Tekst: Jakob Wandam
Tønder Festival 2026 er i fuld gang med at sammensætte programmet, og de første 24 navne er allerede på plads. Blandt dem finder man den amerikanske bluesmusiker Fantastic Negrito.
Bag det usædvanlige kunstnernavn Fantastic Negrito gemmer sig et lige så specielt navn, nemlig Xavier Amin Dphrepaulezz. Han voksede op i Massachusetts og Californien, hvor han førte en hård og ikke altid helt lovlig tilværelse.
Musiklektioner
Den unge Xavier beskæftigede sig blandt andet med narkotikahandel, men studerede også musik, blandt andet ved at snige sig ind til musiklektioner på University of California Berkeley, på trods af at han ikke var indskrevet der.
Dphrepaulezz pladebuterede i 1996 under kunstnernavnet Xavier med funk- og neosoul-albummet The X factor. Herefter holdt han en lang pause, inden han vendte tilbage som Fantastic Negrito og et selvbetitlet album i 2014. Herfra tog karrieren fart, og efterfølgeren The last days of Oakland (2016) modtog en Grammy for “Best Contemporary Blues Album”.
Både Please don’t be dead (2018) og Have you lost your mind yet? (2020) gentog succesen, så Fantastic Negritos postmoderne blanding af blues, funk, soul og rock må siges at have opnået anerkendelse. Populær var Fantastic Negrito også på den forgangne sommers Tønder Festival, og nu har han altså opnået genvalg.
Den afroamerikanske folkemusik
Bluesfans vil også finde tilføjelsen af Jake Blount til Tønder Festival-programmet interessant. Den 30-årige amerikaner har udsendt sine to seneste album på Smithsonian Folkways Recordings, hvilket vidner om hans udgangspunkt i den afroamerikanske folkemusik.
Jake Blounts tilgang er dog ligesom Fantastic Negritos postmoderne. Han spiller ofte traditionelle stringband-, blues- og gospelmelodier, men blander i sine arrangementer folkemusikinstrumenter som banjo og violin med elektroniske beats og hiphop-rytmer.
Han har desuden haft succes hos bluegrasspublikummet og indspillet appalachisk folkemusik under navnet Tui og med The Moose Whisperers.
Tønder Festival 2026 finder sted den 26.-29. august. Billetter kan købes på festivalens hjemmeside her, hvor der også er mange flere oplysninger om de optrædende kunstnere med mere.



