Anmeldelse: Champion Jack Dupree: Blues pianist of New Orleans (Storyville 1088619)

Af Jakob Wandam

Allerede inden sin død i 1992 havde ”Champion” Jack Dupree for længst indskrevet sig blandt bluesens legender. Den amerikanske pianist, sanger, sangskriver, tidligere mesterbokser m.m. begyndte sin musikalske karriere i fødebyen New Orleans og flyttede siden til Chicago, hvor han blev en del af musikerkredsen omkring Lester Melrose og dennes Bluebird Records.

Karrieren tog dog først for alvor fart efter den 2. verdenskrig – hvor Jack Dupree gjorde tjeneste i den amerikanske flåde og blandt andet tilbragte to år som japansk krigsfange – og hans gennembrud som indspillende kunstner blev med albummet Blues from the gutter, der udkom på Atlantic Records i 1958.

Europa

Kort tid efter rykkede Champion Jack Dupree til Europa, hvor han blev taget godt imod af det voksende jazz- og bluespublikum og af nye, britiske bluesstjerner som John Mayall, Eric Clapton, Paul Kossoff og Duster Bennett.

Blandt de lande, hvor Dupree indspillede, var Danmark, hvor det københavnske pladeselskab Storyville mange gange optog Champion Jack Dupree både live og i studiet.

Det har resulteret i Champion Jack Dupree-udgivelser på Storyville som Trouble trouble, Champion Jack Dupree of New Orleans og The blues of Champion Jack Dupree, vol. 1-2. Endvidere kan Jack Dupree høres på optagelser med danske orkestre som Papa Bue’s Viking Jazz Band (f.eks. Papa Bue’s Viking Jazzband with friends, 80 at 80 og Papa Bue and his American friends) og Fessors Big City Band (f.eks. Fessor’s guestbook, Time out for blues og Fessor and the great ones).

Kenn Lending

Måske allermest kendt i Danmark blev Champion Jacks Duprees mangeårige samarbejde med den danske guitarist Kenn Lending, som varede fra 1978 og frem til Duprees død.

Champion Jack Dupree og Kenn Lending

Blues pianist of New Orleans byder med sine tre cd’er og en dvd-video på optagelser både med de danske jazzmusikere og med Kenn Lending og Kenn Lending Blues Band.

Den første cd fokuserer dog udelukkende på solo-optagelser fra 1959-1962 med Jack Dupree på klaver og vokal. Som man hører det på flere af Storyvilles studieindspilninger, er lyden her skarp, men også næsten for skarp. Duprees temmelig hårdtslående spillestil stråler i al sin glans, og hans tydelige diktion gør, at optagelserne ikke er spor skæmmet af at have omkring 60 år på bagen. Der er således rig lejlighed til at nyde både hans energiske blues- og boogie-woogie-spil og sangteksterne, der i de fleste tilfælde er krediteret til Dupree selv (selv om mange af sangene både melodi- og tekstmæssigt gør flittig brug af traditionelle blues-idiomer).

Jazz-ensembler

Til gengæld har dén varme og humor, som også er en væsentlig del af Champion Jack Duprees performance, lidt trange kår i det kliniske lydbillede. Det gælder sådan set også på cd 2, hvor man hører Champion Jack Dupree sammen med forskellige danske jazz-ensembler. Særlig optagelserne fra 1962 med Papa Bue’s Viking Jazz Band og kvartet-indspilningerne fra 1960 med Finn Otto Hansen, Mogens Seidelin og Ib Lindschouw har samme lidt kolde lyd som solo-indspilningerne.

Musikken får dog i sagens natur mere fylde, når Dupree bakkes op af et traditionelt jazzband. Og indspilningerne er skoleeksempler på, at man ikke bare kan sige, at blues er blues, og jazz er jazz. Der er aldeles vidunderligt bluesspil af blæserne (Papa Bue på trombone, Finn Otto Hansen på trompet og Jørgen Svare på klarinet), og cd’en er et vidnesbyrd om, hvor højt et niveau Danmark var på i 1960’erne, når det gjaldt traditionel jazz.

Numrene med Fessor’s Session Boys stammer fra 1979 og har ikke helt den samme nøgenhed i produktionen. Der er også eksperimenteret en smule mere med arrangementerne; vi er stadig inden for den traditionelle bluesy jazz, men nu er der tilsat elektrisk guitar ved Claus Nielsen samt (ukrediteret) orgel og mundharpe. Alle instrumenter står dog stadig flot i lydbilledet, lige som Champion Jack Duprees glimrende sangstemme gør det.

Rendyrket blues

Cd 2 rundes af med fire trio-indspilninger fra 1962 med Ole Christiansen og Alex Riel. Her vender Champion Jack Dupree tilbage til mere rendyrket blues-materiale, og det håndterer trioen på forventelig fornem vis.

Boksens tredje cd fortsætter med blues i optagelser med små ensembler. De første tolv skæringer er således indspillet i 1961 med den schweiziske guitarist Chris ”Stuff” Lange, mens cd’ens sidste tredjedel udgøres af optagelser fra 1960-62 med de danske musikere Mogens Seidelin på bas og Ib Lindschouw på trommer. Selv om Stuff Lange giver fine prøver på især sit slide-spil, holder alle tre musikere sig i det store hele til rollen som akkompagnatører og sætter på glimrende vis Champion Jack Dupree i scene som solisten.

Glimt i øjet

Uden på nogen måde at ville forklejne de fremragende cd’er er det dog nok dvd’en, der er det virkelige fund i Blues pianist of New Orleans. Her får man nemlig for alvor øjnene op for, hvilken herlig performer Champion Jack Dupree var. Optagelserne, der stammer fra forskellige live-sammenhænge i 1986, er sprængfyldte med spilleglæde, varme og glimt i øjet.

Kenn Lending og Champion Jack Dupree

Særlig skønt er det at se og høre optagelserne fra Rådhuskroen i København. Ikke bare er det sjovt for en hyppig gæst på det nuværende Mojo at træde ud af tidsmaskinen og ind på spillestedet, som det så ud i 1980’erne; det er også lidt af en treat at få lov til at opleve Jack Dupree og Kenn Lending Blues Band i storform.

Her får Lending demonstreret med sit elegante og prunkløse guitarspil, hvorfor han var og er en bluesmusiker af international kaliber, og Kjeld Lauritsen på klaver og akkordeon samt Jørgen Lang på mundharpe er der jo heller aldrig nogen, der har taget alvorlig skade af!

Bonus

Som en bonus får man også Dupree og Lending i herligt samspil i Sound Track-studiet, og endelig er der en optagelse af Champion Jack Dupree og Louisiana Red i Duprees hjem i Hannover.

Blues pianist of New Orleans er ikke bare en hel lille guldgrube af optagelser med en blueslegende i hans storhedstid. Den er også et klart vidnesbyrd om, hvorfor Danmark tiltrak så mange store amerikanske blues- og jazznavne i 1950’erne og 60’erne: Det hjemmedyrkede talent var simpelthen i stand til at give Champion Jack Dupree og hans ligesindede modspil af international klasse.

Blues pianist of New Orleans udkommer i dag den 4. oktober.