Baltoppen LIVE i Ballerup har gjort lidt af et scoop ved at sikre sig en koncert med legendariske Bobby Rush, der optræder i kulturhuset lørdag den 30. marts.
Den 85-årige Bobby Rush er kendt som the king of the chitlin’ circuit, hvilket mange stadig bruger som betegnelse for de klubber og spillesteder særligt i USA’s sydstater, som reelt er forbeholdt sorte musikere, der skaber eller vedligeholder karrierer her.
Bobby Rush har turneret på disse spillesteder i en menneskealder, hvilket er dokumenteret i Richard Peaces dokumentarfilm The road to Memphis (2003), der var en del af Martin Scorseses meget roste filmserie The blues. Her følger man blandt andre Bobby Rush og kan se med egne øjne, hvor energisk manden er på en scene, når han serverer sin cocktail af soul blues, funk og rhythm & blues.
Filmen gav et yderligere boost til Bobby Rush’s karriere, der allerede var gået op i gear i 2000, hvor han blev Grammy-nomineret for albummet Hoochie mama. Herfra modtog Rush jævnligt priser og nomineringer; han har modtaget i alt 17 Blues Music Awards og har været nomineret til fem Grammyer.
I 2017 vandt han endelig Grammyen for ”Best Traditional Blues Album” takket være albummet Porcupine meat, hans seneste, som samtidig løb med ”Album of the Year”-prisen ved årets Blues Music Awards.
I år er Bobby Rush nomineret til ”B.B. King Entertainer of the Year Award” ved Blues Music Awards – en pris, han vandt første gang i 2015 – så man kan forvente lidt af et show, når Bobby Rush og hans band går på scenen på Baltoppen LIVE den 30. marts.
Billetter til koncerten kan købes på Baltoppen LIVEs hjemmeside her.