Afrikansk blues i foråret

Ousman Ag Mossa (Tamikrest)
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

Forårsmånederne byder på ganske meget blues fra det afrikanske kontinent. Som de fleste nok ved, stammer bluesmusikken, som vi kender den, fra USA, hvor slavegjorte vestafrikanere og deres efterkommere skabte genren på baggrund af de musiktraditioner, der var taget med over Atlanten.

Proto-bluesen levede naturligvis videre i Afrika og blev med tiden påvirket retur af den amerikanske blues. Hermed opstod forskellige nye bluesformer, blandt andet hos tuareg-folket, der tæller musikere som Tinariwen, Terakaft, Bombino og Mdou Moctar.

Tuareg-afstamning

Ahmed Ag Kaedy
Foto: Tieble Toure

Af tuareg-afstamning er også guitaristen og sangeren Ahmed Ag Kaedy, som spiller tre koncerter i Danmark i marts. Ahmed Ag Kaedy er fra Mali, hvor han var børnesoldat i borgerkrigen, inden han, da han var sidst i tyverne, startede bandet Amanar de Kidal eller blot Amanar.

Amanar blev et populært navn på ørkenblues-scenen og optrådte blandt andet flere gange på den berømte Festival au Desert. Denne har dog siden 2012 været suspenderet som et offer for det samme islamistisk-ekstremistiske overtag, som i dag afholder Ahmed Ag Kaedy fra at vende hjem til fødeegnen Kidal.

Ahmed Ag Kaedy
Foto: Mtmoore321

I stedet har Ahmed Ag Kaedy turneret i mange dele af verden, dels med Amanar og dels som solist. Han har også udgivet flere soloalbum, senest Akaline Kidal, der udkom i 2019. Det er netop som soloartist, altså ene mand med guitar, at Ahmed Ag Kaedy spiller sin rå ørkenblues, når han kommer til Danmark.

Den første af de tre koncerter foregår i regi af Alice, som er Københavns førende venue for verdensmusik. Sædvanligvis holder Alice til på Nørrebro, men for tiden gennemgår Alices lokaler en større renovering, og derfor afholdes koncerten med Ahmed Ag Kaedy på spillestedet Stairway i Vanløse. Det foregår onsdag den 6. marts.

Dagen efter, torsdag den 7. marts, spiller Ahmed Ag Kaedy på Turkis, som er Aarhus’ fremmeste verdensmusik-spillested. Og fredag den 8. marts gælder det Teater Momentum i Odense.

Inspiration

Ousmane Ag Mossa
Foto: Jakob Wandam

Lige som Ahmed Ag Kaedy kommer bandet Tamikrest fra Kidal i det nordlige Mali. Bandet blev dannet i 2006 med inspiration fra de maliske ørkenblues-pionerer Tinariwen. De har optrådt med skiftende besætning, men kernen er Tamikrests hovedsangskriver, guitarist og sanger Ousmane Ag Mossa og bassist og guitarist Cheick Ag Tiglia, som begge var med til at stifte orkestret.

Tamikrest blander traditionelle maliske folketoner og insisterende, hypnotiske rytmer med vestlig guitarblues og -rock, påvirket af blandt andre Jimi Hendrix og Mark Knopfler. Bluesnews.dk så Tamikrest i en nedbarberet trio-version i 2021 (læs her), men der er mere tryk på, når de stiller som fuld kvintet.

Og Tamikrest stiller netop fem mand høj på spillestedet RAV i Brøndby Strand mandag den 29. april. Det er, så vidt vides, bandet seneste koncert i Danmark i denne omgang.

Herhjemme

Også herhjemme bliver der produceret blues efter afrikansk tradition. TogoRhino er et dansk band bestående af den togolesisk-fødte guitarist og sanger Alain Apaloo, Peter Nande på mundharpe, jødeharpe og percussion, gambisk-fødte Salieu Dibba på percussion og Olav Poulsen på guitar.

TogoRhino
Foto: Morzybitten

TogoRhino spiller ”trance blues”, en fusion af Mississippi hill country blues og vestafrikansk blues. Begge dele er kendetegnet ved hypnotiske grooves over ganske få akkorder, og TogoRhinos musikalske udtryk gjorde stort indtryk på Bluesnews.dk’s anmelder, da de spillede på Morzybitten i Horsens i 2022 (læs her).

TogoRhino har varslet et en snart kommende pladeudgivelse, men er man nysgerrig efter at høre bandet, kan det ske allerede i aften, lørdag den 2. marts. Her spiller TogoRhino på Mojo Blues Bar i København.

Udtryksformer

Alain Apaloo
Foto: Sven Levandowsky

Alain Apaloo optræder også i eget navn, og han har udsendt plader både som solist og med orkestrene MonkeyRat og Alain Apaloo’s ApiPipo. Her kan man opleve hans alsidige musikalske udtryksformer, der favner både jazz, amerikansk country blues og afrikansk blues med mere (læs om Alain Apaloos mange indspilninger her).

Det er ikke bare Danmark, der har øje for Alain Apaloos talenter. Han har indspillet med ghanesiske, schweiziske, franske og færøske musikere, og sidste år optrådte han i Los Angeles på Eric Clapton’s Crossroads Guitar Festival i amerikanske Kurt Rosenwinkels band.

Lørdag den 9. marts spiller han på Mojo Blues Bar med sit Alain Apaloo Band, som består af Lars Emil Riis Madsen på tangenter, Maciej Szymczynski på bas, Haim Peskoff på trommer og Alain Apaloo på guitar og vokal. En god uge senere, søndag den 17. marts, kan man høre Alain Apaloo spille alene på guitar og dobro. Det er igen på Mojo Blues Bar i København, det foregår.

Hver måned

Ayi Solomon
Foto: Jakob Wandam

Den tredje tirsdag hver måned er der African NightMojo Blues Bar. Besætningen varierer, men temaet er det samme, nemlig afrikansk-baseret bluesmusik. Tirsdag den 19. marts er det Alain Apaloo (guitar og vokal), Ayi Solomon (percussion og vokal), Morten Ankarfeldt (bas), Gorm Bülow (tangenter) og Rasmus Lund (trommer).

Tirsdag den 16. april vender det samme hold tilbage til endnu en African Night, og tirsdag den 21. maj må der forventes at være African Night igen, om end koncert og opstilling ikke er meldt ud endnu.

Roskilde Festival

Vi forventer naturligvis endnu flere koncerter med afrikansk blues i sommermånederne, og allerede nu kan vi løfte sløret for den første. Roskilde Festival (hvis bookinggruppe vandt Årets Hoochie Coochie Man-prisen ved Danish Music Awards Blues i 2021) har tradition for at have ørkenblues på plakaten, og der er da også et enkelt af slagsen at finde blandt de navne, der er blevet afsløret fra årets program.

Kader Tarhanine (nr. 3 fra venstre) med band

Kader Tarhanine er endnu en tuareg-musiker. Han voksede op i Algeriet, men han blev født som Kader Sabou i Niger 1989, og hans forældre kom fra Mali. Kader spillede lokalt og skabte sig efterhånden et følge, og hans sange bredte sig via sociale medier.

Tarhanine, som han nu kaldte sig efter en af sine mest populære sange (”Tarhanine tegla”), dannede bandet Afous d’Afous, med hvem han udsendte en ep i 2016 og et helt album året efter. Dernæst indledte Kader Tarhanine en egentlig solokarriere, der indtil videre har kastet et enkelt album af sig, Imanine (2019), og en flok singler. Desuden har Kader Tarhanine samarbejdet med mange af den afrikanske blues’ store navne som Fatoumata Diawara, Toumani Diabaté og Sidiki Diabaté, og hans seneste udgivelse, singlen ”Meddane taknassam”, er en duet med Bombino.

Kader Tarhanine spiller guitar og synger, og han bakkes op af sit band, når han optræder på Roskilde Festival torsdag den 4. juli.

Her er en oversigt over de kommende koncerter med afrikansk blues, som vi kender til:

  • 03-mar. TogoRhino – Mojo, København
  • 06-mar. Ahmed Ag Kaedy – Stairway, Vanløse
  • 07-mar. Ahmed Ag Kaedy – Turkis, Aarhus
  • 08-mar. Ahmed Ag Kaedy – Teater Momentum, Odense
  • 09-mar. Alain Apaloo Band – Mojo, København
  • 17-mar. Alain Apaloo – Mojo, København
  • 19-mar. African Night – Mojo, København
  • 16-apr. African Night – Mojo, København
  • 29-apr. Tamikrest – RAV, Brøndby Strand
  • 04-jul. Kader Tarhanine (Roskilde Festival) – Dyrskuepladsen, Roskilde