Efterårsblues i Vejle

crossroads-logo-2017-300x300Af Jakob Wandam

Bluesforeningen Crossroads i Vejle har offentliggjort efterårets koncertprogram.

Fra september og frem til juledagene har Crossroads indtil videre annonceret fem navne, og der er noget at glæde sig til, uanset om man foretrækker udenlandske navne, eller om man helst følger den danske bluesscene.

Busk & Frimer m/Ole Frimer Trio (N/DK)

Første koncert kombinerer det bedste fra begge verdener. Det er nemlig konstellationen Busk & Frimer, der spiller i Vejle lørdag den 16. september. Bag dette navn gemmer sig to af Skandinaviens bedste bluesguitarister, nemlig norske Vidar Busk og danske Ole Frimer, som får selskab af bassist Jesper Bylling og trommeslager Claus Daugaard fra Frimers trio.

Foto: Peter Widmer

Foto: Peter Widmer

Busk & Frimer spillede sammen for første gang i august 2016, og siden er det blevet til flere fælles koncerter på dansk jord. Blandt andet leverede de en aldeles formidabel optræden på Randers City Blues Festival den 30. juni i år (læs Bluesnews.dk’s anmeldelse her).

Vidar Busk er født i 1970 i Langesund i Norge, hvor han har vundet adskillige priser. Han har en bredspektret tilgang til bluesmusikken og flirter gerne med andre genrer som soul, hiphop, pop og electronica. Som guitarist er han i den grad virtuos; Bluesnews.dk har sammenlignet ham med Jeff Beck og Carlos Santana, men han mestrer også den mere traditionelle, melankolske blues.

Foto: Michael Gregers Nielsen

Foto: Michael Gregers Nielsen

Ole Frimer er en af de mest respekterede og erfarne musikere på den danske bluesscene. Han er født i 1952 og er et produkt af 1980’ernes og 90’ernes frodige aarhusianske bluesmiljø, hvor han bl.a. arbejdede sammen med Peter Thorup og indgik i orkestret Blue Junction og sit eget Frimer Band. I 2014 udgav han sin første dansksprogede plade, Blålys, med sit nye Ole Frimer Band.

Ved koncerten i Vejle vil Busk & Frimer spille sange fra begges repertoirer, og mon ikke det også bliver til noget nyt?

Sugaray Rayford & Band (US)

Lørdag den 7. oktober er det amerikanske Sugaray Rayford, der står på scenen i Bygningen i Vejle. Sugaray Rayford er et stort navn i international blues lige nu, hvor han både nyder succes som solist og som forsanger i Chicago blues-bandet The Mannish Boys.

Foto: Joshua Temkin

Foto: Joshua Temkin

Rayford er født i Texas i 1969 og fik sin musikalske opdragelse i kirken, hvor han sang og spillede trommer. Han pladedebuterede i 2010 og skrev siden kontrakt med pladeselskabet Delta Groove, der udgav den fremragende Dangerous i 2013. Siden har han udsendt den mere soul’ede Southside i 2015.

Med sine 2 meter i højden (og en betragtelig bredde!) er han en stor mand med en stor stemme, der sammen med sit ni mand store Sugaray Rayford Band forener den traditionelle delta- og Chicago blues med blæserdreven soul blues. Og så er Sugaray Rayford en entertainer, der ikke står tilbage for dansetrin a la James Brown.

Anson Funderburgh & the Rockets with Big Joe Maher (US)

Næste koncert i Vejle er ligeledes med et af de helt store amerikanske bluesnavne, nemlig Anson Funderburgh & the Rockets with Big Joe Maher, som spiller lørdag den 11. november.

Anson Funderburgh and the Rockets - Which way is Texas 952x632Anson Funderburgh var sidste gang i Vejle i november 2013, hvor han optrådte som en del af Golden State Lone Star Blues Revue. Denne gang møder han op med sit eget orkester, The Rockets, der med skiftende medlemmer har været hans backing-band siden 1978, samt sangeren og trommeslageren Big Joe Maher.

Joe Maher har tidligere markeret sig med sit prisvindende band Big Joe and the Dynaflows og har desuden spillet med en lang række blues-notabiliteter, herunder Nappy Brown, Jimmy Witherspoon og Bob Margolin. På denne turné er han trådt ind som vokalist for Anson Funderburgh & the Rockets, en plads, der i mange i år var besat af Sam Myers indtil dennes død i 2006.

ANSON-2Guitaristen Anson Funderburgh har i mange år været en fornem eksponent for en stil, der tager sit udspring i hans hjemlige Texas blues, men også inkorporerer elementer af Chicago- og delta blues. Han har vundet otte W.C. Handy Awards (nu Blues Music Awards), og hans stilfulde guitarspil kan høres både på et par håndfulde udgivelser i eget navn og på plader med andre kunstnere, hvor han også jævnligt har fungeret som producer. Det gælder f.eks. for Andy T-Nick Nixon Band og John Németh.

Paul Banks & Svante Sjöblom (DK/S)

Paul Banks & Svante Sjöblom 2016Søndag den 26. november er der eftermiddagskoncert i Bygningen med Paul Banks & Svante Sjöblom. Paul Banks har været kendt som sangskriver, sanger og stilskabende akustisk guitarist på den danske musikscene gennem de sidste 35 år. Han er født i Denver, Colorado, men flyttede i 1961 med familien til København, hvor han snart blev en del af musikmiljøet.

Paul Banks har indspillet 12 plader i eget navn, hvor han har skabt sin egen blanding af folk, blues og jazz, senest på Blackberry wine fra 2013, og han har modtaget mange priser, bl.a. to Danish Music Awards. Gennem karrieren har han desuden indspillet og optrådt som sideman med mange andre kunstnere, lige som han sammen med Charlotte Halberg har skabt de musikalske børnefortællinger Rejsen og Jupiters øje.

SvanteSjöblom

Foto: Frank Nielsen

Svante Sjöbloms unge alder til trods – han er halvt så gammel som Banks – synger han som en garvet ældre herre. Han har en sjælden musikalitet og musikalsk nerve og synger, som om han havde levet hele sit liv i de amerikanske sydstater.

Svante Sjöblom er bannerfører for den nye generation af svenske bluesmen og er over de seneste ti år blevet etableret på den skandinaviske bluesscene. Herhjemme kendes han bl.a. fra live-kollektivet Blues Jamboree, hvor han sammen med blandt andre Paul Banks har indspillet albummene Grab a root an’ growl og Ride train ride.

Sammen optræder Paul og Svante med et repertoire af egne sange og folk- og bluesnumre. Deres energi og meget personlige indfaldsvinkel til musik klæder hinanden utrolig godt.

Big O & the Blue Quarters (DK)

Sidste navn på efterårsprogrammet er Horsens-kvintetten Big O & the Blue Quarters, som spiller 2. juledag, tirsdag den 26. december.

Big O - HNT 2017-04-06 17917777

Foto: Frank Nielsen

Big O & the Blue Quarters er et relativt nyt navn på den danske bluesscene, der spiller særdeles velsvingende old-school jump blues. Bandet tager udgangspunkt i bluesen, som den lød op gennem 40’erne og 50’erne, og giver deres egne energiske bud på gamle klassikere samt spiller eget materiale. Specielt deres evne til at lade tingene udvikle sig på scenen har begejstret publikum, hvor end de har optrådt.

Orkestret har blandt andet høstet roser fra Bluesnews.dk for deres optrædener ved European Blues Challenge (læs her) og Randers City Blues Festival (læs her).

Foto: Frank Nielsen

Foto: Frank Nielsen

Bandets fem medlemmer har lært hinanden at kende gennem bluesmiljøet og jamsessions i Østjylland, og gruppen er en sammensmeltning af tidligere konstellationer som The Blues Express, The Backdrafts og Oscars Blues Band. Venskabet på tværs af orkestrene voksede, og det viste sig hurtigt, at netop de fem havde en fælles lidenskab for samme bluesgenrer. Derfor slog de pjalterne sammen og fokuserer nu 100% på deres fælles projekt Big O & the Blue Quarters, hvor der på kort tid er opstået et fælles udtryk med personlighed og intensitet på højeste plan.

 

Læs om billetkøb, spilletider m.m. på Bluesforeningen Crossroads’ hjemmeside her.