Hans Knudsen, Ida Hvid, Morten Ærø, Sahra da Silva, Fessor
Tekst og foto: Jakob Wandam
Det kan godt være, at det ikke var banebrydende musik, der blev spillet af Fessor og Venner i Kulturhuset Pilegårdens have i Brønshøj tirsdag den 13. august, men hyggeligt, dét var det i hvert fald. Den danske sommer viste sig fra sin bedste side, og musikkens kvalitet var der heller ikke noget i vejen med.
Det var også et godt hold, trombonisten Ole ”Fessor” Lindgreen havde samlet omkring sig. Morten Ærø var på trommer, Ida Hvid spillede kontrabas, Hans Knudsen hørtes på klaver og vokal, og ”den unge” Jakob Dinesen (på blot 56 somre) optrådte på tenorsaxofon. Hertil kom, på lidt mere end halvdelen af numrene, Sahra da Silva på vokal og tamburin.
Bryde med traditionerne
Fessor
Fessor har rødder i den traditionelle jazz – blandt andet med en årrække i Ricardo’s Jazzmen – men blev med tiden kendt for at bryde med traditionerne og lade trad jazzen blande blod med rhythm & blues, blues, gospel og verdensmusik med mere. Tirsdag aftens to sæt var ganske repræsentative for denne tilgang, og blandingen af stilarter var især tydelig i kontrasten mellem Fessors bluesy trombonespil og Jakob Dinesens mere post-bop-orienterede spillestil.
Hans Knudsen og Sahra da Silva orienterer sig mere mod egentlig blues, og det første vokalnummer (efter en dovent swingende, instrumental ”In a mellow tone” af Duke Ellington) var da også T-Bone Walkers bluesstandard ”Call it stormy Monday”, sunget af da Silva. Jakob Dinesen spillede elegant, luftig saxofon, og Fessor brillerede med en gelinde, bluesy basunsolo.
Hans Knudsen og Ida Hvid
Tempoet blev sat op med en rhythm & blues- og boogie-påvirket ”Them there eyes” (indspillet af blandt andre Louis Armstrong og Billie Holiday), igen sunget af Sahra da Silva, inden Hans Knudsen tog over på den flotte ballade ”Out in the cold again”, der blev garneret med fine blæsersoloer.
Da Silva og Knudsen sang duet på bluesstandarden ”Ain’t nobody’s business”, indtil første sæt blev sluttet af med en rigtig god version af B.B. Kings jump blues ”Dark is the night (part 1)”. Det var atter med Sahra da Silva i front, men også Jakob Dinesen og Hans Knudsen markerede sig med flotte soloer.
Gæsteoptræden
Jesper Løvdal
Fats Wallers instrumentale ”Moppin’ and boppin’” indledte andet sæt, og her blev publikum forkælet med en gæsteoptræden af tenorsaxofonisten Jesper Løvdal. Der var fede soloer fra alle tre blæsere, ikke mindst Løvdals saxofon, og Morten Ærø bandt sløjfe på dette skønne nummer med en trommesolo.
Count Basies bluesballade ”Take me back, baby” fulgte. Basie indspillede den med Jimmy Rushing på vokal i 1941, men Fessor og Venner gav et instrumentalt bud, hvor blandt andre Ida Hvid brillerede med en fornem bassolo. På klassikeren ”Trouble in mind” var der stærke bluessoloer af Fessor og Hans Knudsen, mens Jakob Dinesen bød ind med en solo af mere moderne tilsnit.
Sahra da Silva
Sahra da Silva var også tilbage, og det var i det hele taget spændende at se og høre hende i et mere traditionelt repertoire, end hun begår sig i ved ”sine egne” koncerter. Dagen efter koncerten skulle Sahra da Silva vise sig at modtage Blues Liveprisen ved Danish Music Awards Blues i Randers, og hun fik den netop med begrundelse i hendes meget alsidige live-aktivitet.
I Brønshøj sang hun da også et nummer for allerførste gang, nemlig Henry Nemos jazzballade ”Don’t take your love from me”. Herefter skruede Fessor og Venner atter tempoet op med gospelnummeret ”Strange things happening every day”, bedst kendt med Sister Rosetta Tharpe og her naturligvis sunget af Sahra da Silva. Dét var en festlig affære, og der blev danset mellem bordene, mens Fessor og Hans Knudsen skiftedes til at spille solo.
Følsomt leveret
Jakob Dinesen
Jakob Dinesen spillede den berømte intro til Etta James-hittet ”At last”, der blev følsomt leveret med en Fessor-solo med dæmper. Til gengæld var der ingen dæmper lagt på den afsluttende ”Good rockin’ tonight”, hvor Jesper Løvdal var tilbage på scenen, og Hans Knudsen førte an med leadvokal og boogie-woogie-piano. Sahra da Silva sang kor, og blæserne tog en solo hver.
Fessor og Venner er ikke et fast ensemble, men et ad hoc-band, der sammensættes til lejligheden. Det mærker man naturligvis, for der er ikke den samme symbiose og ubesværede kommunikation som hos et orkester, der spiller sammen konstant. Til gengæld er Fessor og hans medmusikere gamle rotter i faget, som kan spille snart sagt hvad som helst, man måtte bede dem om, og deres veje er krydsedes tilpas mange gange til, at de kender hinandens styrker og svagheder.
Desuden medvirker det til den uhøjtidelig stemning, når man som publikum kan mærke, at det hele er lidt løst og vældig improviseret. Det gør musikken levende og giver nærvær.