Efter debut-albummet ʻFirsthand Experience” med meget personlige fortolkninger af tidlige bluesnumre fra bl.a. Booker White og Robert Johnson, er det københavnske blues og rootsband The Deepers gået endnu dybere.
Med det nye album “Deeper Than Yesterday” laver de bluesbaseret originalmateriale rundet af den samme urkraft som 20ʻernes og 30ʻernes klassikere, men med et personligt særkende.
The Deepers isolerede sig i fuld overensstemmelse med hæderkronede blues-traditioner på et øde nedlagt landbrug, hvor man i løbet af meget kort tid – og til alles store glæde og forbløffelse – havde 15 rigtig gode skitser til egne numre. Materialet tog meget hurtigt form som en slags fælles automatkomposition: Ingen aftaler på forhånd, alle lytter, alle spiller – og så ser vi hvad der sker. Det er en yderst følsom skabelsesproces, der ofte kan resultere i lige dele kaos og kedsomhed, men i nogle tilfælde frembringer metoden en fælles stemning og energi, der ikke ellers havde fundet sin vej frem. Hvor ville sangene så hen?
I mange tilfælde ville de fortælle bredt om livets uomgængelige vilkår – på godt og ondt. I blues har glæde og smerte altid været tæt sammenslyngede størrelser, og nogle af teksterne trækker i langt højere grad end David Kampmanns tidligere tekster (bl.a. i Baal) på personlige erfaringer – Firsthand Experience, kan man sige, for nu at citere titlen fra bandets første album.
Historien om Deepers er historien om fire gamle venner der finder hinanden igen. Teksterne handler bl.a. om at vælge livet og det gode på trods af allestedsnærværende tragedier og dumhed (“In Glory Crowned”), og om at gå imod at alle værdier i samfundet ensrettes samt nægte at blive dømt af et ensrettet system (“I Won’t Be Treated This A-way).