For første gang i næsten 30 år kan du opleve det måske mest legendariske bluesband nogensinde i Odense. Og vel at mærke i stærkeste opstilling med René Dam, Søren Kyed, Ulrik Fromholt, Bo Gryholt og Poul Ewald.
Det Blå Blues Band opstod i april 1987 som en videreudvikling af TBK Band, der var løst sammensat af Torben Kjær. Stilen var guitar- og harpedrevet blues, og den første besætning bestod af Torben Kjær (bas og vokal), Søren Kyed (guitar), René Dam (trommer) og Poul Ewald (mundharpe).
Udskiftninger
I løbet af de næste år var der flere udskiftninger i bandet: Ulrik Fromholt fra Svendborg kom med på vokal, og Peter Rasmussen kom med på bas. Han blev dog temmelig hurtigt erstattet af Bo Gryholt på bas, og senere kom Karsten Skovgård på guitar.
Blues var en stor ting i de år, ikke mindst takket været Gary Moore og hans store hit “Still got the Blues”. Bandet havde relativt stor succes, og Hansens Værtshus i Odense blev deres hjemmebane.
Det Blå Blues Band spillede i hele landet og blev bl.a. årets band i Aabenraa. De havde også fornøjelsen at varme op for Carlos Santana.
Da Kim Larsen slog sig ned i Odense i slutningen af 1990’erne, skulle han bruge nogle lokale musikere. Det betød, at Bo og Carsten forlod Det Blå Blues Band i 1997 til fordel for Kim Larsen & Kjukken.
Evil Sons of the Blues
Så dér stod resten af bandet og skulle finde på noget nyt. Det blev til Evil Sons of the Blues. Søren Bøje kom med på guitar, og Jesper Haugaard kom med på bas. Han skiftede i nullerne plads med Bo Gryholt i Kjukken – og Bo kom med i Evil Sons. De eksisterede ind til coronaen i 2020. Så splittedes bandet: Duoen Bøje&Ewald blev dannet, mens Fromholt og René Dam startede Pouls Garage med den gamle Heste Beste-guitarist Poul Strøyer og Stig Vognæs (tidligere Hancats).
Det Blå Blues Band bliver nu gendannet ved en koncert hos Kulturforeningen Grønkul i Mødecenter Odense fredag den 22. maj – og der er udsolgt! Grønkul har dog masser af andre blueskoncerter med mere i støbeskeen, og til efteråret ser programmet således ud:
- 11-sep. The Blues Overdrive
- 09-okt. Ivan Sand & Rust
- 16-okt. Frimer & Møller
- 30-okt. Jan Olsen Band
- 13-nov. Grarup Allstars



