Af Peter Widmer
I år har der været mange markeringer af det legendariske år 1968, der jo ligger 50 år tilbage i tiden.
Bluesnews.dk har fundet frem til 10 langtidsholdbare bluesalbum fra 1968, som nok også vil holde om yderligere 50 år.
Nedenstående album er oplistet i uprioriteret orden, men alle er de værd at beskæftige sig med, så her er nok af god musik at genhøre eller måske blive opmærksom på for første gang.
1. Albert King: Live wire/blues power
Er man ikke til blues, er der overhængende fare for, at man bliver det, når man hører dette hovedværk, og første live-album, fra den legendariske amerikanske guitarist og sanger Albert King. Hans formidable, indfølte guitarspil har påvirket et hav af guitarister, så som Stevie Ray Vaughan. Mange ser Live wire/blues power som det ultimative Albert King-album, og med den feeling og elektrificerende intensitet, Albert King lægger for dagen på dette værk, der er indspillet i det legendariske Fillmore Auditorium i San Francisco, er der ikke noget at sige til dét. Lyt bare til ”Blues at sunrise” eller til Herbie Hancocks ”Watermelon man”. Albert Kings band er helt ok, men det er mesteren selv, der stjæler showet her, og han har publikum i sin hule hånd.
2. Canned Heat: Boogie with Canned Heat
Dette andet fuldlængdeudspil fra californiske Canned Heat er ubestrideligt deres bedste. Her får man i koncentreret form alt det, orkesteret stod for, nemlig et yderst vellykket miks af blues og boogie, og Canned Heat er i fineste form. På dette studiealbum er der skåret ind til benet, og samtlige ti kompositioner er af passende længde. Desuden er de koncise, og man er fri for de ofte meget langtrukne ekskurser, bandet senere excellerede i fra tid til anden. Selv det 11 minutter og 4 sekunder lange afslutningsnummer “Fried hockey boogie” fungerer. Perlerne på denne skive er dog ”On the road again” og ”Amphetamine Annie”, men alle numre virker. Og så er det en fornøjelse at høre den alt for tidligt afdøde sanger, guitarist og mundharpemand Al Wilson.
3. Chicken Shack: Forty blue fingers, freshly packed and ready to serve
Det engelske bluesband Chicken Shack, med den viltre guitarist og sanger Stan Webb i rollen som orkesterleder, står stadigvæk som noget af det bedste, der voksede frem på den britiske bluesscene i 1960’erne. Nærværende studie- album er kvartettens glimrende pladedebut, der er produceret af selveste Mike Vernon. På orgel, piano og vokal høres ingen ringere end Christine Perfect. Samme kvinde kom senere til at hedde Christine McVie, der fra 1975 blev rig og berømt som medlem af pop-Fleetwood Mac. Som en del af Chicken Shack trådte hun fra 1967 sine blues-barnesko, og hendes formidable stemme smyger sig her om lytteren, godt suppleret af hendes tangenttryllerier og Stan Webbs vokal- og guitararbejde. Hertil kommer bundsolidt bas og trommespil.
4. John Mayall’s Bluesbreakers: Bare wires
Den engelske “blues-godfather,” orkesterleder og talentspotter John Mayall var ganske produktiv i 1968. Inden for rammerne af samme år indspillede han og hans medmusikere nemlig hele to album – Bare wires og Blues from Laurel Canyon. Af de to udgivelser er det Bare wires, der tager det største stik hjem. Albummet er produceret af Mike Vernon & John Mayall, og var det sidste, der blev udgivet med ”Bluesbreakers” som en del af bandnavnet. På dette horndrevne album høres for eksempel nu afdøde Dick Heckstall-Smith på tenor- og sopransax. Desuden brillerer den nyligt himmelfarne trommeslager Jon Hiseman samt det senere Rolling Stones-medlem, guitaristen Mick Taylor. Hele albummet swinger, og en særlig perle er Mick Taylors ”Hartley quits”.
5. Buddy Guy: A man & the blues
Den snart Danmarks-aktuelle amerikanske blueslegende, guitaristen, sangeren og sangskriveren Buddy Guy har været en inspirationskilde for rigtig mange bluesmusikere. Buddy Guy har fået masser af album af varierende kvalitet på gaden gennem sin lange karriere, men A man & the blues rangerer som en af hans bedste udgivelser. Otis Spann tæver i tangenterne, så det swinger, hornsektionen og rytmegruppen kører som smurt, og så er der jo lige Buddy Guys stemme og ofte underspillede, men uhyre virkningsfulde guitarudladninger. Lyt for eksempel til Buddy Guys egne numre ”Mary had a little lamb”, det langsomme, lange og inciterende titelnummer og den næsten James Brown-agtige ”Jam on a monday morning”. Bider man ikke på, er noget galt.
6. The Groundhogs: Scratching the surface
Den britiske blueskvartet The Groundhogs indspillede allerede i 1965 med selveste John Lee Hooker. Deres fælles anstrengelser mundede ud i det udmærkede album Hooker & the Hogs. Scratching the surface er imidlertid det første af flere studiealbums fra The Groundhogs med guitaristen og sangeren T.S. (Tony) McPhee i spidsen. Karakteristisk for Tony McPhees guitarpil er aldeles skæve akkorder og helt uventede løb. Lyt bare til Steve Rye-kompositionen ”Early in the morning” eller til McKinley Morganfield (Muddy Waters)-nummeret ”Still a fool”, der hos The Groundhogs får en noget anden drejning end den, man sædvanligvis hører. Bandets egen ”Walking blues” er som hele albummet herligt rå og skramlet.
7. The Electric Flag: A long time comin’
Amerikanske The Electric Flag var en relativt kortlivet supergruppe, der blev grundlagt af den alt for tidligt afdøde unikke guitarist Mike Bloomfield. Bandet talte også andre notabiliteter så som trommeslageren Buddy Miles, der senere spillede med Jimi Hendrix i Band of Gypsys, vokalisten Nick Gravenites og keyboardmanden Barry Goldberg. Med deres innovative indlemmelse af tre hornfolk i bandet var der tryk på, men orkesteret efterlod sig kun ét aldeles fremragende album, nemlig A long time comin’. Samme betragtes helt korrekt som en milepæl i jordbunden blues-soul-roots musik. Mike Bloomfields økonomiske og bidende spil er en fornøjelse, og alt går op i en højere enhed. Lyt blot til ”Killing floor”, ”Groovin’ is easy”, ”Mystery” og ”You don’t realize”.
8. Magic Sam Blues Band: Black magic
Den amerikanske Chicago blues-med-lidt-soul-musiker Magic Sam, eller Samuel Gene Maghett, som han korrekt hed, fik ikke noget langt liv. Han døde af et hjerteslag den 1. december 1969, kun 32 år gammel. Hans indspilningskarriere startede i 1957 med egenkompositionen ”All your love”, og herefter fulgte op til midt-1960’erne en stribe af ofte populære single-udgivelser. To officielle album blev det til, hvoraf det forrygende studiealbum Black magic er nr. 2. Magic Sam var kendt for at flå i vibratoarmen på sin guitar, og så kunne han bøje strengene som få andre og producere eftertragtelsesværdige toner. Black magic holder hele vejen igennem med numre som ”You belong to me”, ”I just want a little bit” og ”You don’t love me, baby” som perfekte appetitvækkere.
9. Fleetwood Mac: Fleetwood Mac
Dette debutalbum fra den britiske blueskvartet Fleetwood Mac, der er produceret af Mike Vernon, er slet ikke til at komme udenom. Bandets navn stammer fra de eneste to konstante medlemmer af orkesteret, nemlig Mick Fleetwood (trommer) og John McVie (bas). Begge havde de en fortid i John Mayall’s Bluesbreakers. Fleetwood Mac spillede bluesrock med rhythm & blues-inspiration og efterhånden også psykedeliske elementer. I Peter Green og Jeremy Spencer havde bandet to superguitarister (og sangskrivere), der også kunne synge. Fleetwood Mac rummer primært numre af egen tilvirkning så som Peter Greens ”Long grey mare” og Jeremy Spencers ”Cold black night”, men der er også et par top-versioner af Elmore James- og Howlin’ Wolf-numre.
10. Taj Mahal: The natch’l blues
The natch’l blues er Taj Mahals andet album og regnes blandt noget af det ypperligste, den yderst versatile blueskunstner har præsteret. Her er der decideret tale om bluesmusik, men ellers er Taj Mahal kendt for at mestre – og blande – forskelige stilarter med grundsubstansen i hans musik, der er the blues. Taj Mahal mikser for eksempel behændigt blues med reggae, cajun og caribiske toner og han har sin helt egen lyd. På The natch’l blues får Taj Mahal blandt andet hjælp af Al Kooper (orgel), Jesse Ed Davis på guitar og piano og bassisten Gary Gilmore, og alt smelter smukt sammen, så der ikke er noget at komme efter. For eksempel høres klassikerne ”She caught the Katie and left me a mule to ride” og “Going up the country, paint my mailbox blue”. Fornemt.