Anmeldelse: Holtsø & Wittrock: Det’ altid nu! (DME 11118)

Af Jakob Wandam

Lad os få det overstået med det samme: Ja, Jes Holtsø er ham, der som barn spillede Børge i Olsen Banden, og som efter mange år og et meget omtalt heroinmisbrug gjorde comeback i offentligheden i tv-programmet Talent 2009.

Her sprang han ud som blues- og soul-orienteret sanger med en hæs, markant stemme, der gjorde så stort indtryk, at han året efter kunne pladedebutere med albummet Jes Holtsø & Morten Wittrock Band. Otte år senere – og en hædersbevisning som Årets Danske Bluesnavn 2012 rigere – er Jes Holtsø nu klar med sit fjerde albumudspil.

Som det fremgår af bandnavnet, er han stadig sekunderet af tangentspilleren, komponisten og produceren Morten Wittrock, der har været med siden talentprogrammet på DR1. Wittrock har komponeret alle sangene på Det’ altid nu!, og lige som på duoens første dansksprogede cd Glemte nætter (2015) er det Marcus Winther-John (ex-Inside the Whale), der står for teksterne.

Winther-John har i en årrække været kapelmester og sangskriver for Peter Belli, og mange af sangene på Det’ altid nu! lyder da også, som om de lige så godt kunne have været skrevet til Belli.

Bevares, Jes Holtsø gør i pressematerialet en dyd ud af at pointere, hvor godt teksterne rammer netop ham selv. Og førstesinglen ”Sydpå” skal da også beskrive, hvordan kærligheden kan få en inkarneret stenbroskøbenhavner som Holtsø til at længes mod Maribo, hvor kæresten ganske rigtigt bor.

Det ville altså ikke være rimeligt at beskylde Jes Holtsø for at synge upersonlige tekster på Det’ altid nu!, men alligevel virker sangene underligt generiske – som et bestillingsarbejde til En Moden Sanger snarere end værker, der skal udtrykke netop Jes Holtsøs musikalske dagsorden.

At der indimellem går lejlighedssang i lyrikken med linjer som ”Jo, der er smukt mod nord / og vestpå, hvor jyden bor,” hjælper naturligvis ikke.

Musikalsk er vi i det velkendte grænseland mellem blues, soul og rock, som Holtsø & Wittrock siden debuten har gjort til deres hjemmebane.

Håndværket er bestemt i orden; Morten Wittrock har begået en flok behagelige melodier, arrangementerne fremstår yderst professionelle, og med et band, der indeholder kapaciteter som Wittrock selv på keyboards, Knud Møller på guitar, Dan Hemmer på orgel og Ivan Pedersen på kor samt den amerikanske session-trommeslager John Chipman, kan det ikke gå helt galt.

Countrysangerinden Ester Brohus er duetpartner på ”Postkort” med den Johnny Madsen’ske melodi, og det fungerer ganske godt. Upåklageligt spillet slide-guitar er med til at skabe country-stemning, og Dan Hemmers Hammondorgel giver sangen det lille touch, der løfter den fra ”godt håndværk” til ”interessant”.

Hemmer er også fremtrædende på pladens bedste nummer, den stemningsfulde ”Står her endnu”, hvor der er lagt låg på svulstigheden og god plads til orgel og slide.

”Lov mig” har Morten Wittrock givet en funky indpakning, og ”Blå weekend” er røgfyldt jazzet og får nogle klædelige Otto Brandenburg-fraseringer frem hos Jes Holtsø. Overordnet set er der også på albummet skruet lidt ned for tempoet og rock & roll-lyden i forhold til Glemte nætter.

Men trods disse variationer står man efter endt gennemlytning tilbage med fornemmelsen af en lidt grå masse og mere-af-det-samme. Det er simpelthen for få af sangene, der hænger ved, og udtrykket er for ensartet.

Det er svært at sætte en finger på udførelsen, og jo, Jes Holtsø er en sanger med en distinkt og udtryksfuld vokal. Men det er begrænset, hvor mange gange man kan høre Andrew Strong synge ”Mustang Sally”. Der skal nye boller på suppen, hvis den skal vedblive med at smage interessant.

Fans af Holtsø & Wittrock vil ikke blive skuffet af Det’ altid nu!, men det er næppe en plade, der vil skaffe duoen mange nye fans. Deres rhythm & blues-omsvøbte sange og Jes Holtsøs grusede vokal og stemmeføring lyder omtrent, som de plejer.

Derfor startede vi også denne anmeldelse med historien om Børge og Talent 2009. Det er ved gud en god historie, men det er også én, vi alle sammen kender, og én, der bliver hevet frem, hver eneste gang Jes Holtsø er i medierne. Måske er det på tide at lægge det velafprøvede til side og skabe en ny fortælling.