welch naturligvis høje, og man blev ikke skuffet. Efter mere end 25 år i branchen er det vel lidt sent at kalde Mike Welch et ”talent,” men hvor er han dog en enestående dygtig guitarist!
Mike Welch havde spillet på Blues Heaven i 2019 med Welch Ledbetter Connection, få måneder før makkeren Mike Ledbetter meget pludseligt døde efter et epilepsi-anfald. Ledbetters navn blev ikke nævnt denne aften, men hans ånd svævede over vandene for eksempel på nummeret ”Time to move”, som Mike Welch introducerede som ”en sang om at miste én, som man har kær.”
Her spillede Mike Welch en klagende guitarsolo over sangens latin-influerede beat, og da strømmen på guitaren forsvandt, var et fingerpeg nok til, at Brooks Milgate øjeblikkeligt kunne tage over og improvisere en udstrakt, fremragende klaversolo, til der igen var lyd på Welch’s instrument.
Tabet
At tabet af Ledbetter har påvirket Monster Mike Welch voldsomt, var mærkbart også på hans præsentation af ”Big mama” – ”written by a friend of mine” – som de to indspillede på deres fælles album Right place, right time (2017).
Fra dét album fik vi også blandt andet den fremragende slow blues ”I’m gonna move to another country”. Monster Mike Welch’s spil var højspændt og energisk, og også som vokalist var han en fornøjelse med en klar diktion og en diskret og klædelig vibrato.
Bandet matchede ham på fremragende vis, uanset om der blev spillet Chicago blues, West Coast blues, boogie eller bluesrock. Og det blev bestemt ikke ringere, da The Bender Brass blev bragt på scenen. De bakkede blandt andet Mike Welch og co. op på to Otis Rush-numre, ”Right place, wrong time” og klassikeren ”Double trouble”, og for pokker, hvor det swingede!
Der var soloer til alle tre blæsere på afslutningsnummeret ”Kay Marie”, og ikke mindst Doug Woolverton på trompeten var blændende. Men i det hele taget måtte man bare tage hatten af for dette fede band, som leverede et af Blues Heavens højdepunkter.
Fedt swingende
Kirk Fletcher stillede med det samme fedt swingende band som dagen før på Freddy’s Bar, dog naturligvis uden Monster Mike Welch.
Og man kunne godt mærke, at Fletcher ikke var helt oppe i det gear, som sparringen med Welch havde blotlagt.
Dermed ikke sagt, at Kirk Fletcher ikke spillede godt – rigtig godt endda. Hans pågående og rene guitartone gik lige ind hos det publikum, der havde samlet sig foran Stage 2, og hans Robert Cray-lignende vokale fraseringer klædte især den mere soul blues-prægede del af repertoiret.
Læg hertil Kris Jeffersons pumpende groovy – og særdeles hørbare – elbas, der ikke mindst prægede den gyngende funky ”No place to go”, hvor også The Bender Brass var kommet på scenen og understregede beatet med velplacerede blæserhvin. Så er der ikke noget at sige til, at publikum var glade for Kirk Fletcher og hans band.
Ikke alt var lige vellykket. ”Ain’t no cure for the downhearted” – fra Kirk Fletchers seneste opus, sidste års My blues pathway – blev leveret i et rocket arrangement og forfaldt til guitarlir og tomgang.
Men Kirk Fletcher kom straks efter godt igen med den B.B. King-agtige soul blues ”Struggle for grace”.
Selvbiografiske
Efter en lille halv time i selskab med Kirk Fletcher bevægede Bluesnews.dk sig ud i lobbyen, hvor Gaye Adegbalola var klar til sit første sæt på selve festivalen. Hun havde lovet at spille andre og flere sange end på Freddy’s Bar, men åbnede dog igen – som hun efter eget udsagn altid gør – med ”Hungry woman’s blues” og ”Big ovaries, baby”.
Mange af Gaye Adegbalolas sange er selvbiografiske – eller ”audiobiografiske,” som hun kaldte det. Således også Saffire-nummeret ”Bald headed blues”, der handler om følgevirkningerne af kemo-behandling. Gaye Adegbalola er selv livmoderkræft-overlever, og det var, som om hendes hudløse ærlighed, totale mangel på selvhøjtidelighed og faste, intelligente blik virkede magnetisk på de festivalgængere, der kom forbi Café Stage.
Der var i hvert fald mange, der blev hængende, og mange, der efterfølgende talte i rosende toner om denne Gaye, hvis efternavn de ikke kunne udtale.
Det skadede selvfølgelig heller ikke, at Gaye Adegbalola besad en kraftfuld, men også patineret stemme, der emmede af the blues, og bedrev såvel effektfuldt fingerspil som bottleneck-slide-guitar.
Tryllebindingen
Men tryllebindingen lå altså i høj grad i Gaye Adegbalolas formidling af emner som den sorte amerikaners lod i et land, hvor såvel politifolk som civile jævnligt skyder afroamerikanere ned på de skrøbeligste grundlag og uden retslige konsekvenser. I 2012 kostede det den 17-årige Trayvon Martin livet, og Gaye Adegbalola havde omskrevet Son Houses ”Death letter blues” til en sang til Martins moder.
Til sin egen søn havde hun skrevet ”It’s alright for a man to cry” om den skam og frustration, en sort mand må leve med i en verden, hvor han stadig gør klogt i at svare hvide mænd med ”Yes, sir,” uanset hvor ydmygende situationen måtte være.
Det var stærke sager, men Gaye Adegbalola afbalancerede sit sæt med masser af morsomme anekdoter samt uhøjtidelige popmelodier som Everly Brothers-hittet ”Let it be me”, der udløste spontant bifald med sin første strofe.
Topmotiveret
Ville man høre Chicago blues-legenden John Primers sæt fra begyndelsen, måtte man dog løsrive sig fra Gaye Adegbalolas causerier, og dét ville man. John Primer & the Real Deal Blues Band var et af Blues Heavens hovednavne, og det var en topmotiveret og veloplagt Primer, der stod klar på Arena Stage.
John Primer er en ægte Chicago blues-legende, og med sig havde han et medlem af et sandt Chicago blues-dynasti. Mundharpespilleren Steve Bell er søn af Carey Bell og bror til Lurrie Bell, og han fyldte meget i John Primer & the Real Deal Blues Bands lydbillede. Bells mundharpe vævede sig ud og ind gennem numrene og kastede hvirvlende soloer af sig i et væk i en ekvilibristisk stil, der mindede mere om Blues Travelers John Popper end om Carey Bell.
Det var teknisk imponerende, men det var også lidt for meget – Steve Bell overdøvede fuldstændig det ellers stille nummer ”Rainy night in Georgia” – og stod i hvert fald i grel kontrast til John Primers no-nonsense spillestil. Men Primer var nu heller ikke bare kommet for at tonse igennem rå, uforfalsket Chicago blues.
Snarere var John Primer & the Real Deal Blues Bands sæt et miks af traditionel urban blues og udstrakte funk-workouts, og man må lade ham, at det var en potent blanding. Danny O’Connors bouncy bas og Lenny Medias bastante trommer var med til at skabe en ramme, der var disciplineret, men også gav god plads til, at Primer og altså især Bell kunne folde sig ud.
Fed stemning
Der var en fed stemning i salen, og når denne blues/funk-blanding virkede allerbedst – som på ”I got the same old blues” – var det rigtig godt. Men det blev endnu bedre, da John Primer skiftede guitar og satte sin bottleneck-slide på fingeren.
Nu skulle der spilles down-home blues, og det bliver ikke mere down-home end ”Can’t be satisfied”, sangen, der indvarslede Muddy Waters’ blues-revolution med sin fusion af urban, elektrisk sammenspilsblues og Mississippi-deltaets rå æstetik. Dén sad lige i skabet, og John Primers rivende slide affødte jubelråb fra salen.
Den traditionelle stil fortsatte på yderligere et par sange, heriblandt titelnummeret fra 2016-albummet That will never do. Men John Primer var ikke færdig med at overraske. Ind kom The Bender Brass, og koncertens sidste nummer blev et zydeco-smagende arrangement af Clarence Carters soul-hit ”Slip away”.
John Primer, der i øvrigt var i vokal storform, og hans band leverede fredagens mest velmodtagne og stemningsfulde koncert.
Avantgardisktisk
Imens var Bruce Katz Band så småt gået i gang på Café Stage. Her fandt man Bruce Katz på klaver og orgel, den nye mand Liviu Pop på trommer samt på guitar Aaron Lieberman, der også gav den som sanger på det nummer, der var i gang, da Bluesnews.dk ankom til lobbyscenen.
En temmelig avantgardistisk version af det instrumentale titelnummer fra 2018-albummet Get your groove så ud til at forskrække en del af publikum, der måske troede, at de skulle til free jazz-koncert. Men det avantgardistiske skulle bare lige ud af systemet – ”katarsis,” som Bruce Katz udtrykte det.
Nu kom nemlig Giles Robson på scenen, og han var anderledes traditionelt indstillet. Med ham var Bruce Katz Bands fjerdemand, bassisten Antar Goodwin, og så kunne de ellers gå i gang med en instrumental boogie-woogie. I første omgang var der godt nok ingen forstærkning på bassen, men Bruce Katz på klaveret og Giles Robson på mundharpe kunne udveksle riffs, mens dét problem blev klaret.
Giles Robson gjorde en pudsig figur med sin lange, ranglede og let krumbøjede krop og sin nydelige britiske diktion, men han viste sig hurtigt som en elegant og afslappet blues-crooner med en skarp, Chicago-orienteret spillestil.
Med- og modspil
Bruce Katz og Giles Robson har arbejdet sammen på triopladen med Joe Louis Walker, Journeys to the heart of the blues (2018), og Bruce Katz Band bakker englænderen op på hans seneste plade, Don’t give up on the blues (2019). Fra den fik vi titelnummeret, et jumpy, næsten bigband-lignende nummer, som bød på herligt med- og modspil mellem Aaron Liebermans guitar og Giles Robsons mundharpe.
Der var også smagsprøver fra Robsons første album, For those who need the blues (2016). ”Start a war” var en fed slow blues, som gav god plads til soloerne fra både Bruce Katz og Giles Robson.
Meget mere var der ikke tid til – bandet skulle også vende tilbage næste dag – men det særdeles ivrige og begejstrede publikum insisterede på et ekstranummer, og Giles Robson og Bruce Katz Band lod sig overtale. Tilhørerne kvitterede ved at synge ihærdigt med på ”Sarah Lee”, en jump blues ligeledes fra Giles Robsons debutalbum.
Siddepladserne
Groove City feat. Daria Biancardi var nu allerede gået i gang på Stage 2, men da Bluesnews.dk allerede havde oplevet deres Aretha Franklin-hyldest i mere intime rammer på Freddy’s Bar, tillod vi os at springe den over denne gang.
Der blev heller ikke tid til at høre Johnny Burgin spille på Café Stage med Tomi Leino Trio, for der havde været rift om siddepladserne i den store sal, og vi ville være på plads til koncerten med Lil’ Ed and the Blues Imperials, som rundede fredagens program af.
Problemet med siddepladser viste sig nu at være til at overskue, for Lil’ Ed and the Blues Imperials’ koncert led under at være placeret så sent på aftenen. Den var programsat til 23.40 – og arrangørerne fortjener ros for at overholde koncertplanen med stor disciplin – og det betød, at mange festivalgæster nu simpelthen havde forladt Arena Nord. Der var skam publikum, men langt fra så mange som til John Primer-koncerten tidligere på aftenen.
Det lod nu ikke til at genere Lil’ Ed og co. synderligt, for de lod deres forskellige varianter af Chicago blues- og boogie-numre glide som perler på en snor, hurtigt (og nogle gange abrupt) overstået og så videre til det næste.
Krydderiet
I centrum stod Lil’ Ed Williams’ mere råbende end syngende stemme og hans kraftigt Elmore James-inspirerede slide-udladninger, men som Bluesnews.dk’s sidemand bemærkede, var det andenguitaristen Mike Garrett, der leverede krydderiet med nogle ganske smagfulde soloer og licks, for eksempel på uptempo-nummeret ”I’m done”, men også på flere langsomme slow blues-numre.
Det var dog lidt, som om Lil’ Ed and the Blues Imperials – der havde fået afløseren Mike Scharf med på bas ved siden af Kelly Littleton på trommerne – kørte på autopilot de første otte-ni numre. Så begyndte der dog at ske noget, og da nåede til den rumba-påvirkede boogie ”It’s a beautiful world”, forlod Lil’ Ed scenen blot for at dukke frem på gulvet og bevæge sig gennem publikumsmængden, stadig spillende.
Bevares, det var naturligvis et indøvet trick, men ikke desto mindre var der kommet kog på kedlerne nu. ”I’mma get nasty now,” erklærede Lil’ Ed Williams så, og derpå leverede han og bandet en sej version af slow bluesen ”Check my baby’s oil”.
Da klokken var lidt over 01, klingede det sidste ekstranummer af, og Blues Heavens første rigtige festivaldag var forbi.
Blues-sultne
For de virkelig blues-sultne – og dem var der mange af – begyndte lørdagen lige som den foregående dag på ”Blues Heaven’s official juke joint,” Freddy’s Bar. Her kunne man klokken 12 overvære dagens første koncert, som var med norske The Jelly Roll Men.
I spidsen for bandet stod den sympatiske sanger og mundharpespiller Kent Erik Thorvaldsen, som tillige krydrede koncerten med jokes og anekdoter. Med ham var Øyvind Stølefjell på klaver, Petter Skoglund på trommer og Ole Martin Røsten på elbas.
Endelig var The Jelly Roll Men altså suppleret med danske Ronni Boysen som stand-in på guitaristpladsen, og han var i sit es på orkestrets repertoire af traditionel 1950’er-Chicago blues.
Materialet var der således intet at udsætte på. Der var sange af Roosevelt Sykes (“Dirty Mother For You (Don’t You Know)”, ”I’m tired”), Sonny Boy Williamson II (“Pontiac blues”, “Work with me”), Little Walter (“One of these mornings”) og Pat Hare (”I’m gonna murder my baby”), og ud over den gode smag lagde The Jelly Roll Men også en god energi og et godt swing for dagen.
Alle midler
Kent Erik Thorvaldsen var en tiltalende og selvironisk entertainer, som måske ikke havde verdens største sangstemme, men som ikke desto mindre charmerede publikum og forstod at præsentere et show. Alle midler var da også i brug helt fra begyndelsen, hvor han bevæbnet med en megafon vandrede fra det fjerneste hjørne af Freddy’s Bar mellem publikumsrækkerne og op på scenen. Og turen gentog sig undervejs i Jimmy Rogers’ ”What have I done”.
Som instrumentalsolist overspillede Kent Erik Thorvaldsen aldrig sin rolle; hans mundharpespil var solidt, men aldrig prangende, og det stemte fint med The Jelly Roll Mens disciplinerede spillestil, hvor sangene var i centrum.
Der var endvidere fine klaverindsatser fra Øyvind Stølefjell, men selv uden at være patriotisk var det svært at overse, at det var Ronni Boysens præstation, der løftede koncerten ud over det ordinære. Konstant var han på plads med stramme, spændstige guitarlinjer, og hans soloer var glasskærende skarpe som på Willie Dixons ”Nervous”, hvor Boysens whammy-bar kom på arbejde, eller Muddy Waters’ fede slow blues ”Flood”, hvor der var sublimt slide-spil af danskeren.
Det boostede blot spilleglæden hos de øvrige bandmedlemmer, hvilket igen smittede af på publikum, så alt i alt blev The Jelly Roll Mens optræden en stor fornøjelse.
Ni timer
Lørdag eftermiddags andet koncertnavn var Kat Riggins Blues Revival, der var annonceret som ”Kat Riggins feat. Kai Strauss”. Den tyske stjerneguitarist Kai Strauss havde angiveligt kørt ni timer for at deltage, og man kunne derfor ikke undgå at undre sig over, at han ikke deltog mere. Tre numre blev det til på Freddy’s Bar – hvis man ellers tæller det instrumentale intro-nummer med – og to yderligere sange ved den senere koncert i Arena Nord.
Han gjorde nu heller ikke meget væsen af sig, den gode Kai Strauss, selv om han er en særdeles habil guitarist med en stærk flair for både Texas- og Chicago blues. Men Kat Riggins’ faste band gjorde det nu også glimrende uden hjælp.
Det var en flok nederlændere, der bakkede den diminutive 41-årige sangerinde op. Hein Meijer på guitar, Jan de Ligt på saxofon, Brian Kruit på bas og Andreas Carree på trommer udgjorde det band, som halvvejs inde i koncerten blev suppleret med The Bender Brass, og som skabte et tæppe af funky rhythm & blues og svedig klubstemning, som Kat Riggins kunne boltre sig på.
For der skal ikke herske tvivl om, at Kat Riggins var showets ubetingede stjerne. Sjældent har man set en kunstner indtage et spillested med en sådan autoritet. Springende, dansende og æggende piskede en storsmilende Kat Riggins rundt på den lille scene, når hun altså ikke snoede sig om blæsersektionen (af pladshensyn var The Bender Brass placeret til venstre for selve sceneområdet) eller vandrede mellem publikums stolerækker.
Potent blanding
Herfra sang hun sin potente blanding af soul, soul blues og rhythm & blues. Blandt højdepunkterne var hendes præsentationsnummer ”Blues is my business”, en pumpende funky soul blues, som også Etta James har indspillet, soul-balladen ”Heavy” med en fantastisk trompetsolo af Doug Woolverton og New Orleans-funknummeret ”Voodoo woman”.
Men man kunne også nævne ”Still I rise” med tekst af digteren Maya Angelou eller Tina Turners hæsblæsende funk-rocknummer ”Black coffee” med fed bottleneck-slide af Hein Meijer.
Kat Riggins er et fysisk lille menneske; hun havde ikke den samme stemmekraft, som man ofte hører fra hendes mere voluminøse kollegaer. Men Kat Riggins vejede så rigeligt op for det med sin timing og frasering samt en klædelig hæshed i de mere rockede sange. Og fyldte hun ikke meget med sin fysik, gjorde hun det til gengæld ved sit nærvær, sin inddragelse af publikum og sin utæmmelige energi.
Sættet blev rundet af med en mavepuster af et medley bestående af Led Zeppelins ”Whole lotta love” og Don Nix’ ”Goin’ down”, og så havde man ellers fået appetit til at se og høre mere til Kat Riggins Blues Revival i Arena Nord om aftenen.
Demokratisk
Svensk-danske The Kokomo Kings havde fået æren af at åbne lørdagens del af Blues Heaven fra Stage 2. Ronni Boysen kom mere eller mindre direkte fra sit afløserjob hos The Jelly Roll Men og kunne glide ind ved siden af sangeren og guitaristen Martin Abrahamsson, kontrabassisten Magnus Lanshammar og trommeslager Daniel Winerö.
Havde Ronni Boysen stjålet billedet hos nordmændene, var hans rolle mere underspillet hos de mere demokratisk fremstående Kokomo Kings. Her var det groovet, der var kongen i bandets rummelige lydbillede, som var præget af metallisk rumklang, hårde trommeanslag og korte, hvinende slide-udladninger fra Martin Abrahamssons guitar.
Stilmæssigt bevægede The Kokomo Kings sig i et krydsfelt mellem rock & roll, jump blues, boogie, surf og hill country blues med et råt touch af garage. De fokuserede arrangementer var blottet for unødig lir og gav masser af albuerum og plads til, at man kunne blive indfanget af sangenes insisterende rytmer.
Desværre tabte koncerten momentum, hver gang Martin Abrahamsson skulle skifte guitar (og Ronni Boysen spillede utålmodig pausemusik!). Det tog simpelthen for lang tid, og stemningen i salen skulle nærmest opbygges forfra.
Arbejdet hårdt
Det blev der så også arbejdet hårdt for. På ”The river turned to steam” så man for eksempel Magnus Lanshammar spille med kontrabassen på ryggen, og i ”Jump like a chicken” var der indlagt hønse-klukken fra Boysens guitar.
Og der var da også masser af fede numre for tilhørerne at nyde. ”Fighting fire with gasoline” var forrygende, ”The rich man’s pocket” var tung og bluesy, og ”Pillow of gold” havde en bismag af latin og zydeco.
Med ”A drive-by love affair” kom der godt gang i publikum – og også masser af bevægelse på scenen. Da der blev skudt ”pengesedler” ud over festivalgængerne undervejs i det afsluttende nummer, ”Fooled by the city lights”, var dag 2 på Blues Heaven også skudt godt i gang.
Dronning
Der er en ny dronning på bluestronen, mine damer og herrer, og hendes navn er Nora Jean Wallace!
Den 65-årige Nora Jean Wallace er jævnligt blevet udråbt til Koko Taylors arvtager. Den slags hype har man hørt mange gange før, men denne gang er der virkelig noget om snakken. Wallace indtog Blues Heavens Arena Stage på bedste amerikanervis, det vil sige efter at hendes band først havde spillet et nummer med den i øvrigt glimrende guitarist Dan Carelli som forsanger.
Det er en helt almindelig fremgangsmåde over there (og Kat Riggins og Bobby Rush lavede det samme nummer i Frederikshavn), men man kan med god ret spørge, om det virkelig er nødvendigt i et kort festivalsæt.
Nuvel, Nora Jean Wallace blev præsenteret og eskorteret ind af Paul Benjamin, og så skete der ellers ting og sager. En torden-vokal rungede ud over Arena Nord og igangsatte ”I’m gonna leave you”, en fed, gyngende Chicago blues.
Dernæst kom soul blues-balladen ”I don’t have to beg you to love me”, efterfulgt af mere Chicago blues i form af ”Martell” og Howlin’ Wolfs ”Howlin’ for my baby”, og Nora Jean Wallace blæste simpelthen publikum bagover.
Kraft
Ikke blot sang hun med en kraft, der kunne drive et lokomotiv; det var fuldstændig klokkerent, selv når hun gik op i falset og nærmest lød som en mundharpe. Tilmed leverede Nora Jean Wallace et indfølt og engageret sangforedrag, og her var det nok ingen skade til, at flere numre var skrevet af Wallace selv.
Nogle af sangene var da også tydeligvis temmelig personlige, i særdeleshed den selvbiografiske ”Miss Mae’s juke joint”, en fortællende hyldest til bedstemoderen, som havde drevet en beværtning, hvor den unge Nora Jean blev introduceret til både bluesmusik og soul food.
Nummeret var en funky sag, som dog også endte med at køre lidt i tomgang. I det hele taget var Nora Jean Wallace bedst, når hun sang Chicago blues – så var hun suveræn. Soul og soul blues havde hun også den perfekte stemme til, men numrene var knapt så stærke. Blæsere kunne nok også have pyntet på soul bluesen, men Nora Jean Wallace valgte altså ikke at benytte The Bender Brass.
Bredt set var sangskriverniveauet dog højt. ”Rag and bucket” var en fin slow blues, og ligeså ”I made some connections”, hvor vi også fik gang i pianisten Jesse Lockridge.
I det hele taget var koncerten med Nora Jean Wallace en af Blues Heavens allerbedste oplevelser. Hende bør man holde øje med – og se live, hvis man får chancen.
Spænding
Kat Riggins Blues Revival havde Bluesnews.dk jo allerede set tidligere på dagen, men der herskede en vis spænding angående, hvorvidt hendes svedige juke joint-performance kunne bære at komme ind i Arena Nord.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at der absolut ingen grund var til bekymring. Lige så overbevisende, som Kat Riggins havde erobret Freddy’s Bar, kom hun ind og underlagde sig arenaens Stage 2 øjeblikkeligt.
En del numre var naturligvis gengangere fra den forrige koncert, men sættet var omstruktureret, lige som der var flere sange, der var skiftet ud.
Koncerten begyndte således med ”Catching up” fra Riggins’ seneste album, Cry out (2020), og den blev fortolket som en hyldest til live-musikkens genkomst efter en hård corona-tørke. Titelnummeret fra samme plade fulgte, inden ”Blues is my business” atter piskede en allerede temmelig festlig stemning endnu højere op.
Bandet var med hende hele vejen, og ikke mindst guitaristen Hein Meijer gjorde en god figur. Hans spil var ikke flashy, men bare ”in the pocket,” som Gaye Adegbalola fra tilskuerpladserne bemærkede til Bluesnews.dk’s udsendte.
Uimodståeligt
Bassisten Brian Kruit fik taktfaste klap fra publikum til sin solo i det swingende R&B-nummer ”Meet your maker”, og ”99 pounds” – Kat Riggins’ hyldest til små kvinder som hende selv – var ganske uimodståeligt funky.
Nu var der virkelig godt gang i festen, og under ”Now I see (Ooh wee)” sneg Kai Strauss sig på scenen og leverede en herlig, string-bending guitarsolo. Han blev der til endnu en fed version af ”Voodoo woman”.
En langsom, tung og sexet ”Burn it all down” gav albuerum (og behørig applaus) til den underspillede Hein Meijer. ”Black coffee” var endnu en gang et højdepunkt, og sættet blev afsluttet med det ”Crossroads”-parafraserende boogie-bluesnummer ”No sale”.
Kat Riggins var en publikumsfavorit på Blues Heaven, og det var der ikke noget at sige til. Koncerten blev en stor oplevelse.
Legendarisk
Den betød imidlertid også, at Bluesnews.dk ikke kunne nå at genopleve The Jelly Roll Men, som – stadig med Ronni Boysen på guitar – var næste navn på Café Stage. På den store Arena Stage var man samtidig ved at gøre klar til et af Blues Heavens absolutte topnavne, den legendariske king of the chitlin circuit Bobby Rush.
Bobby Rush lægger ikke skjul på, at han først og fremmest er entertainer. Faktisk holdt han en længere tale, hvor han fremhævede sig selv som en af de ældste og sidste tilbageværende sorte showmen nu, hvor der ikke længere var en Sammy Davis, Jr. eller en James Brown.
Og en koncert med Bobby Rush er altså først og fremmest et nøje planlagt og gennemkoreograferet show. For eksempel havde han i Frederikshavn som altid dansere på scenen, hvilket ikke er usædvanligt ved en popkoncert, men sjældent set i bluesverdenen.
Og lad det være sagt med det samme: Der var meget pegen og kiggen på numser og mange lumre gammelmandsgrin fra den (vistnok) 88-årige Rush. I Danmark ser man sjældent den slags uden for revyteltene, og det falder bestemt ikke i alles smag – heller ikke denne anmelders, som finder det plat og tarveligt.
Imponerende
Til gengæld var der intet at udsætte på musikernes præstationer, og så meget desto mere imponerende var det, at trommeslageren faktisk var en hasteindkaldt afløser. Det var nemlig Liviu Pop fra Bruce Katz Band, der var trådt til i sidste øjeblik, og han faldt på intet tidspunkt igennem.
Koncerten startede netop med et nummer fremført af bandet uden Bobby Rush, og det var bassisten Arthur Cooper, der havde fået tjansen at synge Denise LaSalles soul blues-klassiker ”Someone else is steppin’ in” (først indspillet af Z.Z. Hill i 1982). Det klarede Cooper glimrende, og bandet swingede, om end Joseph Banks’ blæser-simulerende synthesizer skurrede lidt i ørerne. Hvor var The Bender Brass, når man havde brug for dem?
Herfra var der dømt funk-pop i de næste fire-fem numre, indtil Bobby Rush og co. skiftede spor og satte i med den Chicago blues-orienterede ”Ride in my automobile” fra Rush’s roste 2004-album Folkfunk. En fortælling om de unge dage og om Bobby Rush’s nuværende status som gammel bluesmand ledte frem til klassikeren ”I’m your hoochie coochie man” med en tilrettet, selvbiografisk tekst.
Fra Muddy Waters-repertoiret kom også ”She’s nineteen years old”. Det hele blev krydret med Bobby Rush’s ubesværede mundharpe-flow, som set med blues-øjne nok var hans stærkeste kort.
Abrupt
Et abrupt skift tilbage til funken med nummeret ”That thang” indledte en længere komik-seance, hvor Bobby Rush med novelty-rap og rekvisitter demonstrerede, hvorledes såvel rapperne som Michael Jackson havde ”stjålet” fra ham – eller ”fra Bobby Rush,” som han sagde, idet han yndede at omtale sig selv i tredje person.
Morskaben var nu reelt til at overskue, og så var det meget sjovere at lytte til teksten til hans ”Garbage man”, der blev fremført af Bobby Rush alene på vokal og mundharpe.
Selv her var det dog svært for Bobby Rush at ryste skinnet af kunstighed af sig. Mest oprigtig virkede han faktisk, da han takkede sit band – ikke mindst Liviu Pop – og Blues Heavens arrangør Peter Astrup, der måtte en tur på scenen for at modtage Rush’s og publikums velfortjente hyldest.
Bobby Rush’s status som levende blueslegende er fortjent, og man kan ikke beskylde ham for blot at leve på fortidens meritter. Han både synger og spiller stadig forbilledligt, lige som han løbende udgiver glimrende plader. Men i hvert fald i en europæisk kontekst virker hans sceneshow arkaisk, og så kan det i øvrigt undre, at den forkortede festival-version version af sættet netop havde skåret de fleste egentlige bluesnumre fra, når det nu var en bluesfestival, det drejede sig om.
Multinationale
På vej til næste koncert kunne Bluesnews.dk lige nå et hurtigt smut forbi Café Stage, hvor Gaye Adegbalola endnu en gang var ved at strø sin magi ud over publikum. På nogle numre fik hun endda følgeskab af den jyske country blues-musiker Claus Sivert Thomsen på mundharpe.
Men Bluesnews.dk’s mål var lige nu et andet, nemlig Stage 2, hvor det multinationale band Trickbag allerede var i gang. Kernen i Trickbag er svensk, og i front har de endnu en udpræget showmand, den sprælske sanger og stedvise slagtøjsspiller Tommy Moberg.
Han var energisk grænsende til det overgearede, men Trickbag er også et showband, hvis stil hovedsageligt må betegnes som West Coast blues og således inkorporerede elementer af både jump og Chicago blues med enkelte andre afstikkere.
De øvrige svenskere i bandet var Urban Hed på kontrabas, Fredrik von Werder på klaver, Johan Svensson på trommer og så Stefan Dafgård, som altså afløste englænderen Steve ”West” Weston på mundharpe og vokal. De spillede en livlig gang blues, som havde godt tag i Blues Heaven-publikummet.
Det stærkeste kort
Stefan Dafgårds mundharpe var featured på et West Weston-skrevet nummer, ”It’s you that wears the ring”, mens han agerede forsanger på cajun-sangen ”Come get it”. Til gengæld sad han over på slow bluesen ”Hey hey mama”.
Det gav ekstra plads til Trickbags stærkeste kort, den finske guitarist Tomi Leino, som jo havde optrådt på Café Stage dagen før sammen med Johnny Burgin.
Her såvel som på andre numre vred Tomi Leino en stærk og højspændt solo ud af sin elektriske guitar. Leinos egen ”Mighty good man” var en Chicago blues, hvor ophavsmanden brillerede med en slide-solo.
Den normalt så stoisk udseende Tomi Leino var heller ikke bleg for at deltage i Trickbags livlige sceneshow. På ”Candyville” så man ham for eksempel spille liggende på ryggen, mens Tommy Moberg twistede omkring ham.
Johan Svenssons dunkende stortromme dominerede den surf-påvirkede ”Rimshot”, inden Trickbag i højt tempo kunne vinke farvel til publikum med den meget passende ”So long baby goodbye”. Bagefter ledte The Bender Brass publikum fra Stage 2 til Arena Stage med tonerne af ”When the saints go marching in”.
Blændende dygtige
Sidste navn på Blues Heaven-programmet var Rick Estrin & the Nightcats, der var lørdagens tredje band på Arena Stage.
Rick Estrin & the Nightcats er de moderne konger af West Coast blues-scenen. De er besat med blændende dygtige musikere på alle pladser. Forsanger Rick Estrin har stået i spidsen for orkestret, siden det blev dannet som Little Charlie & the Nightcats i 1973, og han er en prisbelønnet sangskriver og ditto mundharpespiller med en ufejlbarlig timing og et glidende flow, som mange må misunde ham.
Bandets musikalske anker er Lorenzo Farrell, der siden 2003 har spillet klaver, orgel og bas for The Nightcats. Denne aften lod han dog orglet producere bas-tonerne.
Norske Christoffer ”Kid” Andersen trådte til, da Little Charlie Baty forlod orkestret i 2008. Allerede på det tidspunkt var Andersen en højt respekteret spiller på West Coast-scenen, og den rolle har han kun udbygget siden. Som producer og indehaver af Greaseland-studierne indtager han nu en central position i Californiens musikmiljø, som blot forstærkes af, at han er en bluesguitarist af guds nåde.
Senest har Rick Estrin rekrutteret Derrick ”D’Mar” Martin som afløser for den norske trommeslager Alexander Pettersen. Og hvor Pettersen var en velanskreven og solid taktholder, har The Nightcats i D’Mar fået en entertainertype, der gør Rick Estrin rangen stridig som bandets største showmand.
Publikumskontakten
Den omkring 72-årige Estrin har måske heller ikke den energi, han en gang har haft, og det var i hvert fald tydeligt i Arena Nord, at det nu var D’Mar, der stod for en stor del af publikumskontakten. Derrick ”D’Mar” Martin præsenterede bandet, og konstant var han ”på” med roterende trommestikker og hop på trommestolen. Hans glansnummer var det instrumentale ”House of grease”, hvor han trommede på alt fra vandflasker og mikrofonstativer til Kid Andersens guitar.
Lige som hos Bobby Rush var alle disse løjer naturligvis nøje planlagt på forhånd, og Rick Estrin & the Nightcats, der altid har haft humoren som et vigtigt virkemiddel, skal virkelig passe på, at de ikke kammer over og bliver et tegneserieband.
Konturerne var der, men heldigvis spillede Rick Estrin & the Nightcats så uforskammet fedt, at man tilgav dem det meste. Kid Andersen rystede den ene blændende guitarsolo efter den anden ud af ærmet med en næsten provokerende selvfølgelighed, og Rick Estrin er med sit Little Walter-inspirerede spil stadig en af de stærkeste mundharpemænd i moderne blues.
Endvidere var rammerne så frie, at der i stort set alle numre blev plads til udstrakt solo- og sammenspil med masser af improvisation, og ud over West Coast-udgangspunktet inddrog Rick Estrin & the Nightcats elementer af andre genrer såsom rock og funk.
Brusende
Niveauet blev lagt allerede med åbningsnummeret ”I’m tired” (der findes på Andersens album Greaseland (2006)). Her fik man også en brusende orgelsolo fra Lorenzo Farrell, og så var vi godt i gang.
Blandt de øvrige højdepunkter var slow bluesen ”The main event” med en r**sparkende guitarsolo af Kid Andersen og ligeledes fede indsatser fra Farrell og Estrin. ”You can’t come back” var Rick Estrins showpiece med håndfrit mundharpespil, og sluttelig dundrede bandet derudad på ekstranummeret ”Don’t do it”, hvor Kid Andersen både headbangede og spillede med tænderne (dog ikke på én gang!).
Hermed var det officielt slut med Blues Heaven 2021. Festivalgængerne kunne dog under udgangen lige nå at høre den sidste tone klinge af fra Bruce Katz Band feat. Giles Robson, der havde spillet deres anden koncert på Café Stage. Dén koncert fik Bluesnews.dk ikke med, men det kunne man ellers godt have ønsket sig, for det forlyder, at deres sæt indeholdt en gæsteoptræden fra Bobby Rush, der gengældte trommeslager Liviu Pops tjeneste.
Weekendens musik var faktisk heller ikke helt forbi, for søndag den 14. november spillede en række af Blues Heaven-kunstnerne ved en enestående begivenhed i Aalborghallen med titlen Gospel Heaven. Læs mere om Gospel Heaven her.