Af Jakob Wandam
All My Exes er et københavnsk band, der begår sig i de amerikanske roots-genrer som country, folk, americana og blues. Stifteren af ensemblet er guitarist og sanger Steffen Christensen, der også kendes fra bluesbandet Bobadavdaw. Derudover består All My Exes af Lars Heiberg Andersen på trommer og Mikkel Mehlbye Christensen på guitar.
På deres tredje og seneste udspil har All My Exes valgt at koncentrere sig om bluesen, og albummet har da også meget sigende fået titlen Blues. Til det formål har de allieret sig med navnkundige bluesmusikere som mundharpespilleren Peter Nande, dennes faste guitarist Ronni Boysen samt guitaristen Joachim Svensmark, der bl.a. har indspillet med soulsangerinden Sahra da Silva.
Blues udkommer umiddelbart kun som streaming/download-udgivelse, så denne anmelder savner naturligvis en booklet, hvor man kan se, hvem der spiller på hvad. Man behøver imidlertid ingen covernoter for at høre, at musikken på Blues er beskidt garage-blues, og lyden – der er frembragt i bandets studie i en bunker på Amager – virker inspireret af den gør-det-selv-æstetik, der prægede R.L. Burnsides og Junior Kimbroughs indspilninger på Fat Possum-pladeselskabet i 1990’erne.
Der er da også klare elementer af d’herrers hill country blues på albummet – de tunge grooves, trommernes markante placering i lydbilledet, generøse doser af slide-guitar – men man hører også kraftig afsmitning fra John Lee Hookers boogie-blues, lige som de letflydende guitarsoloer og Peter Nandes altid fremragende mundharpespil trækker i retning af den mere sofistikerede Chicago blues, f.eks. på ”I’m a man and I’m mean”.
Andetsteds er der mere country blues over det, som på ”No one even cares”, der nærmest danser af sted med sin rytme spillet på bottleneck-guitar. Men selv her virker musikken bastant, ikke på grund af overlæssede arrangementer – snarere tværtimod – men fordi produktionen er så rå, intens og in-your-face.
Og det skal absolut læses som en kompliment. Intensiteten er det, der står tilbage efter endt gennemlytning; Blues er ikke et album, der skal køre som baggrundsmusik. Dermed ikke sagt, at man nødvendigvis skal lytte intenst, men man skal være forberedt på at lade sig overvælde og indfange.
Kan man lide sin blues rå, rusten og hårdtslående, og er man f.eks. til førnævnte Burnside, Kimbrough, North Mississippi Allstars eller måske Tom Waits, er der bestemt noget at komme efter på All My Exes’ Blues.