Af Jakob Wandam
I 2007 udgav Alain Apaloo sin første bluesplade Flying vision. Siden har han blandt andet helliget sig fusionsprojektet ApiPipo (som har udsendt to album) og funkorkestret MonkeyRat og spillet afrikanskorienteret musik med TogoRhino og ved Mojo Blues Bars månedlige ”African Nights”.
Han har også turneret med den amerikanske jazzguitarist Kurt Rosenwinkel, og netop Rosenwinkel tilbød at co-producere og lægge pladeselskab til Naked, Alain Apaloos mest bluesprægede udgivelse siden Flying vision. Albummets optagelser stammer faktisk hovedsageligt helt tilbage fra 2015, men der skulle altså noget overtalelse til, før Alain Apaloo var villig til at dele dem med offentligheden. Det var godt, at han gjorde det, for Naked er en af sidste års allerbedste danske bluesplader.
Alain Apaloo er en unik stemme på den danske bluesscene, intens og nærværende som få med relativt enkle virkemidler. På Naked høres han på vokal, guitar og dobro, Thomas Crawfurd spiller trommer på to skæringer, og Ayi Solomon percussion på en enkelt. Endelig drysser den amerikanske southern rock-guitarist Marcus King stjernestøv på to numre.
Åbningsnummeret ”Lonely soul” demonstrerer Apaloos styrker på fremragende vis. Sangen er ordløs, men utrolig udtryksfuld, og den organiske lyd af fingre på strengene af en resonatorguitar parrer lyden af Blind Willie Johnsons klagende gospel blues med støvet afrikansk ørkenblues. Det er intet mindre end sublimt.
Kompositionen er Alain Apaloos egen, men han går også direkte til kilden med en stærk fortolkning af Robert Johnsons ”When you got a good friend” og ikke mindst en nærmest uigenkendelig version af St. Louis Jimmy Odens ”Going down slow”. Sidstnævnte er skrevet som en døende mands klagesang, og Alain Apaloos smertelige vokal og fingerspil formidler desperationen med knugende intensitet.
Også live-favoritten ”China Gate” bevæger sig langt fra originalen, som Nat ”King” Cole indspillede den (men ikke så langt fra Thorbjørn Risagers version fra 2014). Alain Apaloos version udtrykker en drømmende længsel, og hans delikate, delta blues-påvirkede spil henfører lytteren til en tilstand, hvor tiden står stille.
Andre skæringer er mere folk blues-orienterede, og luftige, melodiske numre som den instrumentale ”Hand in hand”, ”Maybe” og især ”Rendez-vous” giver mindelser om Paul Banks’ fine sangskrivning og blide fremførelse.
Alain Apaloo kan sagtens selv, men de to numre med gæsteoptræden af Marcus King på elektrisk leadguitar er med til at give Nakeds udtryk variation. Kings lyd er elegant og skærer sig smukt igennem både Jimi Hendrix’ melankolske ”Drifting” og den fedt bluesy ”Nothing to lose”. De klæder hinanden, Apaloo og King, og man kunne sagtens lytte til et helt duoalbum med de to.
Der sluttes af på lystig vis med ”The slide thing”, en uptempo instrumental workout med sprælsk dansende trommespil af Thomas Crawfurd. Nogle vil måske huske den spontane gennemspilning af ”Rollin’ & tumblin’” ved Eric Claptons Unplugged-koncert – det er en lignende energi, man finder her.
Vi måtte vente længe på en ny bluesplade fra Alain Apaloo, men Naked var ventetiden værd. Det er et rigtig, rigtig godt album, der udstiller Alain Apaloos evne til at kombinere delta blues, folk og ørkenblues i et lydbillede, der er helt hans eget, og som fanger lytteren ind uden at slippe taget, før sidste tone er spillet.