Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Det var en sand bluesdiva, der i går indtog Samlingsstuens ydmyge rammer i Kerteminde. Ikke en diva af den arrogante, krukkede og selvoptagne slags, som man ser så mange af i underholdningsbranchen, men en stærk og selvsikker ung kvinde af ubestrideligt talent.
Ida Forsman, den 23-årige finske bluessangerinde, er en smuk, ung kvinde, og det ved hun tydeligvis godt selv. Det blev koketteret og vamp’et til den store guldmedalje, og det var de tilstedeværende herrer godt tilfredse med. Men helt centralt stod altså Ina Forsmans store, store stemme, timing og sans for frasering.
Hvor Ina Forsman på plade er bakket op af det store rhythm & blues-setup med blæsere og fuldt band, er turné-versionen en mere ydmyg affære. Her er backingbandet barberet helt ned til bas, trommer og keyboard – selv guitaren er skåret væk – og det stiller store krav til sangerindens vokal og evner som konstant fokuspunkt på scenen. Det var imidlertid intet problem for Ina Forsman, som dels blæste publikum på det lille, intime spillested bagover med sin imponerende powerhouse-vokal, dels spandt som en kælen missekat, mens hun flirtede sig igennem sit fine sangkatalog. Koncerten blev bundet sammen af veloplagte fortællinger, som dels var selvbiografiske, dels åbenlyse påhit – men vi var med på den, fordi disse beretninger om knuste hjerter og utøjlelig passion er universelle, og fordi Ina Forsberg tryllebandt os med sine spillende øjne.
Sætlisten var en blanding af Ina Forsmans egne sange fra debut-cd’en af samme navn og velvalgte covernumre fra bl.a. Etta James’, Amy Winehouse’s, Nina Simones og Aretha Franklins repertoirer. Forsmans udgangspunkt er således bluesmusikken, men blandet med lige dele soul, rhythm & blues og jazz. Hun bevægede sig ubesværet fra New York-natklubstemning til svedig soul-strutting og havde publikum med sig hele vejen.
Heri blev hun fint understøttet af et band, som var bevidst underspillet. Bassist Walter Latupeirissa, trommeslager Jaakko Pöyhönen og keyboardspiller Anna Wilkman lod aldrig nogen tvivl stå om, hvem der var stjernen. Særlig ros bør tildeles Anna Wilkman, der i sagens natur blev tildelt de fleste instrumentalsoli, men som håndterede dem på elegant og subtil vis, samtidig med at hun demonstrerede en sikker bluesfornemmelse.
Samlingsstuen danner en perfekt ramme om intimkoncerter. Den gamle købmandsgård har plads til 60 personer, og når der er koncert, sidder publikum på forreste række omtrent en halv meter fra bandet. Intim stemning og god kontakt mellem optrædende og tilhørere kan simpelthen ikke undgås, og dét giver nærmest garanti for gode koncertoplevelser. Således også i går, hvor divaen Ina Forsman charmerede sig igennem to timers rhythm & blues-fest.
