Koncertanmeldelse: Blues Heaven, Frederikshavn (del 2)

Tekst og foto: Jakob Wandam

Efter de indledende øvelser i Maskinhallen torsdag aften, hvor der havde været koncerter med Johnny Rawls & the Özdemirs og John Németh & the Blues Dreamers (læs her), kunne Blues Heaven 2026 for alvor gå i gang fredag den 2. oktober.

I Arena Nord var der syv navne på plakaten, og løjerne begyndte præcis klokken 15, hvor der var koncertstart for festivalens eneste rent danske navn, Frimer & Møller.

Faste følgesvende

Ole Frimer agerede bandleder og forsanger, mens hans guitarkollega Knud Møller lod instrumentet tale for sig. De blev bakket op af Frimers faste følgesvende fra Ole Frimer Band, Jesper Bylling på bas og Claus Daugaard på trommer.

Sættet var delt op i en akustisk og en elektrisk del, og begge halvdele gav god plads til soloer fra de to guitarister. Begge er dog kendetegnet ved god smag og melodisk sans, så de instrumentale indslag var veltimede og disciplinerede; her var aldrig tale om tom lir.

En flot og stemningsfuld ”Temptation” af Tom Waits indledte koncerten med latin-beat og god vokal af Frimer. Ole Frimer Band spiller nummeret på The B&W sessions (læs anmeldelse her), og faktisk fik vi alle tre numre fra denne ep.

Balladen ”There is you” var jazzet og uhyre elegant med Jesper Byllings fine bas-intro og et flot flow i Knud Møllers guitarlinjer, mens ”Only for strangers” var en del af den elektrificerede sektion og var funky med en rivende solo af Møller.

Dansksprogede

Det elektriske sæt bød også på flere af Ole Frimers dansksprogede sange, inklusive den fremragende ”Single City”, hvor han og Knud Møller udvekslede energiske soloer, og en rigtig god udgave af ”Ved jo godt”. Et højdepunkt var Eric Clapton og Robert Crays ”Old love” med pragtfuldt basspil af Bylling, en knastør Møller-solo og så Ole Frimers fede tone i endnu en solo.

Et lidt overraskende sangvalg var Steely Dans ”My old school”. Ganske vist har Ole Frimer før flirtet med Steely Dan-lyden, men på en bluesfestival var den måske ikke så oplagt. Bandet spillede nummeret fint med et godt rock & roll-feel, men det virkede en anelse malplaceret.

Så lå det mere til højrebenet med Tampa Reds ”It hurts me too”, der blev fremført i en langsom og stilig version og gav en flot afslutning på koncerten.

Frimer & Møller leverede en solid præstation med vanlig elegance, dog uden at den løftede sig til det ekstraordinære.

De spiller lækkert og stemningsfuldt, men ingen af dem er store showmen, og det gør det vanskeligt for alvor at brænde igennem på en festivalscene.

Anderledes virkemidler

På Arena Stage var det Bo Carlsson alias Mr. Bos tur, og han havde anderledes virkemidler til rådighed. Mr. Bo’s Big Blues Bonanza levede nemlig op til sit navn med en ottemandsopstilling, der talte Bo Hansson på orgel og kor, Dan Helgesen på klaver og kor, Lars Mellqvist på bas, Roger Mörck på trommer, Thorbjörn Stenson på tenorsaxofon, Jan Fredriksson på barytonsaxofon, Daniel Angebrand på trompet og Mr. Bo på guitar og leadvokal.

Det var altså den store, swingende soul blues-lyd, svenskerne dyrkede, og ikke mindst arven fra B.B. King var tydelig. Han blev da også hyldet eksplicit med en dejlig version af hans ”Dark is the night”. Her fandt Mr. Bo og co. på meget vellykket vis Kings groove med simrende Hammondorgel, walking bass, et lækkert swing og klar single note-guitarlyd fra Bo Carlsson. Bevares, hans vokal er ikke B.B.’s, men den rakte.

Inden da havde vi blandt andet fået en lækker, soul’et ”The seach is over” (som Mr. Bo sikkert har spillet med Deitra Farr), en kort tur til New Orleans i form af Smiley Lewis-hittet ”Oh red!” og en virkeligt flot slow blues-udgave af Charles Browns ”Driftin’ blues” med sublimt solospil af Bo Carlsson.

Smuk kontrast

Denne anmelder kunne virkelig godt lide Carlssons spillestil, som var meget clean og stilig med en god vibrato a la B.B. King. Det kom ikke mindst til udtryk i Nolan Strucks ”My nerve’s gone bad” og Otis Rush-hittet ”Working man”, hvor den rene guitarlyd stod i smuk kontrast til Hammondorgel og blæsere.

Det var med andre ord nogle flotte arrangementer, Mr. Bo’s Big Blues Bonanza havde med – fyldige uden at blive til et lydtæppe, men klogeligt benyttet til netop at lade de enkelte soloinstrumenter træde frem.

Til sidst kræsede Mr. Bo sågar for publikum med en gang bottleneck-slide på Elmore James’ ”Madison blues”. En rigtig udmærket optræden af svenskerne.

Stilskifte

Herefter var der i den grad stilskifte. Fra det store bluesorkester gik vi til powertrio-bluesrock med amerikanske GA-20 i Blues Hall.

Boston-bandet spiller uden bassist og i stedet med to guitarister, bandets grundlægger Matthews Stubbs samt Cody Nilsen, foruden trommeslageren Josh Kiggans, så der var masser af tråd. Cody Nilsen står også for leadvokalen.

GA-20’s garagelyd skjuler dog ikke, at de sådan set er et ret traditionsbevidst bluesband, og de lagde da også ud med Billy Boy Arnolds ”I wish you would”. Det blev også til et par Lightnin’ Hopkins-numre, inklusive ”Give me back my wig”, der dog nok skyldte mere til Hound Dog Taylors fortolkning. I det hele taget sporede man meget af Taylors energisk skramlede boogie-lyd i GA-20.

Det heftige tempo betød også, at GA-20 kunne nå ganske mange sange igennem, for leveringen af hvert nummer var kort og koncis. Den megen guitar var altså ikke lig med endeløse soloer.

Show for alle pengene

Et enkelt nummer fik dog lov til at strække sig ud, idet Cody Nilsen bevægede sig ned mellem tilskuerne med guitar og slide, mens Matthew Stubbs spillede basgangen fra scenen. Der var show for alle pengene, da Nilsen trådte op på et bord og poserede, mens musikken flød fra strengene.

Det hele var ikke tonstung boogie; GA-20 fandt også plads til et par ballader som ”I’ll change my style” og den New Orleans-smagende ”Dry run”. Og så kunne de byde på årets første Blues Heaven moment, da Brian Templeton sluttede sig til dem på scenen og spillede Chicago-mundharpe på Elmore James’ ”I can’t hold out”.

GA-20 var ikke for folk med sarte nerver, og nok heller ikke for bluespuristerne, men deres blues havde masser af liv, samtidig med at de udviste respekt for rødderne. ”Endelig noget, der rykker,” overhørte denne anmelder en tilhører sige under Matthews Stubbs’ solo i ”Easy on the eyes”, og det var sandt.

Til sidst blev der tilmed føjet lidt surf til repertoiret, idet GA-20 sluttede med Dick Dales instrumentale ”Nitro”.

Endnu bedre

John Németh & the Blue Dreamers havde været gode torsdag i Maskinhallen, men de var om muligt endnu bedre fredag aften på Arena Stage. Sættet var beskåret, så for eksempel ”The last time” og ”Get offa dat butt” var ofret, men til gengæld blev der plads til en fantastisk sunget ”She belongs to me” af Magic Sam.

Yates McKendree på guitar var i storform og bidrog blandt andet med en aldeles sublim solo på ”Country boy”, som var et højdepunkt i koncerten. Németh var ekvilibristisk på mundharpen på ”She flipped the switch”, og på den sumpede ”Come and take it” lød den nærmest som et Hammondorgel!

I ”Feelin’ freaky” med det galopperende beat var John Némeths spil hæsblæsende, og Derek Brasell Jr. var igen mand for en bas-solo, denne gang med forrygende slap bass.

Blueskongen

Sluttelig blev B.B. King igen hyldet på flot, flot vis med balladen ”Please accept my love” (John Németh synger den på Joe Bonamassas tribute-plade B.B. King’s blues summit 100), hvor Yates McKendree virkelig kanaliserede blueskongen i sit spil, og Németh selv replicerede med en elegant mundharpesolo.

Denne afslutning var symptomatisk for et intelligent og velkomponeret sæt af John Németh & the Blue Dreamers. De eksperimenterede med ”Feelin’ freaky” og fangede så traditionalisterne ind igen med B.B. King.

Slidt

Også Johnny Rawls & the Özdemirs var klar igen efter torsdagens koncert. Det vil sige, Johnny Rawls’ stemme lød nu mærkbart mere slidt fra Blues Hall-scenen denne fredag, men som den garvede rotte, han er, vidste Rawls, hvordan han skulle kompensere.

Igen kunne man konstatere, at sangeren gav god plads til Elias Vollmer på tangenter, Kenan Özdemir på guitar, Levent Özdemir på trommer og Erkan Özdemir på bas. Han styrede bandet rutineret og i fuld tiltro til deres rutine, og musikerne kvitterede for tilliden med rigtig flotte soloer og bundsolid timing og opmærksomhed i rytmespillet.

I hopla

Hvis stemmen var slidt, var Johnny Rawls til gengæld selv i hopla; han dansede, vampede og koketterede og ejede i det hele taget scenen. Rock & roll-medleyet blev brugt til at hvile stemmen, mens The Özdemirs var superenergiske, og så fulgte først den bløde funk i ”Red Cadillac” og dernæst ”Turn on your lovelight” som et fedt oppisker-nummer.

Nu trådte showmanden Rawls for alvor i karakter. De funky workouts ”Can I get” og ”Lucy” satte en tyk streg under, at hvis man er en performer i topklasse, der kender og kan udnytte sine virkemidler, kan man sagtens være både livlig og energisk, selv om man er i 70’erne, og bentøjet ikke er, hvad det har været.

Skuffede ikke

Hvis der er én, der ikke har problemer med at bevæge sig rundt på scenen, er det Sugaray Rayford, som fredag gav sin fjerde koncert på Blues Heaven. Den godt 130 kg tunge amerikaner er kendt for sin højspændte sceneoptræden, og han skuffede ikke.

Til gengæld måtte man for en sjælden gangs skyld konstatere, at Blues Heavens lydfolk ikke ramte the sweet spot. Om det var efter ønske fra solisten, tør vi ikke sige, men lydniveauet var simpelthen alt for højt. Det var skæmmende, for Sugaray Rayford omgiver sig med gode musikere, og de fortjener at blive hørt som andet og mere end den mur af lyd, der ramte publikum foran Arena Stage.

”No setlist, just fun” var Sugaray Rayfords mantra, og han startede energisk (for ikke at sige manisk) med den country-agtige ”Got to get movin’”. Allerede her var der power-vokal fra frontmanden, og det er en imponerende stemme, den store mand besidder.

To og to

Den Motown-inspirerede ”You and I” var et publikumsønske, og der var i det hele taget ikke megen tvivl om, at Rayford sang, hvad der faldt ham ind.

Da han fik øje på Erkan Özdemir blandt publikum, fik han hurtigt lagt to og to sammen, og det førte til endnu et Blues Heaven moment, da Johnny Rawls blev kaldt på scenen til en duet.

Sugaray Rayfords band fulgte orkesterlederen hjemmevant gennem det hele. Keyboardmanden Drake ”Munkihaid” Shining har ageret straight man til Rayford tosserier gennem mange år, og Shining fik da også sit sædvanlige øjeblik i spotlyset som vokalist på Pink Floyds ”Comfortably numb”. Her var Sugaray Rayford relegeret til korsanger, mens Oscar Jesús Bugarin trådte i David Gilmours sko med en flot, flot guitarsolo.

Bandet gjorde det i det hele taget godt og særdeles rutineret, selv om der var flere nye folk i besætningen i forhold til Rayfords sidste Blues Heaven-optræden. Men for eksempel Sky Garcia bag trommerne var faktisk også festivalveteran – han har været i Frederikshavn to gange med Chris Cain.

Pusterum

Saxofonist Gerry Lopez og trompetist Giles Straw var også nytilkomne, mens bassist Allen Markel var en gammel kending. Sammen fik de skabt en stor, funky soul blues-lyd med masser af punch. De fik dog alle sammen et pusterum, da Sugaray Rayford besluttede at synge Otis Reddings ”(Sittin’ on) the dock of the bay” a cappella.

Koncertens højdepunkt var den selvbiografiske ”Aha”, et superfedt nummer, der både bød på en bas-intro, duospil mellem guitar og saxofon og fællessang med publikum.

Sugaray Rayford ved, hvordan en koncert skal skrues sammen, og han optrådte med stort overskud, fantastisk stemme og enestående nærvær. Det var et ualmindelig gennemført show – det var bare en skam, at det skulle være så højt.

Særdeles erfarne

Sidste mand på scenen i Blues Hall, og dermed også den, der skulle synge publikum hjem fredag aften, var Joakim Tinderholt.

Det vil sige, han var ikke alene, for det var nogle særdeles erfarne folk fra den norske bluesscene, der udgjorde Joakim Tinderholt and his Band: Håkon Høye på guitar og kor, Bill Troiani på bas og kor, Kjell Magne Lauritzen på klaver og Svein Åge Lillehamre på trommer, foruden Tinderholt selv på leadvokal og guitar.

Stilen var primært rock & roll, 1950’er-rhythm & blues og rockabilly, og bandet lagde godt ud med ”Deadlines” og ”Don’t look now”.

Musikken var rå og uden dikkedarer, meget stilren og rigtig sympatisk. Og så fremviste Joakim Tinderholt en vældig fin sangstemme, især på de mere soul’ede numre som ”I ain’t rich” og ”Love is a four letter word”. Begge var blandt sættets bedste og, indrømmet, velkomne afbræk fra den mere rendyrkede rock & roll.

Men Joakim Tinderholt and his Band kunne også spille en glimrende Chicago-shuffle, hvilket de for eksempel viste med deres egen ”Another rainy day” med soloer af Kjell Magne Lauritzen og Håkon Høye. Og ”Quit” var en frisk jump blues med salonklaversolo af Lauritzen.

Hyldet

Bo Diddley blev hyldet med ”Jungle Bo”, og Freddie King med ”Gold top”, men kompositionerne var nordmændenes egne, sådan som det var tilfældet med stort set hele sættet. Kun afslutningsnummeret var et covernummer, nemlig en fortolkning af Johnny Cashs ”Folsom Prison blues” i højt tempo.

Her kunne man se Joakim Tinderholt decideret spæne fra den ene side af scenen til den anden, og man måtte i det hele taget tage hatten af for orkestret, som havde god succes med at holde liv i et efterhånden godt gennemblæst publikum.

Således fik Joakim Tinderholt and his Band bundet en nydelig sløjfe på den første officielle festivaldag. Musikken fortsatte naturligvis om lørdagen, og det kan du læse mere om i del 3.