Aalborg Blues Forum up and running!

Søren Lindholt Hansen
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jens Juel

Med sit nye flotte forårsprogram slår Aalborg Blues Forum i dén grad fast, at de er tilbage i byens musikliv.

Det lykkedes Bluesnews.dk at fange foreningens formand siden 2004, Søren Lindholt Hansen, på en videoforbindelse, og han kunne blandt andet fortælle, at foreningen, der stiftedes i 1998, i de senere år, også før coronatiden, har levet en noget tilbagetrukket tilværelse efter en del år, hvor fokus og penge udelukkende blev sendt i retning af de ugentlige blues jams på Café Frederiksberg, og der ikke var nogen decideret koncertvirksomhed ud over den energi, bestyrelsen lagde i samarbejdet med Den Blå Festival.

Det var endvidere i en periode også svært at rekruttere nye kræfter til foreningen. Men det er fortid nu, fastslår Søren, der sammen med en ny, frisk og arbejdsivrig bestyrelse ser fremad og med begejstring og optimisme fortæller om ”genstarten” af Aalborg Blues Forum.

Musikken

Det ambitiøse forårsprogram, der kan ses herunder og jo taler for sig selv, er kommet i stand med uvurderlig hjælp fra den entusiastiske blues-entreprenør Peter Nande, der via sine mange kontakter i ind- og udland er en mand, der kan få ting til at ske.

Det aktuelle program indeholder udelukkende professionelle danske og internationale navne. Adspurgt, om lokale bands og ikke-professionelle ikke vil være at finde på plakaterne fremover, kan Søren dog berolige med, at foreningens vedtægtsbestemte og naturlige ansvar for Aalborgs musikmiljø og artister naturligvis også vil sikre engagementer til denne gruppe, enten som support eller selvstændige gigs.


Nyt spillested

Ismo Haavisto spillede sæsonens første koncert hos Aalborg Blues Forum på AbZalon sammen med Mikko Peltola, Jakob Kirkegaard Kortbæk og Kasper “Lefty” Vegeberg
Foto: Søren Lindholt Hansen

Til forskel fra tidligere, hvor Aalborg Blues Forum var henvist til at afholde koncerterne forskellige steder rundt i byen, har foreningen nu fået fast tilholdssted på byens splinternye spillested AbZalon, der kunne åbne dørene i maj sidste år. Spillestedet, der har en kapacitet på cirka 150 personer, er indrettet i et tidligere snedkerværksted, og de rustikke rammer og lokalets roadhouse-præg passer ifølge Søren perfekt til bluesmusikken.

I skrivende stund er programmets første koncert i de nye lokaler allerede afholdt og var en stor succes på alle fronter.

Formanden

Aalborg Blues Forums formand siden 2004, 56-årige Søren Lindholt Hansen, er endvidere formand for Den Blå Festival siden 2008, han trakterer selv kontra- eller elbassen i forskellige sammenhænge, og for at det ikke skal være løgn, ernærer han sig professionelt med reparation og vedligeholdelse af guitarer og andre musikinstrumenter – og nå ja, så arbejder han lejlighedsvis også lige som afvikler af koncerter i Musikkens Hus i Aalborg.

Søren Lindholt Hansen
Foto: Frank Nielsen

Så Søren er i sandhed en musikkens mand, og jeg spurgte ham blandt andet om, hvorfra hans interesse og passion for lige netop bluesmusikken stammer, eller om han måske ligefrem kan huske nogle defining moments.

– Njah, det kan jeg nok ikke svare helt præcist på, men det stammer helt fra barndommen, hvor jeg jo blandt andet lyttede med på min sels år ældre brors og hans venners plader, og jeg erindrer også nogle senere nedslag med Stevie Ray Vaughan m.fl. og en bestemt Robert Johnson-plade, jeg selv anskaffede.

Favorit-bluesnavne – et udenlandsk og et dansk navn?

– Ron Hacker and the Hacksaws, som jeg stiftede bekendtskab med på en af de første Djurs Bluesland-festivaler, og som det danske navn vil jeg fremhæve Tim Lothar, som jeg har fulgt fra sidelinjen i mange år.

Største live-bluesoplevelse?

– Uha, den er svær, der har været så mange gennem årene, men B.B. King i Aalborghallen i 1992 – det var en fin oplevelse.

Søren kørte i bil under interviewet og var nu fremme ved sit mål, hvilket dannede en helt naturlig afslutning på vor hyggelige samtale, og tilbage har vi blot at ønske Aalborg Blues Forum god vind fremover.