Anmeldelse: Loveless Blue Jazz Quintet: Loveless Blue Jazz Quintet (LBJQ 2023)

Af Jakob Wandam

Loveless Blue Jazz Quintet blev dannet omkring 2019, efter at sangeren James Loveless (Shades of Blue) ved en lydprøve med H.P. Langes band havde sunget Billie Holidays ”God bless the child”. Langes trommeslager Jens Kristian Dam (også med Mike Andersen Band) var begejstret og foreslog, at de skulle danne et jazzband.

Om bord kom også saxofonisten Niels Mathiasen (Grarup Allstars), bassist Jørgen Nielsen (Bourbon Street Jazzband, River Jazz & Blues Band, Kims Bacon, Ole Frimer Band) og pianisten Kristian Fogh (Mike Andersen Band, Lars Lilholt Band).

Det er altså fem musikere med generaliebladet i orden, men også i flere tilfælde folk, for hvem jazzen ikke er det territorium, de er mest kendt for at begå sig i. Måske derfor er det også velprøvede standarder, Loveless Blue Jazz Quintet har kastet sig ud i på dette deres debutalbum.

Det gør nu heller ikke spor, for der løber en blå åre gennem disse jazz-evergreens og great American songbook-udpluk, som også må behage en blueslytters ører. Der er således masser af blues i numre som Gershwin-brødrenes ”Summertime”, Ethel Waters-signatursangen ”Stormy weather” eller rhythm & blues-kongen Louis Jordans ”Is you is or is you ain’t my baby”.

Men Loveless Blue Jazz Quintet er ikke bare en jazzplade for folk, der ikke kan lide jazz! James Loveless’ vibrato og måde at frasere på ligger altså bare rigtig godt til jazz, det bliver intetsteds forceret, og han lyder veltilpas og ”på rette hylde” i repertoiret. Den varme glød i Loveless’ stemme luner klassikerne, med stor respekt for forlægget.

Rytmesektionen swinger herligt, og ikke mindst Jørgen Nielsens basspil bobler og gynger, så det er en sand fornøjelse. Kristian Fogh spiller klaver med en cool elegance, og Niels Mathiasen bidrager med bluesy sax-fraseringer og den helt rigtige mængde rhythm & blues-energi. Det hele virker utrolig velafstemt.

Albummet er optaget live på spillestedet CasaV58 i Aarhus i 2021 (Bluesnews.dk så Loveless Blue Jazz Quintet samme sted året før; læs her), og det er en god ide at bruge en koncertoptagelse, for Loveless Blue Jazz Quintet fanger smukt den varme live-stemning. Og jazz, der lige som blues har improvisation som et centralt element, trives bare bedst i live-sammenhæng.

Det er svært at udpege højdepunkter, for det er generelt et flot niveau, der bliver lagt for dagen. Men det fede arrangement af gospelstandarden ”Wade in the water” (som James Loveless også sang på 2014-albummet med samme titel af Loveless-Poulsen-Snider) må nu fremhæves. ”God bless the child” – sangen, der startede det hele – leveres i en virkelig smuk udgave. Og så bliver der sluttet af i rigtig god stil med B.B. King-hittet ”Never make a move too soon”.

Det er et velkendt fænomen, at pop- eller rocksangere dypper tæerne i jazzstandarder – ofte efter at deres kommercielle storhedstid er forbi – bakket op af gode session-jazzmusikere. Resultatet er ofte solide, men småkedelige easy listening-jazzplader, hvor sangeren har tillagt sig nogle klicherede jazzfraseringer.

James Loveless har tidligere taget turen fra Italo disco til blues, og gudskelov for det! At han nu bevæger sig videre til (også) at synge bluesy jazz, virker helt naturligt, og det har ikke gjort hans musik spor kedelig. Bevares, det er velkendte numre, og selvfølgelig kunne bandet have taget flere chancer med valget af sange, men ih, hvor spiller Loveless Blue Jazz Quintet dem godt!