Nina Massara vendte tilbage til rødderne

IMAG4827_cutTekst og foto: Jakob Wandam

Der var gensynsglæde på begge sider, da sangerinden Nina Massara torsdag den 24. august stod på scenen på Mojo Blues Bar i København.

Nina Massara er bosiddende i Nashville, Tennessee, men er p.t. hjemme i Danmark blandt andet for at skrive sange til sit kommende 2. album, der er planlagt til udgivelse i 2018.

Og det bragte hende altså også til stedet, hvor det hele startede, som hun sagde, nemlig Mojos røgfyldte lokale, hvor Nina Massara tidligere har arbejdet som bartender.

Store smil

Der var stopfyldt på spillestedet, og de store smil var fremme både hos publikum og hos Nina Massara, der spillede et 45 minutters sæt, inden der var planlagt åben jam.

IMAG4852Det blev hovedsageligt til numre fra debutalbummet Watch me, der udkom på det amerikanske pladeselskab CSP Records tidligere i år (læs anmeldelse her). Med sig på scenen havde Nina Massara sin pianist, producer og sangskriver Morten Wittrock, guitaristen Thorsten Lefner, Laust Krudtmejer Nielsen på bas og Carsten Milner på trommer.

De lagde fra begyndelsen et solidt New Orleans-beat med ”Something new” og fortsatte med ”Big Easy”, der netop handler om at vende tilbage til jazzens fødeby, hvor Nina Massara først landede på sin USA-odyssé.

Veloplagt

Nina Massara virkede utrolig veloplagt med en glad og livlig sceneoptræden og en flot, kontrolleret vokal. Morten Wittrock spillede fornemme klaversoloer i bedste New Orleans-stil, mens Thorsten Lefner demonstrerede både sumpet slide-teknik og mere rockede guitarsoloer.

IMAG4807_cutNæste nummer var en soul-funky ”Impossible to resist”, og efter den vaudeville-lignende ”Full grown woman” gav Nina Massara en forsmag på sin kommende plade med den dansksprogede ”Bourbon Street”. Det swingede lækkert og lovede godt for fremtiden.

IMAG4888_cutDe sidste to sange blev den sensuelt drillende rhythm & blues-sang ”Crazy” og endelig titelnummeret ”Watch me”, hvor Wittrock spillede noget funky el-orgel, og Lefner rockede igennem på guitaren.

Stage presence

Det var en vellykket hjemkomst til Mojo, og Nina Massara fik vist, at hun ikke blot kan synge swingende New Orleans-R&B, men også har masser af positiv udstråling og stage presence, der kan begejstre og fastholde et publikum.