Sangerinde Malika Tirolien og (siddende) lapsteel-guitarist Roosevelt Collier i front for Bokanté
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer
Jam Days Festival i Odense havde lovet en eklektisk blanding af vestafrikansk verdensmusik, fusionsjazz, blues og Led Zeppelin med mere, da de annoncerede det multinationale orkester Bokanté som en del af programmet for 2018.
Bokanté er stiftet af Michael League, bassist i det amerikanske fusionsband Snarky Puppy. Han har samlet et alsidigt hold, der på scenen føres an af den guadeloupsk-canadiske sangerinde Malika Tirolien og den amerikanske steel-guitarist Roosevelt Collier. Desuden indeholder Bokanté hele tre slagtøjsspillere: Jamey Haddad (USA), André Ferrari (Sverige) og Keita Ogawa (Japan) samt Michael Leagues guitaristkolleger fra Snarky Puppy, Chris McQueen og Bob Lanzetti.
Første koncert
Hele holdet plus en bassist (Michael League holdt sig til guitar og oud) var med i Odense, hvor de spillede deres første koncert på dansk grund den 2. august på Amfiscenen. Det blev en af festivalens bedste koncerter.
Bokanté
Det var nok de færreste tilhørere, der kunne forstå Malika Tiroliens guadeloupe-kreolske tekster, men ingen kunne undgå at bemærke hendes smukke og dragende vokal, som også af og til sneg sig over i fransk eller engelsk.
Musikalsk befandt vi os rundt omkring i det verdensmusikalske landskab med klare referencer til Vestafrika, men også ofte med et nordafrikansk/mellemøstligt præg. Tilmed trak Bokanté på en latinamerikansk musiktradition med elementer af samba og afrocubansk musik.
Blandingen af vestafrikansk guitarlyd og sydamerikanske rytmer gav mindelser om Paul Simons The rhythm of the saints-periode, hvor han også benyttede sig af et stort og vidtfavnende band. Bokanté lagde hertil en fusionsjazz-sensibilitet, som blandt andet kom til udtryk i lange, vævende instrumentale eller semi-instrumentale passager og lejlighedsvis John McLaughlin-lignende guitarspor.
Lapsteel
Blues-elementet stod især Roosevelt Collier for med sit aldeles forrygende lapsteel-spil. Lige som kollegaen Robert Randolph er Collier et produkt af sacred steel-traditionen – gospelmusik spillet på steel-guitar – og der er mange ligheder med Randolph i hans spillestil.
Roosevelt Collier var forrygende på lapsteel
Collier spiller energisk og sonisk varieret – han kan få sit instrument til at lyde som blæsere eller en synthesizer – men hans indfølte slide-teknik kan også minde en del om en mester som Derek Trucks.
Således løb Roosevelt Collier da også med en stor del af opmærksomheden på Amfiscenen. Han viste sig som en sand virtuos med en lyd, der skar sig igennem arrangementerne, og han spillede opfindsomt, smukt og stemningsfuldt.
Fremragende
Strengebetvingere på stribe: Roosevelt Collier, ukendt bassist, Michael League, Chris McQueen, Bob Lanzetti
Bokanté udgav det fremragende debutalbum Strange circles sidste sommer, og de har netop udsendt opfølgeren What heat i samarbejde med det hollandske Metropole Orkest. Koncerten på Jam Days gav en forsmag på pladen i form af nummeret ”Don’t do it”, som blev tilegnet den amerikanske præsident (”Forestil jer Donald Trump danse virkelig dårligt til den,” opfordrede Malika Tirolien).
Her fik Snarky Puppy-guitaristerne McQueen, Lanzetti og League lov til at slå sig løs i en musikalsk trekamp, der viste, hvorfor Bokanté har plads til fire-fem strengebetvingere.
Ligeledes bidrog de tre perkussionister koncerten igennem med hver deres særpræg og personlige stil, så trods den omfangsrige besætning fik man aldrig indtryk af, at arrangementerne var overlæssede.
Æterisk
Svenske André Ferrari (t.v.) er en af Bokantés tre perkussionister
Tværtimod virkede musikken ofte æterisk, næsten trance-inducerende, som man jævnligt kan opleve det med afrikansk-baseret verdensmusik. At Bokanté nu med What heat har fundet et hjem hos Peter Gabriels pladeselskab Real World virker da også oplagt; deres lyd er gennemarrangeret med en kælen for detaljen, som også kendetegner mange af Real Worlds udgivelser.
Bokanté blev en uhyre positiv live-oplevelse på Jam Days. Decideret blues var det bestemt ikke, men for den åbensindede bluesfan, som kan finde på at lytte til ørkenblues eller Robert Randolphs soul/blues/rock-blanding, kan det kun anbefales at give Bokanté et lyt, næste gang chancen byder sig.