Tekst: Jakob Wandam
Foto: Edith Tamayo
Pokey LaFarge forstår at gøre en god entré. Ved amerikanerens solooptræden på Hotel Cecil i København den 2. december kom han løbende glædesstrålende ind i det blå spotlys på scenen og så ud, som om han faktisk havde glædet sig til koncerten.
Det var der flere, der havde. Pokey LaFarge har skabt sig et publikum i Danmark med gentagne optrædener på Tønder Festival, og der var tydeligvis flere fans til stede, som havde oplevet ham på den sønderjyske folk-festival.
Opmærksomhed
Pokey LaFarge, hvis egentlige navn er Andrew Heissler, pladedebuterede i 2006 med albummet Marmalade. Sammen med backinggruppen The Big City Three begyndte han at tiltrække sig større opmærksomhed med Riverboat soul (2010), blandt andre fra Jack White, som skrev kontrakt med LaFarge på sit pladeselskab Third Man Records.
Her udgav Pokey LaFarge i 2013 sit selvbetitlede soloalbum, en fænomenalt god plade med LaFarges karakteristiske blanding af western swing, jug band-musik, country blues, Dixieland-jazz, folk og ragtime.
På sit seneste album, Manic revelations fra 2017, bevægede Pokey LaFarge sig imidlertid et stort skridt væk fra sin førkrigs-americana og flirtede i stedet med soulmusikken. Det var derfor med spænding, at Bluesnews.dk imødeså, hvad LaFarge ville spille denne søndag aften.
Nye sange
Selv bekendtgjorde solisten, at han ville spille noget af det, publikum gerne ville have, og en del, som de ikke vidste, at de ville have. Det betød blandt andet nye sange fra et kommende album, som Pokey LaFarge skal indspille – med band – i begyndelsen af 2019.
Vi måtte således et par numre ind i sættet, før publikum hørte noget, de kendte, men det gjorde ikke spor. Manden var uhyre velsyngende, og de nye numre var klassisk Pokey LaFarge. Åbningsnummeret (”The end of my road”?) havde noget Sonny Terry & Brownie McGhee-folk blues over sig, og det efterfølgende (”I would never let a fallen angel take me down”?) var i vaudeville-stil.
Meget talende
Pokey LaFarge var meget talende og charmerede publikum med sine sangintroduktioner og selvironiske jordbundethed. Og så spillede han naturligvis også numre, som fansene kunne genkende; fra Something in the water-albummet (2015) fik vi nu ”Wanna be your man” med en imponerende skarp falset samt den latin-tonede ”Goodbye, Barcelona”, hvor der var fællessang, som LaFarge ledede fra scenekanten uden brug af mikrofon.
Publikum var begejstrede, hujede og jublede og havde bestemt ikke noget imod at være prøveklude for Pokey LaFarges nye sange. Den næste af disse var ”Lucky sometimes”, et swingnummer med touch af såvel Hawaii-musik som country.
Fra Pokey LaFarge kom nu den ragtime- og folk-prægede ”Far away”, der atter bød på fællessang, samt western swing-nummeret ”What the rain will bring”, afbrudt af den første smagsprøve fra det seneste album i skikkelse af ”Better man than me”.
Glimrende guitarspil
Pokey LaFarges karakteristiske vibrato stod præcis lige så stærkt live, som den gør på plade, og på ”It’s all over now” fik han desuden demonstreret glimrende guitarspil med fingerplektre.
Alle koncertens numre var skrevet af Pokey LaFarge selv, og han mestrer som få andre at ramme en form, der emmer af amerikansk førkrigsmusik.
Genremæssigt kan han være svær at placere, netop fordi han afspejler en for længst hedengangen musikscene, hvor musikken (modsat det amerikanske samfund) var mindre segmenteret, og vekselvirkningen var konstant mellem blues, hillbilly-country, folkeballader, syngespil med mere.
Oscar-nomineret
Eneste sang, der ikke var en LaFarge-komposition, var Walter Bullock & Richard Whitings fine ”When did you leave Heaven”. Sangen stammer tilbage fra 1936, hvor den indgik i filmen Sing, baby, sing og faktisk blev nomineret til en Oscar. Originalversionen var med Guy Lombardo and his Royal Canadians, og senere blev den indspillet af blandt andre Big Bill Broonzy og selvfølgelig Pokey LaFarge, der havde den med på Something in the water.
LaFarge spillede den i København med en blues-jazzet guitarsolo a la Charlie Christian, inden han kastede sig ud i titelnummeret fra samme album og en bluesy komposition, der (vistnok) hed ”There’s a storm coming”.
Den Mississippi John Hurt-agtige ”Arkansas” havde Pokey LaFarge indspillet helt tilbage på sit andet album, Beat, move, and shake fra 2008. Den næste sang var til gengæld ganske ny og hed – formodentlig – ”Take me down to the liquor store”.
Ørehængere
Nu nærmede det sig koncertens afslutning, og så skulle ørehængerne findes frem. Den enormt fængende ”Central time” fra Pokey LaFarge var formelt sidste nummer og blev tilegnet det trofaste Tønder-publikum. De og de øvrige gæster fik fornøjelsen af en lang guitarsolo, og Pokey LaFarge lod sig naturligvis også uden store anstrengelser overtale til et par ekstranumre.
”La la blues” fra Riverboat soul (2010) var endnu en publikumsfavorit, og Pokey LaFarge dristede sig til at spille endnu et nyt nummer, den langsomme ”Lost in the crowd”.
Afslutningen blev ”Josephine”, en sang, som Pokey LaFarge indspillede på sit allerførste album, og som sidste år blev udsendt i en genindspilning på The American epic sessions i forbindelse med Bernard MacMahons dokumentarfilm American epic.
Lidt steril
Hotel Cecil, som indtil februar i år var kendt og velrenommeret som Copenhagen Jazzhouse, havde en lidt steril koncertsal, som stod i kontrast til stedets øvrige interiør. Til en koncert som denne kunne det have været velkomment med for eksempel et par caféborde, der kunne lokke gæsterne lidt længere frem i en sal, som i hvert fald i begyndelsen virkede halvtom.
Ikke desto mindre var både Pokey LaFarge og hans trofaste publikum opsat på at skabe god stemning, og det må siges at være lykkedes. Pokey LaFarge var en fremragende entertainer, der forstod kunsten at skabe en personlig kontakt til sit publikum.
Samtidig havde han et rigtig stærkt katalog af egne sange, der trak kraftigt på den traditionelle amerikanske musik, men også lød umiskendeligt som Pokey LaFarge.
Glasklart
Såvel stemmen som den semiakustiske guitar stod glasklart, og æren herfor skal nok både tilskrives Pokey LaFarges teknik og de glimrende lydforhold, som Hotel Cecil præsterede.
Med andre ord var der alle mulige grunde til at gå glad og tilfreds fra denne positive, livsbekræftende og musikalsk berigende koncert med Pokey LaFarge.