Foreningen Blues Dancing CPH inviterer lørdag den 12. oktober til en aften i selskab med Big Creek Slim, som gør blueshistorien levende med rå, autentisk og nærværende blues.
Er du en erfaren bluesdanser, er det bestemt værd at opleve Big Creek Slims musik. Er du ny, eller har du aldrig danset bluesdans før, så kan du denne aften få en introduktion, så du også kan være med på dansegulvet, når Big Creek Slim går i gang.
I pausen mellem første og andet sæt giver underviserne fra Blues Dancing CPH nemlig en lille intro-time i bluesdans for begyndere. Så kan alle være med på dansegulvet efter pausen, uanset om man aldrig har danset bluesdans før, eller man er en garvet danser.
Er du vild med bluesmusik, men lidt usikker på det hér med dansen, er du også meget velkommen til blot at dukke op og nyde musikken!
Bluesdans
Bluesdans har rødder i det afroamerikanske miljø i USA, hvor man mødtes efter en lang arbejdsdag for at slappe af, spille musik og danse med hinanden – i røgfyldte juke joints og til de såkaldte rent parties, hvor folk åbnede deres døre, bryggede gin i badekarret og lagde hus til fester for at skaffe penge til huslejen.
Bluesdans er en paraplybetegnelse for en hel masse “små” bluesdanse, så som fishtail, ballrooming, funky butt og mange flere. Disse danse er opstået sammen med bluesmusikkens udvikling, som har skabt en type dans med mangfoldige udtryk – der er altså en bluesdans for hver type bluesmusik. I moderne bluesdans danser Blues Dancing CPH som regel en blanding af alle disse bluedanse, også kaldet “idiom dances”.
Bluesdans kan danses både solo og sammen med en partner. Dansen bygger blandt andet på elementer af improvisation, inspiration, forbindelsen til musikken og kontakten med din partner – med mindre du altså danser solo.
Lowdown blues
Big Creek har en stemme og feelin’ uden lige og spiller lowdown blues inspireret af bl.a. Muddy Waters, Howlin’ Wolf og John Lee Hooker. Når man hører ham synge, får man et chok – det går rent ind, er råt og nærværende – han tryllebinder sit publikum! I løbet af de seneste ti år har han udviklet sin egen stil, der har dybe rødder i den sorte blues.
Big Creek Slim fik i 2015 titlen som “Årets Danske Bluesnavn” og vandt i 2013 Danish Blues Challenge.
Utallige rejser med guitaren har bragt ham vidt omkring, og han har boet og rakket rundet i Louisiana, Mississippi, Arkansas, Alabama og Tennessee.
Han er p.t. bosat i Brasilien, hvor han lever af at spille blues.
Program:
Dørene åbner kl. 20.00
Big Creek Slims første sæt starter kl. 21.00
Der er intro-time i bluesdans for begyndere kl. 21.45
Billetter:
Billetter koster kr. 70,- pr. stk.
Hvis du er medlem af foreningen, koster det kr. 40,- pr. billet.
Billetter kan købes i døren eller online her.
Koncerten arrangeres af foreningen Blues Dancing CPH i samarbejde med Valby Kulturhus. Overskud fra koncerten går til, at foreningen kan arrangere flere arrangementer med bluesdans og live-musik i Valby Kulturhus.
Det er også muligt at danse bluesdans hver torsdag i Valby Kulturhus – se mere på Blues Dancing CPH’s Facebook-side her. For mere information om bluesdans og foreningen Blues Dancing CPH, se foreningens hjemmeside her.