Anmeldelse: Trouble Is: Here to stay

Af Jakob Wandam

Trouble Is er en ung duo med base i København, bestående af guitarist og sanger Mathias Heibøll Østlund og trommeslager Poul Valdemar Prahl. De har i fællesskab skrevet de fem sange, der udgør ep’en Here to stay.

Duoen opstod, efter at Mathias Heibøll Østlund vendte hjem fra tre måneders ”dannelsesrejse” med guitar på ryggen gennem blues-knudepunkterne Chicago, Memphis, Austin og New Orleans, hvor han deltog i jamsessions og samlede erfaring.

Hjemme i Danmark slog han pjalterne sammen med Poul Valdemar Prahl og indspillede i foråret 2018 nærværende ep med bluesrock inspireret af, skriver makkerparret selv, John Mayer, Philip Sayce og Pink Floyd.

Det er måske ikke de mest åbenlyse inspirationskilder for et blues-ensemble, men det illustrerer, hvorledes Trouble Is’ tag på genren er filtreret gennem kunstnere, der ikke er førstegenerations-bluesmusikere.

John Mayer har spillet med B.B. King, Buddy Guy og Eric Clapton, Philip Sayce er inspireret af Stevie Ray Vaughan og har turneret med Jeff Healey, og Pink Floyds David Gilmour nævner Lead Belly, Clapton og Jimi Hendrix blandt sine påvirkninger.

Trouble Is befinder sig et led længere ude i kæden, men spiller stadig musik, der er tydeligt rodfæstet i bluesen. Åbningsnummeret ”New beginning” bygger på et tungt blues/boogie-riff, og sammen med den let forvrængede vokal giver det en lidt syntetisk lyd, der leder tankerne hen mod f.eks. ZZ Tops 1980’er-produktioner.

Den kun knapt to minutter lange ”Time flies by” kunne med sit riff og sin opbygning have været et J.J. Cale-nummer, men der er væsentlig mere punch over Trouble Is’ levering med Mathias Heibøll Østlunds ivrige vokal som en skarp kontrast til Cales tilbagelænede stil.

Østlunds stemme er ungdommelig og måske ikke bemærkelsesværdig, men den overbeviser og kan sagtens udvikle sig til en distinkt og stærk vokal.

Stemningen – og Cale-riffet i let omskrevet form – føres videre i ”Another roadside attraction”, men her tilføres arrangementet et yderligere skud rock. Det er catchy som bare pokker, og Mathias Heibøll Østlund får lejlighed til at rulle sig ud i en guitarsolo med wah-wah-pedal m.m. Det gør han ganske godt – hans stil er disciplineret, og han kender sin besøgelsestid og trækker ikke sin solo for langt, inden Poul Valdemar Prahls trommer kommer listende igen.

Flere af ep’ens numre ligger i dette lidt besynderlige spændingsfelt mellem Dire Straits-agtig kontrol og en næsten heavy rock-lignende trang til at spille højt.

Single-udspillet ”Empty park” er en rockballade, der strækker sig over fem minutter og tyve sekunder, hvilket igen giver plads til masser af guitar. Her hører man tydeligt Mathias Heibøll Østlunds David Gilmour-påvirkning, men også Eric Clapton anno ca. 1987 synes at stikke næsen frem.

Det fremgår ikke, hvem der betjener bas og keyboard på Here to stay, men bassen er i hvert fald fremtrædende på ep’ens sidste nummer, ”Sailors blues”. Det gør sangen mere funky end de øvrige, og i samspil med den rockede guitarsolo giver det mindelser om Living Colour. Nummeret fader ud med forvrængede orgeltoner, der tilfører et touch af psykedelia.

Here to stay er musik af en type, som man ikke ser så ofte herhjemme i dag. Lydmæssigt synes ep’en primært at trække på 1980’ernes og 90’ernes bluesrock-produktioner, hvilket får den til at virke en smule anakronistisk.

Udtrykket er ikke råt, men skarpt og stramt på en måde, der matcher Mathias Heibøll Østlunds disciplinerede spillestil. Det er godt set og giver også en mulighed for at råbe et større publikum op end blot blueslytterne, hvis timingen er rigtig, og Trouble Is holder standarden live.

Here to stay er en fin, koncentreret dosis, som klart giver denne lytter lyst til at opsøge Trouble Is i en koncertsituation, og duoen kan blive spændende at følge fremover.

Here to stay blev udgivet digitalt den 25. januar 2019. Den udgives ikke i fysisk form.