Af Jakob Wandam
Martin Skaastrup har gennem de seneste år sat et betragteligt aftryk på den danske bluesscene. Efter et par år med det Danish Music Award-nominerede band The Manic Blues dannede han Big Martin & the Rope a Dope Band (hvis navn snart blev forkortet til blot Big Martin Band), indledte en flittig koncertvirksomhed og modtog endnu en DMA-nominering. Og ikke mindst udgav han soloalbummet Sucker punch blues.
Sucker punch blues er Big Martins kærlighedserklæring til den traditionelle elektriske blues fra Texas og Chicago, og det er en formidabel hyldest. Skaastrup har selv skrevet samtlige albummets ni skæringer, og han lægger ikke skjul på, at han ingen ambitioner har om at forny genren. I stedet lægger han sig i forlængelse af forbilleder som Clarence ”Gatemouth” Brown og Frankie Lee Sims med en samling pragtfulde bluessange i en organisk, tight og prunkløs produktion.
Big Martin bliver ledsaget af herligt spillende lille band, som forstår hans vision: Josef Baumgartner på orgel, Jakob Kortbæk på bas, Mikko Peltola på trommer, Morten Elbek på blæsere og Camilla Lindstrøm på kor. Der er en skøn, umiddelbar live-stemning over deres performance, som går smukt i spand med produktionen og skaber en lyd, der kunne være plukket ud af 1950’erne.
En lidt mere moderne sammenligning kunne være Jimmie Vaughan, som Big Martin har mange lighedspunkter med. Det gælder selvfølgelig den bagudskuende, Texas-orienterede stil, men også forkærligheden for et let slæbende beat, den pragmatiske stemmeføring og så Big Martins tørre, no-nonsense Stratocaster-guitarlyd.
Lyt for eksempel til åbningsnummeret ”What it is that you do” med dets Texas rhythm & blues-swing og plukkende, metalliske guitarspil. Sangen kunne være taget fra en af Jimmie Vaughans Blues, ballads & favorites-plader, og selv det vokale samspil mellem Big Martin og Camilla Lindstrøm er en parallel til Jimmie Vaughans og Lou Ann Bartons ditto.
Den instrumentale ”Sucker punch” giver mindelser om Vaughans orgeltrio-indspilninger. Her deler Big Martin spotlyset med Josef Baumgartner, der kvitterer med pragtfuldt old-school Hammondorgel-spil.
Alt dette ikke for at sige, at Big Martin er en Jimmie Vaughan-klon, men blot, at de dyrker den samme æstetik, og det fungerer virkelig, virkelig godt for Big Martin. Han og bandet spiller økonomisk og uden svinkeærinder, men levende og, well, virkelig fedt med velplacerede, koncise og dybt bluesy soloer.
Det er selvsagt mest Big Martin selv, der er den fremhævede solist, og han spil er smagfuldt og stramt med en senet tone og sjælden disciplin. Men også Morten Elbæk er for eksempel smukt sjælfuld i en saxofonsolo på den West Side Chicago-agtige ”Looking for the blues”.
Camilla Lindstrøms korsang er det lille ekstra krydderi, som forstærker smagen på mange af sangene. Lyt blot til ”You don’t do me right”, hvor hun diskret lægger et lag af soul på backingen, som får Big Martins suveræne solospil til at stå endnu skarpere.
Sucker punch blues er en flot, sej og stemningsfuld plade, en perle af et album, som yndere af klassisk elektrisk blues bør gøre sig den tjeneste at lytte til.