Store musikoplevelser på Horsens Blues Festival 2015.

IMG_3506.Junior WatsonTekst og fotos: Peter Widmer

Horsens Blues Festival 2015 løb af stablen for niende gang den 6. og 7. november på Horsens Ny Teater og på det tilstødende Kulisselageret, men startskuddet blev fyret af i Kuben – et gennemsigtigt kulturhus, der er placeret midt på gågaden i Horsens.

Her var der nemlig kl. 15 fredag den 6. november arrangeret blues jam under overskriften ”100 Guitars,” og mange guitarister og andre musikere, kiggede forbi og gav deres besyv med som optakt til blues festivalen.

”100 guitars” var for alle, der kunne tackle ”the blues,” og her kunne man blandt andre opleve guitaristen og sangeren Jesper Bjarnesen, der iført solbriller, lang sort frakke og sort hat styrede slagets gang.

Og der var sandelig også jakkesæt på scenen. For eksempel kiggede Dan Jensen, Skoleleder på Sct. Ibs Skole, Horsens, forbi. Han kom angiveligt direkte fra arbejde og var på vej til en reception, men han skulle da lige forbi Kuben og svinge sin spade.

Blues I Kuben.

Festival åbning i Kuben.

En sort sanger gav sammen med de andre jam-musikere en fornem version af B. B. King-klassikeren ”The Thrill Is Gone.”

Ingen syntes at vide, hvem han var, eller hvor han kom fra, men den velpolstrede vokalist oplyste til Bluesnews.dk, at han er fra London, England, er gospelsanger, trommeslager og underviser. Hans navn er Junior Robinson.

Sofistikeret program

Programmet på Horsens Blues Festival 2015 var mere sofistikeret end tidligere, men tiltrak ikke så mange publikummer, som man kunne håbe på.

Bluesnews.dk fangede Carsten Mellson, formanden for Blueskartellet i Horsens, der står bag festivalen, ved Kuben.

”Vi regner med at sælge 400 biletter i år, og det er også godt,” sagde Carsten Mellson. Og dét kom til at holde stik med de 400 biletter.

”Vi har jo tidligere haft en del retro bands som Canned Heat og Ten Years After, der trak mange publikummer fra hele landet, men i år satser vi på ren blues,” fastslog Carsten Mellson, der var glad for at kunne præsentere ”…det bedste og stærkeste program nogensinde.”

Og ren blues var der masser af, men også andre toner kunne høres.

Festivalens tolv koncerter var fordelt på Horsens Ny Teater og det tilstødende Kulisselageret.

De største koncerter afvikles på teateret, resten på Kulisselageret.

Konferencier Frank White

Konferencier Frank White

På Horsens Ny Teater blev hele showet ligesom sidste år i øvrigt styret af Franck White, der var konferencier.

Jam på Kulisselageret

Dagen fortsatte med blues jam på Kulisselageret kl. 17 – 18, hvor man blandt andet kunne opleve duoen Henry Dyrby på mundharpe og Henrik ”Faze” Nybo på vokal og guitar.

Og så gik det løs på Horsens Ny Teater kl. 18 – 19:15 med sidste års vindere af European Blues Challenge, spanske The Travelling Brothers, der gav den hele armen med masser af show og musikerskab på højt niveau.

Det seks mand store band begejstrede det fremmødte publikum med deres hybrid-blues, og fik godt tag i folk.

Det danske bluegrass band The Raggedy Ann’s kunne opleves på Kulisselageret kl. 19 – 20. Bluesnews.dk måtte undvære deres optræden, men ifølge en pålidelig kilde leverede dette orkester et fint sæt.

Og så var der ellers lagt op til en stor musikoplevelse på Horsens Ny Teater kl. 19:45 – 21:15, nemlig koncerten med Junior Watson og Trickbag.

The Travelling Brothers fra Spanien.

The Travelling Brothers fra Spanien.

Fremragende spilleteknik

Trickbag, der består af musikere fra USA, England, Finland og Sverige, gav en medrivende optræden, før superguitaristen Junior Watson sluttede sig til dem.

Trickbag er et medrivende orkester, der består af fine musikere, hvoraf især deres finske guitarist påkaldte sig positiv opmærksomhed. Men også Sverige markerede sig positivt i skikkelse af forsangeren, der gjorde sit til at Trickbag fra starten havde publikum i sin hule hånd.

Trickbag.

Trickbag.

Og så kom Junior Watson på scenen og gav anskuelsesundervisning i, hvordan man spiller blues-med-mere guitar. Desuden hørtes han også på vokal og var i næsten konstant bevægelse.

Og der blev satset bredt med blandt andet et Elvis Presley-nummer, et surf-nummer og sågar et James Brown-nummer garneret med Junior Watsons uhyggeligt fremragende spilleteknik og stor indlevelse fra hele holdet på scenen.

Det var en stor oplevelse at høre og se denne fremragende musiker, der er et ikon i bluesverdenen, og som har et cv, der får de fleste andres til at blegne.

Endvidere fungerede det fint med samspillet mellem Trickbag og Junior Watson, der gav den hele armen og tydeligvis var glad for denne storswingende seance.

IMG_3626.Lisa Lystam Family Band

Lisa Lystam

Ungdommens energi

Med ungdommens energi trykkede svenske Lisa Lystam Family Band den af med en gang rock blues på Kulisselageret kl. 21:15 – 22:30.

Der var proppet til dette orkesters koncert, og ikke et øje var tørt. Der er ikke noget at sige til, at dette band betragtes som et af de helt store, lovende svenske blues og roots-orkestre.

Ydermere var der rigtig god kontakt mellem publikum og bandet, der behageligt nok var helt nede på jorden.

På Horsens Ny Teater kunne man omkring kl. 23 høre den karismatiske afroamerikanske sangerinde Sharrie Williams og band.

I starten af koncerten med den ret så korpulente sangerinde og hendes band var der ikke mange publikummer, men efterhånden flydtes koncertsalen med glade mennesker, der tydeligvis nød, hvad de hørte.

Det virkede dog langt hen ad vejen som om sangerindens musikere, der i øvrigt gav den gas volumenmæssigt, ikke var specielt engagerede eller indlevende, men efterhånden kom de dog op i gear.

Sharrie Williams

Sharrie Williams

Rock, soul og gospel

”I’m a rock, soul blues and gospel singer,” proklamerede Sherrie Williams. “That’s what I do.”

Og dét var, hvad man fik. Nummeret ”I’m a Lover by Trade” – et nyt nummer – gik rent ind, og langsomt men sikkert fik publikum valuta for pengene.

Og publikumskontakten var der ikke noget i vejen med hos sangerinden, der fik godt tag i den voksende menneskemængde i koncertsalen til denne dagens afsluttende store koncert.

På Kulisselageret sluttede det lokale, hæderkronede Bruuns Blues Band aftenen af med et udmærket sæt fra midnat og til kl. ca. 01:00, hvor de mange frivillige festival-folk lagde an til at lukke og slukke.

Festival Jam i foyeren

Både på festivalens første og anden dag var der blues jam i Foyéren på Horsens Ny Teater.

Her kunne man både fredag og lørdag høre ingen ringere end Paul Banks, Olav Poulsen, Svante Sjöblom og Peter Nande divertere med halvakustiske roots blues toner, og dét var en sand fornøjelse.

Det var også tydeligt at de fire musikere nød at spille, og publikum havde kvartetten behageligt tæt på baren, da de var placeret i nærheden af teaterets udskænkningssted.

Hungry Men BLues Band

Hungry Men BLues Band

Sultne mænd

Lørdag den 7. november tilkom det kl. 17:30 – 18:45 lokale Hungry Men’s Blues Band at starte de musikalske løjer, og dét gjorde de ganske udmærket.

Med en blandet sætliste spredte orkesteret sig over både rock-lignende og pågående toner til mere afdæmpede blues-numre.

Det var klart, at dette orkester er en samlet enhed, og forsangeren var rigtig god til at give plads til bandets instrumentalsolister.

Hungry Men’s Blues Band var et behageligt bekendtskab, men måske skulle deres to udmærkede guitarister økonomisere en kende med skalaøvelserne.

På Kulisselageret kunne man opleve den uforlignelige Paul Banks optræde solo kl. 18:45 – 19:45, og dét var noget, der kunne tiltrække et større publikum. Og Paul Banks gjorde det fortrinligt som altid.

Selvsagt var hans med-jammere i foyeren under denne koncert reduceret til en trio, men også uden Paul Banks i folden formåede de ubesværet at fastholde publikums opmærksomhed.

Og så formidler de musikken med både bid og humor.

IMG_4035.Peter Nande

Peter Nande modtager festivalens Ærespris.

Blueskartellets ærespris og EBC 2017

Kl. 19:45 gik Carsten Mellson på scenen på Horsens Ny teater for at uddele Blueskartellets Ærespris 2015, der gik til Peter Nande.

Æresprisen er sponsoreret af Nykredit og består af en statuette, der er produceret af Horsens stenhuggeren Filip Møller.

Desuden får prismodtageren naturligvis en masse gode ord med på vejen.

Carsten Mellson lagde blandt andet vægt på Peter Nandes store rolle som blues-iværksætter, og at han altid er helt fremme i skoene og på jagt efter nye muligheder og musikersammensætninger.

For eksempel nævnte Carsten Mellson det succesrige Blues Jamboree-foretagende, der rummer nogle af Danmarks bedste bluesmusikere. Blues jamboree var i øvrigt sidste år nomineret til en DMA Blues for deres to sammenhængende live-cd udgivelser ”Grab a Root an’ Growl” og ”Ride Train Ride.”

Prismodtageren var kendeligt meget glad for at få tildelt Blueskartellets Ærespris.

Formand Carsten Mellson annoncerer Horsens som vært for European Blues Challenge 2017.

Formand Carsten Mellson annoncerer Horsens som vært for European Blues Challenge 2017.

Efter overrækkelsen af Blueskartellets Ærespris sprang Carsten Mellson aftenens helt friske nyhedsbombe: European Blues Challenge(EBC) – Europas helt store internationale blues-konkurrence – finder sted i Horsens i 2017!

EBC har tidligere været afholdt i blandt andet Tyskland, Letland og Belgien, men i 2017 bliver det altså Horsens, Danmark, der bliver værtsby for denne blues-konkurrence, og dét er stort!

Carsten Mellson og andre medlemmer af Jysk Blues Netværk har virkelig arbejdet hårdt på at få EBC til Horsens, og nu er det altså lykkedes.

Forrygende Chicago Blues

Kl. 20:00 var det tid til koncert med guitaristen og sangeren Lurrie Bell på Horsens Ny Teater, og dét blev en koncert, der vil blive husket længe.

Der var dømt Chicago blues af bedste kaliber, og før Lurrie Bell dukkede op på scenen, slog hans danske backing band tonen an.

Med mundharpemanden og sangeren Nisse Thorbjørn i front spillede bandet en intens, swingende stund, og så gjorde en aldeles veloplagt Lurrie Bell sin entré med gang i en velsmurt guitar.

Lurrie Bell

Lurrie Bell

Og Lurrie Bell havde et ”tight” backing band. Sammen klarede de både hurtige og langsomme numre med indlevelse og elegance.

Lurrie Bell viste sig i øvrigt at være en glimrende, publikumsbevidst showman, der også imponerede med sit funklende og ætsende guitarspil, gode sangforedrag og respekt for sine danske medspillere.

Musikerne legede sig gennem en perlerække af Chicago blues klassikere med trommespilleren Mads ”Tiny” Andersen som ankermand.

Her fik man blandt andet nogle forrygende versioner af ”Messin’ with the Kid”, ”My Babe” og ”Got My Mojo Working.”

Kort sagt en fremragende koncert og en af festivalens top-oplevelser.

Little Jimmy Reed

Little Jimmy Reed

Trommeslager-overraskelse

Ved 21-tiden bød Kulisselageret på koncert med veteranen Little Jimmy Reed – eller Lil’ Jimmy Reed – hvis rigtige navn er Leon Atkins.

Little Jimmy Reed på guitar, mundharpe og sang var godt hjulpet af en indlevende keyboardspiller og en trommeslager, man lige skulle se på en ekstra gang, før man troede sine egne øjne.

Jo, den var god nok. Det var Lil’ Ed – uden sin karakteristiske fez men med briller på næsen. Se, det var en trommeslager-overraskelse!

Nu er Little Ed ingen virtuos på trommer, men hans spil fungerede da og lagde en skramlet bund for Louisiana-manden Little Jimmy Reed og hans tangentmand.

Little Jimmy Reed præsterede et fint mundharpe- og guitarspil suppleret af sin karakteristiske vokal, og i det tætpakket Kulisselager havde denne trio et godt greb om publikum.

Lil' Ed

Lil’ Ed

Højt humør og bid i guitaren

Ved 23-tiden var det så tid til at opleve festivalens sidste store koncert, da Little Ed – eller Lil’ Ed – og hans band The Blues Imperials, trådte op på scenen på Horsens Ny Teater.

Lil’ Ed, der nu havde lagt brillerne og fået sin fez på hovedet, var i højt humør. Han havde næsten konstant smil på læben og pjattede omkring på scenen.

Tilmed havde han bid i guitaren, hvad enten han spillede ”slide” eller ej, og alt fungerede optimalt hele sættet igennem for Lil’ Ed og hans glimrende, rutinerede orkester.

Lil’ Ed fik også demonstreret, at han er en udmærket sanger, og så er han en fremragende showman, der må vinde ethvert publikums gunst.

Lil’ Ed var over det hele på scenen og blandt publikum, som han tog sig en gåtur iblandt mens han spillede guitar.

Han charmerede en af mange kvinder og satte sig på hendes skød, og han nåede også at få en slurk øl og at skåle med folk på sin tur blandt tilhørerne – og dem var der mange af.

Lil’ Ed er en rigtig spasmager men absolut en mere end seriøs musiker med et stort overskud. Og sammen med sit band forvalter han et fornemt, større bagkatalog med mere på bedste vis.

Lil’ Ed sluttede koncerten ved at lave en baglæns Chuck Berry ”duckwalk” – eller måske en ”Ed walk”, mens han stadig spillede og forsvandt ud af sidefløjen.

Men det begejstrede publikum fik et ekstranummer, endda med Little Jimmy Reed og hans keyboardspiller samt Lurrie Bell på scenen.

En fornem afslutning på et fornemt sæt med højoktan Chicagoblues, og endnu en oplevelse af de store.

JJ & the Real Thing Reunion.

JJ & the Real Thing Reunion.

Lokal afslutning

Det tilfaldt festivalens tredje lokale indslag – Horsens bandet J.J. & The Real Thing – at stå for afslutningen på Horsens Blues Festival.

Og det gjorde de udmærket på Kulisselageret med traditionelle blues-numre. Her var der hverken rock eller rul, kun gode blå toner.

I det hele taget var det et godt træk fra Blueskartellets side at indlemme hele tre lokale bluesnavne i festivalens program; især da de, som det var tilfældet, fik sat en god streg under Horsens og ”the blues”.

Festivalen bød på virkelig store musikoplevelser plus det løse, og det løse var bredt set af absolut høj kvalitet.

Der er desuden altid en fantastisk god stemning på Horsens Blues Festival, så Blueskartellet kan bestemt notere sig en succes med Horsens Blues Festival 2015.

Og så er kun godt, at arrangørerne i år havde valgt at satse på ren blues. Man kan allerede godt begynde at glæde sig til Horsens Blues Festival 216 – den tiende i rækken.