Chicago Blues Festival 2016.

Irma Thomas

Irma Thomas optræder til Chicago Blues Festival.

Tekst og fotos: Peter Widmer

Den 33. udgave af verdens største årlige blues festival, Chicago Blues Festival, fandt atter sted i Grant Park, der ligger i det centrale Chicago – lige ned til Lake Michigan.

Festivalen løb af stablen fredag den 10. – til og med søndag den 12. juni. Chicago, der er kendt som verdens blues-by nr. 1, og hvor man kan høre ”live” blues 365 dage om året, kaldes blandt andet for “the windy city.” Dét er der ikke noget at sige til, for der kan blæse en barsk vind i byen, når vejrguderne er i dét humør, og det er de ofte.

Barsk vind var der nu ikke meget af under dette års blues festival. Til gengæld var det lunt og ret vindstille. Og varmt var det også. For eksempel var der 35 plusgrader på festivalens anden dag, og hver gang man bare så meget som tænkte på at bevæge sig, haglede sveden ned af de fleste festivaldeltagere.

Faktisk var det så varmt, at publikum over diverse højttalere blev opfordret til at søge skygge og drikke masser af vand. Desuden havde Chicagos bystyre installeret en afkølingsbus, en “Cooling bus,” man kunne sætte sig ind i og køle ned, hvis varmen blev for streng.

På festivalens første og tredje dag var klimaet dog mere venligt og bestemt til at holde ud, men det var klart, at man både skulle have tøj til varme og til kølige stunder, for om aftenen kunne det sagtens blive koldere end godt var. De fleste festivaldeltagere kendte dog tydeligvis til vejrgudernes luner og var forberedte.

John Primer

John Primer

Gratis
Som noget helt unikt er Chicago Blues Festival gratis, og det har den altid været. Gratis er som bekendt godt for de fleste, men det er nu ikke kun dét, der årligt lokker omkring 500.000 besøgende fra hele verden til Grant Park. Folk kommer på grund af én fælles interesse, der her kan fås i koncentreret form og på højt niveau, nemlig blues-musikken.

Og folk kommer virkelig fra hele verden. Bluesnews.dk løb for eksempel ind i bluesfans fra Rusland, Frankrig og Japan, foruden flere folk fra Danmark.

Festivalpublikummet var herligt blandet. Der var unge, gamle, midaldrende og børn, tilrejsende og lokale, sorte, hvide, brune og gule. Et herligt sammensurium af mennesker, der alle mødes fredeligt i bluesmusikkens tegn.

Naturligvis var der også festivaldeltagere, der bare kom for at hænge ud og hygge sig, men alle blev de udsat for bluesmusik i mange forskellige udgaver leveret af mange forskellige blues-kunstnere.

Man kunne således ikke observere en eneste festivaldeltager, der ikke kunne finde bare én bluesform, der tiltrak, og der blev ikke observeret én eneste mopset mine. Alle virkede glade, og folk tog virkelig hensyn til hinanden, for eksempel når man skulle pløje sig frem til scenekanten gennem et hav af siddende og liggende publikummer.

 

Slanket program
Chicago Blues Festival bliver arrangeret af de lokale myndigheder; nærmere betegnet af City of Chicago – Department of Cultural Affairs and Special Events – DCASE. Desværre har byen ikke så mange penge til rådighed som førhen, hvor man har kunnet opleve diverse totalt stjernespækkede musikprogrammer.

Gennem de senere år er festivalens musikprogram således blevet slanket betydeligt, og de perlerækker af blues-stjerner, man førhen kunne glæde sig over, er der ikke råd til mere. Men kvalitetsniveauet er stadigvæk højt, og der er stadig masser at komme efter.

Der er endnu store navne at snuse til, såvel som der er mindre kendte men absolut interessante både nye og gamle navne at høre på. Altså er der absolut grund til at tager til Chicago Blues Festival, og hele den uge, som festivalen ligger indenfor, er der masser af særlige blues-arrangementer at opleve på Chicagos blues- spillesteder.

Af disse kan blandt andre nævnes Buddy Guy’s Legends, Rosa´s Lounge og Kingston Mines. Vil man tilmed spise, mens man hører blues, er der mulighed for dette for eksempel på Kingston Mines og Buddy Guy’s Legends. De store kulinariske oplevelser skal man nu andre steder hen for at få, for det er friture-køkkenet, der dominerer på begge spillesteder.

Mad og drikke på festivalpladsen
Hovedindgangen til festivalpladsen ligger lige ved siden af det meget anbefalelsesvær- dige Art Institute of Chicago, på Michigan Avenue og ca. 10 minutters gang fra Buddy Guy’s Legends. Kø-længden varierer afhængigt af, hvornår man ankommer, men selvom der er mange mennesker, går det generelt set hurtigt og let at komme ind på festivalområdet.

Naturligvis bliver alle tasker undersøgt. Det er tilladt at medbringe sin egen mad plus alkoholfrie drikkevarer, men selvsagt ikke bomber, våben og lignende. I øvrigt er Chicago Blues Festival kendetegnet ved, at det er en alkoholfri festival. Det stærkeste, man kan tilkøbe sig er lyst øl, hvilket der var mange, der benyttede sig af, men der var mindst lige så mange, der indtog vand eller sodavand eller juice.

Der var således, i modsætning til på mange andre festivaler, kun meget få fulde folk, og man skal godt nok også arbejde virkelig hårdt for at blive kendeligt beruset af lyst øl, men det kan åbenbart lade sig gøre, som et par eksempler viste. Generende blev det dog aldrig.

Udbuddet af mad var varieret, men ikke specielt interessant eller noget, man havde vildt lyst til at knalde gebisset i. Der var sennepsmarineret grillet fisk, der var pølser i forskellige udgaver, der var thailandske ting, der var makaroni med ost og bacon, der var pizza og kylling og BBQ-sager. Man kunne altså sagtens få stillet sin sult, men ønskede man alternativer, var der rige muligheder ude i byen kun få minutters gang fra Grant Park.

Omar Coleman

Omar Coleman

Tønderne
Et ikke uvæsentligt festival-element er naturligvis toiletforholdene, der på mange festivaler er under al kritik. Enten er der for få toiletter, eller også er de svære at finde, eller også er de temmelig uhumske, fordi rengøringen af lokummerne ikke er god eller regelmæssig nok.

Endeligt er det ofte svært at få vasket hænder efter et toiletbesøg, fordi der ikke er tilstrækkeligt med vand i hanerne eller fordi, der ikke er sæbe i dispenserne eller på grund af en kombination af begge dele.

Her skiller Chicago Blues Festval sig dog ud, for også i år var der masser af toiletter, der alle var placeret diskret i behørig afstand fra festivalens scener, men alligevel så tæt på disse – og på hinanden – at det konstant var en let sag at finde et toilet, når man havde behov for dét.

Ventetiden på at komme til tønderne, hvis der overhovedet var nogen ventetid, var som oftest behageligt kort. Rengøringen af toiletterne var desuden generelt god og foregik med regelmæssige mellemrum.

Håndvask foregik uden for toiletterne og her fungerede såvel vandforsyningen som sæbeforsyningen ganske glimrende. Arrangørerne af – og toiletarbejdere på – Chicago Blues Festival skal have ros for at de på udmærket vis tog vare på den trængende del af publikum.

Curtis Salgado

Curtis Salgado

Salgsboder
Bortset fra madboder og boder, hvor man kunne købe drikkevarer, var der andre salgs. Der var boder, hvor man kunne blive informeret om lokalavisers herligheder og billige abonnementer, der var boder, hvor man kunne købe souvenirs i form af T-shirts, og der var boder med diverse smagsprøver på mad.

Desuden havde blues-spillestedet Rosa’s Lounge en bod, hvor der blev solgt T-shirts, og hvor flere af de blues-kunstnere, der jævnligt kan høres på Rosa’s Lounge optrådte non-stop hver dag, så længe festivalen varede.

Chicagos lokale bluesforening – Windy City Blues Society – var også repræsenteret, og ved foreningens stand var der hver dag live-musik.

Her var der ofte virkelig smæk for skillingen, og publikum var der nok af – konstant. Gode blues-oplevelser kunne man bestemt også få her.

Carl Weathersby

Carl Weathersby

Forskellige små scener
Der var også andre små scener, hvor man kunne opleve mindre kendte men gode og interessante blues-musikere. For eksempel på Southwest Blues Porch.

Desuden skete der spændende ting og sager på scenen hos Blues Kids Foundation, hvor nogle af blues-musikkens fremtidige stjerner – hvis de ellers bliver stjerner – kunne høres.

Og her var der gang i den med nogle virkelig imponerende dygtige unge musikere i alderen fjorten til atten år.

Det var for eksempel positivt at opleve et ungt amatørorkester med blandt andet to guitarister, bas, trommer og trompet trykke den af med energi, gå-på-mod og imponerende musikerskab trods musikernes unge alder.

De fire hovedscener
Bortset fra de nævnte små scener, var der fire hovedscener:

Nærmest hovedindgangen fandt man Pepsi Front Porch Stage. Pepsi Cola er en af festivalens sponsorer, så naturligvis må der være en Pepsi-scene, og dét var der så.

Kun få minutters gang derfra lå The Jackson Mississippi Rhythm and Blues Stage. Ikke langt herfra kunne man få masser af informationsmateriale om staten Mississippi og især om sammes hovedstad Jackson, der har sloganet ”City with Soul.” Der er nemlig mange bånd mellem Jackson, Mississippi, og Chicago, Illinois, gennem (blues-) musikken og folk fra de to lokationer.

Desuden var der en anden sponsor-scene, nemlig Budweiser Crossroads Stage og endelig var der den største scene – Petrillo Music Shell.

Publikum ved Petrillo Music Shell

Publikum ved Petrillo Music Shell

Ved Petrillo Music Shell er der kun faste siddepladser, mens man ved de andre tre store scener ikke har faste stole. Her sidder eller ligger folk på græsset, hvis de ikke selv har medbragt stole. Ellers står man op, men det er jo også fint nok.

Mange navne
Også i år var Chicago Blues Festival præget af mange navne, og det var selvsagt umuligt at nå hele vejen rundt, hvor meget man end gerne ville. Desuden var der flere tidsmæssige overlapninger, så Bluesnews.dk måtte skære fra med hård hånd.

For eksempel røg koncerten med Lil’ Ed and the Blues Imperials og koncerten med Shemekia Copeland af i svinget. Disse to kunstnere har Bluesnews.dk nemlig hørt flere gange, så de blev ofret.

Dette gjaldt også koncerten med Diunna Greenleaf – af samme årsag.

Af blandt andet tidsmæssige årsager var der også andre kunstnere, der måtte forbigås, men der var trods dette mere end rigeligt af blues-oplevelser at beskæftige sig med.

Pat Brown

Pat Brown

Rå roots blues-rock
Fredag den 10. juni – festivalens første dag – bød blandt andet på sangerinden Pat Brown med band. Forventningerne var ret store, men blev absolut ikke indfriet. Pat Brown leverede en fersk og forsigtig koncert uden bid, uden humor og uden vid.

Bluesnews.dk forlod Pat Brown og The Jackson Mississippi Rhythm and Blues Stage til fordel for roots rock-blues trioen Moreland & Arbuckle fra Wichita, Kansas, der spillede samtidig med Pat Brown på Budweiser Crossroads scenen.

Moreland & Arbuckle

Moreland & Arbuckle

Her var der til gengæld knald på, leveret af bas, trommer og mundharpe/vokal. Den del af deres sæt, som Bluesnews.dk overværede – ca. halvdelen – var noget, der gav pote. Moreland & Arbuckle har et selvstændigt musikalsk udtryk med visse aner til The Black Keys trods en noget anderledes instrumentering, og man må håbe, at nogen får stablet en Danmarksturné på benene med dette meget fine, rå roots blues-rock-ensemble.

Bluesnews.dk blev hængende efter Moreland & Arbuckles, for næste levende billede var nemlig den fremragende, prisoverdængede sanger og mundharpespiller Curtis Salgado. Manden og hans fine band leverede et bragaf et sæt, der vil blive husket længe, og som vil blive stående som noget af det bedste fra Chicago Blues Festival 2016.

Bruce Iglauer

Bruce Iglauer – grundlægger og ejer af Alligator Records

45-års jubilæum
Fredag den 10. juni havde overskriften ”Alligator Records 45th Anniversary Celebration,” og pladeselskabet, der har til huse i Chicago, blev fejret med manér. Kl. 11:15 kunne man overvære (og deltage i) en paneldiskussion, med fokus på Alligator Records. Naturligvis var Bruce Iglauer – grundlægger og ejer af Alligator Records – verdens største uafhængige blues-pladeselskab – til stede.

Desuden var der ”Alligator Records Day” på Budwieser Crossroads-scenen med koncerter af flere kunstnere tilknyttet Alligator Records.

Jackson, Mississippi Rhythm & Blues Stage bød på hæderkronede Eddie Shaw and The Wolfgang, der gav en fin, inspireret koncert.

Man kunne også høre det interessante The Omar Coleman Band, med sangeren og mundharpemanden Omar Coleman i front. De spillede på Pepsi Front Porch Stage, efterfulgt af et udmærket sæt af Legends of Blues med blandt andre Corky Siegel og Marcella Detroit.

På Petrillo Music Shell-scenen var der fejring af 45-års jubilæet for Alligator Records med sæt af Tommy Castro & The Painkillers, der gav en fremragende, veloplagt og swingende koncert.

Her medvirkede som gæstesolist i øvrigt Chicagos ”nye” guitar-lyn Toronzo Cannon, der også er tilknyttet Alligator Records.

Og ude til højre på scenen stod en glad jubilar – Bruce Iglauer der tydeligt fornøjet fulgte, hvad hans kunstnere præsterede.

Tommy Castro & Toronzo Cannon

Tommy Castro og Toronzo Cannon

Forrygende aften
Tommy Castro & The Painkillers blev efterfulgt af Lil’ Ed and The Blues Imperials med gæsteoptræden af Corky Siegel, og derefter var Shemekia Copeland på scenen med Curtis Salgado som gæst. Så der var en del Alligator Records-kunstnere i omdrejninger denne fredag.

Som tidligere anført, fravalgte Bluesnews.dk dog koncerterne med Lil’ Ed and The Blues Imperials og Shemekia Copeland. Dette til fordel for en aldeles glimrende aften på blues-spillestedet

Reggie’s, hvor der var optræden af adskillige kvindelige Chicago-bluesmusikere under overskriften ”Chicago Women in the Blues Festival.”

Liz Mandeville Gleason

Liz Mandeville Gleason

Her var Liz Mandeville Gleason konferencier med vanligt glimt i øjet, såvel som hun også sang og spillede guitar i flere numre. Tjek i øvrigt Liz Mandeville Gleasons solo-udgivelser, der alle er udgivet på Chicago-pladeselskabet Earwig Music.

En aldeles forrygende aften med små tyve forskellige kvindelige bluesmusikere på scenen, plus et par herrer som en del af aftenens backing band. Og skulle der være nogen, der mener, at kvinder ikke kan spille blues, tager de grueligt fejl, skal vi lige hilse og sige!

Tryllebindende
Lazy Lester featuring Rockin’ Johnny var på scenen på anden festivaldag på Pepsi Front Porch scenen, og dét var en oplevelse af de større.

Lazy Lester featuring Rockin' Johnny

Lazy Lester featuring Rockin’ Johnny

Derefter blev det til en fin koncert med Eddie Cotton på The Jackson Mississippi Rhythm and Blues Stage.

Herefter var det tilbage til Pepsi Front Porch scenen for at høre Chicago Rhythm & Blues Kings. Derefter var det Budweiser Crossroads scenen, hvor der var ”Soul/R&B Day”, der kulminerede med en fremragende koncert med diverse kunstnere under overskriften Otis Clay Tribute Band.

Wee Wille Walker

Wee Wille Walker

Så var det tid til at runde Petrillo Music Shell. Her var overskriften ”Soul/R&B Night”, og der blev lagt ud med en glimrende koncert med soul-legenden Wee Wille Walker og hans band, tilsammen Wee Wille Walker & We “R”. Derefter fulgte selveste New Orleans-dronningen Irma Thomas, der backet af et fremragende orkester gav en tryllebindende koncert.

Hun fik helt fortjent – som den eneste kunstner under hele festivalen – lange, stående ovationer fra ca. 90% af et begejstret, stort publikum, der spontant vinkede med hvide papirservietter i hyldest til Irma Thomas, der rørt kvitterede med flere gange dybfølt tak. En af de helt store oplevelser.

Sidste navn på programmet på Petrillo Music Shell var Fred Wesley & The New JB’s. Et velfungerende orkester med turbo på, der sandelig kunne deres funk-bibel udenad.

Gav den gas
Søndag den 12. juli var sidste dag på Chicago Blues Festival 2016. Her overværede Bluesnews.dk en fin, fin koncert med veteranen Jimmy Burns og hans velsmurte orkester på Pepsi Front Porch scenen.

Det blev også til en del af koncerten med Adib Sabir på The Jackson Mississippi Rhythm and Blues Stage.

Så var det ned til Budweiser Crossroads scenen til en medrivende koncert med The Kinsey Report, der virkelig gav den gas over for et meget begejstret publikum med deres helt egen blanding af diverse stilarter med blues som det centrale element.

Derefter var det tilbage til Pepsi Front Porch scenen for at høre John Primer & The Real Deal Blues Band, der slap tøjlerne og virkelig trykkede den af med deres Chicago blues af bedste slags.

Ronnie Earl

Ronnie Earl

Tændt orkester
Samme scene rummede også en absolut solid koncert med Lurrie Bell og band, der også har traditionel Chicago blues (med et twist) som deres varemærke, og også de fik tingene ud over scenekanten.

Så var klokken blevet ca. 17, og det var tid til at komme på plads ved Petrillo Music Shell scenen, for dér spillede selveste Ronnie Earl & The Broadcasters. Denne enhed gav en fremragende koncert, der var en ren fornøjelse.

Det var desuden fint at opleve Ronnie Earls makker, sangerinden Diane Blue, der sang aldeles flot og godt, suppleret af Ronnie Earls indfølte guitarspil og et tændt orkester.

Efter denne fine koncert kom veteranen Eddie “The Chief” Clearwater og hans band på scenen. Clearwater kan, hvad han kan, og gør det godt og solidt, men ligefrem falde i svime over “høvdingen” og hans orkesters præstation vil være for meget. Godt og solidt, men så heller ikke mere.

Billy Flynn

Billy Flynn

Prominente musikere
Afslutningsvis var det ved 20-tiden tid til den store finale under overskriften Tribute to Otis Rush. Her havde man sammensat en fast hornsektion af høj kvalitet, suppleret med et hav af prominente musikere, hvoraf flere havde arbejdet med Otis Rush.

Det var et sandt overflødighedshorn af musikere, der deltog, og her skal blot nævnes et lille udvalg: Guitaristerne Billy Flynn, Shun Kikuta og Carl Weathersby, bassist-veteranen Bob Stroger, sangerinden Diane Blue, pianisten Sumito Ariyoshi, etc. etc.

Dick Shurman

Dick Shurman

Alt i alt var der tredive musikere involveret i denne fornemme hyldestkoncert til Otis Rush, der var en sand tour de force at komme igennem, men på den gode måde. Musikerne blev i øvrigt præsenteret af den legendariske producer, musikhistoriker, lydmand, musikjournalist med mere, Dick Shurman, iført karakteristisk Panama-hat.

Efter tre dage i blues-musikkens tegn burde man være træt, men nej. Faktisk var man både vågen, frisk og oplivet. Har man først én gang været til Chicago Blues Festival, kommer man garanteret igen, og Bluesnews.dk runder helt sikkert “the windy city” og dens blues festival en anden god gang.