Koncertanmeldelse: Blues Heaven Festival, Frederikshavn

Kenny Wayne Shepherd Band
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam

Weekenden den 1.-3. november 2019 var der verdensklasse-blues i Frederikshavn. Arena Nord lagde nemlig lokaler til Danmarks største bluesfestival, Blues Heaven. Det foregik på tre scener: den største, Arena Stage, en lidt mindre ved navn Stage 2 og den lille ”café-scene” Acoustic Stage.

Koncerterne på de to største scener foregik på skift, og de var programsat, så man hver gang havde cirka 15 minutter til at bevæge sig fra den ene sal til den anden. Ville man også høre kunstnerne på Acoustic Stage, var man dog nødsaget til at foretage nogle valg og fravalg, for hermed var der overlap i programmet. For Bluesnews.dk’s vedkommende kostede det fredagens koncert med Blues Beatles på Stage 2 (vi anmeldte dog Blues Beatles’ koncert i Aarhus i 2018; læs her).

Thornetta Davis m. band
Foto: Frank Nielsen

Traditionen tro havde festivalen også afstikkere til det lokale spillested Freddy’s Bar, og i den anden ende af det åndelige spektrum fik også Frederikshavn Kirke denne gang musikalsk besøg.

Festivalen var den tredje af sin slags under navnet Blues Heaven, men er en videreførelse af Frederikshavn Blues Festival og, før den, Djurs Bluesland. Derfor kunne Blues Heaven 2019 også markere 30-året for Peter Astrup Blues Productions, hvilket blev fejret fra scenen med kage og ”happy bluesday”-sang.

Curtis Salgado, Arena Stage

Curtis Salgado
Foto: Peter Widmer

Herefter kunne konferencier Paul Benjamin – formand for The Blues Foundation – byde velkommen til festivalens første navn på Arena Stage, den amerikanske blues- og soulsanger Curtis Salgado.

Curtis Salgado er kendt både som vokalist og mundharpespiller, men mundharpen hørte man ikke så meget til i et sæt, som bestod af smægtende, lækker southern soul og soul blues. Curtis Salgado er en formidabel sanger, og med et stærkt og velspillende band i ryggen fik han åbnet festivalprogrammet på bedste vis.

Særligt lagde man mærke til guitaristen Alan Hager, der med sin iskolde, Albert Collins-agtige tone svøbte Salgados vokal i lækre og elegante licks. Men også franske Julien Brunetaud på elklaver og orgel gjorde en rigtig god figur.

Efter åbningsnummeret ”Low down dirty shame” fra Curtis Salgados Blues Music Award-vindende 2017-album The beautiful lowdown kom blæsersektionen The Bender Brass på banen. Barytonsaxofonist Mark Earley, trompetist Doug Woolverton og tenorsaxofonist Jimmy Carpenter gav en fylde til Bobby Parkers ”Blues get off my shoulder”, som iscenesatte Salgados flotte stemme på perfekt vis.

Curtis Salgado
Foto: Jakob Wandam

The Bender Brass var hentet til festivalen som et supplement til alle de optrædende, som måtte ønske det, og det var en rigtig god ide. Hver gang de blev hentet frem, føjede de tre messingblæsere ekstra dimensioner til musikken, og i det soul-orienterede repertoire passede de som hånd i handske.

Blæserne blev da også på scenen til resten af Curtis Salgados koncert, som blev en tour-de-force udi soul blues af den veloplagte sanger, der også havde masser af glimt i øjet. For eksempel prøvede han at bilde os ind, at såvel ”Hard to feel the same about love” som ”Drivin’ in the drivin’ rain” var skrevet fem minutter tidligere i garderoben, og han inviterede samtlige publikummer til at komme og besøge ham hjemme i Portland, Oregon.

Eneste anke var et lidt for kækt rockende afslutningsnummer, men ellers var Curtis Salgados sæt en uhyre vellykket start på festivalen.

Chris Cain Band, Stage 2

Chris Cain
Foto: Frank Nielsen

På festivalens første dag kunne man på Stage 2 opleve den amerikanske guitarist Chris Cain og hans band. Paul Benjamin præsenterede Chris Cain som ”en af de bedst bevarede hemmeligheder i USA”. Trods adskillige Blues Music Award- og andre nomineringer samt tolv fine album bag sig siden 1987 er Chris Cain måske ikke den mest kendte blues-med-mere-kunstner.

Imidlertid spillede Chris Cain (guitar/vokal), Sky Garcia (trommer), Greg Rahn (tangenter) og bassisten Steve Evans sig igennem et fornemt, overbevisende og varieret sæt foran et talstærkt publikum, hvor de fire musikere virkelig viste sig som en velfungerende enhed.

Orkesterlederen var heller ikke bleg for at rose sine medmusikere flere gange under musikernes ti numre lange sæt, hvor alle kom til fadet med fine helhedsindsatser og koncise soli. ”Jeg elsker dette band,” sagde Chris Cain eksempelvis, og spilleglæden lyste ud af hele kvartetten.

Chris Cain er blandt andet kendt som en af klodens fremmeste B.B. King-fortolkere, og hans kunnen her er dokumenteret på det fine album Cain does King fra 2001. Denne aften kom B.B. King-ånden også over Chris Cain flere gange, for eksempel i en fuldfed udgave af B.B. Kings ”Sweet sixteen”. Endvidere var Chris Cain god til at lave B.B. King-grimasser, så det næsten virkede, som om B.B. King var til stede i Arna Nord.

Chris Cain
Foto: Frank Nielsen

At Chris Cain også har lyttet til Albert King, fik man indtryk af i en forrygende udgave af ”Crosscut saw” med bidende guitartoner. Chris Cain hørtes også på klaver i Mississippi Fred McDowells ”What’s going to become of me?” Desuden fik man flere Chris Cain-numre som “Drinking straight tequila”, der ironisk blev præsenteret som “a tender love song,” for her var der fuld knald på.

Chris Cain har også beskæftiget sig med jazz, hvilket hørtes i flere fine guitarløb og akkordspil, og der var endda stedvise aner til fusionsbands som Chick Coreas Return to Forever. Man var i virkelig godt selskab med Chris Cain Band, der leverede en på alle måder aldeles tilfredsstillende koncert.

Shemekia Copeland, Arena Stage

Shemekia Copeland
Foto: Frank Nielsen

Bluesdronningen Shemekia Copeland er datter af legenden Johnny Copeland, og hans ånd svævede over vandene i en stor del af hendes koncert. Hun vedkendte sig således gerne sin musikalske arv og sang flere numre fra faderens repertoire, for eksempel ”Circumstances” og ”Ghetto child”.

Shemekia Copeland har dog for længst slået sit navn fast ved egen kraft, og ikke mindst hendes seneste albumudspil, det prisoverdængede America’s child (2018), har cementeret Shemekia Copelands status som en af sin generations væsentligste bluessangerinder.

Herfra fik vi adskillige numre, og de stærke og ofte politiske tekster gjorde Shemekia Copelands sæt til en anderledes lytteoplevelse end de fleste af festivalens øvrige koncerter. ”Ain’t got time for hate” åbnede sættet, hurtigt efterfulgt af ”Would you take my blood?”

Shemekia Copeland
Foto: Frank Nielsen

Shemekia Copeland var drøncharmerende og sang fantastisk, og så var hun bakket op af gode folk på scenen. Særligt lagde man mærke til de to guitarister, Arthur Neilson og Willie Scandlyn, der begge gjorde det rigtig godt. Neilsons stil var i den rockede ende, men Scandlyn spillede mere bluesy og blandt andet brillerede med sit slide-arbejde.

Også Shemekia Copeland gjorde god brug af The Bender Brass, som kom på scenen til John Prines sumpede ”Great rain” og også gav masser af soul-fylde til Johnny Copeland-numrene. Ikke mindst Doug Woolvertons trompetsolo på ”Circumstances” var med til at gøre denne til et af sættets højdepunkter.

”Big brand new religion” fik sydstats-kirkestemningen frem, inden Shemekia Copeland sluttede af med en forrygende version af sit hit ”It’s 2 a.m.” med masser af slide-guitar fra Willie Scandlyn.

Shemekia Copeland m. band
Foto: Frank Nielsen

Mike Sanchez, Acoustic Stage

Mike Sanchez
Foto: Frank Nielsen

Hen på aftenen på festivalens første dag kunne man fornøje sig med den engelske klavermand og sanger Mike Sanchez, der var programsat som optrædende solo på Acoustic Stage. Mike Sanchez spillede da også solo i længere tid, og det gjorde han med vid, bid og humor. Man skulle i det hele taget være i dårligt lune for ikke at trække på smilebåndet mange gange under denne eminente klaverboksers optræden, der var præget af højt humør.

Mike Sanchez er noget af en institution på den engelske musikscene. Han har blandt andet haft egne bands som Big Town Playboys og har været medlem af Bill Wyman’s Rhythm Kings. Mike Sanchez har teknikken i orden, og han kan virkelig tryllebinde enhver forsamling af tilhørere. Det gjorde han også denne aften, hvor han – ofte uden præsentation af de enkelte numre – sprøjtede nummer efter nummer ud i en lind strøm, som var de skidt fra en spædekalv.

Paul Lamb
Foto: Jakob Wandam

Man fik rock & roll, rockabilly og boogie-woogie i rigt mål krydret med et stænk blues, så det var en sand fornøjelse. Mike Sanchez fremførte blandt andet ”Blueberry Hill” og ”I’m ready”, og det store publikum klappede helt spontant med på flere numre. Pludselig spillede Mike Sanchez ikke solo mere, for den britiske mundharpemand Paul Lamb kom på scenen, og så gav duoen Slim Harpos ”Shake your hips” til publikums store begejstring.

Dave Stevens
Foto: Jakob Wandam

En anden brite – den herboende bassist Dave Stevens, der i flere år spillede med Paul Lamb & the King Snakes – trådte så til. Det var første gang, at denne spontane trios medlemmer spillede sammen, men alt kørte som smurt. Trioen gav blandt andet Jackie Brenston og Ike Turners ”Rocket ”88”” samt Lowell Fulsons ”Reconsider baby”. Foruden mundharpe hørtes Paul Lamb til tider også på sang, og alt blev afleveret med humor og elegance. Dette gjaldt også ekstranummeret ”Bony Moronie” af Larry Williams. En meget positiv oplevelse.

Dave Stevens, Mike Sanchez, Paul Lamb
Foto: Jakob Wandam

Curtis Salgado & Alan Hager, Acoustic Stage

Curtis Salgado
Foto: Frank Nielsen

Curtis Salgado er en mesterlig soulsanger, men han er lige så hjemmevant i den traditionelle blues. Således blev hans soul blues-plade The beautiful lowdown i 2018 fulgt op af Rough cut, der primært består af country blues-numre. Rough cut er en duo-plade med guitaristen Alan Hager, og derfor virkede det meget naturligt at lade de to optræde på Blues Heavens Acoustic Stage.

Det var dog ikke mere akustisk, end at Alan Hager spillede elektrisk guitar, men det var ikke desto mindre et nedbarberet setup, som gav Curtis Salgado mulighed for at få rørt sine blues-muskler – og sit glimrende mundharpespil, som havde været så godt som fraværende på Arena Stage tidligere på aftenen.

Alan Hager og Curtis Salgado
Foto: Frank Nielsen

Salgado og Hager spillede en fremragende intimkoncert med down-home blues af Chicago- og delta-varianterne. Alan Hager sang ”Somebody’s been using that thing” – et hit for Big Bill Broonzy og hans Hokom Boys i 1929 – men ellers stod Curtis Salgado for vokalen. Til gengæld var der i duo-formatet lige så stort fokus på Alan Hagers guitarspil, og det var spændende at observere denne teknikers elegante stil.

Alan Hager
Foto: Frank Nielsen

Repertoiret var primært bluesstandarder tilvirket af andre. Son Houses ”Depot blues”, Big Joe Williams’ “Baby please don’t go”, Elmore James’ “Dust my broom” og Muddy Waters’ “Hoochie coochie man” og “Can’t be satisfied” var alle på programmet, men selv om man havde hørt dem mange gange før, var der masser af liv og vitalitet i disse intim-fremførelser.

Det skadede naturligvis heller ikke, at Curtis Salgado præsenterede dem med tør humor, vid og bid. Og koncerten var ingen historietime; der blev danset foran scenen til ”Dust my broom” og grinet til Curtis Salgados egen ”I want my dog to live longer”.

Først og fremmest nød man dog bare musikken, som var i absolut topklasse, både hvad angår sangforedrag og instrumental kunnen.

Kenny Wayne Shepherd Band, Arena Stage

Kenny Wayne Shepherd
Foto: Frank Nielsen

Sidste navn på Arena Stage på festivalens første dag var den amerikanske bluesguitarist Kenny Wayne Shepherd. Ret beset var det Kenny Wayne Shepherd Band, der var tale om, og samme var et af festivalens helt store navne. Kenny Wayne Shepherds store inspirationskilde er Stevie Ray Vaughan. Derfor er det meget passende, at det er Chris Layton fra Stevie Ray Vaughans backing-duo Double Trouble, der er trommeslager i Kenny Wayne Shepherd Band.

Foruden Kenny Wayne Shepherd og Chris Layton hørte man vokalisten Noah Hunt, bassisten Kevin McCormick og Joe Crown på keyboards. Tilmed var orkesteret forstærket med sax og trompet. Bortset herfra var det det samme hold, der optrådte på Jam Days Festival i Odense i 2017 (læs anmeldelse her). Kenny Wayne Shepherd kan faktisk spille blues, men Kenny Wayne Shepherd Band må siges at være et bluesrock-band eller måske snarere et rock blues-orkester, der er bedst, når det er bluesmusikken, der er i fokus. Bandets rock blues bliver derimod for kedelig i længden, som det var tilfældet denne aften.

Toby Lee og Kenny Wayne Shepherd Band
Foto: Frank Nielsen

Kenny Wayne Shepherd Band spillede en længere stribe numre med pluk fra forskellige punkter i orkesterlederens karriere. Blandt andet fik man bluesnummeret ”Shame, shame, shame” fra albummet Ledbetter heights fra 1995. Her kom der tilmed en gæstemusiker på scenen i form af den fjortenårige engelske ”Wunderkind” Toby Lee, der bidrog med en ok guitarsolo, mens vokaludladningerne blev varetaget af Noah Hunt, der ofte gebærdede sig, som var han rockmusiker.

Kenny Wayne Shepherd
Foto: Frank Nielsen

Apropos vokalarbejde hørtes Kenny Wayne Shepherd på sang – og Noah Hunt på akustisk guitar – i ”Blue on black” fra albummet Trouble is … (1997). Imidlertid burde Kenny Wayne Shepherd holde sig til det, han kan, nemlig at spille guitar som i Joe Walsh- og Terry Trebandt-kompositionen ”Turn to stone” fra 2019-albummet Traveler. Her var der i øvrigt godt samarbejde mellem Shepherd og Hunt. Koncerten blev afsluttet med Jimi Hendrix-klassikeren ”Voodoo Chile” som ekstranummer.

Toby Lee Blues Band, Freddy’s bar

Toby Lee
Foto: Jakob Wandam

Festivalens anden dag begyndte med middagsblues på Freddy’s Bar i centrum af Frederikshavn. Her spillede det engelske Toby Lee Blues Band. Samme bestod denne dag af Toby Lee på vokal og guitar, Joel White på tangenter, Hannah Maiden på bas og Sam Jenkins på trommer. Et ungt, sympatisk hold med den 14-årige Toby Lee som orkesterleder.

Det unge talent Toby Lee har nærmest været en slags maskot for Blues Heaven, siden han første gang optrådte på festivalen i 2017, kun tolv år gammel (læs her). Dengang var han gæst hos flere af festivalens optrædende og imponerede publikum med en teknik og en bluesfornemmelse, der stod i kontrast til hans unge alder (læs mere her).

Toby Lee
Foto: Jakob Wandam

Toby Lee gentog konceptet i 2018, hvor han blandt andet delte scene med selveste Buddy Guy (se billeder her), men i år var den unge englænder for første gang en del af programmet med sit eget sæt og sit eget Toby Lee Blues Band.

Toby Lee Blues Band spillede sig igennem ti numre, der primært bestod af tung, instrumental bluesrock, og det skulle bandet have holdt sig til, for vokalt set var der ikke meget at hente hos Toby Lee, hvis stemme af naturlige årsager lød som en fjortenårigs røst. Der bør gå mange år og en god portion stemmetræning, før det potentielt set bliver en positiv oplevelse at lytte til Toby Lees vokal. Hans guitarspil er derimod en anden sag. Han har et uomtvisteligt talent, men samme skal have yderligere tid til at plejes og modnes.

Hannah Maiden
Foto: Jakob Wandam

Instrumentalt set var der flere interessante elementer. Joel White gjorde sig for eksempel positivt bemærket med flere fine soloindsatser. Derimod tævede Sam Jenkins lige lovlig kraftigt i tønderne, men han fik da demonstreret en beundringsværdig energi. Hannah Maiden gjorde på den anden side ikke det store væsen af sig, men spillede, hvad hun skulle, og det fungerede.

Repertoiret bød blandt andet på en langsom instrumental blues tilegnet salig Mike Ledbetter, som Toby Lee spillede sammen med på Freddy’s Bar for to år siden. ”Key to the highway” blev også leveret, og ”(Get your kicks on) Route 66” fik man også. Desværre skæmmede Toby Lees stemme begge numre. Der var også et par hårde rock-kompositioner, og den overordnede betegnelse, man kunne hæfte på bandets udladninger, var ”hårdtslående.”

Toby Lee Blues Band og Paul Lamb
Foto: Peter Widmer

Den engelske mundharpevirtuos Paul Lamb kom på scenen for en kort bemærkning, og her sang Hannah Maiden en smule. Toby Lee og hans medmusikere sluttede af med en hårdtpumpet udgave af The Beates-klassikeren ”I saw her standing there.” Nummeret lød desværre fælt med Toby Lees stemme i forgrunden.

Toby Lee Band har snart et album klar til forventet udsendelse i starten af 2020, og det bliver spændende at se, hvilken udformning af orkesteret man kommer til at høre på debutalbummet.

Joe Louis Walker, Arena Stage

Joe Louis Walker
Foto: Frank Nielsen

Den med rette prisoverdængede amerikanske guitarlegende, sanger og sangskriver Joe Louis Walker er noget af en institution inden for bluesmusikken og en fornem ambassadør for samme musikform. Han har optrådt i store dele af verden, har spillet med et utal af andre store bluesnavne så som John Lee Hooker og Jimi Hendrix og indspillet med koryfæer som B.B. King, Taj Mahal og James Cotton.

Joe Louis Walker blander for eksempel akustisk og elektrisk blues, soul og gospel samt lidt rock-inspiration til et eget udtryk, og så er han en fornem guitarist med en egen tone. Joe Louis Walker har optrådt i Danmark flere gange og har 30 fuldlængdeudgivelser bag sig, der med få undtagelser holder et højt niveau. Et højt niveau var også karakteristisk for den fine koncert, han gav på Blues Heavens anden dag, hvor han og hans band optrådte foran et yderst modtageligt publikum på Arena Stage.

Lenny Bradford
Foto: Frank Nielsen

Joe Louis Walkers band bestod foruden kapelmesteren på guitar og vokal af Lenny Bradford på bas og vokal, Kenny ”Blues Boss” Wayne på tangenter og vokal og Sergio Belotti på trommer og vokal. Sammen gav de noget af et Joe Louis Walker-karriereoverblik. Åbningsnummeret var den vuggende, swingende Joe Louis Walker-komposition ”I’m not messing around” fra albummet Preacher & the president fra 1998. Så var niveauet stort set lagt, og det holdt med få undtagelser.

Joe Louis Walker og Lenny Bradford
Foto: Frank Nielsen

En af disse var en mystisk version af den klassiske ”The train kept a-rollin’”, der blev leveret i en underlig jazzet udgave med masser af korarbejde, hvilket ikke virkede specielt godt. Det samme må siges om de få gange, hvor der sneg sig pop-agtige elementer ind i musikken, men ellers var det et aldeles imponerende instrumental- og vokalarbejde, der blev lagt for dagen af et velsammenspillet band, der lagde sit talstærke, begejstrede publikum med.

Kenny “Blues Boss” Wayne og Joe Louis Walker
Foto: Frank Nielsen

Man hørte også en gang forrygende ”boogie shit” i form af nummeret ”Kenny’s barrelhouse” fra Joe Louis Walker-albummet Silvertone blues fra 1999, og der var fornemme instrumentalpræstationer fra alle fire musikere, som leverede et fornemt, indfølt stykke blues-arbejde. Denne koncert kommer til at stå som en, man vil huske længe, for Joe Louis Walker og han fine medmusikere kørte en toppræstation af en koncert hjem denne sen-eftermiddag på Arena Stage.

Tad Robinson, Stage 2

Tad Robinson
Foto: Peter Widmer

Den amerikanske blues- og soulsanger og mundharpespiller Tad Robinson indtog scenen med sit til lejligheden sammensatte band på Stage 2 i Arena Nord først på aftenen på festivalens anden dag. Tad Robinson har syv fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig. Desuden har han for eksempel indspillet med den glimrende Chicago-guitarist Dave Specter, blandt andet på Dave Specter-albummet Blueplicity fra 1994.

Aftenens band bestod foruden af Tad Robinson på vokal og mundharpe af en bassist, en trommeslager, en keyboardmand og en guitarist. Der var tale om et til lejligheden sammensat band. Tad Robinson havde taget sin gamle makker, superguitaristen Alex Schultz med fra USA. Alex Schultz spillede for eksempel med mundharpevirtuosen Rod Piazza i flere år og med den afdøde mundharpemand William Clarke. Både Piazza og Clarke har kunnet høres i Danmark.

Alex Schultz
Foto: Peter Widmer

Interessant var det, at både bassist og trommeslager var finner. Her bemærkede man især bassisten Jaska Prepula, der til daglig spiller i finske Tomi Leino Trio, der ved flere lejligheder har spillet med danske Big Creek Slim. Keyboardspilleren var Kevin Anker, lånt fra The Fabulous Thunderbirds. Alle musikere gjorde en god figur, både individuelt og kollektivt, og et veloplagt publikum tog godt imod den fede soul blues, de blev præsenteret for. Samme blev understreget af horntrioen The Bender Brass.

Naturligvis var Tad Robinsons utrolig behagelige og varierede vokalarbejde i centrum, men han glimrede også ved eminent mundharpespil. I det hele taget var der fornemme indsatser fra samtlige musikere, og alt sad lige i skabet. Repertoiremæssigt var der særligt fokus på Tad Robinsons seneste fuldlængdeudgivelse, den fornemme Real Street, der udkom tidligere i år. Blandt andet påkaldte det swingende titelnummer sig opmærksomhed. Tad Robinson og hans musikere kom, så og sejrede med en fin koncert, der sikkert – og velfortjent – har bragt kapelmesteren masser af nye fans.

Tad Robinson m. band
Foto: Jakob Wandam

Thornetta Davis, Arena Stage

Thornetta Davis
Foto: Frank Nielsen

Der er mange, der mener, at enhver bluesfestival bør have sin blues-diva, og Blues Heaven havde i år amerikanske Thornetta Davis, der er hjemmehørende i Detroit. Ikke blot er hun blues-diva; hun er blues- og rhythm & blues-diva, og så er hun ret så prisoverdænget, især i Detroit-området. Hun har vundet mere end 30 Detroit Music Awards. Desuden har hun blandt andet sunget og indspillet med Kid Rock og med et symfoniorkester, og så har hun lagt stemme til en tv-produktion.

Thornetta Davis har to fuldlængdeudgivelser bag sig, Sunday morning music fra 1996 og Honest woman fra 2016. Hun har også modtaget bluespriser i Frankrig, og i 2017 vandt hun International Songwriting Competition for bedste bluessang, nemlig hendes ”I believe (everything gonna be alright)”. Nummeret findes i øvrigt som ottende skæring på albummet Honest woman, som der var kraftigt spotlight på under Thornetta Davis’ og hendes mange medmusikeres koncert.

Carlton Washington
Foto: Jakob Wandam

Thornetta Davis stillede med dette hold: Carlton Washington på guitar, James Alfredson på keyboard, bassisten Joe Veloz, trommeslageren Donald Leslie Brown, congaspilleren James C. Anderson og korsangerinderne Roseann Matthews og Rosemere Matthews. Thornetta Davis har en vidtspændende stemme, og hun og hendes musikerteam fik virkelig sparket tingene ud over scenekanten. For god ordens skyld fik man lige et nik til Muddy Waters med klassikeren ”Got my mojo working” i en fin udgave med godt kor-arbejde.

Thornetta Davis m. band
Foto: Frank Nielsen

Fra Honest woman fik man den vuggende ”I need a whole lot of lovin’ (to satisfy me)”, swingende soul-rock i titelnummeret “Honest woman” og gospelagtige toner i “Get up and dance away your blues”. Ydermere hørte man for eksempel en forrygende version af “Pretty good love”, populariseret af Big Maybelle i 1956. Hertil kom blandt andet Ray Charles-nummeret ”Talkin’ ’bout you” fra 1958. Med fine indsatser fra alle musikere afleverede Thornetta Davis og hendes musikere en alsidig koncert af høj standard, der vil blive husket med glæde af et klart henrevet publikum.

Ian Siegal, Acoustic Stage

Ian Siegal
Foto: Frank Nielsen

Den engelske guitarist, sanger og sangskriver Ian Siegal var blevet indforskrevet til at underholde på den akustiske scene om lørdagen. ”Jeg kan også hyres til børnefødselsdage,” jokede han, for nok var Ian Siegal underholdende – meget! – men han var bestemt ikke for børn.

I hvert fald skulle disse børn så være indstillet på sortsynede politiske sangtekster som ”Eagle-vulture” (fra hans seneste album, All the rage (2018)) og bemærkninger fra spotlyset som ”Jeg sveder allerede som en hore i kirken!”

Også Ian Siegals sangforedrag var intenst. Hans luftige, hæse, næsten halvt-hviskende stemme (tænk Ray LaMontagne, der møder Kelly Joe Phelps) stod i kontrast til den dybe delta blues på forbilledet Charley Pattons ”Pony blues” eller hans egen vredladne ”I am the train”.

Ian Siegal
Foto: Frank Nielsen

Men Ian Siegals musikalske udtryk var alsidigt, og hans sæt – som blev sat sammen efter hans forgodtbefindende og ikke efter en sætliste – indeholdt blues, folk og spirituals. Fra sidstnævnte kategori tog det især kegler, da han spillede ”Mary don’t you weep”. Siegal havde hørt, at vi danskere kendte sangen med en anden tekst, og på hans opfordring blev der derfor skrålet ”Oh Marie, jeg vil hjem til dig” af fuld hals.

Ian Siegal
Foto: Jakob Wandam

Et andet morsomt programpunkt var hans ”Talkin’ overseas pirate blues”, en talking blues efter Woody Guthrie-skabelonen.

Ian Siegal spillede skiftevis på sin 90-årige resonatorguitar og en lånt western-guitar, og det gjorde han både i gnistrende højt tempo og med god bottleneck-teknik. Hans koncert på Acoustic Stage var endnu et virkelig stærkt indslag på Blues Heaven 2019.

Toby Lee Blues Band, Stage 2

Toby Lee
Foto: Frank Nielsen

Efter koncerten på Freddy’s bar tidligere på dagen var det store spørgsmål, om Toby Lee var klar til et regulært spillejob på en stor festival. Nu skulle han vise, at han ikke blot havde talent, men også sangmateriale og personlig stil nok til at holde et publikums interesse fangen et helt sæt igennem.

Bluesnews.dk kom til Stage 2 cirka en halv time inde i Toby Lee Blues Bands koncert, og det viste sig desværre endnu en gang hurtigt, at Toby Lee slet ikke var klar til dette niveau. Som teenager er det som nævnt ganske naturligt, at Lees stemme langt fra er udviklet og trænet nok til, at han fungerer som forsanger. Når han forsøgte alligevel, lød det ikke godt. Hjemme i England opererer Toby Lee Blues Band med en egentlig forsanger i Valerie Vet, og hun var savnet i Frederikshavn.

Sam Jenkins
Foto: Frank Nielsen

Så det var en forståelig disposition, at bandet lod en stor del af sætlisten bestå af instrumentalnumre. Men selv om de forsøgte at variere udtrykket, fra funk til rock til blues-shuffle, kom det hele til at lyde meget ens, fordi de favoriserede den tunge bluesrock-lyd. Særligt Sam Jenkins hamrede atter nærmest konstant løs i trommerne, som gjaldt det livet, og det blev ærligt talt hurtigt lidt kedeligt.

Talentet og teknikken kan ingen tage fra Toby Lee, og af og til gnistrede hans spil, særligt når han gjorde plads til følsomheden i mere afdæmpede, bluesy passager. Men så tabte man desværre interessen igen, når han gik over i intetsigende bluesrock-forløb eller endnu en temmelig gumpetung version af ”Route 66”. Elegancen var helt forsvundet fra The King Cole Trios rhythm & blues-klassiker.

Toby Lee
Foto: Frank Nielsen

Det kan undre, at Toby Lee ikke luftede nogle af numrene fra sin Laurence Jones-producerede debut-ep Ten, for man må formode, at det var mangel på materiale, der fik Toby Lee Blues Band til at falde tilbage på standarderne. Og det var selvfølgelig en del af problemet: Toby Lee skal simpelthen have noget mere tid i øveren, opleve mere af livet, så han kan skrive nogle sange om det, og finde sit personlige udtryk. Det har han heldigvis masser af tid til, og talentet er ubestrideligt. 2019 var blot et alt for tidligt tidspunkt at kaste ham for løverne på.

Det skal siges til Toby Lee Blues Bands forsvar, at der var ganske mange publikummer samlet foran Stage 2 for at se og høre dem. Men der var også en livlig trafik til og fra, og Bluesnews.dk var blandt dem, der kedede sig så bravt, at de rykkede videre til den næste koncert.

Toby Lee
Foto: Frank Nielsen

The Fabulous Thunderbirds, Arena Stage

The Fabulous Thunderbirds
Foto: Frank Nielsen

Koncerten med The Fabulous Thunderbirds var imødeset med spænding. Bluesnews.dk havde nemlig sidst oplevet det texanske orkester, da de besøgte Horsens Ny Teater i 2010, og dengang havde bandet skuffet fælt med en uengageret og rutinepræget præstation.

Orkesteret viste dengang kun glimtvis, hvad The Fabulous Thunderbirds virkelig står for, nemlig energi, musikalitet, opfindsomhed, forrygende musikerskab og bluesrock galore. Lørdag den 2. november 2019, hvor de spillede på Blues Heaven festivalens Arena Stage, var det et helt andet, vitalt band, man hørte.

Johnny Moeller
Foto: Frank Nielsen

Der har været en del udskiftninger i besætningen siden 2010, men som altid var den centrale og ledende skikkelse sangeren og mundharpespilleren Kim Wilson. Eneste anden genganger var guitaristen Johnny Moeller, og heldigvis virkede begge opsat på at levere noget bedre end i Horsens ni år tidligere.

Der var da også særlig motivation til Kim Wilson, allerede inden bandet slog første tone an. Han blev nemlig bedt om at lade sit håndaftryk støbe til Arena Nords ”Wall of Fame”, der allerede indeholder aftryk af håndflader fra blueskoryfæerne Wee Willie Walker og Buddy Guy (såvel som Bryan Adams, Kim Larsen og Jørgen de Mylius med flere).

Herefter kunne The Fabulous Thunderbirds sætte i med ”My babe”, der ikke var Little Walters Chicago-klassiker, men 1959-hittet af Ron Holden with the Thunderbirds(!). Det var et uptempo rhythm & blues-nummer, men The Fabulous Thunderbirds kom stilmæssigt vidt omkring med funky bluesrock (”Wrap it up”) og boogie, slow blues med fint guitararbejde af Johnny Moeller og ikke mindst dampende hed Chicago blues.

Kim Wilson
Foto: Frank Nielsen

Her kunne Kim Wilson virkelig vise, hvorfor han anses som en af de allerbedste nulevende mundharpe-mænd, og hans metalliske, oldschool harpe-stil genskabte på forbilledlig vis lyden af Chicago bluesens heyday.

Kim Wilson – bandets eneste tilbageværende originalmedlem – var i det hele taget i alvorlig hopla og smådansede stort set hele koncerten igennem, mens han sang og spillede mundharpe, så englene sang.

Guitaristen Johnny Moeller var desuden i fantastisk form og gebærdede sig, som om han virkelig var ét med den musik, han var med til at forme. Han kunne tydeligvis lide at spille, hvad han skulle, og det gjorde han med krop og sjæl, så det var en sand fornøjelse.

The Fabulous Thunderbirds var et af topnavnene på Blues Heaven-plakaten og et af de bands, som mange havde glædet sig til at høre. Orkestret har mange fans blandt det moderne bluespublikum, hvor mange har kendt dem i mange år qua deres crossover-appel og det faktum, at de havde deres storhedstid i 1980’ernes bluesboom.

Kim Wilson
Foto: Frank Nielsen

Totalindtrykket var denne gang bredt set, at The Fabulous Thunderbirds ganske vist ikke var helt oppe at ringe, hvor de kunne have været eller i hvert fald var engang. Men de skuffede ikke, og de leverede en stærk indsats og medrivende, alsidig blues.

På grund af festivalprogrammets overlap måtte Bluesnews.dk desværre forlade koncerten i utide og nåede således ikke at høre hverken Nick Moss eller The Bender Brass optræde som gæster hos The Fabulous Thunderbirds.

Kenny ”Blues Boss” Wayne, Acoustic Stage

Kenny “Blues Boss” Wayne
Foto: Jakob Wandam

Pianisten Kenny “Blues Boss” Wayne var da også allerede gået i gang på den lille Acoustic Stage. Kenny ”Blues Boss” Wayne havde som nævnt ovenfor allerede optrådt som en del af Joe Louis Walkers band, men da han også er en anerkendt solist med ti soloplader bag sig, lå det lige til højrebenet med en koncert i eget navn på den lille scene.

Kenny ”Blues Boss” Wayne har som erklæret mål at bringe klaveret frem i bluesmusikkens spotlys, så det ikke forsvinder mellem ”alle disse guitarer.” Og de publikummer, der overværede denne behagelige kunstners sæt, bør også føle sig til tilskyndet til at gå ud og opsøge noget klaverblues.

Det var nemlig en uhyre veloplagt Kenny Wayne, der med små anekdoter og store smil serverede retter fra hele piano bluesens menukort: Boogie-woogie, country-ballader, New Orleans-R&B, swing, gospel, barrelhouse … vi fik smagt på det hele, og Kenny ”Blues Boss” Wayne lignede en, der kunne blive ved hele natten.

Paul Lamb og Kenny “Blues Boss” Wayne
Foto: Jakob Wandam

Undervejs i Leiber & Stollers ”Kansas City” dukkede den allestedsnærværende Paul Lamb op; han blev inviteret op på scenen og lovede at komme senere. Det gjorde han alvor af, da han listede sig ind og begyndte at spille mundharpe på Hoagy Carmichaels ”Georgia (on my mind)”.

Paul Lamb blev, trods flere tilløb til at forlade scenen, hængende i de næste 6-7 numre. De to spillede blandt andet Johnnie Johnsons ”Tanqueray”, spiritualen ”Down by the riverside”, den nylig afdøde New Orleans-legende Dave Bartholomews ”I hear you knocking” og et (vel nærmest blasfemisk) medley af ”Got my mojo working” og ”Oh happy day”!

Kenny “Blues Boss” Wayne
Foto: Jakob Wandam

Da Bluesnews.dk rykkede videre til næste koncert, havde Kenny ”Blues Boss” Wayne for længst overskredet sin tildelte tid, og han så ikke ud til at ville stoppe foreløbig. Men heller ikke for publikum var det let at løsrive sig fra denne sympatiske og gennemmusikalske klavertroldmand, hvis koncert blev et vidunderligt pusterum fra festivalens mange guitarekvilibrister.

Nick Moss Band, Stage 2

Nick Moss
Foto: Frank Nielsen

Chicago har fostret et hav af fremragende bluesmusikere, og her kommer guitaristen, sangeren og sangskriveren Nick Moss ind blandt de sidste 30 års allerbedste. Nick Moss og hans forskellige orkestre er blevet overdænget med priser og har en god stribe fuldlængdeudgivelser bag sig. Det orkester, Nick Moss troppede op med på Blues Heaven-festivalen i år, bestod foruden ham selv af den relativt nytilkomne Dennis Gruenling på mundharpe, Taylor Streiff på tangenter, Patrick Seals på trommer og Rodrigo Mantovani på kontrabas og elbas.

Rodrigo Mantovani
Foto: Frank Nielsen

Et absolut superhold. I øvrigt vil Rodrigo Mantovani for mange danske blues-folk være et kendt navn. Rodrigo Mantovani indspillede nemlig sammen med danske Big Creek Slim det i år DMA-vindende album First born (læs anmeldelse her). Nick Moss & co. spillede sig igennem syv numre på Stage 2. Blandt andet fik man det stedvis næsten Louis Jordan-agtige titelnummer fra det seneste Nick Moss Band-album Lucky guy. Man blev også trakteret med en meget, meget lang version af Billy Boy Arnolds ”I wish you would”.

Her kom hollandske Big Pete på scenen og gav sammen med Dennis Gruenling en gang mundharpeopvisning, der virkelig ville noget. Big Pete hørtes også på vokal. Interessant, men alt, alt for langt. Det samme gjaldt en yderst langsom blues, ligeledes med Big Pete på scenen. Både Big Pete og Dennis Gruenling gav nogle over 100 km lange mundharpesoli, såvel som også Taylor Streiff bare blev ved og ved og ved at spille, hvilket gjorde deres indsatser kedelige i det lange løb.

Nick Moss, Ian Siegal, Big Pete
Foto: Jakob Wandam

Derefter fik man en gang velfungerende jump blues med indlagt boogie-woogie i form af nummeret ”Movin’ on my way” fra albummet Lucky guy. Sidste nummer blev Jimmy Rogers-kompositionen ”Rock this house”. Big Pete, der havde været fraværende en stund, entrerede scenen igen. Sammen med Big Pete kom den britiske guitarist, sanger og sangskriver Ian Siegal ind i rampelyset som gæstemusiker, og så var der tryk på. Trods musikernes og musikkens mange kvaliteter var der dog for meget tomgangsblues i deres koncert, der desværre var ret skuffende.

Taylor Streiff og Nick Moss
Foto: Jakob Wandam

Nick Moss Band, Freddy’s Bar

Helt anderledes stod det til, da Nick Moss Band søndag den 3. november over middag spillede på Freddy’s Bar.

Her blev tingene holdt i langt strammere tøjler end aftenen i forvejen på Stage 2. Numrene var kortere og mere koncise end ved bandets første optræden på Blues Heaven-festivalen.

Imidlertid var der på Freddy’s Bar også plads til improvisationer og længere forløb. Samme blev dog aldrig for lange, og orkesterets karakteristiske energiniveau tabte således på ingen måde momentum.

Paul Lamb
Foto: Jakob Wandam

Der var også gæster på scenen denne tidlige eftermiddag. Curtis Salgado gjorde således sin entré, og det samme gjaldt den engelske mundharpevirtuos Paul Lamb, der sluttede sig til amerikanerne på scenen for en kortere, men effektiv bemærkning. Humøret var højt på den lille scene på Freddy’s Bar, og mundharpevirtuosen Dennis Gruenling dansede næsten uophørligt med sine hvide slangeskindslignende støvler på. Her var der virkelig gang i den.

Dennis Gruenling
Foto: Jakob Wandam

Et af festival-weekendens mest bevægende øjeblikke indtraf dog også ved denne koncert, da Nick Moss inden ekstranummeret – siddende på trommeslagerens taburet – delte ud af sine minder om vennen og det tidligere bandmedlem Mike Ledbetter, der døde meget pludseligt som kun 33-årig i januar i år.

Det bragte tårerne frem hos mange af de tilstedeværende publikummer, hvoraf en del havde oplevet Ledbetter i Frederikshavn de to foregående år med henholdsvis Kilborn Alley Blues Band og Welch Ledbetter Connection.

Den afsluttende sang ”The comet”, som Nick Moss skrev om Ledbetter umiddelbart efter vennens død, blev en smuk og rørende afslutning på en førsteklasses koncert på Freddy’s Bar.

Gospel Heaven, Frederikshavn Kirke

IDMC Gospel Soul Choir, Joe Louis Walker, The Bender Brass
Foto: Jakob Wandam

Som et nyt tiltag havde festivalarrangør Peter Astrup iværksat søndagsarrangementet Gospel Heaven. I erkendelsen af, at Blues Heaven samler en række blues-superstjerner, hvoraf mange har rødder i gospelmusikken, blev en koncert med primært religiøst repertoire sat i stand i Frederikshavn Kirke i centrum af den vendsysselske by.

Her kunne man høre Joe Louis Walker og hans band, blæsersektionen The Bender Brass, Tad Robinson og dennes orkester, Kenny ”Blues Boss” Wayne, Curtis Salgado, Thornetta Davis samt det engelske IDMC Gospel Soul Choir og deres musikere.

Joe Louis Walker
Foto: Frank Nielsen

Den nyrenoverede Frederikshavn Kirke – Danmarks næststørste, for så vidt angår siddepladser – dannede en meget smuk ramme for Gospel Heaven med sine kridtstenskalkmure og imponerende arkitektur, inspireret af domkirken i Aachen. Imidlertid er udseendet jo ikke alt, og det skulle hurtigt vise sig, at kirkens fysiske rammer havde et yderst problematisk samspil med elektrisk forstærket musik.

Kirker er som regel konstrueret med meget gennemtænkte akustiske forhold, og det uden tvivl også tilfældet i Frederikshavn Kirke. Men den er ikke bygget med elektricitet in mente, og det betød, at alt, hvad der blev sagt og sunget i mikrofonerne, blev kastet rundt mellem kirkens vægge i en sådan grad, at det faktisk var umuligt at dechifrere. Det samme gjaldt tonerne fra de elektriske instrumenter, og det var virkelig en skam, for det skæmmede et ellers rigtig godt koncept alvorligt.

The Bender Brass
Foto: Frank Nielsen

Det begyndte ellers godt med The Bender Brass, der kom gående ind i kirken, mens de spillede ”Just a closer walk with thee”. Denne gospelhymne er fast inventar ved New Orleans-begravelser, og traditionen tro begyndte den som en begravelses-march, inden tempoet blev sat op til hvirvlende Dixieland-jazz.

Så kunne Peter Astrup byde velkommen, inden Joe Louis Walker på guitar og vokal gav en solo-fremførelse af ”I’m not tired yet”. Herefter gav han et par numre sammen med sit band og blæsersektionen, blandt andet ”Wade in the water”, hvor han også blev støttet op af medlemmer af IDMC Gospel Soul Choir.

Tad Robinson
Foto: Frank Nielsen

Næste sanger på gulvet var Tad Robinson, som blev bakket op af blandt andre guitaristen Alex Schultz og Nick Moss Bands bassist Rodrigo Mantovani. Robinson lod sig ikke begrænse af gospelformatet, men syntes til gengæld inspireret af Alex Schultz’ tilstedeværelse. I hvert fald havde han to numre på repertoiret fra Schultz’ plader, nemlig ”Let’s start again” fra Think about it (2005) og ”Same old blues” fra Soul gift (2012), en duo-plade med Raphael Wressnig.

Kenny “Blues Boss” Wayne
Foto: Frank Nielsen

Alex Schultz kvitterede med elegant, swingende melodisk guitarspil, der stod godt til Tad Robinsons smækre soulvokal.

Der var dog stadig uhyre svært at høre, hvad der blev sunget, og det lykkedes ikke Bluesnews.dk at identificere det nummer, som Kenny ”Blues Boss” Wayne spillede og sang med hjælp fra IDMC Choir.

Curtis Salgado startede imidlertid a cappella og uden mikrofon, og pludselig kunne man høre og forstå alt. Han priste allerførst gospelmusikken som ”the mothership of blues, soul, jazz, funk … ,” og så sang han ellers (meget apropos) gospelnummeret ”He did it all by himself”. Efterhånden faldt Kenny ”Blues Boss” Wayne og resten af Joe Louis Walkers band ind, og Walker selv sluttede sig til løjerne med funky guitarspil på ”Let’s get down”.

Curtis Salgado og Kenny “Blues Boss” Wayne
Foto: Frank Nielsen

Hermed var lydproblemerne bare også tilbage, og Thornetta Davis stod over for den samme rumklangs-problematik som de øvrige optrædende.

Ikke desto mindre fik hun fyret op under stemningen og høstede et stort bifald efter en festlig ”This little light of mine” med hæsblæsende messingblæser-spil af Jimmy Carpenter, Doug Woolverton og Mark Early.

Thornetta Davis og Joe Louis Walker

En dæmpet version af Percy Mayfields ”Please send me someone to love” med klaverakkompagnement af Kenny “Blues Boss” Wayne rundede Thornettas Davis’ sæt af på fin vis, inden IDMC Gospel Soul Choir sluttede med tre sange. Den første – og bedste – var en blændende flot udgave af Sam Cookes ”A change is gonna come”.

Her lykkedes det faktisk at spille instrumenter, uden at de forvrængedes af akustikken, og kor-arrangementet var ganske enkelt rygradsrislende.

IDMC Gospel Soul Choir
Foto: Frank Nielsen

Snart gik det desværre atter galt med lydbalancen, og en ellers fin ”If I can help somebody” blev ikke helt den afslutning, man kunne have ønsket.

Gospel Heaven var på papiret en virkelig god ide, og med den tilstedeværende talentmasse havde begivenheden et kæmpe-potentiale. Men de store, store problemer med lyden gjorde altså kirkekoncerten til en skuffelse.

Skal Gospel Heaven gentages næste år – og det er der meget, der tyder på, at den skal – må der arbejdes med lyden, og måske bør det overvejes, om ikke man skal holde sig til akustiske instrumenter og til uforstærket sang, som kirken er konstrueret til at facilitere.

Joe Louis Walker og IDMC Gospel Soul Choir
Foto: Frank Nielsen