Flere højdepunkter på Horsens Blues Festival 2016

Tekst og fotos: Peter Widmer

Den stod på blues i byen i Horsens den 4. og 5. november, under den 10. udgave af Horsens Blues Festival.

Blueskartellet, Horsens, havde atter arbejdet hårdt for at give publikum en stribe gode blues-oplevelser og derigennem udbrede kendskabet til blues-musikken.

Årets program rummede flere gode navne, så som Corey Harris, Ole Frimer Band med Vidar Busk og Ida Bang & The Blue Tears. Løjerne blev styret af den lokale musiker med mere Jesper Bjarnesen, der var konferencier.

De to oprindelige hovednavne, skotske King King og amerikanske Joanna Connor meldte afbud. Erstatning blev dog fundet i form af Climax Blues Band, der har en alenlang historie bag sig, og rutinerede Memo Gonzalez & The Özdemirs.

Rammerne

Rammerne for Horsens Blues Festival var Horsens Ny Teater og det tilstødende mindre spillested Kulisselageret.

Horsens Ny Teater rummer blandt andet en stor sal, inkl. balkoner, hvor kapaciteten varierer efter den opstilling, man som arrangør måtte foretrække, og der er flere muligheder.

For eksempel i koncertsammenhæng er kapaciteten, hvis man vælger ståpladser, 750 personer med balkoner, 580 uden balkoner. Under Horsens Blues Festival blev balkonerne ikke benyttet.

Kulisselageret har plads til 150 personer, og var mere end velbesøgt under Horsens Blues Festival 2016.

Festival-jam i foyeren

Det er dog ikke kun Horsens Ny Teaters store sal, som Horsens Blues Festival okkuperer. I foyeren var der for eksempel festival-jam ved den danske blues-mand Max Wolff lørdag den 5. november.

max-wolff

Max Wolff

Den erfarne Max Wolff kan sit kram inden for den akustiske folk-blues og er en glimrende og respekteret musiker, der har været på banen i mange år.

De folk, der lagde vejen forbi bar-området i foyeren, kunne således få sig en fin musikalsk oplevelse ved at lytte til Max Wolff.

Festival-jam var der nu ikke meget af, men for eksempel indtog en enkelt ung herre dog for en kort stund pladsen i det hjørne, Max Wolff var placeret i, og spillede lidt guitar.

Hørte man ikke Max Wolff på Horsens Blues Festival 2016, bør man gøre det, næste gang han er i nærheden af, hvor man befinder sig.

Mad og drikke

Blev man tørstig, var der råd for dette i baren på Horsens Ny Teater, og hvis man var på Kulisselageret, var situationen den samme.

Var det sulten, der nagede, kunne man på Horsens Ny Teaters Kvium-sal købe varm mad – med eller uden drikkevarer – til rimelige priser.

På Kulisselageret var der ingen mad at få, men til gengæld er der masser af madmuligheder lige i nærheden af Horsens Ny Teater og Kulisselageret.

For eksempel kan man fra Horsens Ny Teaters indgangsparti se direkte på to pizza- og kebab-med-mere-steder samt et sushi-sted. Går man blot 1–2 minutter yderligere til venstre eller til højre, åbner der sig et mindre hav af endnu flere madsteder i alle prislag.

Blues-publikummet var således rigeligt dækket ind.

Ida Bang & The Blue Tears

Ida Bang & The Blue Tears

Svensk topkvalitet

Horsens Blues Festival 2016 blev virkelig godt skudt i gang på Kulisselageret kl. ca. 19 den 4. november af svenske Ida Bang & The Blue Tears, der var et særdeles positivt bekendtskab. Og publikum var begejstret.

Det unge orkester med dansk-svenske Ida Bang i front aftvang sig respekt med et fint, varieret og overbevisende sæt moderne blues af ca. halvanden times varighed. Absolut et højdepunkt.

Og der skal ikke så meget til: To ret forskellige guitarister, der supplerede hinanden fornemt, en glimrende bassist, en solid trommeslager og en bemærkelsesværdigt god sangerinde. Alle med godt greb om blues-idiomet og med klar respekt for hinanden.

Ida Bang regnes for at være en af Sveriges nye, helt store blues-sangerinder, og hun er da også i besiddelse af en sofistikeret stemme med et varieret udtryk. Lyt til Ida Bang og hendes orkesters fine debut-cd Possibilities.

Fornemt dansk-norsk samarbejde

I den store sal på Horsens Ny Teater kunne man kl. 20:30–22:00 opleve et forbilledligt, fornemt dansk-norsk blues-samarbejde.

ole-frimer-vidar-busk-og-jesper-bylling

Ole Frimer, Vidar Busk og Jesper Bylling

Her spillede nemlig danske Ole Frimer Trio – Claus Daugaard på trommer, Jesper Bylling på bas, kapelmester Ole Frimer på guitar og vokal – sammen med den eminente norske guitarist og sanger Vidar Busk.

Her fik man en sjælden lejlighed til at høre en af Norges fineste blues-musikere, der ellers yderst sjældent runder Danmark.

Faktisk er det 15 år siden, at Vidar Busk sidst spillede i Danmark, men Ole Frimer fik ham på plakaten igen, og dét var der mange publikummer, der var glade for.

Vidar Busk

Vidar Busk

Nye dimensioner

Vidar Busk tilføjede Ole Frimers numre nye dimensioner med et helt fænomenalt guitarspil. Vidar Busk fik trukket lyde ud af sit instrument, som ingen andre kan, med sit originale spil, der fik flere publikummer til at tabe underkæben af benovelse og til at smile saligt.

Også på scenen var der store smil hos musikerne. Alt kørte som det skulle, og mere til, i musikernes fine samspil. Tingene kom sandelig godt ud over scenekanten.

Man fik primært Ole Frimer-numre – som den dansksprogede ”Single City” fra det DMA-nominerede album Blålys og klassikeren ”If you only could forgive me”. Og der blev sluttet af med Johnny Winter-nummeret ”Hustled down in Texas”.

Nogle publikummer mente, at konstellationen Ole Frimer/Vidar Busk bare var ”for meget,” men det er svært at se, hvordan man kan få for meget af noget, der var så godt som disse musikeres sæt.

Ole Frimer Trio & Vidar Busk er ”a match made in heaven,” som det vist hedder på nudansk, og denne koncert var endnu et højdepunkt, der vil blive husket.

Ærespris

H.P. Lange med Blueskartellets Ærespris

H.P. Lange med Blueskartellets Ærespris

På Kulisselageret spillede H.P. Lange sin fornemt formidlede akustiske blues, kl. 21:45–22:45, og Danmarks nok bedste eksponent for denne mangesidede musik var i topform og i godt humør.

Humøret steg endnu en kende både hos H.P. Lange og blandt publikum, da musikeren blev forstyrret i sit arbejde.

H.P. Lange skulle tildeles Blueskartellets Ærespris, der som sædvanlig bliver uddelt under Horsens Blues Festival. Prisen består af en til lejligheden udformet statuette.

Rosende ord fulgte med, og en glad prismodtager fik således en fin anerkendelse af et langt og fornemt karriereforløb i den akustiske bluesmusiks tjeneste.

Turbo-blues rock

Kl. 22:30–00:00 var det den sorte amerikanske blues rock-guitarist og -sanger Carvin Jones og hans to kompetente medspillere på henholdsvis bas og trommer, der stod på scenen i salen på Horsens Ny Teater.

Carvin Jones Band

Carvin Jones Band

Ingen tvivl om, at Carvin Jones, der blandt andet er blevet positivt omtalt af selveste Eric Clapton, kan noget med en guitar, og ingen tvivl om, at Jimi Hendrix ikke har levet forgæves.

Der blev meget sigende spillet Hendrix-toner, og Carvin Jones bed skam også i strengene, som Hendrix ofte gjorde det. Og Carvin Jones kastede sig rundt på scenen. Jo, publikum blev underholdt.

Vokalt set ydede Carvin Jones en habil, men ikke bemærkelsesværdig indsats, men der var tryk på med ren turbo-blues rock fra start til slut. Også i dén grad.

Faktisk var det ved at blive ”for meget” for mange, men de fleste publikummer syntes dog at være begejstrede for Carvin Jones Trio.

Mellson Blues Band feat. Jesper Bjarnesen

Mellson Blues Band feat. Jesper Bjarnesen

Lokal afslutning

Efter Carvin Jones Trio-koncerten lukkede Horsens Ny Teater lige så stille, mens der på Kulisselageret var musik ved lokale Mellson Blues Band feat. Jesper Bjarnesen – lige indtil kl. 01:30.

Mellson Blues Band, der med deres koncert afsluttede festivalens første dag, spillede for et godt pakket Kullisselager og bød på en bred vifte af egne fortolkninger af traditionel blues.

Man blev diverteret med en række numre, der strakte sig fra Chicago- til Texas blues.

Og den habile trommeslager Jesper Gislason holdt tøjlerne på bedste vis.

Ikke med

Lørdag den 5. november kl. 17:45 var amerikanske Doug Deming Band feat. Dennis Gruenling dagens første orkester. De kunne opleves i salen på Horsens Ny Teater.

Doug Deming & The Jeweltones feat. Steve Guyger

Doug Deming & The Jeweltones feat. Steve Guyger

Retfærdigvis kendes orkesteret bedst under navnet Doug Deming & The Jeweltones. Orkesteret har til huse i Florida.

Doug Demings samarbejdspartner gennem længere tid, mundharpespilleren Dennis Gruenling, var annonceret i festivalprogrammet, men var mod forventning ikke med. Arrangørerne havde ikke fået at vide hvorfor, men det ville Bluesnews.dk gerne have opklaret.

Derfor spurgte Bluesnews.dk orkesterleder, guitarist, sanger og komponist Doug Deming om, hvad der var sket i dén forbindelse.

Egne veje

”Der var slet ikke tale om noget voldsomt brud med knive i luften,” sagde Doug Deming og fortsatte:

– Vi blev bare enige om at ophæve vores samarbejde og gå vore egne veje.

– Det var dér, vi var nået til, og vi var enige om, at det var bedst at gå hver til sig. Dennis er jo en meget travl mand. Han er musiker, DJ, producer med mere, og musikmæssigt ville han noget andet end jeg.

– Derfor skiltes vores veje, men det er slet ikke umuligt, at vi vil arbejde sammen igen.

Som afløser for Dennis Grueling har Doug Deming og hans orkester fået mundharpemanden Steve Guyger med, og i Horsens gjorde samme en god figur.

Swingende

Doug Deming og hans medmusikere spillede en gang svedig, swingende blues med aner til jazz og rockabilly.

Doug Demings vokal og guitarspil var i centrum, og orkesterlederen har tillige tæft for at skrue nogle fængende numre sammen.

Altså var der mange positive elementer over kvartettens sæt. Doug Deming blev suppleret af en hårdtarbejdende bassist og en afslappet men effektiv trommeslager.

Og så var der interessant mundharpespil ved Steve Guyger. I det lange løb virkede det dog ret ensformigt, hvad Doug Deming & Co. diskede op med, men i små doser var Doug Demings blues-fortolkninger værd at lægge øre til.

Akustisk blues fra USA

Doug Deming & The Jeweltones slutte de deres sæt ca. kl. 19:15, hvor den amerikanske bluesmand Corey Harris skulle være gået i gang med sin koncert på Kulisselageret.

Corey Harris

Corey Harris

Imidlertid lod Corey Harris vente på sig. For det første var der vist nogle kommunikationsproblemer angående mødetid, for musikeren måtte hentes på sit hotel.

Da Corey Harris så dukkede op på Horsens Ny Teater viste det sig, iflg. pålidelige kilder, at han intet fået at spise siden lørdag morgen, og nu var han døden nær af sult.

Da Corey Harris er veganer, og der ingen vegetarmad var at få på Horsens Ny Teater, måtte der skaffes mad udefra, og dét i en fart.

Corey Harris blev affodret, og ventetiden på ham blev i det mindste ikke ulidelig lang, for den sorte amerikanske blues-mand, forfatter med mere var åbenbart hurtig til at få stillet sin sult.

Respektaftvingende

Corey Harris, der har en lang række fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig, startede på Alligator Records som solo-kunstner i 1995, og koncentrerede sig om den akustiske blues med et egenartigt twist.

Siden da er det blevet til 11 udgivelser i eget navn. Cory Harris har også en karriere som orkesterleder, for eksempel på den eminente, elektrificerede Greens from the garden fra 1999, hvor hans ensemble næsten lyder som The Allman Brothers i lange passager.

Da Corey Harris endelig entrerede scenen på Kulisselageret, var der magi i luften fra første færd. Det er respektaftvingende, hvad den mand kan med hensyn til spilleteknik, stemning af guitar og skabelse af nærvær.

Ikke et øje var tørt, og et begejstret publikum fik sig en intens, afdæmpet koncertoplevelse.

Tryk på

Anderledes tryk på var der under koncerten kl. 20:45–22:15 med den amerikanske sanger, mundharpespiller og entertainer Memo Gonzalez & tyrkisk-tyske The Özdemirs.

Memo Gonzalez & The Özdemirs

Memo Gonzalez & The Özdemirs

Sidstnævnte består af bassisten Erkan ”The Mad Turk” Özdemir og hans to sønner – trommeslageren Levent Özdemir og guitaristen Kenan Özdemir, der begge er i deres tidlige tyvere.

Det er jo herligt, når far og sønner kan indgå i et så velfungerende samarbejde, som det er tilfældet med The Özdemirs. Og knægtene har efterhånden nået et niveau, hvor man må tage hatten af for deres kunnen på deres instrumenter.

Når der så tilmed er ”300 pund Tex-Mex dynamit” i skikkelse af den yderst korpulente Memo Gonzalez på scenen, kan det dårligt gå galt, og det gjorde det da heller ikke.

Ekstra krydderi

Som om de musikalske retter, kvartetten serverede, ikke var ”hotte” nok, fik man som en positiv overraskelse serveret et ekstra krydderi i skikkelse af den yderst talentfulde østjyske guitarist Søren Schack, der pludselig dukkede op på scenen.

Søren Schack

Søren Schack

Søren Schack gled helt naturligt ind i Memo Gonzalez & The Özdemirs musikalske malstrøm og leverede desuden den ene bidende solo efter den anden. Hold øje med Søren Schack. Ham kommer man til at høre mere til.

Og Memo Gonzalez gav, godt backet af kompetente The Özdemirs, publikum alt, hvad den kunne trække. Faktisk transformerer han sig til et helt andet menneske, end det han er uden for en scene. Og når musikken spiller, giver han sig selv 100% under enhver koncert. Denne var ingen undtagelse.

Så da koncerten var ovre, kunne man dårligt ønske sig mere. Atter et højdepunkt, man vil erindre.

Genreudfordrende

Duoen Black Dog Howl –  Mazdak Khosravi på akustisk guitar og sang & Signe Møller Rosendal på trommer og vokal – kunne opleves på Kulisselageret kl. 22:00–23:00.

Duoen spiller en form for, sort, slæbende, ubestemmelig form for blues – eller er det nu også blues? I givet fald er duoens musik genreudfordrende og absolut ikke uinteressant.

Black Dog Howl

Black Dog Howl

Kan man forestille sig The White Stripes på skummetmælk, nærmer man sig måske Black Dog Howls musikalske udtryk. Samme ville ikke tabe ved at Mazdak Khosravi en gang imellem skiftede sin akustiske guitar ud med en elektrisk.

Desuden ville der heller ikke gå noget tabt ved, at Mazdak Khosravi arbejdede noget mere med sin diktion, for når man nu vil noget med sine tekster, bør samme også formidles klart og tydeligt.

Dette til trods var publikumsreaktionerne overvejende positive, så duoen trængte godt igennem til et lydhørt publikum i det velfyldte koncertlokale.

Antiklimaks

Kl. 22:45–00:15 stod den så på britiske Climax Blues Band på Horsens Ny Teater.

Climax Blues Band, der pladedebuterede i 1969, startede som Climax Chicago Blues Band, og har en lang historie og et par og tyve fuldlængdeudgivelser bag sig. Orkesteret var prominent under 1960’ernes britiske blues boom, men fik først deres kommercielle gennembrud i 1975.

Punken gav dog hurtigt Climax Blues band en på frakken, og selvom orkesteret vedblev med at spille jobs og indspille musik godt ind i 1980’erne, fik de aldrig den medvind, de oplevede i 1970’erne, hvor bandet absolut var bedst.

Climax Blues Band

Climax Blues Band

Efter en længere pause dukkede Climax Blues Band atter op i midt 1990’erne med albummet Blues from the attic og har været på banen siden i forskellige inkarnationer. I dag er der ingen originalmedlemmer tilbage, men til gengæld har de fleste orkestermedlemmer fået grå hår.

Der var flere gode indsatser, for eksempel fra tangentmanden George Glover og guitaristen Lester Hunt. Derimod virkede bandets nye forsanger Graham Dee ofte både manieret og irriterende.

Climax Blues Band spiller jo ikke dårligt, men det, de spillede på Horsens Blues Festival 2016, delte vandene. Nogle syntes, det var fremragende musik, andre mente, at det var en gang tomgangsagtigt skrammel og et antiklimaks.

Atter lokal blues

Ligesom lokale Mellson Blues Band afsluttede festivalens første dag, var der atter lokal blues på festivalens sidste dag.

Bruuns Blues Band

Bruuns Blues Band

Her var det garvede Bruuns Blues Band, der lukkede festivalen med deres fortolkninger af den traditionelle blues.

Orkesteret har kunnet opleves på Horsens Blues Festival flere gange tidligere, er tydeligvis et populært navn, og det er et godt initiativ fra arrangørernes side at give lokale bluesnavne plads på programmet.

Plads var der i øvrigt lidt for meget af på Horsens Blues festival 2016.

En skuffelse

Bluesnews.dk fangede formanden for Blueskartellet, Horsens, sent på festivalens sidste aften, da publikumstallene var gjort op, og Carsten Mellson sagde:

”Med 417 betalende publikummer er festivalen en skuffelse for os, så vi vil i bestyrelsen revurdere vores festivalkoncept.”

Publikumstilstrømningen kunne have været større, og desværre var festivalen i år jo ramt af aflysninger og nogle kommunikationsmæssige forviklinger.

De helt store hovednavne var der således ingen af, men trods aflysninger og bands, der var med på afbud, var Horsens Blues Festival et godt stykke hen ad vejen en pæn, men ikke overvældende, kunstnerisk succes.

Man kan også dårligt forlange, at man skal kunne lide samtlige navne, der præsenteres på en festival, men meget kan for eksempel opvejes af de mange andre bluesinteresserede mennesker, man uundgåeligt møder og falder i snak med mellem de musikalske tilbud. Gode relationer dannes let, og dét er ikke at kimse ad.

Stemningen på Horsens Blues Festival 2016 var i top, festivalen var bredt set velorganiseret, personalet venligt, imødekommende og i besiddelse af positiv humoristisk sans.

Med andre ord kan man med sindsro besøge Horsens Blues Festival 2017.

Desuden bør man nok også lige runde European Blues Challenge i april næste år, som Blueskartellet, Horsens, også står bag i samarbejde med Jysk Blues Netværk.