Sugaray Rayford
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Der var soul- og bluesfest i Vejle, da Bluesforeningen Crossroads lørdag den 7. oktober kunne præsentere den amerikanske sanger Sugaray Rayford i Bygningen.
Rayford sagde det selv ved aftenens begyndelse: ”Det hér er ikke en koncert. Jeg hader koncerter – det hér er en fest!”
Der skulle danses og rystes røv, sagde han, og ellers truede bandet med at spille country & western hele aftenen! Og selv om den melding egentlig lod til at begejstre publikum mere end afskrække, blev Sugaray Rayfords bud adlydt, for det viste sig at være svært at sidde stille.
En funkguitar-intro satte Bill Withers’ ”Who is he (and what is he to you)?” i gang, og straks var Sugaray Rayfords to meter høje korpus i heftig bevægelse. Det syv mand store orkester bag ham spillede ualmindelig tight, og alsidigheden blev demonstreret allerede fra dette første nummer, da de satte i med et reggae-break, og Sugaray Rayford toastede sig igennem en længere passage.
Soul og soul blues var dog aftenens hovedret, for som Sugaray Rayford fortalte: ”Jeg elsker Mississippi blues, jeg elsker Chicago blues, men jeg er fra Texas! Jeg kan li’ blæsere og korsangere.”
Dét førte han og bandet så ud i livet med to numre fra Albert Kings repertoire. Først en unik, funky version af ”Born under a bad sign” med fine soloer fra guitaristen Gino Matteo og keyboardspilleren Drake Shining, hvor energibundtet Sugaray Rayford sprang ned fra scenen og bevægede sig ud blandt publikum. Og derefter en aldeles formidabel, sensuel soul-udgave af ”I’ll play the blues for you” med en røgfuld saxofon-intro fra britiske Aaron Liddard.
Tempoet blev sat op igen med ”Live to love again” fra Sugaray Rayfords 2015-album Southside, et uptempo soulnummer domineret af Allen Markels energiske basspil.
Det var i det hele taget et uhyre velspillende band, vi var vidne til, og Sugaray Rayford var rundhåndet med oprigtig ros til sine musikere. Den slags klæder en bandleder, og følelsen af kammeratskab forplantede sig ud til publikum og var med til at skabe en helt speciel stemning.
Sugaray Rayford var dog heller ikke bleg for at irettesætte publikum – med glimt i øjet, naturligvis – når de ikke dansede nok. Således blev Junior Parkers klassiker ”Mystery train” standset efter få sekunder og først sat i gang igen, da tilhørerne var kommet op at stå som beordret. Så blev der til gengæld også kvitteret med en energisk Chicago-shuffle og soloer fra trompetisten Yelfris Valdés og Gino Matteo på guitaren.
Gino Matteo
Sidstnævnte brillerede i øvrigt med sine elegante og disciplinerede soloer aftenen igennem. Endnu én indledte ”I sing the blues”, hvor Matteo tryllede i B.B. King-stil, inden Sugaray Rayford begyndte at vandre syngende ned mellem de tætpakkede tilskuere.
Mikrofonen lod han blive på scenen, for den store mand havde absolut ingen problemer med at synge salen op. Dét var en imponerende kraftpræstation, og efterfølgende kunne Rayford lade sig hylde af publikum, mens han storsmilende viftede med sin karakteristiske (utændte) cigar.
Jade Bennett
Så blev spotlyset overladt til korsangerinden Jade Bennett, der begejstrede med soul blues-balladen ”Table for two” fra hendes netop udgivne soloalbum Death time love. Jade Bennetts kontrollerede fraseringer og Joss Stone-lignende stemme gik rent ind hos publikum.
Sugaray Rayford selv har også netop udsendt et album, den fine The world that we live in, som er en regulær, old-school soul-plade. Fra denne gav han nu åbningsnummeret ”Take me back”, inden vi fik titelnummeret fra 2010-albummet Blind alley.
Dette blev tilført et cubansk touch af den i øvrigt fremragende trommeslager Ramon Michel.
Ramon Michel
Koncerten – undskyld, festen! – nærmede sig nu sin afslutning, men inden da skulle vi have et kort semi-akustisk sæt. Det blev fremført siddende af Sugaray Rayford – atter uden mikrofon – Gino Matteo på akustisk guitar og Allan Markel på elbas.
De lagde ud med den humoristiske ”Need a little more time” fra 2013-albummet Dangerous, og Rayford imponerede endnu en gang med sin ærefrygtindgydende stemmekraft. Tilmed blev publikum inviteret til at deltage i en omgang call-and-response, og den blev afviklet til alles tilfredshed.
Så fandt Gino Matteo sin bottleneck frem og indledte en intens udgave af Son House’s ”Death letter blues”, en sang, der står Sugaray Rayfords hjerte nær. Det udviklede sig til en smuk og tydeligt bevægende oplevelse for både sanger og publikum.
Til afslutningsnummeret kom hele bandet nu atter på scenen, og inden de gik i gang, takkede Rayford – åbenlyst oprigtigt og med ryggen til publikum – endnu en gang sine medmusikere. Så sluttede de af med en bragende soul blues med soloer fra guitar, elorgel, saxofon og trompet.
Helt forbi var det dog ikke, for publikum krævede med taktfaste klapsalver et ekstranummer, og det fik de, om end et overaskende ét af slagsen: Keyboardspilleren Drake Shining – med en fortid hos Deep Purple – sang en flot version af Pink Floyds ”Comfortably numb”, hvor Gino Matteo naturligvis greb chancen for at give den som David Gilmour på guitaren.
Drake Shining
Efter en time og tre kvarter – og hvad der lignede adskillige liter Sugaray Rayford-sved – var festen slut, og det var et særdeles veltilfreds publikum, der kunne forlade den udsolgte koncert i Bygningen.
Sugaray Rayford og hans band vender tilbage til Danmark den 4. november, hvor de spiller på Blues Heaven Festival i Frederikshavn. Hvis lørdag aften i Vejle er nogen indikation, er der lagt op til soul- og bluesfest af dimensioner!
