Koncertanmeldelse: Tribute to Lee Allen, Charlie Scott’s, København

Johan Bylling Lang

Tekst og foto: Jakob Wandam

Tenorsaxofonisten Lee Allens navn er måske ikke ét, der får en klokke til at ringe hos enhver. I eget navn havde han blot en eneste single på den amerikanske Billboard Top 100, nemlig den instrumentale ”Walkin’ with Mr. Lee”, der i 1958 nåede sin højeste position på hitlisten som nummer 54.

Tager man et nærmere kig på mandens cv, vil man dog opdage, hvorfor Lee Allen er så værdsat af musikere, og hvorfor det gav mening at stable en hyldestkoncert på benene på det københavnske spillested Charlie Scott’s lørdag den 5. september.

Johan Bylling Lang, Martin Seidelin, Søren Bøjgaard, Ronni Boysen, Chris Copen

Fats Domino, Lloyd Price, Little Richard, Earl King, Huey “Piano” Smith, Professor Longhair, Dr. John, Stray Cats og The Rolling Stones er blot nogle af de stjerner, som Lee Allen (1927-1994) nåede at spille og indspille med. Hans spillestil var med til at forme, hvordan rock & roll kom til at lyde, og han var en essentiel del af den New Orleans-scene, som i 1950’erne fusionerede blues, jazz m.m. til den rhythm & blues, som gjorde Little Richard og Fats Domino til stjerner.

Byens bedste

Søren Bøjgaard

Lee Allen påvirkede senere generationers saxofonister, ikke mindst københavnske Johan Bylling Lang, som var initiativtager til lørdag aftens hyldestkoncert. Johan Bylling Lang havde til lejligheden samlet et hold af nogle af byens – og landets – bedste musikere inden for blues og rhythm & blues:

Fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado kom rytmesektionen, Martin Seidelin på trommer og Søren Bøjgaard på bas. Martin Seidelin spiller også med WonderBrazz, mens Søren Bøjgaard er en del af Mukherjee Blues.

På guitar fandt man Ronni Boysen, som blandt mange andre spiller med Trainman Blues, The Kokomo Kings og den nye trio Las Palmeras (læs meget mere om Ronni Boysen her), og på klaver og vokal hørtes Chris Copen, som ligeledes spiller i alskens sammenhænge – senest med CPH Tremé Quartet (læs her, og læs interview med Chris Copen her).

Johan Bylling Lang

Med sådan et hold var forventningerne høje, og lad det være sagt med det samme: Man blev ikke skuffet!

Bandet lagde ud med Lee Allens signaturhit ”Walkin’ with Mr. Lee”, og det voldswingede med fede soloer af Johan Bylling Lang og Ronni Boysen. Nummeret var et af flere skæringer fra Allens eneste rigtige album, som også hed Walkin’ with Mr. Lee (1958).

Herfra fik vi også ”Chuggin’”, ”Big horn special” og ”Teen dream”, alle instrumentale numre, der på forskellig vis illustrerede Lee Allens ståsted mellem jazz, teen-pop, rock & roll og rhythm & blues.

Indpisker

Martin Seidelin

Martin Seidelin og Søren Bøjgaard lagde en gyngende bund for de tre solister med Seidelin som den livlige indpisker, der både kom med opildnende tilråb undervejs og agerede sparringspartner for Johan Bylling Lang, når numrene skulle præsenteres. Bøjgaard indtog rollen som det solide anker, men undlod dog ikke at sende lejlighedsvise grin til sine medmusikere hen over den utrættelige walking bass.

Johan Bylling Lang var på mange måder showets stjerne. Han har ofte erklæret sin store beundring for Lee Allen, og det var tydeligt, at han nød denne anledning til at gå i amerikanerens fodspor og lade den ene melodiske og spændstige solo efter den anden vræle ud over publikum.

Ronni Boysen

Ronni Boysen optrådte med vanlig diskretion, men stjal alligevel billedet med blændende guitarsoloer på for eksempel ”Big horn special”, hvor hans intense, men stramt disciplinerede improvisationer fik tilhørerne til at tabe underkæben.

Lee Allen indtager som nævnt ikke mindst sin plads i musikhistorien på baggrund af de mange historiske indspilninger, han har medvirket på som sideman. Der var derfor også masser af vokalnumre i sætlisten, og det tilfaldt Chris Copen at lægge stemme til hits som ”Working in a coalmine” (Lee Dorsey), ”Sick and tired” (Chris Kenner), ”Mother-in-law” (Ernie K-Doe) og Tipitina (Professor Longhair), som alle kunne høres i første sæt.

I hopla

Chris Copen

Chris Copen løste opgaven til UG, og lige som Bylling Lang og Boysen var han virkelig i hopla og spillede noget af det bedste, Bluesnews.dk har hørt fra hans side. Der var fede soloer på ”Working in a coalmine” og ”Big horn special” og en fabelagtig, næsten klassisk-lydende klaver-introduktion til ”Tipitina”, som i det hele taget var en regulær masterclass af Chris Copen.

Chris Copen indledte også andet sæt med herligt solospil på det instrumentale jump-nummer ”Rockin’ at Cosmo’s”, inden han atter agerede forsanger på New Orleans-standarden ”St. James Infirmary” (bedst kendt i Louis Armstrongs version fra 1928). Johan Bylling Langs hvirvlende, smagfulde sax var en sand fornøjelse, og igen var der en enestående solo fra Ronni Boysens hånd med masser af tremolo, efterfulgt af endnu et mesterstykke af en Chris Copen-solo.

Søren Bøjgaard og Ronni Boysen

Som det havde været tilfældet to dage tidligere på Telefonfabrikken i Gladsaxe (læs her), var ”Such a night” et højdepunkt for en Chris Copen, der i forvejen var i storform. Johan Bylling Lang bød på lækre saxofonfraseringer, mens Martin Seidelins råbekor tilførte noget rå og umiddelbar energi.

På en sjælden instrumental udgave af ”Blueberry Hill” var det Copen, der spillede fraser over temaet, mens både Ronni Boysen og Johan Bylling Lang diverterede med sublime bluessoloer – Boysen i B.B. King-stil – på “Ain’t nobody’s business” (aka “Tain’t nobody’s biz-ness if I do”).

Kamp til stregen

Chris Copen

Martin Seidelins dansende trommespil gav kamp til stregen til Chris Copens barrelhouse-klaver på Fats Domino-hittet ”I’m walkin’”, hvor øjet ganske enkelt måtte opgive at følge Copens hænder.

At her var tale om en bandkonstellation, som ikke spiller sammen til daglig, gjorde blot resultatet mere forbløffende. Tribute to Lee Allen var en fest fra start til slut med pragtfuldt samspil og stjernepræstationer fra hele holdet, som rundede af med endnu en omgang fede soloer på Lowell Fulsons ”Reconsider baby” i en skøn, jumpy version (originalen havde David ”Fathead” Newman på sax, men Fulson og Lee Allen spiller den sammen på The blues show, en live-optagelse fra 1980).

Charlie Scott’s Bar i Skindergade er stedet, hvis man vil høre New Orleans blues i Danmark. Sjældent er den blevet spillet så godt som ved denne Tribute to Lee Allen.